Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
929Visninger
AA

1. Frost

Vinden var kold som den gled over mine ulve øre, mens jeg lyttede til vindens klare lyde. Vinteren var på vej, så jeg måtte snart finde ly fra vinterens bidende kulde. Jeg sprang af sted, og så en hule. Den var forladt, så den kunne jeg bruge som ly. Jeg samlede nogle grene, og begyndte at binde dem sammen, så jeg ville have en dør. Det ville måske også være en god ide, at finde noget som ville kunne holde mig varm. Jeg vidste hvor, jeg ville kunne finde det, også selvom det ville være farligt. Det kunne nemlig findes i den nærmeste landsby, som desværre også var en landsby fuld af præster. For præster og dæmoner var en ting som virkelig ikke kunne sammen.

Da hulen var ordnet, satte jeg mig lidt for at slappe af. Trætheden var over mig, også selvom jeg ikke ønskede det endnu. Jeg gabte, og kløede mig lidt bag mit ene øre. Mon jeg skulle få sovet, eller skulle jeg mon gå ud og jage, så jeg ville have mad. Men af en eller anden grund, så var jeg ikke sulten. Mine tanker var et helt andet sted, og jeg kunne ikke finde ud af dem. Jeg så ud af hulen, det var begyndt at regne en del. Ville hulen mon kunne holde til det? Det håbede jeg virkelig, at den kunne, for ellers var jeg virkelig i problemer. Jeg sukkede, og lagde en sten ved indgangen, for at sikre hulen lidt mere imod regnen. Jeg gravede også en rande, så regnen ikke kom ind i hulen. Da det ville få den til at styrte sammen, hvis jorden var alt for blød. Jeg kunne mærke, at hulens bund var meget blød, og det gjorde mig lidt nervøs. Desværre nåede jeg heller ikke ud, før at hulen styrtede sammen over mig.

Jeg gravede mig fri af jorden, og rystede mig. Hvor kunne jeg så være i ly, nu da min hule ikke var andet end mudder. Der var også kommet lidt mudder ind i mit ene øre, og det var virkelig ubehageligt for mig. Jeg slog på mit ene øre i håb om at få det ud, også selvom det ikke lykkes for mig. Jo mere jeg prøvede, jo længere ind kom det i mit øre. Jeg satte mig ned, og holdt mig til øret. Det var virkelig smertefuldt for mig, men hvordan skulle jeg få det ud igen, uden at skade mit eget øre. Jeg bed sammen, og rystede på hoved for at få det ud.

Men smerten i mit øre blev alt for slem, så jeg skreg af smerten. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre imod det. Skulle jeg bare lade det være eller se om nogen måske ville hjælpe mig, selvom chancen nok var meget lille for det nu. Folks had til dæmoner var blevet større i den sidste tid, så intet menneske ville sikkert hjælpe en halv dæmon som mig. Jeg måtte vel døje med smerten i øret, så længe den varede. Så jeg tog et stykke stof fra min lomme og bandt det over mine øre, for jeg ikke ville få mere i dem. Jeg sukkede trist og gik i gang med at lede efter nyt sted, som kunne være min hule igennem vinteren. Måske nær den varme kilde, også selvom det var meget tæt på præster.

Jeg sprang af sted i en ret god fart, da det ville holde mig bare en lille smule varm. Jeg måtte skynde mig nu, for når først vinterens hvide iskolde sne kom, så ville det først være svært at finde en hule. Dog måtte jeg stoppe op, da jeg havde fået en meget skarp sten ind i min bare fod. Jeg rev den ud, og satte så i løb igen, da mine sår jo healede af sig selv. Så jeg forbandt det aldrig, når jeg kom til skade. Kun en person havde kunne forbundet mig, og hende kom jeg aldrig nogensinde til at se igen. Kagome suk, den mest stædige pige, som jeg da nogensinde havde mødt i mit liv. Men hun var i sin verden, hvor hun hørte til. Hvad mon hun lavede nu? Jeg rystede på hoved, hvorfor i alverden tænkte jeg på hende nu? Det var jo ikke fordi jeg savnede helle, eller gjorde jeg mon? Nej det ville da være helt umuligt, havde jo ikke følelser for hende. Jeg følte, at jeg gjorde mig selv helt forvirret. Jeg sukkede, og satte mig under et træ. Mon jeg havde følelser for hende? Hun havde sikkert glemt alt om mig, der var jo fyre i hendes egen verden. Så hvorfor skulle hun huske mig overhoved.

Jeg fandt den varme kilde, og satte mig ned i det dejlige varme varm. Det føltes helt som om at jeg blev brændt af det varme vand, da min krop var virkelig iskold, af den bidende vinter kulde. Jeg bed lidt sammen, da det rent faktisk gjorde ondt på mig. Men hver en muskel i min krop var ømme, så det var en god måde at få slappet af, og hvilet mine muskler. Der ville sikkert gå tid, før jeg var helt ved min fulde styrke igen. Jeg dykkede hoved lidt ned i vandet, dog holdt jeg mine øre over vandet. En ting ville jeg så gerne have hos mig, og det var Kagome. Nu vidste jeg, at jeg savnede hende af hele mit hjerte.

Jeg slappede af i noget tid, og lukkede mine øjne, for at nyde stilheden. Men jeg kunne høre nogen nærme sig, så jeg dykkede ned i kilden, for at skjule mig under det skum, som det varme vand det dannede. Jeg holdt mig der, så længe som jeg nu engang kunne. Skikkelserne over vandet forsvandt ikke, så jeg dykkede længere ned i kilden, da jeg kunne se at vandet kom ind et sted fra. Jeg kom væk fra kilden, og svømmede alt hvad jeg kunne. Men da jeg ville op efter luft, kunne jeg ikke. For jeg var kommet hen til is floden, som havde en is overflade som var flere meter tyk. Så jeg kunne ikke komme igennem, fordi jeg var tom for energi. Så jeg besvimede af ren træthed, var det nu enden på mit liv, enden på halv dæmonen Inuyasha.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...