Finder fandme min familie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da den 15 årige pige Mayas forældre dør, finder hun noget i deres kælder, som skal vise sig, at være starten på Mayas nye liv. Læs med for at finde ud af hvor det mystiske fund fører Maya i hendes liv!

1Likes
0Kommentarer
1470Visninger
AA

18. Samlet igen

Senere samme dag sad jeg på værelset hos Paul og Marley. Jeg kiggede på min mobil. Jeg savnede min bedsteveninde, og havde brug for en lang snak. Jeg fandt hendes kontakt, trykkede start opkald og satte telefonen op til øret. Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg troede det ville hoppe ud af brystet på mig. 

En grædende stemme tog telefonen: ”Er det dig Maya?” spurgte stemmen.

Det var min bedste veninde. Jeg begyndte selv at græde. Efter lidt tid svarede jeg: ”Ja selvfølgelig er det mig. Hvem skulle det ellers være?” 

”Jeg kan se at søskendeflokken er samlet igen,” sagde min bedste veninde.

”Hvordan vidste du det,” spurgte jeg forvirret.

” Det står over det hele på de sociale-medier,” svarede hun forbavset over, at jeg ikke vidste det.

Hun fortsatte med at fortælle: ”Det står med overskrifter som ’Søskendeflokken finder sammen’ og lignende,” fniste min bedste veninde. 

Man kunne høre på hende, at hun syntes det var vildt. Jeg bebrejdede hende ikke, for jeg havde det på akkurat samme måde. Det var en surrealistisk situation jeg var havnet i. Mit liv var ændret for altid.

 

Det var dyrt at ringe, så vi gik på Skype. Efter fire timers dyb snak, bankede det på døren til mit værelse.

”To sekunder. Jeg ser lige hvem det er,” sagde jeg til min bedste veninde, som allerede var helt hvid i hovedet af bare spænding, over hvilken kendt person der trådte ind ad døren.

Det var Lucy.

”Må jeg komme ind,” spurgte hun roligt.

”Ja selvfølgelig. Du skal hilse på min bedste veninde,” sagde jeg, mens jeg tog hendes hånd og trak hende med hen til min computer. 

Min bedste veninde sad og stirrede. Lucy satte sig i min kontorstol, og jeg stillede mig bag henne og holdt mine arme om hende.

”Det her er min søster Lucy,” sagde jeg og kiggede på min bedste veninde.

Min veninde begyndte at grine: ”Hyggeligt at møde dig,” sagde hun og rakte hånden frem mod kameraet på hendes computer, for at lade som om, at hun hilste på Lucy.

Hun var åndsvag. Det var det hele hendes personlighed var bygget op om. Det var bare hende. Da de havde hilst på hinanden og vi havde snakket kort, sagde vi farvel og lagde på.

 

Vi sad rundt om bordet samme aften. Vi var der alle sammen. Det var hyggeligt. Vi var så småt begyndt at opføre os som en rigtig søskendeflok. Det kunne stadig være akavet til tider, men generelt gik det mere end fint. Da vi havde spist begyndte folk at rejse sig.

”Paul går,” sagde Marley.

Hun forsatte med: ”Lucy går.”

Jeg rejste mig.

Marley fniste og sagde: ”Maya går.”

Vi stod alle tre og kiggede fortabte på Marley. Vi forstod ikke hvad hun havde gang i.

Martina sad og smilede ved bordet. Hun rejste sig, tog sin tallerken og sagde: ”Tak for mad.”

”Endelig,” skreg Marley og begyndte at grine.

”Tak for mad,” sagde vi alle i kor og begyndte at grine.

”Tak for mad Marley,” sagde hun selv

Efterfulgt af: ”Det var så Marley.”  

Vi havde glemt at sige tak for mad. Ups. Vi fik et godt grin ud af det.

 

Aftenen gik med, at Martina og jeg sad oppe i min seng og snakkede. Vi lærte hinanden at kende. Det gik meget godt. Hun fortalte om hendes familie. Jeg fortalte om min familie. Vi begyndte at grine mange gange. Jeg rejste mig og gik lidt rundt. Martina begyndte at vride sig rundt på sengen af grin. Vi grinte så meget, at vi begge endte op med helt våde øjne. Martina løb hen til radioen og satte noget musik på.

”Dans,” råbte hun.

Vi begyndte begge to at danse og skråle med til musikken.

Døren ind til værelset åbnede. Lucy og Clara stod i døren. De begyndte begge to at grine, da de så at vi dansede rundt som to tosser. Martina og jeg kiggede på hinanden. Vi vidste godt hvad vi skulle gøre. Vi løb hen mod døren. Jeg tog Lucys hænder og Martina tog Claras. Vi trak dem med ind på værelset og begyndte at danse med dem. Lucy og Martina kunne godt synge, Clara og jeg var så tonedøve som nogen kunne blive. Vi var så tonedøve, at de skar i ørerne på Paul, Sara og Marley nedenunder. De gik ovenpå og sluttede sig til vores fest. Jeg havde aldrig været mere tilfreds. Jeg havde det perfekt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...