Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
824Visninger
AA

9. Historier og Legender

Månen stod højt, jeg vred og drejede mig på grund af mareridt. Jeg vågnede op i et skrig, og tog mig til rystende til hoved. Kagome havde sovet ved siden af mig, hun var blevet vækket af mit skrig. Jeg gemte mig ind imod hende, og kunne mærke hvordan min krop den rystede. Jeg havde aldrig rystet så meget i hele mit liv, og nu kunne jeg bare ikke falde til ro igen. Kagome holdt mig tæt ind til sig, og nussede mig bag øret. ”Søde rolig, det var bare en drøm, den kan ikke skade dig mere” sagde hun blidt. Jeg vidste godt det var en drøm, men en drøm om hvordan jeg måtte dræbe for at redde Kagome. Jeg så på hende med sænket øre, og holdt virkelig godt fast i hende. Kagome lagde sig ned igen, og hev mig med ned. Jeg lagde hoved mod hendes bryst, og kunne virkelig ikke lide følelsen af at være bange. Men faldt dog i søvn igen, og sov bedre og mere tungt denne gang.

Da jeg vågnede op igen, lagde jeg stadig ind til Kagome. Hun sad dog op, med sit hæfte i hånden. Jeg så på hende, og satte mig op. Hvad mon hun skrev på, for hun så virkelig koncentreret ud. Jeg så hende over skuldren, og kunne se hun skrev noget der lignede en historie. Jeg ville ikke forstyrre, så jeg læste det for mig selv, mens hun skrev på det. Kunne se hun havde kaldt det for kladde, hvad det så end var. Kagome opdagede mig hurtigt, og kyssede min kind. ”Morgen søde, undskyld hvis jeg vækkede dig. Men fik ideer til historier, og skriver dem ned i mit hæfte her. Hvis du vil, kan jeg godt læse op af dem” sagde hun. ”Meget gerne, men søde hvad betyder kladde?” sagde jeg og pegede på ordet. Hun smilede over mig. ”Kladde betyder bare hvad nummer ide det er, kladde betyder lidt ide, fx hvis man skriver en historie, om man så starter på for mange historier. Når der fx står 5, så betyder det at der er fem historier” sagde hun. Jeg nikkede, trods jeg virkelig ikke fattede noget som helst af det, som hun lige havde sagt.

Kagme smilede over mig, og nussede mig på kinden. ”Hvad med at jeg bare læser nogle op for dig, så kan du altid spørge mig, hvis der er noget i historien, som du ikke helt forstår” sagde hun. Jeg nikkede, og lagde mig ned under tæppet, med hoved mod hendes skød. Hun lukkede hæftet, og slog åbenbart op på første side. ”Jeg stod i mit vindue og så ud, regnen stormede ned fra den sorte himmel. Jeg sukkede ulykkeligt, og så hen på lænkerne der var på min seng. De skar altid i mi hals og mine hænder. Bare fordi jeg gerne ville ud, så bandt og lænkede dem der ejede mig til sengen, og piskede mig. Jeg havde været ejet, siden jeg var barn, da jeg var sirene søn. Mindet om da de tvang mine forældre til at give mig væk, var for smertefuldt.” læste hun op. Jeg løs helt ved tanken om lænker, men jeg havde ingen spørgsmål, hvilket jeg også lod hende vide.

