Rytteren

En spøgelsesrytter. En pige. En beskyttertrang. Da Teiberanoxus finder en pige vandrende i skoven og beslutter sig for at tage hende under sine vinger, skaber det rører i spøgelsesrytternes verden. Og der er mere til både Teiberanoxus og pigen, end et enkelt blik kan afsløre.


19Likes
19Kommentarer
3967Visninger

Author's note

Denne historie kom på 2. pladsen i prequel/sequel konkurrencen, 2016.
AA

26. Amron

 

Larmen slår imod dem, lige så snart de træder ind af døren. Langs bænkene er fulde af ryttere, og ind imellem spotter Mikhayla et andet shakarklædt hoved, men shakarier er et særsyn ved Den Store Middag. Lugten, der følger larmen, får hende næsten til at vende om, og det er ikke, fordi hun normalt er sart. Stanken af alkohol hænger i luften, og den sur lugt af mavesyre skærer sig igennem madens ellers tiltrækkende aromaer.

Teiberanoxus træder længere ind i salen uden at lade sig mærke med hverken lyden eller lugten. Det er sent, og Den Store Middag har allerede været i gang nogle timer. Mikhayla følger efter Teiber op langs midtergangen og undgår behændigt en størknet pøl af opkast. Nogle af rytteren har åbenbart haft mere end nok tid til at drikke sig i hegnet.

Pladserne tættest på kongebordet er kun tyndt besat. De er forbeholdt de stærkeste ryttere, de højest rangerende, men som aftenen er skredet frem, er flere af dem rykket længere ned i salen for at sidde blandt deres fæller. Mikhayla genkender nogle af ansigterne, da de kommer tættere på. Et meget gammelt ansigt med ørnenæse fanger særligt hendes opmærksomhed.

Både Teiberanoxus og Mikhayla nikker studst op mod kongebordet, før de lader sig glide ned på langbænkene. Et øjeblik hænger Mikhaylas blik fast ved kronprinsen, og hun må undertrykke trangen til at le, da hendes blik endelig glider videre.

Mikhayla griber en den nærmeste kande ved hanken og hælder den gule saft op i sit glas. Hun holder kanden hen mod Teiber. Han ryster næsten umærkeligt på hovedet, så hun stiller den fra sig igen. Hun løfter glasset op til munden og sipper af indholdet, imens hun lader blikket glide hen over ansigterne i salen.

”Teiberanoxus. Anneh Mikhayla.” En lav, rusten stemme stopper Mikhaylas vandrende blik. Hun drejer langsomt hovedet.

”Rådsmedlem,” hilser Teiberanoxus og lader en hånd glide hen over Sashas ører.

Mikhayla nikker og løfter sit bæger til hilsen.  

”Det er godt at se dig i fuld vigør, Anneh Mikhayla,” siger den gamle rytter og løfter sit eget glas for at støde det mod pigens.

Ved siden af sig mærker Mikhayla, hvordan Teiber spænder næsten umærkeligt i musklerne. Mikhayla læner sig til siden og griber en tallerken med koteletter. Da hun retter sig op igen, sender hun et Teiber et spidst blik ud af øjenkrogen.

”Jeg kan desværre ikke sige det samme,” siger Mikhayla. Uden at lade sig mærke med sin rytters advarende blik fortsætter hun: ”Sidst vi sås, trak du din klinge mod min rytter. Eller husker jeg forkert, cera?”

Rådsmedlemmet med den krogede ørnenæse betragter den shakar klædte pige et lagt øjeblik, inden han taler: ”Du lever op til dit rygte, Anneh Mikhayla.”

Et smørret smil spiller på Mikhaylas læber, men shakaret skjuler det for rytternes blikke. Med fingrene piller hun et stykke af koteletten og stopper det i munden. Hun skyller det ned med en slurk af den søde saft, der fylder hendes bæger.

”Hvor er din bror henne?” spørger rådsmedlemmet og vender sin opmærksomhed mod Teiberanoxus.

Den mørkhårede rytter tilter hovedet. ”Hvorfor spørger du ham ikke selv, cera?”

”Cera.” Arkin nikker studst til rådsmedlemmet, før han bøjer hovedet i retning af kongebordet og lader sig glide ned ved siden af Teiberanoxus.

”Ehheh,” hilser han sin bror.

”Arkin,” genhilser Teiberanoxus og løfter en kotelet over på sin egen tallerken.

