Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
943Visninger
AA

14. Fanget i ulve fælde

Vinteren stod for døren, og den hvide sne dalede ned fra himlen. Jeg sad på en sten, og kiggede på den kolde hvide sne. Jeg gned lidt mine fødder, da jeg frøs omkring mine tæer. Jeg var stadig barfodet, da jeg aldrig i hele mit liv, havde gået med sko. Jeg sprang tilbage til landsbyen, og direkte ind under Kagomes tæppe. Hun sad og strikkede, med noget dejligt varmt uld. Jeg frøs meget, og rullede mig ind i et, som hun var færdig med. Mine fødder var dyb frosne, vinteren var værre end sidste vinter. 

Kagome lagde tæppet godt om mig, og tog noget skin, og begyndte at sy i det. Jeg så lidt på hende, og måtte dog også le, da hun tog fat i min ene fod, og målte den. Hvad pokker skulle hun dog bruge de mål til, og jeg havde da aldrig før set hende sidde med skin før. Jeg holdt tæppet godt om mig, og lagde lidt og kiggede på hende. For jeg ville meget gerne se, hvad det var hun lavede. Men samtidig ville jeg også gerne have varmen igen, så jeg ikke frøs så meget. Kagome var meget fokuseret på det, som hun nu engang lavede. Tænk hun kunne være så optaget af det, jeg fandt det røv kedelig til sidst, og endte med at sove under tæppet.

Jeg vågnede efter noget tid, og så lidt på Kagome. Hun sad med noget andet håndarbejde nu, og jeg kunne se, at hun havde lavet et par støvler og nogle sko ud af det skin, som hun havde arbejdet med før. Jeg tog fat i skoene, og kiggede lidt på dem. Da Kagome ikke kiggede, tog jeg støvlerne på, og løb ud i sneen, for at hente noget mere brænde. For vi havde ikke ret meget tilbage, så jeg ville skaffe os noget mere. Jeg tog en brændekurv til ryggen med, da jeg ville samle en del brænde ind til os. Jeg mærkede kulden mod mine øre, og gik kort hen og tjekkede kurven, med at det som Kagome nu engang havde strikket. Jeg fandt et tørklæde, som jeg svang om halsen. Jeg kiggede dybere ned i kurven, og fandt en hue. Den føltes blød, så den tog jeg på. Jeg fandt også noget, jeg så ikke anede hvad var. Men jeg fandt ud af, at man kunne stikke hænderne i det. Jeg gik hen og kyssede Kagome på kinden, enden jeg ville tage af sted. Jeg ville nemlig ikke lade hende sidde i kulden for længe, da hun ikke skulle blive syg. Jeg sprang afsted, men gled flere gange, da jeg jo ikke var så vand til disse støvler. Jeg rejste mig dog hurtigt op igen, og var derefter mere påpasselig med, hvor jeg faktisk satte mine fødder.

Jeg kom til en lysning, og kunne se der lagde en stor god bunke træ. Jeg tænkte ikke meget over det, normalt var jeg mere på vagt, men lige nu var det vigtigste, at få meget træ med hjem. Jeg gik hen til bunken, og skulle lige til at tage noget af det. Da jorden forsvandt under mine fødder, jeg slog mit haleben, da jeg ramte bunden af fælden. Jeg gned mit haleben, og rejste mig op.  Jeg så mod toppen af fælden, og ville forsøge at springe op. Men det kunne jeg ikke med støvlerne, da jeg bare gled i dem. Jeg ville tage dem af, men nåede det ikke. For med et var der et kæmpe gitter over hullet, jeg så mod det, og så jægere. Jeg snerrede af dem, og sprang så højt jeg nu engang kunne. Men da jeg rørte gitteret, mærkede jeg en smerte i mine hænder, så jeg faldt ned igen, og blev slået ret så meget ud ved faldet.

Da jeg kom til mig selv igen, så jeg at jeg var lænket, og det brød jeg mig meget lidt om. Jeg kunne lugte en sær luft, som direkte skar i min næse. Jeg havde meget lyst til at holde mig for næsen, men mine arme var bundet på en måde, så jeg ikke kunne rive mig fri. Jeg bed efter en af dem, da de tog huen af mig. ”Giv mig den tilbage, min elskede har lavet den til mig. Så lad den være, i pokkers spader” sagde jeg, og fik fat i den enes arm med tænderne, og jeg bed til. Han skreg af smerte, og begyndte at slå mig med en kævle. ”Slip mig din pokkers køter” sagde han vredt. Jeg slap ham dog ikke, for han skulle ikke kalde mig en køter, heller ikke selvom jeg var halv hunde dæmon. 