Hun bladrede hen på en ny side og så på mig. ”Er du sikker på, at du ikke havde spørgsmål angående historien, som jeg lige læste op” sagde hun. ”Jeg er sikker søde” sagde jeg. Hun smilede lidt, og kiggede så i hæftet. ”Den næste er en fanfiction, bygget på en serie, der køre der hjemme” sagde hun, og begyndte så at læse op. ”Det var vinter, alle var på hver deres del af Cross School. Yuuki Cross opholdt sig i Day Class, sammen med sin vampyr hadende bedste ven Zero. Han holdt hende fra Night Class, hvor jeg selv og de andre vampyrer gik. Men dog sneg Yuuki sig altid ud, når Zero tog sit aften bad. Hun var den fra Day Class som afleverede bøger til os i Night Class. Når hun afleverede bøgerne, havde hun en tendens til at kigge over på mig, når jeg sad og læste i en af Night Class’ mange bøger. Den aften var det som altid Yuuki kom med bøgerne, men denne dag var det mig som der åbnede døren, hvilket fik hende til at tabe dem.” læste hun op, og så på mig. ”Hvad er fanfiction? Det lyder som om det lidt er en dreng der er fortælleren, hvorfor siger du jeg i historien?” spurgte jeg, hun havde jo selv sagt, at jeg skulle stille spørgsmål, hvis det var. Hun grinede lidt, men smilede så. ”En fanfiction er en historie man selv opdigter, med baggrund på en historie der i forvejen er fortalt. Grunden til det lyder som en dreng der fortæller, er fordi hovedpersonen i historien er en dreng.  Til dit sidste spørgsmål, grunden til jeg siger jeg, er fordi jeg skriver i jeg form, det er en skrive form, hvor man selv sætter sig ind i hovedpersonens sted” sagde hun, og ville bladre igen, men jeg stoppede hende. ”Du burde have en pause søde, det er meget du har læst op. Plus skal vi ikke se at få os noget mad. Kagome grinede, for hvordan i alverden kunne jeg dog snakke om mad, mens man hørte historie. Men sådan var jeg, og hun var med på ideen.

 

Jeg rejste mig op, og rakte Kagome en hånd. Vi gik udenfor, og hen til marked i landsbyen, for at købe lidt mand ind. Jeg kunne høre latter, og så far midt på marked. Han så ud til at fjolle med nogle bør, så jeg gik der hen imod. Der så jeg mor sidde på et tæppe og sy, det lignede, at de havde lavet sig en bod. Jeg så på Kagome, og fik en ide, og prikkede mor på skuldren. Mor fik sig noget af et chok, og kiggede op. ”Åh det er bare dig Inuyasha, hvad kan jeg gøre for dig min dreng” sagde hun. ”Tror du man kan få syet en smuk kimono til Kagome, hun har altså kun en enkelt kimono, ellers har hun det tøj, som der er fra hendes eget hjem” sagde jeg, da jeg måske ikke var vild med, at flere fyre stirrede på Kagomes bare ben. Mor nikkede til det. ”bare find den farve det skal være, så skal jeg nok sy det til jer” sagde mor. Jeg smilede, men huskede så at jeg ingen mønter havde. Så den skulle jeg finde ud af.

Jeg gik tilbage mod Kagome, og så hun sad på en sten, og kiggede ned i hæftet. Mon hun skrev på en historie, hun var godt nok kreativ. ”Søde hvad skriver du nu på” sagde jeg blidt, og løftede hendes hage. Hun smilede til mig, og viste mig det. ”Det er en legende, nogen snakkede om. Vil høre din far, om det er en legende, eller om det bare er en historie” sagde hun. Jeg nikkede, og gik hev og hev far med, og rakte ham Kagomes hæfte. Far så lidt på mig, og kiggede på bogen. ”Du må meget gerne læse den op” sagde Kagome, og hev mig ned og sidde. Jeg så på hende, noget overrasket. Men fik så en ide. Jeg fandt en lille skål, og satte foran os, og så så op på far. Da han begyndte at læse op. 

”De gammel Cherokee Wolfox, fortalte børnene om en kamp, der forgår inde i mennesker. Han sagde, ”kampen er mellem to ulve i os all. Den ene er ond. Der er vrede, misundelse, jalousi, sorg, fortrydelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, skyld, mindre værd, løgne, falsk stolthed, overlegenhed, og ego.

Den anden er god. Det er glæde, fred, kærlighed, håb, ro, ydmyghed, venlighed, menneskekærlighed, empati, gavmildhed, sandhed, medfølelse og tro”.

Den unge Cherokee Thomas, tænkte over det og spurgte så: ”Hvilken ulv vinder?”

Den gamle Cherokee blot svarede, ”Den du fodre”.

