Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1653Visninger
AA

8. Arkins shakari

 

Slørede stemmer snor sig ind og ud af den sovende piges drømme. Søvnen indhyller hende endnu som et tæppe, men lyden af folk omkring hende hiver hende langsomt ud af det døsige stadie mellem søvn og vågen tilstand. Mikhaylas øjne forbliver lukkede, hun presser dem tættere sammen. Det kradsende liggeunderlag irriterer hendes kind, men hun tør ikke rykke sig.

”…kan du ikke.”

Mikhayla genkender sproget, kvinden taler, og forstår ordenes mening, selvom hun kan gøre sig forståelig på det. Det er den eneste gode ting ved at være vokset op hos onklen og tanten på Svinget: Folk af alle afskygninger kom og gik, og en pige som Mikhayla med sprogøre havde ingen problemer med at samle en nyt sprog op hist og her.

”Ayni, det er ikke op til dig at...”

Denne gang genkender Mikhayla stemmen. Det er manden fra den store middag, Arkin. Kvinden fra før afbryder ham, inden han når at tale færdig: ”Hun er et barn, Arkin. Det er forkert på så mange måder,” stof knitrer og tunge støvler hvirvler støv op i luften, ”det må, du da ku’ se.”

Efter en dyb indånding, får Mikhayla endelig trukket mod nok til sig. Hun åbner øjnene på klem og titter ud under øjenvipperne. Mørket hænger inden i teltet, og først efter nogle sekunder kan Mikhayla se de andre klart.

”Hvad med hendes familie? Arkin, de må være ude af sig selv af bekymring,” siger kvinden. Mikhayla det runde ansigt, men hun kan ikke gøre ret mange af de bløde træk ud. ”Og hun må være skræmt fra vid og sans.”

”Teiberanoxus fandt hende midt om natten, blødende i Sorteskoven… Ayni, hvis hun har en familie, er de næppe værd at vende tilbage til,” siger Arkin. Hans hår er det eneste, der står fuldstændigt tydeligt i halvmørket. Hvidt mod sort.

”Jeg har svoret at passe på hende. Hun er min shakari, jeg vil ikke gøre hende fortræd,” siger Teiberanoxus og rykker på sig, så han kommer til at sidde lidt nærmere ved pigen. Mikhayla presser læberne sammen: Teibers stemme lyder ligesom onklens, når han prøver at skjule sin vrede.

”Det ved jeg. Arkin forklarede mig, hvad det vil sige at være en shakari, før jeg sagde ja,” siger Ayni og slår ud med hænderne. ”Men I ved begge to, hvad man forbinder med en shakari. En ægtefælle. Jeg vil slet ikke begynde at forestille mig, hvad folk vil tro.”

Teiber er på benene i løbet af et øjeblik og står med let spredte ben. Mikhayla bilder sig selv ind, at hun næsten kan se syningen i den støvle, der står plantet solidt mindre end et skridt fra hendes ansigt. Pludselig virker mørket i teltet kvælende på pigen med det sølvfarvede hår, og alle hendes muskler spændes af ren og skær refleks.

”Lad dem sige, hvad de vil,” hvisler Teiberanoxus ud imellem sammenbidte tænder og træder. Hans knytter sig langs hans sider.

Ayni holder hænderne op med håndfladerne vendt frem ad i en forsonende gestus. Langsomt bøjer hun hovedet, og da hun løfter det igen, er hendes ansigt vendt mod jorden. Uden at værdige kvinden med det runde ansigt et blik drejer den mørkhårede rytter rundt på hælene og sætter sig atter ned ved siden af sin shakari.

”Ayni har ret, ehheh,” siger Arkin og lægger en hånd på kvindens skulder.

Teiberanoxus lukker langsomt øjnene og et forpint udtryk glider hen over hans ansigt. Han trækker vejret ind igennem næsen og puster det ud gennem munden som et dybt suk. Problemet er, at han ved, at broderens shakari har ret. Allerede en gang er han blevet konfronteret med folks fordomme om rytterne og deres shakarier, og for de fleste er ryttere er fordommene lidt for tæt på sandheden.

