Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
841Visninger
AA

8. Rosens forbandelse

Der var gået nogle dage siden mors historie, og jeg tænkte meget over historien. Jeg ville ikke spørge om det, da mor virkede som om, at hun ikke tænkte på det mere. Men jeg overvejede at finde familien, både mor og fars side. Jeg kom ud af min hytte, og så far sidde med en lille bog i hånden. Så jeg valgte at gå hen til ham, for at se hvad pokker det var, som han sad og læste. Jeg havde heldigvis lært at læse af Kagome, så jeg kunne nemt læse hvad bogen den hed.

Dog opdagede far mig ret hurtigt, og så på mig med et varmt smil. ”hvad er der Inuyasha, du kigger noget kun. Er der problemer?” spurgte far, og lagde bogen fra sig. Jeg rystede på hoved. ”Der er ikke problemer, bare nysgerrig angående hvad du læste” svarede jeg, og satte mig ved siden af ham. Far tog bogen op igen. ”En bog med rim, som din veninde gav mig. Hun forslog at læse dem, måske kan en af dem være god nok til, at jeg kan fortælle din mor den” sagde han. Jeg nikkede, for jeg kunne kende bogen som Kagomes rim bog. Jeg tog bogen og kiggede i den, Kagome havde altid skrevet rim, hvis hun var plaget eller meget glad, så jeg ville da meget gerne se, hvor mange det egentlig var lykkes hende at skrive.

Jeg nåede dog ikke engang at læse dem, før mor kom ud af hytten. Hun så meget træt ud, og det var hun da vist også, for hun satte sig direkte på fars skød, og lagde sig ind til ham. Jeg smilede og hentede tæppet, og lagde om dem. Jeg ville gå tilbage til min hytte, og ville så ligge bogen. Men far bad mig bringe den tilbage til Kagome, lidt røv irriterende. Men jeg valgte at gøre det, da de sikkert gerne ville være alene.

Da jeg kom tilbage til min hytte, kunne jeg lugte sæbe. Så jeg åbnede forsigtigt, og så at Kagome sad og var ved at mixe noget. Det fangede lidt min nysgerrighed, så jeg gik ind til hende. ”Hvad er det du laver søde?” sagde jeg, og lagde hendes bog i hendes gamle taske. Hun tog et stykke sæbe frem og holdt mod mig. ”Kan du lide duften af den her? Jeg forsøger at lave sæbe, men det er svært at finde en god duft, som du også vil kunne lide” sagde hun, og så ned. Jeg snuste til sæben, og rystede på hoved. Hvad pokker var der i den, det kradsede helt i min næse. ”Okay Kanel duer ikke” sagde hun og sukkede. Jeg gned min næse, og så på hende. ”Måske burde tingene være i sæben, og ikke på sæben” sagde jeg, og lagde mig ned, med hoved på hendes skød. ”Prøv igen søde, det skal nok lykkes” sagde jeg blidt. Kagome så på mig, og nussede mig bag mit ene øre. Det faldt jeg dog desværre i søvn af. 

Da jeg vågnede igen, så jeg en sæbe ligge foran mig. Kagome var ikke til at se nogle steder, så jeg rejste mig ret hurtigt op. Jeg for ud, og begyndte at lede efter hende. Jeg fandt hende ved en eng, hvor hun sad og samlede blomster.  Men med et blev jeg blændet af et lys, og da jeg endelig kunne se igen, var Kagome forsvundet. Jeg kunne heller ikke fornemme hendes duft mere, og det gjorde mig panisk. Så jeg gav et hyl fra mig, og for hen til hvor Kagome havde siddet før. Jeg snuste for om jeg kunne fange hendes duft, men den var der ikke. Der var kun spanden, og nogle blomster. Far og de andre kom hen til mig, og for første gang i lang tid, begyndte jeg ret faktisk at græde. ”KAGOME!” skreg jeg ulykkeligt, og tog fat i jorden, mens tårerene løb ned af mine kinder.

Mor kom hen til mig, og tog mig ind til sig. Hun forsøgte virkelig på at trøste mig. Desværre var jeg helt utrøstelig, så hun tog mig med tilbage til landsbyen. Jeg prøvede så godt jeg nu kunne, at forklare Kaede hvad der var sket. Hun så noget tænksom ud, og så så på mig. ”Hvis mine anelser er rigtige, så frygter jeg at Kagome er ramt af en forbandelse en ond mørk Yokai i området har kastet. Så derfor tror jeg, at jeg må fortælle dig en legende.  For mange år siden, også før Kikyo blev til. Faktisk før du selv blev til Inuyasha. Der boede der en ond og mørk yokai nær dalen her, jeg tror endda din far kender til hende. Yokaiens navn er Tomiko. Hun var engang en smuk og kærlig kvinde, men med et ændrede hun sig, og unde kvinder begyndte at forsvinde. Mange mener at Tomiko var vred over kvinderne var smukke, og at hun derfor forbandede dem, og gjorde dem til en blomst-. Desværre husker jeg ikke, hvad slags blomst det var” sagde Kaede. Jeg knyttede hænderne sammen. ”Tomiko har for vane at forvandle kvinder, når de sidder i blomster enge, gøre dem til den slags blomst de sidst rørte” sagde far. Jeg så lidt på ham og sank så. ”Den sidste slags blomst Kagome rørte, var en af roserne” sagde jeg, for det var hvad Kagome havde haft i hånden, enden lyset blændet mig. Det pinte mig for meget, så jeg for ind i seng, og ønskede at være alene. Den kvinde skulle bøde for dette, hun skulle give mig Kagome tilbage.

