Finder fandme min familie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da den 15 årige pige Mayas forældre dør, finder hun noget i deres kælder, som skal vise sig, at være starten på Mayas nye liv. Læs med for at finde ud af hvor det mystiske fund fører Maya i hendes liv!

1Likes
0Kommentarer
1470Visninger
AA

10. Krumrygget venskab

Pludselig kom dagen, hvor fr. Sommer og jeg skulle til USA. Vi skulle flyve fra København, så vi måtte tage toget. Hr. Sommer var begyndt på arbejde igen, min bedste veninde var begyndt i skole, og Isabel var tilbage i børnehaven. Der var mange rygter om mine forældres død, især blandt dem i skolen. Min bedste veninde ringede frustreret til mig og fortalte. Det gik mig ikke på. Alt jeg havde i hovedet var at finde mine søskende. Toget var næsten tomt. Udover fr. Sommer og jeg var den eneste passager en gammel og krumrygget dame i enden af togvognen.

”Hvor ser hun sur ud," hviskede jeg til fr. Sommer.

Fr. Sommer tyssede på mig, mens hun hviskede: ”Pas nu på hun ikke hører dig Maya.”

Vi satte os langt væk fra hende. Jeg fandt en taske frem. Det var min mors gamle. Den var lavet af cowboy stof og havde lapper af alt muligt forskelligt på sig. Indeni tasken havde jeg lagt min mors dagbog og konvolutten med sedlerne. Jeg fandt dagbogen frem og læste den igennem igen.

 

 

 

Jeg kunne høre nogle snakke i det fjerne. Mine øjne var lukkede og jeg var ikke helt mig selv. Jeg var faldet i søvn, og min dagbog var faldet ned på gulvet. Jeg gned mig i øjnene og samlede bogen op. Jeg kiggede på fr. Sommer. Hun var begyndt at snakke med den gamle dame. De kiggede begge over på mig. De havde satte sig sammen på en række. Jeg gik over til dem.

”Du har sovet en times tid,” sagde fr. Sommer, som smilede enormt meget.

Jeg nikkede bare.

Den gamle dame kiggede sødt på mig og smilte.

”Hej min ven. Jeg hedder Gerda.” Den gamle dame rakte hånden frem, for at give mig hånden.

Jeg hilste på hende.

Jeg begyndte at snakke med dem. Resten af togturen snakkede vi løs om alt fra mad til mine forældre, og om hvorfor vi skulle til USA. Den gamle dame inviterede os på varm kakao og wienerbrød. Vi sagde ja. Der var lang tid til at vores fly fløj, og damen boede alligevel lige ved siden af lufthavnen.  

 

 

"Kom indenfor,” sagde den gamle dame høfligt.

Fr. Sommer og jeg trådte forsigtigt ind i huset. Der duftede dejligt inde i hendes hus af blomster, kage og gamle ting. Jeg forestillede mig, at det var sådan det duftede hos bedsteforældre, men jeg vidste det ikke. Jeg havde aldrig kendt nogle af mine bedsteforældre, så besøg hos gamle folk havde ikke været en del af min hverdag.

”Sæt jer ned i sofaen foran pejsen og få varmen, så laver jeg den te, eller var det kakao I skulle have?” spurgte den gamle dame, men gik bare videre uden at vente på vores svar.

"Det var vel kakao eller te. Nej det var kakao," kunne vi høre hende sige til sig selv ude i køkkenet.

Vi fniste bare lidt, og kiggede på hinanden. Hendes hus var rigtig hyggeligt. Det havde 3 etager, blå og hvid stribede vægge, skagensmalerier, hvide blondegardiner, Porcelæn i store glasskabe og mange andre små nips. Jeg hørte noget rasle. Det var hende der kommer vraltede med en bakke. Kopperne klirrede, tallerkenerne klirrede og kakaokanden vippede. Jeg skyndte mig at tage bakken, så der ikke lige pludselig var kakao og porcelæn over det hele.

”Tak min pige,” sagde hun som en rigtig bedstemor ville sige det.

Vi snakkede i lang tid. Jeg fik en rundtur i hendes hus, mens fr. Sommer vaskede op. Jeg så billeder af hendes afdøde mand. Han havde været en lækker fyr i hans unge dage. De havde ikke fået nogen børn, så hun havde ingen børnebørn. Jeg syntes det var synd for hende, at hun var helt alene. Da vi tog til lufthavnen gav fr. Sommer hendes telefonnummer til den gamle dame. Hun blev meget glad. Det var dejligt at se så meget lys i hendes øjne. Hun gav mig et stort farvel kram.

”Find så de søskende, ikke?” hviskede hun ind i øret på mig, mens hun klemte mig.

Jeg kiggede på hende og grinte lidt, og svarede så: ”Selvfølgelig.”

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...