Battle Scars | Loki Laufeyson FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 12 dec. 2016
  • Status: Igang
Den unge Ember Schmidt, møder den onde skurk Loke. Et møde som bringer følelser op i Ember, hun aldrig havde troet at hun ville føle. Embers bedsteveninde er agenten Natasha Romanoff. Hvad vil Natasha sige til Embers følelser for denne Loke? Og hvad med Loke? Er at overtage verdensherredømmet vigtigere end hans følelser for Ember?

6Likes
0Kommentarer
1395Visninger
AA

9. ”Loke, slip hende!”

Embers Synsvinkel

 

Jeg var blevet introduceret til Thors bedste krigsmakkere; Sif, Fandral, Volstagg og Hogun.

Sif var en meget smuk og muskuløs kvinde med brunt hår. Fandral var en tiltrækkende muskuløs mand med lyst hår og skæg. Volstagg var en robust mand med rødlig-brunt hår og skæg. Hogun lignede, i forhold til jorden, en fra Asien. Han havde sort hår og var også muskuløs.

Så snart at vi alle var blevet delt op i grupper og havde fået vores opgaver, skulle vi mødes henne ved Bifrost. Vi var omkring sytten krigere der skulle af sted i første omgang, til Jotunheim. Flere krigere stod klar i Asgård, hvis planen eventuelt slog fejl.

Jeg var i gruppe med Sif og vores opgave var at befri Loke fra fangekælderen.

Jeg blev hurtigt udstyret med diverse knive, da knive var min stærke side.

Sif og jeg var de sidste henne ved Bifrost, og så så snart vi kom, tog vi af sted.

Heimdall åbnede Bifrost og vi blev alle suget af sted mod Jotunheim.

 

* * *

 

Jeg åbnede igen øjnene og så at vi var ankommet til Jotunheim. Synet chokerede mig. Alt var mørkt og det sneede. Det var helt utroligt koldt.

Thor stod foran os alle sammen og nikkede. Dét var startsignalet på planen.

Ligesom i Asgård havde Jotunheim noget lignende et slot. Sif og jeg fandt hurtigt hen til trapperne der førte ned i fangekælderen.

Lige da vi løb ned af trapperne kom to kæmpe frostjætter gående ud af døren. Jeg kiggede til min venstre side hvor Sif gik og hun nikkede.

Frostjætterne havde fået øje på os, og jeg trak hurtigt to af mine knive frem. Inden få sekunder var gået, havde jeg fået skåret hovedet af den ene jætte og Sif også fået gjort det af med den jætte hun kæmpede imod.

Jeg så nogle nøgler hænge ud af ’min’ frostjættes lomme og jeg skyndte mig af tage dem. Jeg låste døren op og vi trådte ind i fangekælderen.

Mange af fangecellerne stod tomme. Jeg kiggede panisk ind i dem alle sammen, men jeg kunne ikke se Loke nogen steder.

Længere nede af gangen sad en frostjætte og sov, og da vi kom forbi ham stak Sif hendes kniv i hjertet på ham.

Vi gik en ekstra omgang rundt i fangekælderen for at være sikre på at Loke ikke var der.

Desværre var konklusionen det samme. Loke var her ikke.

”Sif, hvad gør vi?” spurgte jeg panisk med en grødet stemme. Jeg nægtede at forlade Jotunheim uden Loke.

”Vi finder de andre,” svarede hun. Vi løb ud af fangekælderen og ind på gårdspladsen igen.

Der lå døde frostjætter over det hele. Heldigvis for os, lå der ingen døde aser. Gårdspladsen var fyldt med blod og den normale grå farve, var blevet udskiftet med en rød farve.

Vi løb ind af døren til slottet, og prøvede at følge sporerne af døde frostjætter. Da vi havde fulgt ’stien’ i et godt stykke tid, kom den første døde ase frem.

”Sif,” jeg slog blødt min albue ind i siden på hende og pegede på den døde ase. Vi sank begge en klump og hun gik hen og lukkede øjnene på ham.

”Vi må skynde os,” lyden af utallige knivklinger kunne høres i det fjerne. Vi satte begge to i løb og løb ind i en kæmpe sal.

Thor, Fandral, Hogun, Volstagg og alle de andre soldater kæmpede imod en kæmpe hær af frostjætter.

Hurtigt tilsluttede vi os kampen mod frostjætterne.

Der kom en frostjætte på Fandrals blinde side, og inden frostjætten fik ramt ham, stak jeg ham hårdt i hjertet med min ene kniv.

Fandral vendte sig hurtigt om og sendte et taknemligt smil før vi kæmpede videre.

En frostjætte kom i min retning, og jeg fik stukket ham i hans ene arm, men med den anden arm fik han skåret mig i kinden, med hans istap.

En skarp smerte fyldte min kind, og jeg kunne mærke at jeg blødte rigtig meget. Jeg tog min anden kniv frem og da han vendte sig om, fik jeg hurtigt skåret hovedet af ham.

Da jeg vendte mig om, kom en anden frostjætte løbende imod mig, men jeg fik hurtigt kastet en af mine mindre knive imod ham, og jeg ramte ham direkte i hjertet.

Jeg kiggede udover de andre, og de klarede det forholdsvis godt.

Pludselig blev jeg omringet af tre frostjætter, og jeg kunne mærke adrenalinen pumpe vildt.

”LAD DEM IKKE RØRE JER!” hørte jeg, Volstagg råbe fra et sted i salen.

Jeg fik mine to knive ud fra mit hår - et godt gemmested for resten - og trykkede på en knap på dem begge to, som gjorde at de blev til lange skarpe rør.

Den ene frostjætte gik efter mit hoved, men jeg dukkede mig og fejede hans ben væk. I det jeg drejede rundt, kom de to andre frostjætter, men jeg stak hver af mine knive-rør ind i deres hjerter. Men frostjætten jeg lige havde fejet væk, gav ikke op. Han kom nærmere og før jeg fik bevæget mig, fik han stukket en istap ind i den nederste del af min mave.

Et smertesskrig lød fra min mund, men jeg ville ikke give op. Jeg fandt min kniv frem, som jeg havde nede i min sko, og skar hovedet af ham, før han nåede at bevæge sig.

Da jeg rejste mig op og skulle til at kæmpe videre, blev jeg pludselig holdt tilbage af en person bag mig. Personen holdte en kniv ved min hals.

Thor, Fandral, Sif, Hogun, Volstagg, de andre soldater fra Asgård og alle frostjætterne stoppede med det, de havde gang i.

Jeg kiggede forvirret rundt på forsamlingen, de skulle jo ikke stoppe! Jeg kunne sagtens redde mig selv ud af et bagholdsangreb. Da jeg så ned på hånden der holdte kniven, kunne jeg se at det var en hudfarvet hånd og ikke en gråfarvet hud, som frostjætterne havde.

Hele min verden ramlede sammen, da jeg hørte disse ord forlade Thors mund.

”Loke, slip hende!”

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...