Finder fandme min familie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da den 15 årige pige Mayas forældre dør, finder hun noget i deres kælder, som skal vise sig, at være starten på Mayas nye liv. Læs med for at finde ud af hvor det mystiske fund fører Maya i hendes liv!

1Likes
0Kommentarer
1461Visninger
AA

3. To savnede

En uge efter mine forældres afgang, kom dagen, hvor mine forældre ville komme hjem igen. De skulle være på vej. Jeg var i gang med at bage en brownie og jeg havde været i butikken, for at købe vanilje is. Jeg glædede mig, til at de var hjemme. Jeg kiggede op på uret. Det var som om, at tiden var gået i stå. Jeg kiggede hen mod døren, så op på uret, hen på døren, så op på uret og sådan blev jeg ved. Der skete ingenting. Jeg gik på tekst-tv, for at tjekke om flyet var forsinket. Det var det ikke. Det var landet nogle timer inden, så mine forældre skulle have været hjemme. Min far sagde, at hvis noget var galt, så skulle jeg gå over til familien Sommer. Jeg løb over til familien Sommer og bankede hårdt på døren 3 gange. Fr. Sommer åbnede døren.

"Maya dog. Hvad er der galt?” spurgte hun bekymret.  

"Mine forældre er ikke kommet hjem, og de burde være hjemme nu," sagde jeg.

Jeg var meget nervøs. Sveden løb ned af ryggen på mig, så jeg begyndte at fryse, og mit hjerte bankede rigtig hårdt. Jeg kom med ind i deres stue, hvor hr. sommer ringede til lufthavnen. Han snakkede med dem i lang tid. Han tog sig til hovedet flere gange, og skældte ud på hende, som han snakkede med. Da han lagde røret på, kiggede han forskrækket på mig, hvorefter han sagde: "Dine forældre tog aldrig af sted. De var aldrig på flyet."

En stor klump samlede sig i min hals. Jeg kunne ikke trække vejret, så jeg begyndte at hyperventilere. Jeg blev meget svimmel, og blev nødt til at lægge mig ned. Min bedste veninde strøg mig på kinden, for at berolige mig. Det var en sød tanke, men det hjalp ikke. Hr. Sommer ringede til politiet.

"Jeg vil gerne melde to voksne savnet, ” kunne jeg høre ham sige.

Jeg begyndte at græde.

"Mine forældre er væk," sagde jeg forskrækket og kiggede på fr. Sommer. Jeg rystede over hele kroppen, klaprede så meget med tænderne, at jeg ikke kunne stoppe igen.

De er ikke væk. De er nok bare lidt forsinkede,' tænkte jeg for at berolige mig selv.

Jeg kiggede på hr. Sommer. Han så meget nervøs ud. Jeg var utryg. De voksne burde være sikre og rolige, men de var det absolut modsatte. Efter noget tid ringede det på døren.

"Det kan kun være politiet ikke," sagde jeg meget opsat på at få hjælp.

Jeg fik ikke noget svar. Fr. Sommer strøg mig bare gennem håret. Hr. Sommer gik hen og åbnede døren. ”Hej vi er her angående de savnede, ” sagde den høje politimand, som stod i døren. Jeg løb derhen og kiggede lidt på dem.

"Har I fundet mine forældre?" spurgte jeg forsigtigt, lidt bange for hvilket svar jeg ville få.

Den tykke politimand svarede mig: ”Nej ikke endnu, men vi har sendt hundepatruljer ud for at lede efter dem."

Vi satte os alle sammen ind i stuen sammen med politiet. Politimændene begyndte at stille en masse spørgsmål. Jeg græd mere for hvert spørgsmål de stillede. Fr. Sommer holdt armen rundt om mig, og mit hoved støttede på hendes skulder. Hendes ærme blev gennemblødt af mine tårer. Jeg svang mine arme omkring hendes hals, og knugede mig ind til hende.

”Vi finder dem, ” hviskede fr. Sommer ind i mit øre. Hun græd rigtig meget. Hun troede ikke selv på hvad hun sagde. Hun troede ikke at vi ville finde dem. Det kunne jeg høre på hendes stemme. Hun lød usikker. Jeg svarede ikke. Jeg var grædefærdig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...