Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
923Visninger
AA

11. En lille ven fundet

Jeg vågnede tidligt, ved lyden af en pokkers hane. Jeg gabte lettere irriteret, og rejste mig op. Jeg lagde tæppet om Kagome, og lod hende sove. Jeg kyssede hendes pande, og tog et af hendes elastikker og bandt det i håret. Så ledes at jeg ville få en hestehale. Jeg gik udenfor, og ville gå mig en tur i landsbyen. Solen var kun lige stået op, så mange sov endnu. Jeg kløede mig bag øret, og havde følelsen af at nogen kiggede på mig. Jeg rystede tanken af mig, og ville hente noget brænde, da Kagome og jeg var ved at gå tør i hytten. Men følelsen var der endnu, og det var ved at drive mig til vandvid.

Da jeg havde lagt træet ind, valgte jeg at finde ud af, om der virkelig var nogen i nærheden. Eller om jeg var blevet tosset, begge dele ville være røv irriterende. Jeg nåede dog ikke at tænke længe, da jeg fornemmede en duft ramme min næse, og jeg kunne høre en vejrtrækning, som ikke var min egen. Jeg fulgte duften og lyden, og opdagede at jeg var kommet udenfor landsbyen. Så jeg skulle passe på, jeg havde heldigvis Tessaiga med mig, og det sværd var ret stærkt jo.
Efter lidt tid så jeg noget bevæge sig, jeg gik mod det, og så til min overraskelse, at det var et barn. Jeg kiggede lidt efter, og kunne se det var den lille møgunge Shippo. Ham havde jeg godt nok ikke set længe, men jeg kunne se han ikke havde det godt. Så jeg tog fat i hans trøje og hev ham op i mine arme, han nærmest skreg, da han så mig. Så jeg slog ham oven i hoved. ”Slap af din torsk, det er bare mig Inuyasha” sagde jeg, og lagde ham ind i min trøje, og holdt ham ind til mig lidt tid. Jeg kunne mærke, hvordan han rystede, og at han var meget kold. Så jeg valgte at gå tilbage til landsbyen med ham i mine arme. Jeg kunne mærke at han var meget bange, så overvejede lidt, om jeg skulle fortælle ham en historie imens, bare for at gøre ham rolig. Jeg tænkte lidt, men kom så på en, som jeg havde hørt Kagome fortælle mig. Den var godt nok lang, men måske lige det Shippo havde brug for.

”Jeg glemmer aldrig, den dag hvor min chef mr. Miko kom hen til mig, og fortalte mig at du var død, i et skud drama. Jeg knækkede helt sammen og græd, selvom jeg normalt aldrig græd over noget. Men at jeg havde mistet dig, var nu for meget for mig. De andre vidste hvor højt jeg havde elsket dig, og de kunne heller ikke begribe hvorfor så dejlig en mand som dig, skulle dø på den grusomme måde. Den aften da jeg skulle hjem, der var det meget svært for mig, for jeg kom ikke hjem til min elskede, for du var jo taget fra mig i en al for tidlig alder. Selv den nyhed jeg skulle have fortalt dig, nyheden om at du skulle have været far. At jeg skulle have vores første barn, og nu kunne jeg knap bære tanken om det, men jeg ville ikke skille mig af med det, da det var vores, og kun vores.David min elskede, hvorfor skulle du dog også tages fra mig, ingen af os havde jo gjort noget forkert. Du var jo en flot danser, og jeg havde været din partner. Du gjorde mig til en lykkelig kvinde, den dag hvor du giftede dig med mig, og nu kunne jeg ikke bære at skulle leve uden dig.

Jeg sad på vores gamle danse sted, da jeg syntes at jeg så dig. Men det kunne det jo ikke være, for nu havde du været død i mere end et år. Jeg havde tabt vores barn i ren sorg over tabet af dig. lægerne havde sagt, at dyb sorg sagtens kunne gøre det. Men det blev jeg jo kun mere ked af, for nu havde jeg ikke kun mistet dig, men også vore ufødte barn. Mr. Miko havde forsøgt siden din død, at skaffe mig en ny partner, men jeg havde nægtet dem alle. Du var ikke en som man bare kunne erstatte, du var jo min mand og min partner, jeg ønskede ikke en ny, og især ikke en anden mand ind i mit liv. For der var kun en i mit hjerte, og det var dig. Den plads skulle du aldrig skifts ud fra, så ville jeg hellere dø end det. Jeg gik ind i mit rum, og så på den sidste dansekjole som jeg havde på, da du var her. Jeg begyndte lidt at græde, og satte mig så på en stol. Jeg havde ikke råd til at bo i vores hus efter din død, så alle tingene var nu en lejlighed, som der hørte til vores dansested.”
 
fortalte jeg, og håbede lidt at det hjalp på Shippos rysten. Det så det lidt ud til. Så jeg bar ham hen i bade hytten, og lavede et bad til ham. Jeg tænkte lidt over historien, den var egentlig ret dyster. Men jeg rystede på hoved, og tjekkede om vandet var for varmt. Det føltes okay, så jeg fjernede Shippos tøj, og satte ham ned i karret. Han greb dog fat om min arm, så jeg tænkte lidt over det. Måske ville han bade mig Kagome og jeg. 
Jeg kaldte på Kagome, og ventede til jeg kunne se døren gå op. Kagome var ikke helt vågen, så hun kiggede lidt på mig. ”Jeg fandt Shippo ude i skoven, han er bange og jeg tror han gerne vil bade med os. Men vil være sikker på, at du er med på den” sagde jeg. Kagome kiggede på mig, og så så Shippo stikke hoved frem fra baret. Hun smilede og nikkede. Hun fjernede kjolen, og hoppede ned i det varme bad. Jeg lagde Shippo mod Kagomes bryst, enden jeg selv tog mit tøj af, og kravlede i det varme vand,. Kagome lagde sig ind til mig, og smilede glad. Jeg kyssede hendes pande, og tog en klud og vaskede Shippo på ryggen. Shippo rystede endnu, så vi gjorde hvad vi kunne for at berolige ham. Jeg overvejede lidt om man skulle fortælle en historie mere.

