Finder fandme min familie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da den 15 årige pige Mayas forældre dør, finder hun noget i deres kælder, som skal vise sig, at være starten på Mayas nye liv. Læs med for at finde ud af hvor det mystiske fund fører Maya i hendes liv!

1Likes
0Kommentarer
1390Visninger
AA

12. Så Paul

Jeg vågnede med et sæt, da mit vækkeur ringede. Klokken var allerede otte. Jeg skulle mødes med Paul. Jeg åbnede hotelværelsets minikøleskab, der var en vodka og en flaske vand. Jeg var tørstig så jeg tog vandflasken. Det var en dyr fornøjelse. Fr. Sommers vækkeur havde ringet noget tid inden mit, så hun var i bad. Jeg satte mig på sengen og drak mit vand.  Jeg tændte for tv’et og sappede lidt. Pludselig dukkede der en serie op, som gav et sæt i min krop. Hovedpersonen i serien var den næstyngste i min søskendeflok. Det var hende der hed Martina. Jeg sad længe og stirrede på hende. Jeg kunne ikke forstå det. Alle mine søskende var endt som sangere, skuespillere, eller musikproducere, fordi de kendte vores baggrund. De vidste hvem vores forældre var. Jeg var den eneste af os, som ikke vidste jeg havde søskende, eller vidste at jeg var adopteret. Jeg vidste ikke at jeg kunne være vokset op som en kendt person. Mine søskende vidste godt, at de havde en lillesøster, men de havde ikke ledt. Mine søskende snakkede ikke sammen efter vores forældres død, så ingen af dem tænkte på at finde mig.

”Gud, klokken er halv ti. Vi skal til at af sted,” råbte fr. Sommer, som løb rundt i forvirelse.

Vi løb ud mod lobbyen, og ud på gaden.

”Taxa,” råbte fr. Sommer, mens hun vinkede en taxa hen til os.

Hun havde virkeligt styr på det.

”Vi skal til Beverly Center,” sagde jeg til chaufføren, da vi trådte ind i taxaen.

Fr. Sommer kiggede på mig og blinkede. Jeg havde også styr på det. Det skulle jeg lige vise hende. Han begyndte at køre mod shopping centeret.

 

Vi var hundrede meter fra Beverly Center. Mit hjerte begyndte at slå meget stærkt, og jeg begyndte at svede. Jeg ville blive sat af foran indgangen, men fr. Sommer ville køre nogle blokke længer hen af gaden, for at jeg kunne møde Paul selv. Taxaen stoppede og jeg trådte ud af bilen. Mine ben rystede under mig. Jeg følte jeg skulle besvime. Jeg kunne se ham. Han havde mørkt hår, brune øjne. Paparazzierne havde allerede samlet sig omkring ham i en kæmpe cirkel. Jeg gik stille hen mod ham. Han begyndte at smile.

”Maya?” spurgte han venligt, men man høre han var nervøs.

”Det er mig,” svarede jeg.

Han gav mig et kæmpe kram. Han holdt fast i mig i lang tid. Han begyndte at græde. Paparazzierne gik helt amok. De tog billeder fra alle vinkler og rev fat i mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Paul lagde armen rundt om mig og skubbede kameraerne og journalisterne væk. Vi gik indenfor. Han trak mig med ind på en cafe, hvor han tog mig med i et baglokale.

”Jeg kender ham der ejer stedet. Her kommer der ingen paparazzier,” sagde han forpustet.

Vi snakkede i times vis. Jeg fortalte ham om at mine forældre var døde, om at jeg ikke vidste jeg var adopteret, om dagbogen, og hvad der nu ellers lige var. Han kiggede dagbogen igennem. Tårerne trillede ned af hans kinder. Han fortalte om, at ingen i søskendeflokken snakkede sammen mere. De var ikke sure på hinanden. De var bare faldet fra hinanden, da vores forældre døde. Alle mine søskende blev anbragt i forskellige familier. Fr. Sommer kom også og snakkede med Paul. Jeg var lykkelig. Jeg følte at alt gav mening igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...