Battle Scars | Loki Laufeyson FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 12 dec. 2016
  • Status: Igang
Den unge Ember Schmidt, møder den onde skurk Loke. Et møde som bringer følelser op i Ember, hun aldrig havde troet at hun ville føle. Embers bedsteveninde er agenten Natasha Romanoff. Hvad vil Natasha sige til Embers følelser for denne Loke? Og hvad med Loke? Er at overtage verdensherredømmet vigtigere end hans følelser for Ember?

6Likes
0Kommentarer
1274Visninger
AA

11. ”Kys mig,”

Ember Synsvinkel

 

”Hun skal nok vågne Loke. Du har gjort alt hvad du kunne,” lyden af stemmer kunne høres i det fjerne. Min krop var følelsesløs.

Jeg kæmpede en hård kamp, om at få mine øjne åbnet. Heldigvis lykkedes det efter noget tid. Mine øjne skulle vænne sig til lyset, så jeg blev nødt til at lukke og åbne mine øjne flere gange.

”Hun er vågnet,” gispede en kvindelig stemme i rummet. Indenfor meget kort tid, var Loke kommet hen til mig. Glæden lyste i hans øjne, og hans smil nåede helt op til hans øjne. Forsigtigt sendte jeg ham et smil.

Følelsen begyndte at komme langsomt tilbage i min krop. Loke tog kærligt fat i min hånd. ”Her i starten, vil du være meget slap, så du kan ikke mærke din krop,” forklarede han.

”Hv… Hvordan reddede du mig?” spurgte jeg langsomt, da jeg havde en smule svært ved at få vejret.

”Magi,” han fik et specielt glimt i øjet og grinede stille.

Jeg skyldte Loke noget stort. Han har reddet mit liv, på en måde som ingen andre kunne.

”Tak,” jeg kiggede på ham og blev ved med at fastholde øjenkontakten. Han lænede sit hoved ned mod mit ansigt, og kyssede min gode kind. En varme spredte sig i hele min krop, og jeg er ret så sikker på at jeg rødmede let. ”Alt for dig.”

Nogle personer rømmede sig i baggrunden. ”Så Loke, kan du slippe din dame? Vi vil også gerne snakke med hende,” sagde Thor grinende. Sif, Fandral, Hogun og Volstagg stod ved siden af ham.

Loke nikkede og kyssede mig en gang mere på kinden, hvor han derefter gik ud af rummet igen.

Forsigtigt forsøgte jeg at rejse mig en smule op i sengen. Og overraskende nok, gjorde det ikke helt forfærdeligt ondt.

”Hvordan har du det?” Sif satte sig ned i sengen ved siden af mig, og kiggede spørgende på mig.

 

”Utroligt nok, så har jeg det ret godt,” jeg sendte hende et kæmpe smil. Det eneste der irriterede mig, var mine vejrtrækningsproblemer, jeg en gang i mellem havde, og så selvfølgelig mine mavesmerter. Min dårlige kind, gjorde ikke specielt meget ondt længere.

”Er Natasha blevet informeret om hvad der er sket?” spurgte jeg, Thor. Hun måtte jo være dødbekymret, hvis hun ikke vidste hvad der var sket med mig. Jeg kunne lige forstille mig hende, gå i totalt panik.

Thor nikkede, ”første dag du var her, blev hun informeret.” jeg åndede lettet ud - eller jeg prøvede at ånde lettet ud.

”Vent, du sagde lige første dag. I hvor lang tid, har jeg været bevidstløs?” spurgte jeg. Mine øjne blev store. Havde jeg været væk i længere tid?

”Du har været bevidstløs i knap otte dage,” svarede Fandral. Jeg nikkede bare chokeret. Det har slet ikke føltes som otte dage. Det føltes som få timer siden vores kamp i Jotunheim.

Sif rejste sig op fra sengen, og gik hen til de andre. ”Du må hellere få hvilet dig en smule, Ember,” sagde hun.

”Det er nok en god idé,” svarede jeg og sendte dem et smil. Thor, Fandral, Sif, Volstagg og Hogun vendte sig om og forlod rummet.

 

* * *

 

”Thor, hun gør mig så glad. Hun får mig til at tro på mig selv,” lyden af Lokes sukkende stemme fyldte rummet.

Jeg lå og sov, men nu havde han vækket mig. Jeg skulle lige til at åbne øjnene da en anden stemme fyldte rummet. ”Jeg tror at du er forelsket, broder,” sagde Thor, med en kæk undertone.

”Forelsket? Nej,” jeg kunne næsten forstille Lokes opgivende ansigt.

Jeg er ikke typen der smuglytter til andre folks samtaler normalt, men det her var måske en undtagelse.

Der gik nogle få minutter, og døren til rummet blev åbnet og lukket. Jeg slog øjnene op, og så at Loke stod med en bakke med mad på.

”Jeg har frokost med til dig,” sagde Loke og smilte sødt. Han gik hen til bordet der var lige ved siden af min seng, og satte bakken ned. Han vendte sig om igen og skulle til at gå, da jeg stoppede ham. ”Vil du ikke blive?”

Han stoppede op og vendte sig om mod mig. ”Jo, selvfølgelig,” han gik igen tilbage til sengen, og satte sig ned på den lænestol der stod ved siden af.

Min frokost bestod af en slags gryderet. Det så rigtig lækkert ud og det duftede ikke mindst helt fantastisk. Jeg havde kun gode forestillinger om maden i Asgård.

”Hvad har du egentlig lavet, imens at jeg har været… du ved, bevidstløs?” spurgte jeg Loke, for at få samtalen i gang.

Han bed sig i læben og kiggede på mig. ”Jeg har faktisk været her hele tiden,” svarede han ærligt. ”Enten så gik tiden med at jeg brugte min magi på dig, ellers så sad jeg her i stolen og var ved din side,” tilføjede han en anelse nervøst.

Jeg tror lige at mit hjerte smeltede. Det var det sødeste nogle havde gjort for mig.

Jeg satte min skål med gryderetten i på bordet og tog fat i Lokes højre hånd, med min venstre hånd. Han havde haft blikket slået ned mod jorden, men da jeg tog fat i hans hånd kiggede han op på mig. Han flettede vores fingre sammen og denne gang var det min tur til at bide mig i læben.

”Loke,” startede jeg nervøst ud. ”Kys mig,” han kiggede først på mig, men tøvede ikke med at rykke hans hoved hen imod mit. Alle hans bevægelser var forsigtige. Da han langt om længe lagde sine læber på mine, tog jeg min hånd og lagde den på Lokes kind.

Dette kys var fyldt med følelser; kærlighed, passion og savn. Det var rart at mærke Loke, være tæt på mig igen. Jeg havde manglet det.

Da han trak sig, hviskede jeg stille, ”jeg har savnet dig.” Jeg kiggede op i hans funklede øjne.

”Og jeg har savnet dig,”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...