Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
848Visninger
AA

2. Gensyn

Jeg ved ikke, hvor længe jeg var bevidstløs. Men da jeg åbnede mine øjne, fandt jeg mig selv i et rum, hvor en god varme kom fra ildstedet midt i rummet. Jeg så rundt, og forstod ikke hvor jeg var henne. Hvem havde bragt mig her til? Eller kunne dette mon være hvordan døden så ud? Kunne jeg være død? Jeg kunne virkelig ikke finde ud af det, så jeg rejste mig op og blev helt svimmel af det. Jeg faldt ned på knæ, og sukkede af det. Lyden af en dør der blev skubbet til side lød, og jeg kunne se en bakke med mad blev sat, dog kunne jeg ikke se af hvem. Så jeg gik hen og tog bakken, og begyndte der efter at spise, for jeg var virkelig meget sulten.

Da jeg havde spist, satte jeg bakken ved døren. Jeg gik derefter hen til ildstedet, og lagde mig derved for at få varmen. Jeg sænkede mine øre en smule, og sukkede. Var jeg mon fanget, eller var det en der ville mig noget godt. Jeg tænkte ikke meget på det, først ville jeg bare have varmen igen, og så måtte jeg derefter finde ud af, hvor pokker jeg var henne. Dog vidste jeg en ting, noget ved dette sted virkede mig ret bekendt, men jeg kunne ikke finde ud af hvorfra. Det skulle jeg nok finde ud af, det var jeg da sikker på.

Efter noget tid havde jeg fået varmen igen, så jeg rejste mig op, og gik hen og skubbede døren til siden. Jeg kunne lugte urter, og det stank. Så jeg lagde hånden for min næse, og så at jeg åbenbart var i form for gang. Jeg gik fremad, og stoppede foran en dør, og åbnede forsigtigt. Kun for at se om der var nogen der inde, eller ej. Jeg så en kvinde der, og ville lukke døren igen. Desværre hørte jeg hende græde, og det fik mig til at sænke mine øre. Jeg skubbede døren på klem, og tog en dybt vejrtrækning. ”Er De okay miss, jeg kan høre De er ked af det. Er det noget som du har brug for at snakke om, jeg lytter gerne hvis det er” sagde jeg, og lænede mig op af væggen til døren. Jeg kunne høre kvinden snøfte. ”Det er intet De kan hjælpe med sir, det er bare sorg ikke andet. Jeg har mistet min kære mand, og min lille søn. Så jeg savner dem bare sir, ikke andet” svarede kvinden. Jeg kunne mærke sorgen i hendes stemme, man kunne virkelig mærke savnet. ”De skal nok se familien igen miss, det jeg sikker på. Jeg kender selv den sorg de er igennem, jeg mistede begge mine forældre som ganske ung” sagde jeg. Jeg forsøgte vel at vise hende, at jeg selv havde oplevet sådan et tab. Så jeg vidste selv godt, hvor hårdt sådan et tab var.

I noget tid var der stille, og jeg så lidt ud af vinduet der var. Jeg fjernede lidt hår fra mit ansigt, og så det var blevet sort. Var det virkelig den første allerede, det var helt uvirkeligt. Men det kom også lidt som et godt tidspunkt, for så kunne jeg vise mig for kvinden, så hun måske ville åbne sig op lidt mere. Jeg bankede på hendes dør. ”Miss må jeg komme ind til dem, det vil være lettere at snakke sådan” sagde jeg venligt. Jeg ville lade hende tænke over det, en ting jeg havde lært af Kagome. Det var bedst altid at give folk tid, så man ikke stressede dem. Jeg rejste mig kort, da jeg tænkte hun nok ikke ville snakke mere. Så jeg ville gå videre.