”Lirra ehhah,” fortsætter Arkin denne gang henvendt til brorens shakari. Selvom Mikhayla er trådt ind i de voksnes rækker, og hun for længst er vokset fra at være lille, hænger ’lille’ ved. Hun er Teiberanoxus’ shakari, og selvom de ikke er blodsbeslægtede, er hun stadigvæk hans søster.

”Ehheh Arkin,” siger Mikhayla og løfter sit glas igen, denne gang i den lyshårede rytters retning. ”Hvor har du gjort af Ayni?”

Arkin finder det sted, Mikhaylas øjne sidder skjult bag shakarets stof og fortæller, at Ayni sover i et af teltene ude i orduen. Alle rytterne er samlet til Den Store Middag, men hverken shakarier eller børn behøver deltage. En gang tog Ayni del i Den Store Middag, og det var mere end nok for hende. Uheldigvis føler mange shakari som hende, og det kan være svært at finde et ledigt telt, hvis man ankommer sent.

Rytterne for enden af langbordet drikker og spiser, mens brødrene udveksler ord. Tiden flyver, når man befinder sig i rytternes land, og meget kan nå at ske, når man ikke ses. Ikke at meget er sket, siden de sidst sås, da Mikhayla trådte ind i de voksnes rækker. Vejret er skiftet. Vinteren er på vej. Arkin overvejer at anskaffe Ayni et nyt sæt handsker. Alting er, som det plejer.

Mikhayla er den første, der ser det. Postyr bagerst i salen, længst nede mod de solide trædøre, får langsomt stilheden til at sænke sig over de ellers så højrøstede spøgelsesryttere. En høj, slank kvinde med shakaret kun nødtørftigt viklet om håret skynder sig op langs midtergangen uden at tage sig af rytternes mange blikke.

Hun stopper foran Arkin. Hun læner sig helt tæt ind til ham og lægger sin mund mod hans øre. Hendes øjne er opspilede, kan Mikhayla se, men hun kan ikke høre, hvad kvinden hvisker til Arkin.

Arkins øjne blusser op, og minder Mikhayla om glødende kulstykker i den døende ild, men der er intet beroligende ved Arkins blik. Han knytter hænderne og rejser sig så voldsomt fra bænken, at servicet klirrer, da han støder ind i bordet på vejen op. Uden at se sig over skulderen skræver Arkin mod udgangen med en aura af fare svirvelende om sig.

Mikhayla stirrer efter Arkin, men vender hurtigt sin opmærksomhed væk fra tomrummet, den lyshårede rytter efterlod i sit kølvand. Et kort blik fra Teiberanoxus og nogle få ord, får kvinden med det nødtørftige shakar til at gentage, hvad hun hviskede i Arkins øre.

Mikhayla stivner, da hun hører, hvad kvinden har at sige. Teiberanoxus’ ansigt forvandler sig til en blank maske. Rådsmedlemmet læner sig fremad, da den ændrede atmosfære når ham, men hverken rytteren eller hans shakari afslører noget om beskedens indhold.

”Gå,” siger Mikhayla og giver den mørkhårede rytter et manende blik. Med øjnene forsøger hun at fortælle ham, hun har styr på det. Mikhayla bilder sig ikke ind at vide alt om spøgelsesrytternes skikke, men hun ved, hvordan man håndterer en udfordring. ”Gå,” gentager hun, og endelig rejser Teiberanoxus sig op tæt efterfulgt af Sasha.

”Cera,” hilser han med et let nik i det ørnenæsede rådsmedlems retning, inden han med et kort blik på sin shakari haster efter sin bror.

”Hvad foregår der?”

Mikhayla ignorer rådsmedlemmets spørgsmål, og med en sidste tår af glasset skubber hun sig op at stå. En dyb indånding og nogle få skridt senere står hun foran kongens bord og stirrer manden selv direkte ind i øjnene. Hendes nakke kribler under alle de forsamlede rytteres blikke, og et øjeblik skriger alt inden i hende, at hun bare skal vende om på hælen og finde Ayni, men lige nu er det ikke en mulighed.

Da hun åbner munden, bærer hendes stemme gennem hele salen: ”Arkin udfordrer tre af dine soldater. Slaget vil stå ved Amron.”

Et kollektivt gisp løber gennem forsamlingen, og kongens øjenbryn trækker sig sammen. Uden så meget som et nik til kongen eller rådsmedlemmet skræver Mikhayla ned langs midtergangen og forsvinder ud igennem dørene, idet samtlige ryttere sætter i kollektiv bevægelse og begynder at sværme ud i rosengangen. Ingen vil gå glip af Arkins udfordring. Alle vil vide, hvem der har nedkaldt den hvidhårede rytters vrede over sig.

