Battle Scars | Loki Laufeyson FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 12 dec. 2016
  • Status: Igang
Den unge Ember Schmidt, møder den onde skurk Loke. Et møde som bringer følelser op i Ember, hun aldrig havde troet at hun ville føle. Embers bedsteveninde er agenten Natasha Romanoff. Hvad vil Natasha sige til Embers følelser for denne Loke? Og hvad med Loke? Er at overtage verdensherredømmet vigtigere end hans følelser for Ember?

6Likes
0Kommentarer
1273Visninger
AA

15. ”Jeg har intet gjort for at fortjene det her!”

Embers Synsvinkel

 

Forsigtig slog jeg øjnene op. Det første mit syn mødte var et gråt loft, som var lavet af sten. Jeg rejste mig forvirret op fra min liggende position, og idet jeg næsten var oprejst, skød en smerte igennem mit lår. Hurtigt tog jeg mig til låret, og skreg.

Minderne fra tidligere, begyndte langsomt at spille i mit hoved, som en film. Jeg gispede ved tanken om at Laufey havde bedøvet mig, med et mærkeligt blåt middel.

Mit skrig havde tiltrukket noget opmærksomhed, for før at jeg vidste af det, stod to kæmpe frostjættevagter foran min celle og kiggede ind på mig. ”Hun er vågnet,” mumlede den ene af dem, og den anden nikkede og gik ud af fangekælderen.

”Hva… hvad vil i mig?” spurgte jeg nervøst den frostjætte der stod foran cellen. Han kiggede på mig med et følelsesløst ansigt. ”Hallo?” udbrød jeg irriteret. Frostjætten stod stadig bare helt stille med et følelsesløst ansigt. En irriteret lyd forlod min mund, og jeg fandt den nærmeste sten, og kastede ind mod væggen.

Mit tøj var gået i stykker, mit lår gjorde sindssygt ondt, jeg var blevet kidnappet af Laufey og ført til Jotunheim. Irriteret var et pænt ord, for hvad jeg følte.

Lyden af trampende skridt, fyldte den næsten tomme fangekælder. Jeg løftede hovedet og blev mødt af Laufey, som havde et klamt smil om munden.

”Hvad vil i mig?” spurgte jeg igen. Jeg håber at Laufey er mere snaksagligt, nu hvor det ligesom var ham som havde kidnappet mig. Hans øjne borede sig ind i mine, ”du er lokkemad, min pige,” svarede han som om at det var det mest normale i verdenen.

Et fortabt grin forlod min mund, og jeg rystede på hovedet. ”Lokkemad? Hvem i alverden skal jeg dog lokke til jer?” spurgte jeg forvirret. Laufeys smil blev større, og han grinede. ”Loke,” svarede han let. ”Og måske jeres andre små superhelte venner,” tilføjede han.

Mine øjne blev store og mit hjerte stoppede et øjeblik med at banke. Så dette var Laufeys plan. Han kidnappede mig, for at komme tættere på Loke og The Avengers. ”De kommer ikke. Hvorfor skulle de?” sagde jeg, nok mest for at overbevise mig selv. De måtte ikke komme, for alt i verden.

”Selvfølgelig gør de det. Du er højdepunktet i Lokes liv. Han vil gøre alt for at få sin forsvundne prinsesse tilbage,” svarede Laufey, med et glimt i øjet. Tårerne trillede om kap ned af mine kinder. Mine bedstevenner og min kærlighed, ville blive dræbt. På grund af mig.

Jeg tog min hånd op til min mund, for at dække hulkene der sneg sig ud.

En frostjætte kom hen til Laufey, og hviskede noget til ham på et sprog jeg ikke forstod. Laufey svarede med et nik til frostjætten. ”Tag hende,” beordrede han to af sine frostjætter.

De kom hen til mig, og løftede mig hårdt op i begge arme. De slæbte mig hen af gulvet, uden at give mig den mindste respekt. Skrig forlod min mund, for smerten i mit lår var ubeskriveligt smertefuldt. Til sidst blev min mund helt tør, og jeg kunne ikke længere skrige.

Frostjætterne havde fulgt mig ind i den samme sal, hvor vi kæmpede imod dem sidst vi var her. En kæmpe pæl, stod der til gengæld nu, som ikke gjorde sidst. Frostjætterne smed mig hen imod den, og bandt mig fast til en lænke. Mine øjne blev store og fyldt med frygt.

Laufey var kommet ind i rummet, med en kæmpe pisk. Han kom tættere og tættere på mig, og mit hjerte galopperede af sted. ”Ikke gør det her Laufey,” sagde jeg panisk. Der måtte være en måde hvor på, at jeg kunne komme ud af det her. Han svarede ikke, men blev derimod ved med at gå imod mig.

”Jeg har intet gjort for at fortjene det her!” skreg jeg for mine lungers fulde kraft. En anden frostjætte kom hen til mig og løftede min trøje op i ryggen. Min krop begyndte at ryste af skræk. ”Nej, nej, nej, nej, nej,” mumlede jeg, imens at tårerne løb.

Det var som om at tiden var gået i stå, lige fra da han løftede pisken til at den ramte min ryg første gang. Smerten fra mit lår, og tidligere kind og mave, kunne slet ikke sammenlignes med dette. Det her var totur.

Han løftede pisken igen og ramte min ryg. Skrig forlod min mund, og smerten blev kun endnu værre.

Efter flere minutter med piskeslag og skrig, stoppede han endelig. Grunden til at hans pludselige stop, vidste jeg ikke. ”Så kom I endelig,” sagde han højt. Havde det ikke været for min krop, som var i fuld smerte, så havde jeg vendt mig om. Men jeg kunne ikke.

Men eftersom at Laufey sagde ’I’. kunne jeg kun tro på at det var Loke og The Avengers.

”Laufey, hvad har du dog gjort?” Lokes forfærdede stemme fyldte rummet op, og Laufey begyndte at grine. ”Kan man ikke engang sige pænt goddag til sin far længere?” spurgte Laufey morsomt og man kunne næsten høre smilet på hans læber.

”Jeg er Loke, søn af Odin. Jeg vil hellere miste min værdighed, end nogensinde at kalde dig far,” svarede Loke hårdt.

Der gik ikke få sekunder før at frostjætterne løb imod Loke og The Avengers. Flere smertesskrig lød fra frostjætterne og til mit held, lød ingen skrig fra Loke eller The Avengers.

Mine øjne truede med at lukke i, men jeg brugte mine sidste kræfter på at holde mig vågen. ”Ember,” Loke kom hen til mig, og der gik ikke lang tid før at havde låst mig op fra kæden som holdte mig fast. Han løftede mig, meget, forsigtigt op, for ikke at gøre yderligere skade på mig.

Da han fik løftet mig op, kunne jeg se at alle frostjætterne og Laufey, lå døde på jorden. En følelse af befrielse flød ud af min ellers så ødelagte krop. Natasha og de andre kom løbende op til Loke og jeg, og kiggede medlidenhedsfuldt på mig. ”Loke, jeg… jeg kan ikke mere,” stammede jeg. Hans ansigtsudtryk ændrede sig drastisk.

”Ember, hold ud. Hold øjnene åben,” sagde han panisk.

Jeg lukkede mine øjne og min krop gav efter til mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...