Men med et gik døren op, og jeg så en hånd vifte mig indenfor. ”Kom ind sir” sagde kvinden. Jeg takkede og gik ind i rummet. Jeg blev ved med at tænke på, at hendes stemme faktisk virkede mig ret så bekendt. Jeg satte mig i skrædderstilling foran hende, og så på hende. Hendes ansigt var sænket, så jeg kunne ikke rigtigt se hendes ansigt. ”Miss jeg ved det er hårdt at snakke om, men det vil hjælpe dig en del” sagde jeg. Hun sukkede og rettede så hoved op, og så direkte på mig. ”jeg er ikke en frøken unge ven, jeg er en frue. De har været venlig mod mig, så jeg vil fortælle Dem mit navn. Jeg er Izayoi. Hustru til Lord of the Western Lands, Lord Inu no Taishō.” sagde hun og sænket så blikket igen. Skammede hun sig over at nævne… vent havde hun lige sagt hendes navn var Izayoi og at hun er hustru til Inu no Taishō. Jeg tog mig til hoved, og lagde en hånd for min mund. Det kunne virkelig ikke være sandt, sad jeg lige nu foran min egen mor. ”Hvor er dette sted?” spurgte jeg kort, for at samle mig. ”Et hus i miko skoven, nær en præste by. Præstinden Kaede er i nærheden. Her i huset er mig og min kammer pige” sagde hun.

Da jeg hørte hun nævnte Kaede smilede jeg, og kom til at le. ”Lad mig vise dig der hen, så vil jeg vise dig noget. Plus så er du ikke fange her” sagde jeg med et smil, jeg kæmpede virkelig for at holde tårer tilbage. Tænk at det virkelig var hende, at jeg havde fundet min mor. Jeg rejste mig op, og rakte hende min hånd. Hun så på mig. ”Deres navn hvad er det? De nævnte det ikke” sagde hun. Jeg smilede, ”Skal jeg nok fortælle når vi er ved Kaede, så fortæller jeg hvem jeg er” sagde jeg. Hun løftede kort op i sin kimono. Hun havde nogle lænker om sine ben, så hun kunne faktisk ikke gå der hen. Jeg sukkede, og gik hen til hvor lænkerne startede. Jeg tog et tyg pind og gjorde hvad jeg kunne, for at få hende fri. Det lykkes mig da også, dog med nogle dybe sår i mine hænder. Jeg gad ikke tænke over det, og hjalp hende op at stå. Jeg tog hende op på min ryg, og bandt hende fast der med et stykke stof, og begyndte så at gå mod landsbyen.

Smerterne i mine hænder var slemme, men jeg vidste at der nok var en salve i landsbyen. Jeg kunne mærke mor var bange, og jeg overvejede mere end en gang at fortælle hvem, jeg var. Jeg stoppede op, da en pil fløj forbi mit hoved. Jeg satte mor ned på en sten, og tjekkede hvor den pil kom fra. Det var præster, dog heldigvis fra Kaedes landsby. De genkendte mig hurtigt, og gav os følge hele vejen til landsbyen. Jeg mærkede dog der blev hevet i mit tøj, så jeg så hen på mor. Hun tog sit sjal og rev det itu, og bandt det om mine hænder. Jeg bed lidt sammen, da det jo gjorde ondt. Men det røret mig ikke meget, for tænk at hun var her, og i live.

Da vi kom til landsbyen kaldte jeg på Kaede, for hun ville sikkert hjælpe. Jeg nåede ikke at vente særlig længe, for Kaede kom hen til os. Hun tjekkede mig igennem, for at se efter skader. Hvilket jeg fandt virkelig røv irriterende, så jeg stoppede hende. ”Det er ikke mig du skal tjekke din gamle gås, det er hende. Jeg vil vide om, hun har skader. Og om I kan holde hende i sikkerhed her” sagde jeg. Jeg fik en over nakken, både af kaede og af mor. Begge var vist ikke så vilde med jeg brugte ordet gammel gås. Jeg sukkede og gned min nakke. ”Du skal passe på med hvad du laver i menneske form, husk så er du mere sårbar” sagde Kaede. Jeg nikkede, og gik hen i en hytte jeg havde i landsbyen. Jeg tog et klæde der lagde på gulvet og snuste til det. Det var Kagomes trøje, jeg savnede hende.

