Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.
(Deltager i skriv forhistorien eller efterfølgeren-konkurrencen. Forhistorien til 'Anneh Mikhayla - Mikhayla Ulvehjerte'.)

8Likes
15Kommentarer
1394Visninger
AA

9. Anmodningen

 

Teltene skyder op af jorden som svampe i en heksering. Teltene er stengrå og ligner næsten små hytter. Som de står i en løs ring, minder de næsten om en lille landsby med midte i det runde torv (en cirkelrund, rom plads midt imellem alle teltene). Teltdugens stengrå farve går bedre i et med de mere frodige omgivelser ved Søruns grænse, end de gjorde i Stensletternes røde landskab.

Rundt om teltene strækker et grønt landskab sig, så langt øjet rækker. Amron er et frodigt område, der hører ligeså meget til Sørun som til spøgelsesrytternes land, men både rytterne og Søruns befolkning lader de grønne enge stå uberørte hen det meste af året. Kun når rytterne deltager i Den Store Middag, ser Amron skyggen af liv.

Dog er det ikke landskabet, der fanger Mikhaylas interesse. Imellem teltene går shakarier og ryttere, børn og ulve rundt; især ulvene har en magnetisk effekt på pigens blik. Hun spærrer øjnene op i under. Hendes hånd skyder ud for at griber fat i Teibers, og hoppende på stedet peger hun fra den ene ulv til den anden.

Mikhayla trækker af med Teiber, og snart forsvinder både Arkin og Ayni imellem teltene. Pigens lyse stemme tiltrækker sig enkelte blikke, men da rytterne får øje på den shakardækkede pige med Teiberanoxus på slæb, skyder en løbeild af sladder gennem lejren. Snart skotter alle rytterne til det umage par, når de passerer forbi.

Teiberanoxus følger villigt med sin shakari igennem teltbyen, men sender advarende blikke mod sine nysgerrige fæller. Sasha lunter af sted ved siden af dem med halen svingende dovent fra side til side og let åben mund og frit udsyn til de spidse hjørnetænder. Mikhayla fanger et glimt af Sashas blottede tænder, blotter sine egne tænder i et smil og fører en hånd gennem ulvens sølvgrå pels.

Knurren fanger rytterens opmærksomhed. Hans blik lander på Mikhayla, hvis hår er skjult under shakarets stof, men en hårtot hænger dinglende foran hendes øjne. I et snuptag griber Teiber fat under Mikhaylas armhuler, og snart sidder hun sikkert på hans venstrearm. Med lange skridt bærer han hende tilbage mellem teltene for at finde Arkin og hans shakari.

Lavt snakkende på annorak, rytternes sprog, fortæller han om lejren og de ting, de går forbi. Fraværende stopper han den løsslupne hårtot tilbage under shakaret og gentager sine ord på Mikhaylas eget sprog. Mikhayla vender øjnene opad og presser læberne tæt sammen. Ordene lyder overraskende korrekte fra Mikhaylas mund, og atter en gang overraskes Teiber over den lethed med hvilke, rytternes sprog kommer til Mikhayla.

Det er et velkendt faktum, at kun et fåtal af udefrakommende nogensinde lærer mere end nogle få vendinger på rytternes sprog. Selv shakarier, der har levet størstedelen af deres voksne liv blandt rytterne, kæmper med at tale og forstå rytternes tungemål. Rytterne lader til at have en medfødt evne til at lære sig ikke blot deres eget sprog, men også shakariernes tre sprog. Så Mikhaylas naturlige beherskelse af annorak virker som intet mindre end et lille mirakel.

”Ehheh.” Arkins stemme bærer en over klip-klaplydene fra dusinvis af hestehove og dyrenes prusten. Med den ene hånd på Aynis arm og den anden optaget af en dampende skål lader Arkin et øjeblik blikket hvile ved pigen på Teiberanoxus’ arm.

Mikhayla læner sig lidt længere ind til sin rytter, og nærmest ubevidst drejer Teiber kroppen for at skærme hende fra nyfigne blikke.

”Arkin,” modhilser Teiberanoxus sin bror.

Med et studst nik passerer de forbi hinanden: Teiberanoxus og Mikhayla på vej hen mod madkøen, Arkin og Ayni på vej ud for at finde et sted at sætte sig. Rytterne bagerst i køen trækker sig væk fra Teiberanoxus, i samme øjeblik han stiller sig op bag dem. Ingen af dem har lyst til at være inden for rækkevidde af den dødningelignende rytter, og alligevel skotter de til mere end ofte til pigen på hans arm.

Køen bevæger sig langsomt fremad, Mikhaylas ansigt ligger begravet i Teibers skulder. Manden i madboden udleverer to dampende skåle til Teiberanoxus.