Mikhayla ved ikke helt, hvordan hun bærer sig an med at komme fra Den Store Middag til rytternes ordu, og hun ved med endnu mindre sikkerhed, hvordan det lykkes hende at finde det rigtige telt, men pludselig befinder hun sig ansigt til ansigt med en rødøjet Ayni.

For første gang nogensinde ser Mikhayla den mørklødede kvindes hår, og et øjeblik tvivler Mikhayla på, at hun har fundet den rigtige kvinde. Det uvante syn af Ayni uden shakar og de tårevædede, rødrandede øjne er nok til at få Mikhayla til at stoppe tøvende op.

”Jeg vil se det,” hvisker Ayni og løfter blikket fra sine hænder. ”Jeg vil se dem kæmpe, Mikhayla. Forstår du det?”

Mikhayla nikker, selvom hun ikke forstår. Hun bruger nogle kostbare sekunder på at finde et shakar i teltets mørke indre, og endnu nogle sekunder går til spilde, da Ayni forsøger at lukke hægterne med sine rystende hænder, men endelig bevæger de to shakarier sig mod lyden af stemmer, der løfter sig mod den tidlige morgenhimmel.

Arkin og Sarah kredser om tre mænd i kongens uniform. Klinge hvirvler gennem luften. Han langer ud, rammer, parerer. De kæmpendes bevægelser flyder sammen med mørket og gør det svært at følge med i, hvad der foregår. Men selv hvis det havde været højlys dag, ville det have været næsten umuligt at skelne de lynsnare bevægelser fra hinanden.

Ayni griber Mikhaylas hånd og klemmer den så hårdt, at knoglerne knager. Teiberanoxus bevæger sig hen ved siden af dem uden at fjerne blikket fra sin bror. De andre ryttere flytter sig for ham, men han ænser dem ikke.

På den anden side af ringen, der har dannet sig om de kæmpende, står kongen, hans søn og en håndfuld soldater i fuld udrustning, ikke at det ville gøre dem meget godt i denne forsamling, og følger de kæmpende med samme intensitet som Teiberanoxus.

Slag. Parade. Slag. Sværdet glider af på rytterens klinge. Arkin danser om sine modstandere. Hans fødder bærer ham skiftevis tættere på længere væk fra soldaterne. En af soldaterne rammer Arkin i benet. Ind, ud. Sværdet glider fri af kødet. Blodet fosser ud. Sarah springer på en soldat. Får fat om hans strube. River den ud, men ikke før hun selv er blevet ramt i brystet.

Mikhayla håber, sværdet gled af på brystkassen, men ulvens sammenkrøbne stilling, punkterer hendes håb.

Arkin drejer rundt. Endnu en soldat falder død til jorden. Denne gang for rytterens klinge, ikke ulvens tand. Endnu en soldat slutter sig til kampen. En ophidset mumlen breder sig mellem tilskuerne, men ingen gør mine til at gribe ind. De to soldater danser om rytteren og hans sårede ulv, men snart falder endnu en soldat til jorden. Kun den nyankomne kæmper står tilbage.

Rytteren og soldaten kredser om hinanden. Slag udveksles. Ingen er i tvivl om, hvordan kampen vil ende. Selvom både rytteren og ulven er sårede, står soldaten ikke en chance. Og så sker det. Det, der skal få balancen til at tippe.

En sidste gnist af liv har stadig bolig i den sidst faldne soldat, og med sine sidste kræfter jager han sit sværd gennem ulvens bug. Den endnu kæmpende soldat ser sit snit. Hurtigt som en ilder glider hans svær ind og ud af det store dyrs hals. Et sidste hyl efterfølges af stilhed. Et sidste spjæt og livet forlader ulvens lemmer. Et øjeblik fryser Arkin, og en ubeskrivelig smerte skyder gennem hans bryst. Han knækker over på midten, og et øjeblik ser det ud til, det er det.

Raseriet får rytterens øjne til at brænde med et indædt raseri, soldaten aldrig før har set magen til. Hvis kampen ikke havde været alvor før, så er den det nu. Rytteren kaster sig ud i kampen med et indædt raseri og en foragt for døden, der får ham til at handle i blinde.

