Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
18Kommentarer
4047Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

25. Blodets Tradition

 

Smerte. Hendes underliv vrider og vender sig. Med et støn kryber den sølverblonde pige sammen om sig selv og trækker benene op under sig. Hendes syn er tåget af tårer, alligevel ser hun, hvordan solstrålerne forvandler nattemørket til morgengry. Den søde duft af brænderøg hænger som vanligt i den stille morgenluft, men det eneste Mikhayla kan koncentrere sig om, er den stikkende fornemmelse i hendes krop.

”Uru.” Hun får presset navnet ud mellem sine sammenbidte tænder.

Ulvens ører vender sig straks mod lyden, og det store hoved løfter sig fra sit hvilested på de beskidte poter. Glidende kommer det store bæst på benene, og så er det henne på siden af den sammenkrummede pige. Uru puffer til Mikhayla med snuden. Et luftigt bjæf forlader ulven, og snart løftes endnu et stort ulvehoved fra sit hvilested.

Pigen klynker igen. ”Teiber.” Navnet forlader hendes læber, og hun rækker ud efter ulven, der straks træder et skridt nærmere. Mikhayla griber en tot at Urus pels og hiver sig selv op at sidde – stadigvæk med den ene arm knuget fast om maven – og presser ansigtet ind i ulvens side.

Spøgelsesrytteren er på benene og henne ved siden af sin shakari, næsten før hans navn forlader hendes læber. Med iskolde hænder griber han fat om hendes skuldre, trækker hende lidt væk fra ulven og lader sit selvlysende blik glide hen over hende. Ingen sår, men hans hurtige puls lader sig ikke berolige af dette faktum alene. Mikhayla klynker igen.

Den sidste ulv ved det nedbrændte bål lunter hen til den sammenkrummede pige for at se, hvad alt det postyr går ud på. Snart efter slutter både Arkin og hans shakari, Ayni, sig til Teiberanoxus. Den mørkhårede rytter lader sig knapt mærke med deres tilstedeværelse, han er alt for optaget af den sølvblonde pige foran sig.

Ayni, en kvinde med et meget rundt ansigt og meget mørke øjne iført et anonymt udseende sort shakar, ser ned på pigen. Måden pigen presser en hånd mod det nederste af maven kaster skyggen af et smil på Aynis læber, og for et ganske kort sekund lyser hendes øjne op. Den mørkøjede kvinde knæler ned foran Mikhayla og møder hendes flakkende blik, holder det fast.

”Kom så,” siger hun og griber pigens hånd. ”Opsedasse. Hvis du bevæger dig lidt, hjælper. Sådan ja.”

Med blikket fyldt af en hvirvelvind af følelser følger Teiberanoxus Ayni og sin shakari med blikket, imens de møjsomligt går nogle runder om det udslukte bål. Ayni hvisker beroligende ord til den unge pige, som hverken ryttere eller ulve kan høre. Snart ophører Mikhaylas klynken, og så kan det for Teibers skyld være et og det samme, hvad Ayni hvisker.

Da en mørk plamage breder sig over Mikhaylas bukser, fatter også rytterne, hvad der foregår. Et varmt jag af stolthed går igennem Teiberanoxus, i samme sekund det går op for ham, at den mørke plet er blod.

Ayni og Mikhayla kommer rundt om bålet igen, og Teibers gnistrende øjne møder Mikhaylas opspilede blik. Et øjeblik ser de bare på hinanden, inden Teiberanoxus gør om på hælen, sadler sin hest og minuttet efter rider i strakt galop ud over stepperne med en bue over skulderen og Arkin og deres ulve lige i hælene.

Mikhayla hiver sig løs af Aynis arme med vilde øjne og styrter efter de to ryttere. ”Nej, kom tilbage!” skriger hun efter dem, men de er allerede uden for hørevidde, og selv hvis de havde kunnet høre hende, var de ikke vendt om.

”Ayni, han kan ikke gå. Hvorfor gik han? Hvad er der galt med mig?” Det går op for Mikhayla, at Teiber er for langt væk til at høre hende, og nu vender hun sig i stedet mod Arkins shakari.

Den mørkøjede kvinde peger på jorden. ”Sid,” siger hun, men Mikhayla kan slet ikke finde roen til at sætte sig. Alting snurrer rundt oppe i hovedet på hende; solen har kun lige rejst sig over horisonten, hendes underliv gør ondt, hun bløder, og Teiber har forladt hende.

Ayni sukker opgivende og presser sine læber sammen til en tynd streg. Hvorfor har Teiberanoxus ikke for længst forklaret sin shakari om denne del af kvindens anatomi? Havde pigen haft en mor, ville hun have fortalt hende om menstruationen, og hvis pigen var vokset op i orduen i stedet for på farten sammen med den mørkhårede rytter, ville en af kvinderne der have fortalt hende ikke blot om menstruationen, men også om det, der følger med den.

”Teiberanoxus skal nok komme tilbage, og der er intet galt med dig, Mikhayla. Sæt dig ned, så skal jeg nok forklare dig det hele,” siger Ayni. Denne gang sætter Mikhayla sig.

