Hunted - Inuyasha fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Færdig
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg hørte hende synge for den første gang. Det var som at høre en engels sang. Jeg husker, hvordan jeg ledte efter hende. Men at jeg ikke fandt hende, og at jeg måtte opgive. Smerten og længslen efter hendes stemme, da jeg tænkte på den dag og nat. Jeg kunne ikke sove, uden at høre den. Det var ved at drive mig til vanvid, for det var jo bare en sang. Men jeg vidste også, at enden måtte jeg finde hende, eller finde en anden hvis sang ville røre mig, lige som hendes havde gjort. Men mon jeg ville finde hende, nu da jeg, Inuyasha var en jaget dæmon.

4Likes
6Kommentarer
850Visninger
AA

13. En Dæmondræbers Kærlighed

Jeg gik i skoven, og samlede bær for Kagome. Da jeg havde følelsen af noget var i gære, jeg så rundt, og kunne ikke finde ud af hvad det var. Jeg var i menneske form, så jeg kunne ikke lugte lige så meget, som når jeg var i dæmon form. Jeg tænkte ikke meget mere over det, og fortsatte med at samle bær. Kagome ønskede nemlig et helt fyldt kurv, og jeg havde lovet hende, at det ville jeg da samle for hende, også selvom det ville tage tid.

Jeg kom længere ind i skoven, da jeg så jeg var kommet til en landsby. Jeg vidste da ikke, at der var en landsby i skoven. Så jeg valgte hurtigt, at vende om, for at gå hjem ad. Men det lykkes mig ikke, for med et stod en foran mig, med  et våben der kunne dræbe dæmoner. Jeg sank, og prøvede at forklare, jeg bare skulle hjem med bær til min elskede som boede i Kaedes landsby. Manden ville ikke lade mig gå, og rettede sit våben mod min hals. Jeg sank, for hvad i alverden skulle jeg gøre. 

Med et kunne jeg se en komme løbende, det lignede Kagome. Hvilket det faktisk også var. Hun græd, og slog manden væk. Hun for ind i mine arme, og holdt fast i mig. Jeg satte kurven, og lagde mine arme om hende. ”Rolig min elskede, jeg er okay” sagde jeg kærligt, og kyssede hendes pande. Hun holdt bare mere fast i mig, og jeg kunne høre at hun stadig græd. Jeg så på manden, og sukkede. ”Lad mig nu gå hjem, kan De ikke se min elskede har brug for mig” sagde jeg, og nussede Kagome i håret. Men manden ville stadig ikke lade mig.

Jeg tænkte og gav så et pift fra mig, en lyd jeg skulle lave, hvis jeg havde brug for min brors eller min fars hjælp. De begge dukkede op, og far hev Kagome og mig bag sig. Med et stod der mange med våben mod os, og jeg kunne kende det som dæmondræbers våben. ”Har i Sango her, hun kender os” sagde jeg hurtigt, og holdt Kagome tæt på mig. Far så på mig, og så på mændene. Jeg kunne høre ham knurre, og slog til hans arm. Han så på mig. ”Lad os se om de har Sango her, hun er dæmondræber, og en god ven af Kagome og jeg” sagde jeg blidt, og kyssede Kagomes pande. Far nikkede til det, men stod dog stadig vagt.

En kvinde kom hen mod os, og jeg kunne kende hende. Det var Sango, hun virkede meget træt, og også ked af det. ”Sango det er os. Kagome og Inuyasha” sagde jeg, og håbede lidt, at hun ville kigge mod os. Hun sagde intet, men for bare hen i armene på mig og græd. Jeg blev forskrækket, men kunne se piske mærker på hende. Jeg sagde det til far, og han sprang ind i landsbyen og kom tilbage med en mand, som han smed foran os. Jeg sendte Sango hen til Kagome, og tog fat i mandens hals, for hvad havde han mon gjort ved Sango. Der skulle nemlig virkelig meget til, før at hun overhoved ville begynde at græde. Fyren lo bare i hoved af mi9g, og jeg blev vred over det. Så jeg smed ham ind i et træ, og tog pigerne med hjem til Kaede, da jeg ikke ønskede at være nær den landsby meget længere.

Da vi kom til landsbyen, bragte jeg pigerne hen til min mor. For måske ville mor, eller Kagome kunne få ud af Sango, hvad der mon var sket. For det ville hverken far, Sesshomaru eller jeg kunne, da vi jo var mænd. Jeg satte mig i min hytte, og ventede. Sango var en god ven af os, så jeg brød mig ikke om hvis mine venner var kede af det.

Efter noget tid kom Kagome hen til mig, hun satte sig direkte ind i mine arme. ”Mændene i den landsby slog Sango, fordi hun nægter at gifte sig med dem. Hun fortæller, hun er forelsket, men at hun ikke ved om han lever” sagde hun trist, og gemte sig imod mig. Det havde åbenbart påvirket Kagome en helt del. Jeg trøstede hende og holdt hende tæt. ”Sagde hun, hvem hendes elskede var. For så kunne vi måske lede efter ham, og bringe ham tilbage til hende” sagde jeg, og kyssede hendes pande. ”Nåede vi ikke, hun brød sammen” sagde hun, og kravlede ind i min trøje. Jeg sukkede og tænkte.  Jeg tog tæppet om os, og håbede virkelig, at vi kunne finde ud af, hvem Sangos elskede var. Sådan at vi kunne bringe ham tilbage til hende, og give hende glæden igen.