Han løfter klingen og trækker den tværs over soldatens ansigt, så blodet drypper ned fra soldatens hage og blander sig med hans sved. Et øjeblik blotter Arkin sig, men det er nok. Det utænkelige er sket. Arkin er faldet.

Ayni falder skrigende til jorden. Hendes tag om Mikhaylas hånd løsnes. Hun slipper. Tårene strømmer ned over hendes kinder, hendes hænder ryster, og hun kan ikke holde op med at skrige.

Stilheden er øredøvende. Ud over Aynis skrig bryder ikke en lyd den stilhed, der har lagt sig over rytterne. Langsomt vendes alles opmærksomhed mod Teiberanoxus, og de to shakarier ved hans side. Rytterens øjne brænder, men ansigt er en blank maske.

Mikhayla drejer hovedet, men bevægelsen føles underligt træg. Teiberanoxus læner sig hen mod hende og hvisker hende i øret: ”Du ved, hvad du skal gøre.”

Mikhayla nikker og skal lige til at træde et skridt frem, da Ayni griber fat i hendes hånd. Med et overraskende stærkt greb tvinger hun Mikhayla til at se på sig. Et blik udveksles mellem de to. Ingen ord ytres, men det er ikke nødvendigt: Aynis ordrer er så klar, som dagen er lang.

Med tungt hjerte bevæger Mikhayla sig hen mod den stor blødende soldat og de stadig varme lig, der ligger spredt omkring ham. Hun knæler ned ved siden af Sarah og lader en hånd glide igennem hendes blodige pels.

”Du har blandet dig i en kamp, der ikke var din at udkæmpe,” siger hun uden at løfte hovedet mod soldaten. ”Jeg vil ikke gisne om, hvad der gik igennem dit hoved, men det er for sent at gøre noget om nu.”

Mikhayla rejser sig og går over til Arkin. Forsigtigt lader hun hænder glide hen over hans krop. Hendes fingre svæver over hans sår; ét for ét tæller hun dem op.

”Lige nu har Teiberanoxus retten til at dræbe dig på stedet. Du har officielt vundet Arkins shakari. Det sidste hun ønsker er at følge med sin rytters morder, men hun ønsker heller ikke at se mere blod udgydt.” Mikhayla snakker hurtigt; hun har ikke megen tid. ”Knæl foran Teiberanoxus, tilbyd ham dit sværd, mens du siger: ’Nihar oker dur. Jeg,’ dit navn, ’frasiger mig sejren.’ Bed til, at han skåner dit liv. Nok har du besejret Arkin, men du er ikke Teiberanoxus’ ligemand.”

Uden at kaste så meget som et blik i soldatens retning samler Mikhayla Arkins våben sammen og går tilbage til sin plads i cirklen. Alle øjne følger hendes færd. Foran Teiberanoxus stopper hun. Med et let buk tilbyder hun Ayni Arkins klinger, men den mørklødede shakari ryster bare på hovedet. Hun vil ikke have noget med Arkins våben at gøre.

Skridt lyder bag Mikhayla. Hun behøver ikke vende hovedet for at vide, de tilhører soldaten.

”Arkin er død. Sarah er død.” Teiberanoxus’ stemme er kold som is, og selvom han ikke hæver stemmen for at blive hørt, gentages hans ord snart fra alle sider.

Soldaten med blodet løbende fra flængen i ansigtet knæler ned foran Teiberanoxus, og holder, som Mikhayla sagde, sværdet frem foran sig. ”Nihar oker dur. Jeg, Darios, frasiger mig sejren,” gentager han Mikhaylas ord med raspende stemme.

Et hårdt udtryk glider hen over Teiberanoxus’ ansigt, og stilheden varer så længe, at Mikhayla begynder at tvivle på, at den nogensinde vil blive brudt. Til sidst tager han imod soldatens sværd og spidder det i jorden, så det dirrer.

”Dit liv er blevet skånet.” Med de ord drejer Teiberanoxus om på hælen og forsvinder af den sti, der danner sig mellem de andre ryttere. Mikhayla hjælper Ayni på benene, og snart følger de efter den mørkhårede rytter.

En efter en forsvinder de andre ryttere, indtil kun kongen og hans mænd står tilbage. Langsomt kommer den knælende mand på benene, ikke helt sikker på, om han burde være lettet. Så trækker også kongen, hans søn og soldaterne sig tilbage, og til sidst også soldaten, hvis liv Teiberanoxus skånede og som siden skal blive kendt som A’fur Darios.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...