Det er sådan en dejlig historie: Så enkelt og alligevel så sandt. Jeg tror, hver og en af os har disse to ulve, der køre rundt inde i os. Den onde ulv eller den gode ulv ledes dagligt af de valg, vi går med, vores tanker. Hvad du syntes om, og dvæle ved. Vil I en vis forstand vises i dit liv og påvirke din adfærd.

Vi har et valg, fodre den gode ulv, og det vil vise sig i vores karakter, vaner og adfærd positivt. Eller fodre den onde ulv og hele vores verden vil blive negativ: som gift, vil langsomt æde sig ind på vores sjæl.”

Læste far op, og så noget chokeret ud. ”Det er en gammel yokai legende, før krig mellem yokai og menneskerne. Det er en historie, om hvordan de valg vi tager, vil påvirke os positivt eller negativt. Troede virkelig at denne legende var gået tabt, utroligt, at læse den igen” sagde far, og jeg kunne se at det virkelig rørte ham en del.

Jeg tog bogen fra ham, og rakte den til Kagome. ”Måske burde, vi ikke læse dem lige nu.” sagde jeg. Kagome var enig med mig, da hun også kunne se, hvordan det faktisk påvirkede min far. Så hun gik hen til min mor, og bad hende komme med, da far ikke var i godt humør, imens fik jeg far ned og sidde. Mor så noget på os, da hun kom hen. Det første hun gjorde, var lige at tjekke til far. Jeg fortalte hende om det far havde læst, og om hvordan han bare blev stille bag efter. ”Var det legenden om Cherokee, som din far læste?” spurgte mor. Jeg nikkede, og kunne se mor sukkede. ”Legenden var det mange troede på før, og da en yokai trådte ved siden af. Begyndte folk at se yokaierne som den onde ulv. Det værste for din far er jo, at hans dyreform er en kæmpe ulv. Så der kalder de ham virkelig ting, tror din far blev påvirket, fordi det bragte minder frem” sagde mor. Jeg nikkede af det, men tænkte så på, hvordan jeg kunne muntre far op igen.

Så fik jeg ideen, jeg kunne da fortælle far nogle historier. Så jeg lånte Kagomes hæfte, og aftalte med hende, at jeg ville læse så mange historier op som muligt, til far begyndte at smile igen. Jeg fandt en tekst, og så Kagome havde skrevet Kapitel 1 ved, der var ikke mere end et afsnit, som Kagome kaldte det, men jeg kunne vel prøve at se om far ville smile ved historierne, så jeg valgte at begynde. 

”Det var en kold aften, og Aliadine gik rundt på markedspladsen, da hun skulle have købt sig noget mad, for de få mønter hun havde. Landets fattige havde næsten intet at leve for, da landets konge som var en meget kold og ond mand, tog alle pengene til sig selv. Så der ikke blev meget til de fattige. Aliadine gik hen til en frugt bod og købte et æble, derefter gik hun hen og brugte sine sidste penge på noget smukt midnat blå silke, da hun havde i tankerne at sy sig en ny kjole. For i hendes gamle kjole var der huller hist og her. Hun havde sit lange midnats blå hår flettet, og til at hænge ned af hendes ryg.

Hun gik mod sit hjem, da en ung mand ramte ind i hende, så hun faldt. ”Det må De meget undskylde frøken, jeg burde have set mig for, i stedet for at gå ind i Dem” sagde den unge mand og hjalp hende på. ”Det er okay sir, tag Dem ikke af det, det er ikke Deres fejl, men min” sagde hun”

Læste jeg op, og så hen på far. Han smilede endnu ikke, så jeg måtte vel prøve igen. Kagome havde jo et hav af kladder, så kunne vel blive ved, til at der ikke var flere kladder. Jeg kiggede lidt i bogen, og fandt derefter den næste kladde som der skulle læses op.

”Det var en kold og blæsende vinter aften, jeg løb igennem skovene. Jeg var på flugt, da min by ville ofre mig til landets vampyr greve. For en gang hvert hundrede år blev en kvinde ofret til greven, så han og hans vampyrer ville lade byerne være, og denne gang var det min bys tur til at ofre, og det blev mig. Jeg var byens ældste ugifte kvinde, så derfor ville det kun være mine forældre, som der ville savne mig.