Men med et fik jeg et slag direkte i nakken, hvilket fik mig til at slippe. Jeg spyttede blod ud på jorden, heldigvis ikke mit eget. Men det smagte stadig lige grimt lige meget hvad, en smag jeg ikke kunne lide. Jeg mærkede blod løbe ned af mit ansigt, men jeg tog mig ikke af det. Disse mænd var ikke til at spøge med, men hvad mon de var. Var de præster, dæmondræbere, eller dæmoner dem selv. Noget i rummet gjorde hvertfald sådan, at jeg ikke kunne lugte hvad de var. Hvilket jeg fandt ret så røv irriterende. Dæmon kunne de ikke være, for de lænker jeg var bundet med, kunne jeg mærke var skabt til at skade dæmoner. Så det ville være helt umuligt for andre dæmoner, at ligge sådan nogle kæder på mig. Jeg sukkede kort over dem, og valgte så bare at ignorere dem. De måtte vel på et eller andet tidspunkt, blive træt af at holde mig her, eller det håbede jeg da hvertfald. For jeg tænkte kun på min søde elskede Kagome.

Jeg mærkede en lænke komme rundt om min hals, og jeg med sammen, da der blev hevet i den. Jeg kunne nemlig mærke, hvordan den skar ind i min hals. Jeg ville ikke vise det gjorde ondt på mig, bare jeg kunne gøre så, de ikke fandt de andre. Men jeg tænkte også lidt på, hvordan mon Kagome ville regere på, at jeg ikke kom hjem. Jeg sukkede, og forsøgte mit bedste at finde en måde at slippe fri. Men jeg kunne ikke, lænkerne var for stramme.

Jeg blev smidt ned i et hul, uden hverken tæppe eller mad. Hvad mon de ville med mig nu, det var virkelig ikke til at vide. Men jeg kunne høre dem råbe et eller andet. Og det eneste der gjorde jeg ikke kunne komme op, var det gitter de havde, som var specialt lavet til at holde dæmoner fanget. Jeg kunne høre dem råbe noget med køb en dæmon som slave, og det brød jeg mig virkelig ikke særlig meget om, men heldigvis for mig, så ville ingen have en dæmon som slave. Det uheldige var dog, at jeg ikke kom fri.

Flere måneder gik, og det eneste tidspunkt på måneden de var ok ved mig, var når jeg var i menneske form. For de kunne ikke tjene noget på mig, hvad jeg fx var en død mand. Jeg frøs en del, og jeg var også begyndt at hoste. Men de hev mig op af hullet, og bandt mig til en bæl, jeg ikke kunne rive mig fri af. Jeg sad på knæ med hoved sænket, og håbede endeligt på, at en ville finde mig, og få mig hjem. For jeg savnede virkelig Kagome en helt del.
”Du er så smuk,
og  du er blid.
Du er det bedste,
der er sket for mig.

Dine blide kys,
og varme smil.
Dit åbne sind,
og din sødhed.

Det gør mig lykkelig,
og stolt.
Over at du valgte,
mig af dit hjerte.

Jeg lover dig, 
jeg vil aldrig såre dig.
Du er mit liv,
du er min lotus blomst.

Du er solen, 
jeg står op til.
Du er drømmen,
jeg drømmer om.

Du er min hjerte rytme,
du er pigen i mit liv.
Uden dig har jeg intet,
du er min eneste ene.”

sang jeg i håb om, at kunne tænke på andet end den lort jeg var i. Hvordan i alverden skulle jeg komme hjem, jeg vidste ikke engang, hvor længe jeg mon havde været fanget. Jeg mærkede tårer i mine øjne, og rystede hurtigt på hoved, for at fjerne dem. Dog mærkede jeg med et en hånd på min kind, og jeg kiggede op. En kvinde stod foran mig, jeg kunne ikke se hendes ansigt på grund af solen, så jeg missede lidt med mine øjne. Da jeg endelig kunne se, kunne jeg kende kvinden, det var Kagome. Jeg ville sige hendes navn, men jeg var desværre for hæs, så jeg sænkede mit hoved.

Mine øre forblev sænket, for hvad skulle man gøre, de præster ville da aldrig lade Kagome få mig med sig. Jeg kunne høre, at Kagome snakkede med dem, angående penge. Ville hun betale dem, for at få mig fri, og hvor i alverden skulle hun få pengene fra. Med et fik jeg en tanke, der gjorde mig hvid i hoved. Hun ville da for i alverden ikke sælge sin krop, jeg bed sammen, det ville jeg ikke lade hende gøre. Så jeg skreg hendes navn, og rev i mine lænker, så mine hænder begyndte at bløde.

Jeg blev ved, lige til smerterne blev for meget for mig. Jeg bed sammen, men mærkede så, at nogen fjernede mine lænker. Jeg sprang op, og var klar til at springe på de modbydelige præster. Men jeg lod være, da Kagome forbandt mine håndled. ”Lad os se at komme hjem elskede, alle derhjemme har været så bekymret for dig” sagde hun. Jeg nikkede og vi begav os hjem ad. Jeg fik da også det at føle, da vi kom hjem, at alle havde været bekymret. For nærmest alle faldt om min hals, så jeg væltede. Jeg begyndte at le over det, hvor var det dog rart at være hjemme igen, og ikke at være fanget i en dum fælde mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...