”Prøv at leve med drager hele dit liv, og så finde ud af at disse fantastiske skabninger ikke er din rigtige familie. Det kom som et chok for mig, da jeg hørte den ældste drage, at jeg ikke kom fra deres dal. Men at jeg var blevet bragt der til, da jeg var ganske spæd, og at den drage som jeg kendte som min mor, havde set min rigtige mor blive slået ihjel af flere ondskabsfulde mænd, og at den eneste grund til jeg kunne forstå dem, var at jeg var mærket af den legendariske sølv drage.

Jeg gik rundt i dragepasset med mine søskende. De var alle sammen drager, på nær mig, jeg var et menneske. Men selvom jeg var det, så havde jeg aldrig set et andet menneske før i hele mit liv. Jeg havde altid kun set drager omkring mig, og vidste at de var min familie. Men alt det ændrede sig , da den ældste drage kaldte os til samling. Jeg sad på min bror Reds hals, for at jeg bedre kunne set. Da jeg jo ikke var lige så stor som alle de andre. Jeg så over på mine forældre, og så at en tåre løb ned af min mors kind. Det havde jeg aldrig set før, og det skræmte mig en del. Så jeg så på Red og sukkede. Jeg gled ned af hans hals, og gik hen til mor og tog fat i hendes hoved og nussede hende. ”Mor hvad er der galt? Jeg har aldrig set dig græde før, og det gør mig lidt urolig” sagde jeg, og lagde mit hoved mod hendes kind. ”Du vil nok få grunden, til at jeg græder af vide min lille kære Aleko” sagde hun og slikkede min kind. Jeg så på hende, og så derefter på den ældste drage. Men jeg opdagede, at alle havde sænket hoved, selv mine søskende Red og Nala.

Det gjorde mig lidt forvirret, så jeg gik op til den ældste drage. Jeg ville vide, hvorfor alle var så kede af det. ”Ærede Mikono hvad er det som plager alle, hvorfor vil ingen se på mig mere” sagde jeg fortvivlet og såret. ”Aleko du er et menneske, du er ikke født i Dragernes dal, din rigtige mor var et menneske som kom her til for mange år siden, hun havde kun lige lagt dig hos din drage mor, da nogle ondskabsfulde mænd angreb hende og spiddet hende ihjel med spyd. Du er et menneske barn, ikke en drage unge” sagde han. Jeg stivnede og faldt på knæ. Jeg vidste godt, at jeg var anderledes end de andre. Men at høre dette, det var nu for meget for mig. Jeg blev så ked af det, at jeg løb op på den høje tinde, og satte mig der, da jeg var den eneste som kunne komme der ud.”

fortalte jeg, og gned halsen. Man blev da øm i halsen ved at fortælle historier. ”Den lød sød, men søde findes der egentlig drager her?” sagde Kagome. Jeg nikkede. ”Ja det gør der søde, husk at Kikyos sjæle fangere var drager, og vi har da kæmpet mod nogle dragedæmoner gør søde, plus jeg kan også gøre  Tessaiga, til Dragon  Tessaiga” sagde jeg, og jeg havde da også selv set nogle drager et par gange.

Shippo gabte, og så lidt på os. Han hev fast i et håndklæde og lagde over Kagome, og lagde sig så oven på det. Jeg så på ham og fjernede det, og lagde det så over Shippo. ”Se nu at få varmen igen Shippo” sagde Kagome bekymret. Hvad i alverden havde skræmt Shippo så meget, han plejede at være en okay unge, trods for han kunne være mega røv irriterende.
Jeg rejste mig op, og tog et håndklæde rundt om livet. Jeg fik fat i en spand varm vand mere, og hældte det i vandet. Jeg fik mig tørret, og så lidt på dem. ”Jeg finder noget varmt at spise” sagde jeg. Kagome nikkede, og svang håndklædet om Shippo, enden jeg gik ud af bade rummet. Jeg gik hen til mine forældre, og til Kaede. Jeg måtte have et råd af dem, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg forklarede dem det hele, og mor ville gerne se Shippo, hvilket jeg lod hende.
Jeg bragte mor med hen til bade hytten, så hun kunne se Shippo. Kagome var oppe af vandet, hun havde sin Kimono på, og holdt Shippo ind til sig. Jeg gik hen til dem, og fik Shippo til at kigge op på mig. ”Shippo, dette er min mor, hun vil gerne se dig, er det okay med dig” sagde jeg blidt, og nussede ham i håret. Den måde han var bange nu, mindede mig om min egen barndom, dengang jeg mistede mor. Men det kunne ikke være det der påvirkede Shippo, for da jeg lærte ham at kende, der havde han allerede mistet sine forældre.  Mon Shippo havde brug for, at få sig nogle nye forældre. Nogen som han ville kunne føle sig tryg ved, og hvis det var, hvem skulle det så være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...