Jeg mærkede det våde græd imod mine bare fødder, imens jeg løb. Grenene som slog mig ansigtet, og buskede som rev mine arme og i min kjole. Mens jeg løb begyndte det at regne, så mit lysebrune hår blev vådt, og min hvide kjole helt gennemsigtig. Jeg faldt over en gren, men jeg skyndte hurtigt at rejse mig op igen. Jeg kunne høre heste komme nærmere, og jeg vidste at det var mændene fra byen.”

læste jeg, og håbede virkelig denne gang, at det ville bare få et lille smil frem på far. Dog heller ikke denne gang lykkes det for mig, det var ret røv irriterende. Det virkede ikke endnu, men jeg så at flere børn havde samlet sig omkring, så jeg kunne vel godt forsøge en enkelt tekst mere, det kunne vel ikke skade, eller kunne det.

”Det var en varm sommer aften, jeg var ude og bade i svømmehallen sammen med veninderne. Jeg havde taget min blå badedragt med, men min bedste veninde Kira tog den fra mig. ”Keiko du er altså ikke noget barn, alle bruger da bikini. Vis dog for fanden din krop og former, det kan jo være at drengene vil falde for dig” sagde hun. Jeg stivnede. ”Men Kira, jeg har jo ingen bikini, så hvordan skulle jeg kunne tage en på” sagde Jeg, og holdt mit håndklæde rundt om mig. Hun begyndte at grine, og tog en bikini op af sin taske og smed den til mig. ”Jeg har jo købt en til dig” sagde hun. Jeg tog den, og gik ind under bruseren og vaskede mig, og fik bikinien på. Kira hjalp mig med at spænde den, så den sad godt på mig.

Jeg tog mit håndklæde om mig, da vi gik ind i hallen. Kira smilede og hev mit håndklæde af mig, så alle drengene så mig i bikinien. Jeg rødmede , og så tog drenge fik næseblod, fordi de svømmede ind i hinanden. ”Hey er I okay?” spurgte jeg, drengene som der var svømmet ind i hinanden. ”Vi er okay Keiko” svarede den ene af drengene. ”Du er lækker” røg det ud af munden på den anden af drengene. Jeg blev helt rød i hoved, og så lidt irriteret på Kira. ”Se selv, jeg sagde det jo” sagde Kira. ”Åh hold din mund Kira” sagde jeg, og gik op på fem meter vippen. Jeg gjorde klar til at hoppe ned i vandet, da min højdeskræk dukkede op. Jeg sank på knæ oppe på vippen, jeg kunne ikke røre mig af skræk. Kira sendte en af drengene op efter mig. Han løftede mig op på sin skulder, og bar mig ned.

Kira tog mig med ud i omklædningsrummet, og vi satte og under bruserem. ”Er du stadig ikke kommet af med den skræk Keiko, jeg troede faktisk at du var” sagde hun. Jeg rystede på hoved, og sukkede. ”Nej er stadig så bange for højder, efter den dag hvor jeg hang med hoved ned af fra udkigstårnet. Bare fordi nogle drenge var sure på mig, og bandt mig. Så jeg hang med hoved ned af mod jorden i fire timer” sagde jeg. Kira forstod mig godt, for hun var den der fandt mig dengang. Det var i 1. klasse at nogle drenge gjorde det mod mig. Og jeg havde været bange for højder siden.....”

Læste jeg op, og nåede ikke sige mere, for med et var fars hånd foran min mund. Han så virkelig træt ud. Jeg så noget på ham, og kunne høre ham sukke en del. "Stop Inuyasha, det nok. lov mig. ikke flere historier i meget lang tid" sagde far, og fjernede først derefter hånden. Jeg lovede ham det, og smilede dog kort. For far smilede igen, trods for jeg vel havde irriteret ham en helt del, tja selv jeg kunne være røv irriterende nu og da.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...