Nogle uger senere gik jeg en tur ved den store eng, jeg kendte nu til legenden, men jeg elskede Kagome for højt også selvom hun nu måtte være en af de mange roser. Så jeg havde taget en lille skovl og en vase med som jeg havde fået af Kaede. Da jeg ville grave en af roserne op uden at skade rødderne, for så var den stadig i sit jord, og var så derfor ikke plukket, da Kaede havde sagt at det ville kunne dræbe Kagome. Jeg så på roserne, og en smuk sølv hvid rose faldt direkte i mine øjne. Jeg gik hen til den, og gravede den op, så den havde sine rødder. Jeg lagde rosen i vasen, og skyndte mig hjem.

Da jeg kom hjem, satte jeg mig i min hytte med den. Gid jeg dog vidste, hvilken rose der var min Kagome. ”Min elskede, jeg skal nok finde dig” græd jeg. Uden at opdage det, faldt der en tårer ned i rosens jord, og med et kunne jeg høre en stemme. Jeg så lidt rundt, og så derefter på rosen. Stemmen jeg kunne høre, mindede mig meget om Kagomes smukke stemme. Jeg tørrede mine øjne, og mærkede en sorg i mit hjerte. Jeg var svag, siden jeg ikke havde kunne beskytte Kagome. Jeg rystede på hoved, og så en bog. Far havde bedt mig tænke på andet, imens han ville opspore Tomikos stank, så vi kunne finde hende, og forlange at hun forvandlede Kagome tilbage til sig selv. Jeg tænkte lidt på det med, at jeg havde hørt en stemme. Var jeg blevet tosset, eller havde jeg virkelig hørt noget.

Døren gik op, og mor kom ind til mig med lidt mad, da jeg knap havde spist i flere dage. Men igen denne gang nægtede jeg mad, jeg kunne virkelig ikke få noget ned, og jeg var ellers en kæmpe grovæder, som Kagome plejede at sige. Mor satte bakken ved rosen og gik ud, jeg kunne mærke hun var bekymret.

Med et mærkede jeg et slag i nakken, og så rundt. Der var ingen, eller var Shippo mon kommet her til. Jeg prøvede at kalde navnet, men intet svar. Dog havde jeg følelsen af noget på min nakke, så jeg rakte hånden bag ud, og fjernede det som var der. Det var et rosenblad, sølv som rosen jeg havde hentet. Jeg satte mig foran rosen, og kiggede på den. Jeg tænkte lidt, og fyldte en kop med vand, og hældte det på rosens jord. 

Jeg tog den op, og gik hen til Kaede med den. ”Har jeg gjort jorden for våd?” spurgte jeg, og rakte hende rosen. Kaede tjekkede den, og kaldte på min far. Jeg kunne høre en brokke sig, og så far komme ind i en halv lukket kimono. Jeg kunne se, at han ikke helt glad for at være blevet kaldet på. ”De ved mere om dæmon magi end jeg, men kan De fornemme energi, ligesom jeg kan fra rosen her?” sagde hun. Far tog rosen op, og tjekkede den. ”Ja, jeg kan fornemme en mikos aura fra den” sagde far, og med et holdt far en lysende kugle i hånden. Jeg kiggede på kuglen, og kunne med et se Kagomes ansigt. ”Kagome!” udbrød jeg, og tog rosen. ”Hvordan får vi brudt forbandelsen?” sagde jeg, for jeg ville så gerne have den brudt. Det var nemlig røv irriterende, at jeg ikke kunne holde om Kagome som før. Far lovede, at han ville lede igen. Jeg skulle dog love ham, at jeg ikke ville miste modet, da vi nok skulle få min elskede Kagome tilbage igen.

En aften kom far løbende ind i landsbyen, han smed en kvinde foran min hytte. Far blødte fra kinden, og brystkassen. Mor så det og kom hen, jeg kom ud af min hytte. Jeg rakte far et håndklæde, og hev kvinden med hen til en pæl og bandt hende der til. Jeg var i dårligt humør, jeg sov mere og mere dårligt, og det påvirkede mit humør en helt del. ”Hvem er den baka du har med far?” sagde jeg, og gik hen mod min hytte igen. Det eneste jeg ville lige nu, var at være tæt på Kagomes rose, bare at være tæt på hende. ”Det er Tomiko det der, hun kæmper mere end sidst, jeg kæmpede mod hende, hun kradser endda en helt del mere” sagde far, og bed sammen, da mor rensede hans sår. Jeg drejede hoved, da han nævnte hvem det var. Jeg bed sammen, og gik hen og tog fat i hendes hals, og stak mine negle der i. ”Hvorfor forvandlede du min Kagome til en rose, hun har aldrig gjort dig noget din gamle hejre” sagde jeg vredt. Hun så på mig og begyndte at le over mig. Jeg blev rasende, og havde lyst til at dræbe. Men mor tog fat i min skulder, og sendte mig og far ind i en hytte.