”Anneh, kan du holde den her?” spørger Teiber at kun hun kan høre det. Han holder den ene skål frem mod pigen. Hendes fingre lukker sig om den glatslebne træskål, og en fugtig luftstrøm forlader hendes læber og kildrer mod hans hud. Selv tager Teiber den anden skål i sin frie hånd og skræver selvsikkert i den retning, Arkin forsvandt.

Ikke langt fra brødrenes telt i lejerens udkant finder Teiber Arkin og Ayni siddende optaget af grøden i deres skåle, mens Sarah ligger udstrakt på en solbeskinnet plet ikke langt fra dem. Ayni løfter blikket og sender et forsigtigt smil til den sky Mikhayla. Den brunøjede pige presser bare hovedet endnu tættere ned i Teibers skulder. En lav, rumlende brummen, der med lidt god vilje kunne tages for en latter, får rytterens bryst til at vibrerer og et smil til at bryde ud på pigens læber.

”Spis,” opfordrer Teiber, samtidig med han sætter pigen fra sig på jorden.

De små ben folder sig sammen under pigen, så hun ender op siddende i skrædderstilling med skålen støttende på det ene knæ. Skeen vendes og drejes mellem hendes fingre, hun løfter den og vipper så lidt grød op på skeen som overhovedet muligt. Først snuser hun til grødens varme, hjemlige lugt. Hele hendes krop låser sig, da billederne af en krostue henlagt i mørke, døende flammer og en tranelignende kvinde med et skarpt blik danser hen over hendes nethinde.

Pels stryger forbi under Mikhaylas fingerspidser, og et blidt puf af Sashas snude jager minderne på flugt. Med tilbageholdt åndedræt putter Mikhayla den første skefuld i munden, men ikke flere minder dukker op, og langsomt giver hun sig til at spise.

”Hvordan mødtes I?” spørger Teiber sin bror, da han er sikker på, at pigen spiser.

”Jeg eskorterede en karavane af Forgreningen mod Alfarvejen for tre eller fire måner siden. En af købmændene var Aynis far, hun fulgtes med ham. Vi mødtes, jeg kurtiserede hende. Hun sagde ja til at blive min shakari med alt, hvad det indebærer.” Arkin trækker på skuldrene som for at sige: mere er der ikke til den sag.

Teiberanoxus nikker, mens han spiser.

”Hvor længe har du tænkt dig at blive her?” spørger Arkin og slår ud med hånden mod resten af orduen.

”Ikke længere end det tager at finde Anneh noget ordentligt tøj og skaffe det mest fornødne,” siger Teiberanoxus.

”Har du nok til at dække udgifterne?” Arkin vånder sig ved at stille spørgsmålet, men hans bror er ikke vant til at tænke på indtægter eller at have forsørgerpligt. En ting er at tage sig af sig selv, sin ulv og sin hest på stepperne, men en shakari – specielt en i voksealderen – kunne gå hen og blive en dyr fornøjelse.

Teiberanoxus øjne formørkes og synes at synke endnu dybere ind i hans allerede skeletagtige ansigt. Med et nik i retning af deres telt, gør han opmærksom på de fem hest, der græsser fredeligt nær ved.

”Tre af dem er mine, ehheh.” Teibers stemme er kold som is, da han siger det.

”Jeg vil kun det bedste for dig og lirra ehhah, Teiberanoxus.” Arkin læner sig lidt fremad med albuerne hvilende på knæene. ”Hun er trods alt min familie. Godt nok løber vores blod ikke i hendes årer, men hun er din shakari.”

Teiberanoxus læner sig fremover for at møde broderens blik. Begges ansigter er udtryksløse masker, men spændingen i luften omfavner Ayni og Mikhayla ligeså vel som de to ryttere. En viljernes kamp udkæmpes mellem de to spøgelsesryttere, og ingen af dem er parat til at give sig.

Spændingen i luften når også Sarah, der dovent løfter hovedet og åbner munden i et stort gab. I en flydende bevægelse rejser hun sig og lunter over til sin rytter, inden hun lægger sig ned med sit store hoved mageligt liggende hen over Aynis fødder. Ingen af de store ulve tager rytternes skærmydsler, og deres rolige auraer smitter af på Mikhayla.

Ehheh. Ehheh. Lirra Ehhah,” mumler hun hen for sig selv, stryger Sasha bag ørerne og sætter den halvspiste grød fra sig på jorden. Kravlende på alle fire møver hun sig ind i mellem de to ryttere, og selvom Ayni griber ud for at stoppe hende, popper hun alligevel hovedet op imellem de to.

Øjeblikkeligt ophører nidstiringskonkurrencen.

Inden hun når at åbne munden for at sige noget, dukker en bredskuldret rytter op. Hans hår er tætklippet, og man kan lige ane begyndelsen af et ar op over halsudskæring. Dog værdiger Mikhayla ikke manden mange blikke, men stirrer i stedet ufravendt på ulven ved hans side. Han er væsentligt mindre end både Sasha og Sarah, men det gør ikke Mikhayla noget.