Jeg holdt mig vågen den nat, jeg kunne virkelig ikke falde i søvn, og det drev mig til vandvid. Men måske var det for, at jeg skulle lytte efter lyde fra personer. Jeg kunne se hen imod mine forældres hytte, og kunne også se hen til Sesshomaru og Rins hytte. Utroligt at vi alle tre var faldet for en menneske kvinde. Jeg var hvertfald glad for, at jeg havde Kagome i mit liv. Men nu håbede jeg dog, at vi kunne finde den som Sango savnede i sit liv. Men hvem mon en dæmondræber kunne forelske sig i, jeg måtte jo huske, at trods Sango var det, så var hun stadig en ung kvinde.

Jeg lagde Kagome blidt ned, og gik ud af hytten. Jeg ville forsøge, om jeg måske kunne få det ud af Sango. Så jeg gik hen mod hendes hytte, og bankede på døren. ”Sango, det er Inuyasha. Jeg tænkte på, om du måske havde lyst til at snakke” sagde jeg, og satte mig på hendes veranda. ”Du virker anderledes Inuyasha, mere varm overfor folk” sagde Sango, og åbnede sin dør på klem, for ikke at lukke alt varmen ud. Jeg så mod døren. ”Kagome har vel lært mig det, men hør Sango. Må jeg vide din elskedes navn, så vil jeg finde ham for dig, det lover jeg dig” sagde jeg, og lænede mig op af væggen. Jeg kunne høre hendes stemme knække over, hvilket betød at hun sikkert græd. ”Tag dig god tid Sango,” sagde jeg, og lyttede efter, hvornår hendes vejrtrækning var mere normal igen.

Da jeg kunne høre at hendes vejrtrækning var normal igen, åbnede jeg døren ind til hende,. Jeg rakte Sango et lommetørklæde, som jeg havde fået af Kagome. Sango så lidt på mig, og tørrede så sine øjne. hun tog en dyb vejrtrækning, og knyttede hænderne. "Min elskede er Miroku, du ved den perverse munk, som vi plejede at rejse med. Jeg faldt for ham for noget tid siden, og han faldt for mig. Men en aften forsvandt han, da han fik en opgave, og jeg har så ikke set ham siden" sagde hun og bed sig i læben. "har du noget af hans, så kan vi måske opspore ham ved hans lugt," sagde jeg venligt. Sango nikkede, og fandt en kimono som hun rakte mig. "Det er hans nat kimono, please find ham og bring ham hjem" sagde hun. jeg nikkede, og løb hen til min fars hytte.

Jeg stilte mig udenfor, da mor jo sikkert var der inde. da jeg ikke kunne høre hende stemme mere, bankede jeg forsigtigt på døren. Far åbnede op og så på mig. "jeg har navnet på Sangos elskede, og hans kimono, som bære hans lugt" sagde jeg, med ekstra tryk på lugt, for den stank direkte. Far tog kimonoen og så på mig med et smil. "Hent din bror, så skal vi nok finde den mand!" sagde har. "Men lille note, Miroku er en munk, og ret pervers" sagde jeg. far så på mig, og brød sig virkelig ikke om ordet munk. Men han havde lovet at hjælpe, og han ville ikke løbe fra sit ord overhoved. jeg smilede, og hentede så Sesshomaru, og tog ham med tilbage til fars hytte. 

Da vi ville afsted forvandlede både far og Secchomaru sig til kæmpe ulve, hvilket irriterede mig, da det var en ting som jeg ikke kunne. jeg var jo ikke en fuld dæmon som dem, jeg var en halv. Kagome og rin kom hen til os, begge piger ville med os. Kagome tog fat i mig, for at holde mig tilbage. Jeg så på hende og tog hendes hænder, og kyssede dem. "Vi skal nok passe på Kagome, det lover jeg dig. Vi finder Miroku og bringer ham hjem til sango, vent og se min elskede" sagde jeg kærligt. Kagome hev mig ind i et kys, og jeg kunne se tårerene løbe ned af hendes kinder. jeg fjernede dem, og gengældte så kærligt kysset. Jeg kunne se at sesshomaru og rin også kyssede hinanden, hvilket fik mig til at smile. 

Jeg sprang op på fars ryg, og holdt fast da han løb afsted. Jeg snuste for at se om jeg kunne finde Mirokus lugt, den var svag, men jeg kunne fornemme den tydeligt. Jeg pegede den retning, som lugten den kom fra, og far løb hurtigt den vej. Jeg så rundt, mens far løb. Miruko måtte da være i nærheden, siden jeg kunne lugte ham så tydeligt. jeg kunne se at sesshomaru også snuste, men han havde ikke færden, så jeg holdt kimonoen mod ham, og med et løb han hurtigt afsted. Far og jeg var lige i hælene af ham, og jeg måtte endda holde meget godt fast, for ellers ville jeg falde af far.