Og så begynder Ayni at forklare den unge pige om den del af kvindens anatomi, som Teiberanoxus ikke havde givet hende indblik i. Først om menstruation, hvordan kvinder bløder en gang om måneden, og så om sex og graviditet. Om smerten ved at føde, og hvordan mødre ammer deres børn.

Så viser den mørkøjede kvinde, hvordan man ved at folde et stykke stof rundt om en bestemt slags svamp kan lave et bind, der absorberer blodet. Til Aynis glædelige overraskelse mestrer Mikhayla allerede denne kunst, og hun tager hurtigt til sig, hvordan man skal bruge den.

Disse ting føler Ayni sig tryg ved at fortælle Mikhayla om. Det er først, da de når til Blodets Tradition, at hun holder inde og ser ned på sine hænder, der vrider sig nervøst i hendes skød. Ubehaget gnaver i hende, og hun ved ikke helt, hvordan hun skal begynde.

”Ved du, hvad Ritualet er?” spørger hun.

Mikhayla nikker. Engang for nogle år siden overværede hun Ritualet sammen med Teiber. De unge knægte, hvis stemmer var gået i overgang i løbet af året, forsvandt ind i et stort, sort telt og kom først ud flere timer senere - Teiber fortalte aldrig, hvad der gik for sig inde i teltet – og så sadlede de op og red ulveløse ud over stepperne, blot for flere uger eller måner senere at vende tilbage til orduen med hver sin ulv. 

”Når drengene har gennemført Ritualet, er de mænd,” siger Ayni. ”Når piger bløder for første gang, er de kvinder. Sådan er det i hvert fald i rytternes verden.”

Mikhayla nikker for at vise, hun forstår.

”Når piger bløder for første gang, rider mændene fra hendes familie ud på jagt, og når de kommer hjem, ofrer de deres bytte. Første gang en pige bløder, holder hun op med kun at være menneske og bliver en inkarnation af månen og skæbnen. Når pigen tager imod mændenes tilberedte bytte, omfavner hun samtidig sit potentiale og træder ind på den sti, hun må følge resten af livet.”

Stilheden lægger sig tungt over de to shakarier. Ingen af dem siger noget. Da stilheden har varet i flere minutter, rejser Ayni sig for at få gang i bålet, og Mikhayla kryber tilbage under sit tæppe og krøller sig sammen ved siden af Uru. Det er første gang i årevis, at den sølvblonde pige sover i løbet af dagen, men i hendes hjerne hersker kaos, og kun søvnen vil give hende ro. Få øjeblikke senere sover hun.

Ayni smiler hjertevarmt. Mikhayla er ikke mange år yngre end hun selv, men alligevel ser hun næsten på pigen som en datter. Ayni og Mikhayla har været shakarier omtrent lige længe, hvis ikke Mikhayla har været det længst, men i spøgelsesrytternes verden vægter hverken alder eller tid tungt på vægtskålen. Man ældes anerledens i spøgelsesrytternes land, uanset om man er rytter eller ej. Og Teiberanoxus og Mikhayla er dem, som tiden ser ud til at påvirke mindst af alle.

Med et blik op på himlen spreder der sig en knugende fornemmelse i Aynis bryst. Arkin og Teiberanoxus burde have været hjemme for længst, men Ayni har stadigvæk ikke set så meget som skyggen af dem. Mikhayla har brugt de sidste timer på at sove, og hvis det ikke var, fordi Ayni vidste, at rytterne gør en dyd ud af ikke at sove og have et konstant søvnunderskud, ville hun bekymre sig.

Og så ser hun dem.

”Vågn op, kære. De kommer nu,” siger Ayni og rusker Mikhayla i skuldrene.

Pigen tjatter ud efter den irriterende person, der forsøger at vække hende, men så bundfælder Aynis ord sig. Mikhayla skyder op med opspilede øjne. Før Ayni når at få set sig om, er pige på benene og står og hopper ivrigt, imens hun spejder ud mod horisonten.

De to ryttere stiger ud af sadlerne, hver medbringer de et pragteksemplar af en gås. Med et let nik og et smil i Arkins retning, kaster Mikhayla sig om halsen på Teiber. Gåsen får da også lov at være gås, da rytteren svinger sin shakari rundt i luften, så et glædefuldt hvin forlader hende, inden han sætter hende tilbage på jorden.

Ayni kan ikke lade være med at le, da hun ser, Teiberanoxus give pigen en varm omfavnelse, inden de hjælpes ad med at tage sadlerne af hestene, strigle og vande dem. Ayni sender Arkin et strålende smil, imens de sammen skolder gæssene og flår fjerne af dem, så de kan fjerne indvoldene og tilberede både dem og fuglene over bålet. Ikke længe efter slutter Mikhayla og Teiber sig til de to andre, og for anden gang den dag ruller Mikhayla sig sammen ved siden af sin ulv og giver sig hen til søvnen. Både Uru og Teiber sidder vagt ved hendes side, imens hun i søvne krøller benene op under hagen, så hun ligger i fosterstilling.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...