Oprindeligt var shakari betegnelsen for en person under en rytters beskyttelse. Shakari havde været betegnelsen for de personer, der kunne tale rytterne til fornuft. I nogle tilfælde havde shakarien været en ven eller myndling, i andre tilfælde var de kæresten. Nu til dags blev shakarierne udelukkende forbundet med en ægtefælde. Med sex.

”En af grænsebønderne har allerede antydet, at jeg har draget fordel af hende.” Teiberanoxus lader blikket glide hen over pigen. I det mindste har Ayni ikke antydet noget i den retning.

Arkin har aldrig set sin bror så følelsesladet før. Normalt er han personificeringen af en spøgelsesrytter: følelsesløs, kold, utilnærmelig, men nu virker han nærmest menneskelig. Selv har Arkin aldrig været nær så god til at kontrollere sin følelser som Teiberanoxus, men nu kan den hvidhårede rytter ikke lade være med at tænke på, om han også selv har ændret sig. Arkin kaster et blik hen på Ayni, der stadigvæk undgår Teiberanoxus’ blik, men endnu engang har løftet blikket fra jorden. Et smil truer med at bryde frem på Arkins læber, men alvoren overskygger det.

Med et enkelt blik på broren, lader Arkin emnet falde. ”Hvad vil du gøre, hvis Rådet ikke billiger dit valg af shakari?”

Hvilke følelser, der end havde været aftegnet på Teiberanoxus’ ansigt få minutter forinden, forsvinder. En blank maske lægger sig over hans ansigtstræk, og temperaturen omkring daler nogle grader.

Brødrenes øjne mødes og låses fast i hinanden. Langsomt åbner Arkin munden: ”De kunne potentielt sende hende hjem.”

”Nej.”

Tre par øjne vendes mod Mikhayla. Det ene ord får samtalen til at forstumme. Hvor længe har hun været vågen? Hverken Ayni eller de to ryttere har nogen anelse. Dog siger en nagende fornemmelse Teiber, at pigen har hørt mere af samtalen, end han bryder sig om.

”Nej,” gentager Mikhayla. I et ryk sidder hun op. Hendes hoved farer fra side til side. Nu er hendes øjne vidt opspilede i stedet for halvt lukkede, men de mørke omgivelser slører for hendes blik. Blodet bruser for hendes ører, men den velkendte lugt af muld og ulv holder panikken på afstand.

Teiber rejser sig langsomt op og går ned på hug foran den sølverblonde pige. Et øjeblik strejfer hans øjne pigens håndled, inden hans blik møder hendes. ”Anneh,” siger han og holder en hånd ud til hende.

Med sammenknebne læber kryber Mikhayla tættere på Teiber og lukker sine små fingre om hans ru hånd. Teiberanoxus rejser sig og hiver Mikhayla på benene. Deres hænder holder stadigvæk fast i hinanden, da Teiberanoxus vender sig om mod Ayni og Arkin.

”Anneh, du mødte Arkin i går,” Teiber nikker hen mod sin bror, der nikker høfligt, og den mørkøjede kvinde, ”og det her er…”

”Ayni, hans shakari,” afslutter Mikhayla for ham.

Uden at blinke løfter hun hånden som til et vink og lader den galde igen, men den simple bevægelse får ærmet til at glide ned til hendes albue. Indersiden af hendes håndled blottes i brøkdelen af et sekund, og de hvide ar tiltrække rytterens blikke, som ilden tiltrækker møl.

Arkins øjne blusser op, men et blik fra Teiberanoxus stopper ham, inden hans tanker forlader hans tunge. Arkin presser læberne sammen til en tynd streg, men siger ikke noget. Teiberanoxus er blevet presset mere end rigeligt for nu, og Arkin ser ingen grund til at bliver overmodig.

Mikhaylas mave rumler. Ayni griner og foreslår dem at lave morgenmad. Og snart glemmer rytterne næsten deres anspændthed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...