Vi stoppede ved en flod, og jeg hoppede af. det var som om sporet det forsvandt, jeg kunne ikke finde færden igen. jeg holdt kimonoen mod far, og håbede lidt på at han kunne. Han snuste til den, og blev så sin menneske form og sprang i vandet. hvilket undrede mig en helt del, for hvad skulle han dog i vandet. Han kom op igen og hev mig med i. jeg nåede lige at tage en dyb vejkrtrækning, før jeg måtte svømme med ham. Han pegede mod noget der lagde i vandet. jeg svømmede der hen, og kunne se at det var miroku. Han virkede bevistløs, så jeg tog fat i ham, og hev ham med op af vandet. jeg rystede mig, da jeg fik ham op på land. bare han nu var i live, for det ville virkelig være smertefuldt, hvis jeg skulle fortælle Sango, at vi havde fundert ham, men at han var død.

Far tjekkede hans puls og vejrtrækning, og begyndte så at give ham hjertemassage. Jeg så panisk på ham, og gik i cirkler og blev ved med at bede til, at Miroku nok skulle åbne sine øjne, for det ville da knuse Sango, hvis han var død, og at hun så måtte begrave sin elskede. Sesshomaru lagde en hånd på min skulder, i et venligt forsøg på at være der for mig. jeg havde sænket mine øre, og kunne mærke at jeg faktisk var ked af det. jeg rystede på hoved for at skjule det, men mine øre de afslørede mig ret meget. Så han lagde sin hånd på mit hoved. "far skal nok få liv i ham igen, vent og se Inuyasha. Der er ikke meget, som far ikke kan" sagde han, og smilede venligt til mig. Jeg nikkede, og valgte at samle brænde, så vi i det mindste kunne få os alle varmet op.

Far gjorde alt i sin magt, for at hjælpe miroku. Men som tiden den gik, så frygtede jeg mere og mere, at han var død. Jeg satte mig, og så på ilden. "Hvad i alverden skal jeg sige til Sango, at vi fandt ham, men at han var død, da vi fandt ham" sagde jeg, og mærkede , at jeg var våd over mine kinder. hvad pokker betød det dog, sad jeg og græd over, at en jeg kende var død, eller det at skulle se Sango i øjnene og sige det. Jeg rystede på hoved, og holdt mine hænder imod ilden. Sesshomaru lagde sin pels omkring mig, så jeg kunne få varmen. "Sov lidt Inuyasha, du må være træt. Skal nojk vække dig hvis det er" sagde han. jeg ville helst ikke sove, men kunne mærke, at jeg var træt. så jeg lagde mig til at sove, men lyttede dog stadig efter lydene.

Jeg havde vel sovet noget tid, da der blev rusket i mig. Jeg åbnede mine øjne, og så far stå over mig med et smil. "Din ven er kommet til sig selv Inuyasha, han er nedkølet, men er i live. Jeg finder noget mere brænde" sagde han. jeg så på ham, sagde han virkelig at miroku var i live. jeg så der hen, og så ham sidde og ryste. jeg tog pelsen og gik hen og lagde den om ham. "Hvad i alverden skete der Miroku, du plejer da ellers at være en god svømmer" sagde jeg med et smil. han hostede en del og så på mig. "Jeg ved det ikke, jeg skulle undersøge nogle kvinders forsvinden, og da jeg kom til floden, var det som om at jeg så Sango. Jeg gik efter hende, og før jeg vidste af det, blev jeg slået ud bag fra" sagde han og gned sit baghoved.

Jeg nikkede til det han fortalte, og tænkte over det. Hvad væsen kunne tage form som andre, for Sango havde jo været hjemme i sin hytte. "ved du hvad væsen der kan det ni-chan" sagde jeg kort. havde lyst til at brække mig ved at kalde Sesshōmaru for storebror, men jeg måtte vende mig til det. "Sirene dæmoner. de lever i vand, og kan tage form af den man savner aller mest" sagde han, og samlede en sten op og smed den mod vandet. jeg kunne høre et skrig, og så hurtigt der hen. Jeg så en kvinde springe op af vandet.

Jeg rystede på hoved af det, og støttede Miruko tilbage til landsbyen. Jeg glædet mig til at se Kagome igen, men også til at se, hvordan Sango mon ville regere på dette. For vi havde jo hendes elskede med tilbage. Jeg kaldte på Kagome, og så døren til Kagomes og min hytte gik op. Kagome kom løbende ud, og væltede mig i et kæmpe kram. Jeg burde snart have lært, at stå bedre fast, når det var at hun ville kramme mig. I stedet for at jeg hver gang skulle falde på enden, jeg burde altså have en meget bedre balance. Jeg var jo trosalt en dæmon, rettelse halvdæmon. Jeg skulle jo huske, på at jeg havde en dæmon far, og en menneske mor. Men jeg var nu godt tilfreds. Vi alle havde vores elskede hos os. Far havde mor, Sango havde Miroku, Sesshōmaru havde Rin og jeg havde min elskede Kagome, det var perfekt. Vi alle havde vores hjertens kære i vores arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...