Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.

(Vandt 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016. Forhistorien til 'Ulvehjertet')

12Likes
15Kommentarer
2314Visninger
AA

2. Angstanfald og løfter

 

Daggryet kommer hurtigt, og snart slanger lange skygger sig hen over sletten efter de mange stensætninger. Hvis man strenger hørelsen an, kan man lige ane lyden af kvidrende fugle et sted i det fjerne, men her midt på sletten, er der ikke andre lyde end det klukkende vand og en sovende piges lette åndedrag.

Teiberanoxus øser en håndfuld vand ud over slibestenens matsorte overflade, inden han lader sin elfenbenshvide klinge suse hen over stenen med øvede bevægelser. Selvom solen først lige er vågnet, har Teiber allerede været i gang i flere timer. Han har aldrig været en for at sove længe, og normalt ville han have været på farten for længst, men ikke i dag.

Stille lyde fanger hans opmærksomhed. Han vender langsomt hovedet, så hans blik kommer til at hvile på den vågnende pige, der skutter sig under tæppets kradse stof. Man kan lige ane spidsen af en bleg næse og toppen af det måneskærsfarvede hår hen over tæppekanten, men resten af pigen er skjult fra rytterens opmærksomme blik.

Mikhayla stønner og hiver tæppet længere op om ansigtet for at lukke sollyset ude. Hun skyder op med store øjne. Søvnen sidder stadigvæk fast i hendes øjenkrog, og verdenen slører endnu i kanterne, da hun panikslagen forsøger at vikle sig ud af tæppet. Det, der for få øjeblikke siden beskyttede hende imod omverdenen, har nu forvandlet sig til lænker, der nægter hende fri bevægelighed.

Teiberanoxus er på benene og har armene viklet rundt om pigen, før han når at få tænkt sig om. Mikhayla skriger og langer ud efter spøgelsesrytteren, men Teiberanoxus har godt fat, og han er nu engang både større og stærkere end pigen i hans arme.

”Slap af,” siger han ganske tæt på pigens ører.

Et jag af smerte gennemborer hans bryst, og Mikhaylas paniske skrig stikker ham i hjertet. Den stærke, selvsikre pige, der ikke viste frygt i mødet med en rytterulv, er forsvundet som dug for solen, og i hendes sted er et skrækslagent barn. Selvom Teiberanoxus har set frygt i alle dens afskygninger, ved han ikke, hvordan han skal berolige Mikhayla.

”Du er i sikkerhed, Mikhayla, jeg passer på dig,” siger han uden at slippe taget i den stadig kæmpende pige.

Først holder hun op med at skrige, og så holder hun op med at kæmpe imod spøgelsesrytterens jerngreb. Hendes vejrtrækning falder ind i et mere jævnt mønster, men Teiber giver ikke slip. Han mærker Mikhaylas hjerte galoperer derudaf imod sin hud. Forsigtigt vugger han hende frem og tilbage.

Billedet af et bæltet viklet rundt om en kødfuld næve og den sure lugt af bræk og røg overskygger længe Mikhaylas tanker, men den varme fornemmelse af arme lagt beskyttende om hende og Teibers rokkende bevægelser jager de skrækkelige minder på flugt.

Længe sidder de sådan uden at røre på sig. Tårerne triller lydløst ned over Mikhaylas kinder, inden de bliver suget op af Teiberanoxus’ skjorte. De er her ikke, minder Mikhayla sig selv om igen og igen. Teiber lovede at passe på hende, og selvom det er dybt irrationelt, så føler hun sig tryg ved rytteren og hans ulv.

”Det var bedre,” mumler Teiber. Han løsner sine arme og slipper pigen, men hun rykker sig ikke. Med glidende bevægelser rejser han sig op, så han tårner sig op over pigen med det måneblege hår. En størknet strøm af blod får en hårlok til at klistre sig fast til Mikhaylas pande. Teiberanoxus’ læber presser sig sammen til en smal streg, inden hans ansigtstræk igen slapper af.

Mikhayla stirrer bare op på den hulkende mand med blanke øjne. Et vindstød fører lugten af kobber og salt med sig og stryger drilskt hen over Mikhaylas blottede arme, så et fint lag gåsehud breder sig over hendes hud.

”Her,” siger Teiber og smider et bundel tøj hen til pigen, ”tag det er på.”

Ingenting sker. Pigen stirrer bare på tøjet med store øjne og lader fraværende en buttet hånd glid hen over stoffets ru overflade. Mikhaylas blik flakker imellem tøjet og spøgelsesrytteren, inden hun langsomt hiver sin kjole hen over hovedet.

Der er ingen spor af blod nogen steder på det ru stof, det har Teiber sørget for, imens pigen sov. Da Mikhayla når til den mørke striktrøje med den store hætte, tager Teiber den ud af hænderne på hende og hjælper hende med at få den hen over hovedet. Han knæler ned på foran pigen og ruller ærmerne op flere gange, indtil de ikke længere slæber hen over jorden.

Netop som Teiber ruller det venstre ærme op en sidste gang, beslutter Mikhaylas mave sig for at begynde at rumle. Nogle sekunder hænger Teibers blik ved de lodrette ar på pigens spinkle håndled, men så vrister han sit røde blik væk fra de næsten usynlige ar og møder Mikhaylas øjne i stedet for.

Han trækker hende med sig hen til den klukkende elv og roder et øjeblik rundt i saddeltasken, før han finder, hvad han søgte.

”Her,” han rækker et fladt stykke brød og et lettere rynket æble til pigen, ”spis.”

Det går langsomt. Mikhayla tygger grundigt hver eneste mundfuld af det halvtørre brød og runkne æble, og selv det ikke ser ud af ret meget, har hun det alligevel, som om rytteren har tilbudt hende et festmåltid. Hendes mave protesterer lidt, da hun tvinger først brødet og siden æblet i sig, men hun har ikke til vane af levne noget.

Det tager kun Teiber nogle få minutter at gøre de to fremmede rytteres heste klar til afgang. Allerede før solen stod op, samlede han begge rytteres våben og værdigenstande og bandt dem fast til sadlerne, så det ville være nemt at tage af sted, når den tid kom. Nu betragter han intenst den lille pige, imens hun langsomt fortærer den mad, han gav hende. Han knytter hænderne sammen og slapper derefter af i fingrene for at gentage processen en gang til. En sur smag dækker hans tunge, og han skurrer tænderne.

Han ved ikke, hvad den måneblonde pige har været igennem, men det kan ikke have været rart. Han lukker øjnene et øjeblik og trækker vejret dybt ned i maven som for at tvinge sig selv til at slappe af. Da han atter åbner øjnene, sværger han for sig selv, at hvem end, der har gjort Mikhayla fortræd før i tiden, vil komme til at fortryde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...