Finder fandme min familie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da den 15 årige pige Mayas forældre dør, finder hun noget i deres kælder, som skal vise sig, at være starten på Mayas nye liv. Læs med for at finde ud af hvor det mystiske fund fører Maya i hendes liv!

1Likes
0Kommentarer
1386Visninger
AA

4. På bordet

Jeg vågnede med et sæt, og satte mig op i sengen. Jeg rystede og svedte, så det dryppede af mig. Jeg havde haft et slemt mareridt. Jeg kunne høre stemmer ude foran døren. Efter nogle minutter kom fr. Sommer ind på deres soveværelse, hvor jeg havde sovet. Hun græd, da hun stillede sig ved siden af sengen. Jeg rejste mig op og begyndte at græde.

"Hvor er mine forældre?” spurgte jeg meget forskrækket.

Hr. Sommer kiggede medfølende på mig og svarede: ”De har fundet dem, men de er døde Maya.”

Jeg lagde mig på gulvet og rev mig selv i håret.

”De kan ikke være døde,” skreg jeg.

Fr. Sommer lagde sig også ned på gulvet. Hun tog mine hænder og holdt mig ind til sig.

”Vi passer på dig. Det lover jeg," hviskede hun ind i mit øre.

Sådan lå vi i lang tid på gulvet. Hun kyssede mig på hovedet, som min mor ville have gjort. Jeg lukkede øjnene. Pludselig kom en af betjentene ind på værelset.

”Jeg ved at det er hårdt, men du skal med os og bekræfte, at det er dine forældre vi har fundet,” sagde betjenten.

”Du gør det kun, hvis du er klar Maya," sagde fr. Sommer meget bestemt.

”Jeg er klar,” sagde jeg med det samme. Jeg ville have det overstået.

'Det kan ikke være dem,' tænkte jeg, men en anden side af mig sagde samtidig det modsatte.

Jeg havde tit hørt om at nogle var døde. Det er sådan noget man læser på nettet, ser på tv’et eller hører om fra andre. Jeg havde aldrig set det som en mulighed, at det kunne ske for nogle jeg kendte. Det var en ubehagelig følelse. Pludselig følte jeg mig sårbar, som aldrig før.

 

 

 

Senere på dagen stod jeg på hospitalet. Foran mig var en stor ståldør. Bagved døren lå mine forældre. Jeg forestillede mig dem døde, kolde, hvide og væk.

”De er væk for altid," sagde jeg lavt.

En kvinde i en hvid kittel åbnede døren, og jeg trådte ind i rummet. Der lugtede mærkeligt, og der var meget koldt.  

”Er du klar," spurgte kvinden med kittel.

”Ja,” svarede jeg.

Foran mig var to stålborde. Begge havde hvide lagener over sig, som bulede op langs midten. Bulerne var de lig, som kvinden regnede med var mine forældre. Hun fjernede lagnet fra det ene bord. Et hoved kom frem. Mine øjne var lukkede. Jeg var ikke klar til at se. Jeg stod i nogle minutter. Mine tanker var væk. Der foregik ingenting i mit hoved. Alt var sort. Til sidst åbnede jeg mine øjne.

”Det er min mor," sagde jeg forskrækket.

Jeg havde lyst til græde, men jeg kunne ikke. Min krop var frosset fast. Vi gik hen til det næste bord. Kvinden trak lagnet væk. Denne gang var mine øjne åbne.

”Det er min far,” hviskede jeg meget lavt.

Min stemme var næsten forsvundet, tårerne begyndte at løbe hurtigere ned af min kind, og mine ben begyndte at ryste. Det var gået op for mig, at mine forældre var døde. De var væk fra verden og ude af mit liv for altid. Jeg skulle aldrig mere give min mor et kram, eller slå min far, fordi han havde sagt noget latterligt. Alt vi havde haft var væk.

”Det var jo bare en ferie," sagde jeg forskrækket.

Jeg løb ud af rummet, men stoppede op. Jeg kiggede på hr. og fr. Sommer, og så vendte jeg mig om. Jeg kiggede ned af hospitalsgangen. Det var en gang fyldt med ståldøre. Der var døde mennesker bag dem alle. Jeg begyndte at gå langsomt. Hvert skridt føltes som en time, og hvert ben vejede 10 ton.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...