Med en lille trækning ved mundvigen bukker den nyankomne rytter let for de to ryttere og deres shakarier. ”Teiberanoxus, du er blevet hidkaldt. Ved næste fuldmåne skal du indfinde dig for en fuld rådsforsamling i Den Hvide Ordu. Rådet anser dig hermed for underrettet,” siger den bredskuldrede rytter på rytternes sprog, som der er tradition for. Med endnu et let buk vender han om på hælen og forsvinder ind mellem teltene, inden Teiberanoxus’ vrede kan nå at hagle ned over ham.

Vinden slår om og driver en tung røgsky hen over de to ryttere. En faretruende blank hinde bredere sig over Teiberanoxus’ øjne. Den sorthårede rytters fingrer strammer sig så meget om grødskålen, at hans knoer mister al farve, og Sasha udstøder en lav knurrende lyd. Hestene rører uroligt på sig, løfter et øjeblik deres tunge hoveder og pruster, inden de vender tilbage til at græsse.

Arkin sætter sin skål fra sig. Han lægger sin vægt på fødderne, klar til at rejse sig. Med øjnene fokuseret på Teiberanoxus og hans ulv, sidder både Arkin og Sarah klar til at springe på benene. Lyden fra resten af lejeren invaderer den lille gruppes ører og overdøver Sashas knurrende advarsel. Lugten af heste, røg og urin slår kort imod dem, inden vinden slår om endnu en gang.

Aynis blik flakker frem og tilbage imellem de to ryttere med pendulfart. Med det samme får hun øje på Arkins anspændte holdning, og den ulmende vrede i Teiberanoxus’ blik undgår da heller ikke hendes opmærksomhed. Hjertet står helt oppe i halsen på Ayni. Ved synet af Sashas blottede tænder bryder sveden ud på hendes håndflader, og urinstinktet inden i hende tigger hende om at stikke af.

”Hvad sagde han?” spørger Ayni med lav stemme.

”Teiberanoxus, du er blevet tilkaldt. Ved næste måne skal du finde dig for en hel samling i Den Hvide Ordu. Rådet anser dig nu for underrettet,” gentager Mikhayla den bredskuldrede rytters ord med opadvendte øjne. ”Hvad betyder ehheh og lirra ehhah, Teiber?”

”Hvad?” udbryder Arkin og retter sin ufravendte opmærksomhed mod den shakarklædte pige.

”Du er blevet hidkaldt, Anneh,” siger Teiber og venter med at fortsætte, indtil Mikhayla har gentaget efter ham. Imens Anneh gentager hans ord, forlader den blanke hinde langsomt Teiberanoxus’ øjne, og farven vender tilbage til hans knoer.

Arkin ser til med slet skjult vantro, imens hans bror med uudtømmelig tålmodighed gentager sendebuddets budskab om og om igen, imens den lille pige gentager efter ham. Vreden siver ud af Teiberanoxus, imens han gør det umulige: lærer sin shakari rytternes sprog. Hviskende gentager Arkin sendebuddets ord så tæt på Aynis øre som muligt for ikke at bryde ind i broderen og pigens boble.

”Betyder det, at de skal godkende hende som hans shakari?” hvisker Ayni tilbage.

Arkin nikker.

Ehheh betyder broder, så Arkin kalder mig bror,” forklarer Teiberanoxus og læner sig lidt frem, så hans eget ansigt kun er nogle centimeter fra Mikhaylas. ”Lirra ehhah betyder lillesøster.”

”Er Arkin så min… gorre... ehheh?” spørger Mikhayla lid tøvende, da hun udtaler ordene for storebror.

Denne gang er det Teiberanoxus’ tur til at nikke. Et øjeblik stirrer rytter og shakari bare på hinanden, men en pludselig indskydelse får Teiber til at vende hovedet. Øjeblikkeligt zoomer hans blik ind på den halvfulde skål. Rytterne kniber læberne sammen til en tynd streg. Teiber rækker forbi Mikhayla og samler skålen op.

”Spis, Anneh,” siger han og rækker resten af grøden frem mod hende.

Med rynket næse løfter Mikhayla skeen og lader prøvende dens nu kolde indhold forsvinde ned i maven. Allerede efter to bidder gør Mikhayla mine til at sætte skålen fra sig, men et strengt blik fra Teiber får hende til at lade være. I stedet for skovler hun olmt skulende resten af den klæbrige masse i sig.

Arkin flytter lidt beklemt på sig. ”Må jeg spørge hende om noget, Teiberanoxus?” spørger Arkin med et hovedkast mod Mikhayla.

Efter et nervepirrende sekunds tænkepause giver Teiberanoxus sit samtykke.

”Så, lirra ehhah, du forstår grænsebøndernes, Aynis og rytternes sprog ud over dit eget?”

Mikhayla nikker ja og stopper en sidste skefuld grød i munden.

Arkin ryster vantro på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...