Der sad vi i noget tid, lige til vi hørte skrig. Far var den første der kom ud, jeg var lige bag efter. Men til vores store overraskelse, var det ikke mor der havde skreget, men til gengæld Tomiko. Hun blødte flere steder, og jeg så mor stå med en stegepande. Jeg så lidt på hende, og tænkte også, hvor i alverden havde hun fået den fra. ”Nu svare du min søn, ellers får du en omgang mere” sagde mor surt, og jeg så far bakke en lille smule. Skræmte mors vrede ham så meget. Jeg nåede ikke engang at spørge, for far hev mig ind i hytten. ”Hvad sker der, du virkede helt bange” sagde jeg noget forvirret. ”Når din mor bliver vred, så skal man ikke lige stå i nærheden. Altså med mindre, man selv ønsker en på hoved” sagde han, og gned sin brystkasse. Jeg skiftede hans bandage, og lagde mig så ned. ”Tror du mor kommer her ind, når hun er færdig med Tomiko?” spurgte jeg, og så på ham. ”Ja det tror jeg Inuyasha, vent nu og se” svarede han og gabte. Jeg hentede en pude og et tæppe, og fik far ned og ligge. Jeg satte mig derefter i døren og ventede, nu håbede jeg virkelig, at mor kunne få noget ud af den hejre.

Mens jeg sad der, tænkte jeg meget på Kagome. Jeg mærkede dog også trætheden melde sig over mig, så jeg sad og nikkede lidt med hoved. Med et var et som om, at jeg var et helt andet sted. Jeg var faldet i søvn, og var i min egen drømme verden. Jeg så rundt, og kunne se en skikkelse ikke langt væk. Jeg gik der hen, og kunne se det var en kvinde. Da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se hvem det var, det var Kagome. Jeg for hurtigt hen, og hev hende ind i mine arme. ”Kagome, vi skal nok få dig ud af den forbandelse” sagde jeg og ville ikke slippe hende. ”Søde, du må lytte godt efter, for du vil snart vågne. Tomiko forvandler folk til roser, ikke for at være ond, men i håb om en af roserne kan sige hende, hvor hendes elskede er. Ser du, alle roserne høre historien om hvorfor hun er sådan som hun er. For mange år siden, før hun blev mørk. Var hun dybt forelsket i en ung mand, men en aften forførte en kvinde ham, og ville dræbe hende. Hun måtte dræbe sin egen elskede, for at overleve. Kvinden der forførte forvandlede sig til en rose, og Tomiko gør nu folk til roser, i håb om en af dem, kan sige hende, hvor den kvinde der var skyld i hendes sorg er” sagde Kagome. Jeg så lidt på hende, og kunne mærke jeg var ved at vågne. ”Sig mig hurtigt søde, fandt du den kvinde” sagde jeg. Kagome nikkede, men hun nåede ikke fortælle det, før jeg vågnede op.

Jeg for hen til Kagomes rose, og tog den op. ”Søde vil du kunne vise mig rosen, hvis jeg føre dig til engen” sagde jeg hurtigt. Intet svar om, men jeg havde følelsen af at blive rørt på kinden. Jeg for ud af hytten og bad mor stoppe med at skade Tomiko. ”Hør godt efter hejre, min elskede Kagome har vist fundet hende der er skyld i alt din sorg. Vi viser dig til hende, men så skal du også love at gøre alle roserne til deres normale forme igen, at slippe de folk fri, som du fangede sagde jeg. Tomiko nikkede, bare hun kunne slippe for flere slag fra min mor. Jeg bandt hende op, men holdt stadig hendes hænder bundet, og tog hende med til engen.

Da vi kom til engen, satte jeg Kagomes rose ned, og så på Tomiko. ”Kagome viser det, når du har gjort hende til menneske” sagde jeg fast. Tomiko begyndte at le over mig, og hev armene fri og tog Kagomes rose. ”Så svag en mand, at bekymre sig over en sølle menneske kvinde” sagde hun is koldt. Jeg snerrede vredt, men frygtede dog lidt, at hvis jeg angreb, så ville hun måske dræbe Kagome, og det kunne jeg ikke lade ske. ”Tag mig i stedet, men skån min elskede Kagome. Hun har virkelig intet gjort dig, så hvorfor vil du skade hende” sagde jeg, forsøgte på at være rolig, tænke som Kagome. Bare ikke så let igen, når en vrede og en bekymring for Kagome steg i mig. Men en ting var sikker, jeg måtte rydde det røv irriterende kvinde menneske af vejen, uden at jeg ville miste min elskede Kagome.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...