Battle Scars | Loki Laufeyson FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2016
  • Opdateret: 12 dec. 2016
  • Status: Igang
Den unge Ember Schmidt, møder den onde skurk Loke. Et møde som bringer følelser op i Ember, hun aldrig havde troet at hun ville føle. Embers bedsteveninde er agenten Natasha Romanoff. Hvad vil Natasha sige til Embers følelser for denne Loke? Og hvad med Loke? Er at overtage verdensherredømmet vigtigere end hans følelser for Ember?

6Likes
0Kommentarer
1276Visninger
AA

10. ”Jeg er et monster,”

Embers Synsvinkel

 

I et øjeblik, var jeg rimelig sikker på at mit hjerte stoppede med at slå. Min krop begyndte at ryste og jeg sank en klump.

Stilheden var over os, og ingen sagde det mindste.

Smerten i min kind og især i min mave var ulidelig. Og smerten i mit hjerte, var bestemt heller ikke til at tage fejl af.

Her stod Loke, og var få millimeter fra at dræbe mig.

Thor trådte et skridt frem, men Loke pressede bare kniven tættere på min hals. ”Hvis i kommer tættere på, skærer jeg hovedet af hende,” hvæsede han koldt.

Hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg utrolig bange. Men jeg skulle ikke vise min frygt, for jeg havde gennemtænkt en plan for at komme ud af det her.

”Loke,” startede jeg ud, ”det er mig, Ember.” Jeg havde den her idé om, at Loke ikke var sig selv. For havde han været sig selv, havde vi aldrig været kommet ud i denne situation. Der var noget helt galt.

Han svarede ikke, så jeg blev bare ved. ”Loke, det her er ikke dig.” Jeg fandt min blideste og kærligste tone frem.

”Ember, du kender mig slet ikke. Det her er mig,” sagde han hårdt og vendte mig rundt, så jeg stod i front mod ham.

Hans normalt smukke grønne glimtende øjne, var blevet erstattet med en rød farve. Hans hudfarve var også blevet den grå farve, som alle de andre frostjætter havde.

Jeg løftede forsigtigt min frie hånd op til Lokes kind. ”Lige meget, hvordan du ser ud, frostjætte eller ase, vil du stadig være den smukkeste mand, jeg nogensinde har set,” jeg sendte ham et kærligt smil. Eller i hvert fald så forsøgte jeg, for det gjorde rigtig ondt i min kind.

”Jeg er et monster,” hviskede han og kiggede ned i jorden og bed sig i læben. Hans hudfarve skiftede fra den grå farve til hans normale igen. Da han kiggede op igen, kunne jeg se at hans grønne øjne var tilbage.

”Du er bestemt ikke et monster,” hviskede jeg kærligt. Min hånd aede hans kind.

Hans mund dirrede en smule og før jeg nåede at tænke mig om, havde jeg presset mine læber imod hans. Han slap kniven og tog sine hænder rundt om mit hoved, for at presse mig endnu tættere på ham. Jeg gispede let, og jeg kunne mærke at Loke smilede i kysset.

Alt gik godt lige indtil at min mave, gjorde mere ondt end nogensinde før. Jeg blev nødt til at trække mig fra kysset.

”Mi… min mave,” stammede jeg. Det var som om at en kniv blev stukket ind og ud, konstant.

Jeg vaklede nogle skridt bagud, og faldt sammen på jorden. Sorte prikker begyndte at true mine øjne og jeg skreg smertefuldt.

Sif og de andre kom løbende over imod mig. ”Ember, hold dig vågen,” sagde Sif panisk. Jeg gispede efter vejret og tårerne trillede ustyrligt ned af mine kinder.

”Ryk jer,” kom det fra Loke, som masede sig igennem de andre, for at komme hen til mig. Han knælede ved siden af mig, og kiggede på såret. ”Jeg skal nok redde dig,” hviskede han og kiggede mig i øjnene, med et blik fyldt af kærlighed.

Og med ét, blev alt sort.

 

*​**

I dag blev det simpelthen til et kort kapitel. Jeg ville helst gerne stoppe her, så jeg kan starte efterfølgende i næste kapitel.  

Håber at i er okay med det.  

Hiddlebatch      

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...