Efter noget tid kom jeg ud igen, og så at solen var på vej ned. Så jeg ville snart blive dæmon igen. Jeg gik hen til Kaede, for at høre om skader. Hun kom ud af en hytte, og så smilende på mig. ”Hun har ingen skader Inuyasha, men hun spørger om dit navn. Har du virkelig ikke fortalt hende, hvem du egentlig er” sagde hun. Jeg rystede på hoved. ”Ikke endnu, men jeg vil snart...jeg skal bare ...” sagde jeg og rystede på hoved. Hvad skete der nu, jeg tænkte på Kagome lige nu. Kaede lagde hånden på min skulder. ”Hun skal nok komme igen, vent og se” sagde hun. Jeg nikkede og gik så ind i hytten, og satte mig ved døren. Jeg så lidt på mor, og smilede kort. Men tænkte også på, hvad hun mon ville sige til det, når jeg fortalte hvem jeg var. Mon hun ville blive glad, eller mon hun ville tro jeg løj for hende. Det kunne jeg intet vide om, men jeg ville fortælle det, det var hvertfald sikkert.

Jeg sad og var ved at falde i søvn, da jeg opdagede, at hun sad op. Jeg havde fået mit sølv hår og mine ulve øre igen, så jeg holdt mig lidt i skyggen. ”Jeg høre der ingen skader er, og at du spurgte efter mig” sagde jeg og kløede mig bag det ene øre. Hun så hen imod mig og nikkede. ”Må da vide hvem der bringer mig til landsbyen, og hvorfor du lyttede så meget til mig” sagde hun. Jeg sank, og rejste mig bare op. Hvorfor kunne jeg ikke få mit eget navn sagt, det var jo min mor, så det burde ikke holde mig tilbage. Jeg sænkede mine øre, og valgte i stedet at gå ud. Jeg kunne ikke fatte mig selv, hvad skete der lige der.

Jeg knyttede hænderne, og gav et vredes hyl fra mig. Jeg gik tilbage til min egen hytte, og lukkede døren. Jeg kravlede under tæppet der var der, og foldede mig helt sammen. Jeg sukkede, og rakte ud efter Kagomes trøje, men den var der ikke. Så jeg for frem fra tæppet, og begyndte at lede efter den. Det var det eneste, som jeg havde tilbage fra Kagome. Da jeg ikke fandt den, for jeg hen til Kaede. Jeg væltede et par folk på vejen der hen. ”Kaede du må hjælpe mig, jeg kan ikke finde Kagomes trøje” sagde jeg panisk, og begyndte lidt at hoste ned i min hånd. Kaede hev mig ind, og rakte mig en kop te. ”Jeg har taget trøjen Inuyasha, fordi den får dig til at savne hende” sagde hun. Jeg blev vred og greb fat i hendes hals, ingen skulle tage den fra mig. ”Giv mig den tilbage” sagde jeg sammenbidt. Hun slog mig med en vifte over mit ene øre, så jeg slap hende og gned øret. Den gamle gås skulle bøde, og så var det altså lige meget med, at hun var søster til min ex Kikyo. Jeg tog koppen op, og så på den. Jeg havde da ikke smadret den, så det kunne jeg ikke få et slag mere for. ”Inuyasha du skal styre din vrede, og nu bliver du siddende her, så henter jeg din mor, og drik dig så en kop te” sagde hun fast. Jeg snerrede, men gjorde som hun sagde, da hun gik.

Te smagte forfærdeligt, men jeg vidste at mennesker kunne lide det. Især Kagome kunne, hun plejede at drikke et hav af det. Jeg sukkede lidt, og ville gå ud. Da jeg fornemmede noget, jeg åbnede døren og så rundt. Jeg kunne fornemme en duft i nærheden, og jeg måtte se hvad det kom fra. Jeg sprang afsted i den retning duften den kom fra, den virkede mig så bekendt. Kunne det mon være hende, bare det var hende. Jeg stoppede op og så rundt, jeg kunne se porten til Kagomes verden og for der hen til. Jeg så fodspor der, og der var også spor af blod. Duften fra blodet var klar, det var hendes duft. Hun var her, her i min verden igen. ”Kagome!” kaldte jeg, og kunne se et træ var tomt for sne, så jeg gik der hen. Det lignede at sneen lige var faldet ned, så jeg rodet i sneen, og kunne se en hånd. Jeg gravede videre, og så hende. Det var Kagome, hun havde en slem rift på benet. Så jeg lagde min trøje om hende, og løftede hende op og sprang tilbage til landsbyen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...