Forfulg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Færdig
En lille gysernovelle, jeg har skriblet. Håber i vil kunne lide den.

0Likes
0Kommentarer
54Visninger

1. Forfulgt

Martin så sig kort over skulderen. Det var ikke fordi han havde hørt noget. Det var ikke engang fordi han havde lyst, det var som en tvangshandling han bare måtte udføre. Der var dog ikke andet end den gadelygtebelyste gade. Han havde heller ikke regnet med andet; hvem skulle dog være ude på denne tid? Martin var der jo selvfølgelig, men han havde jo også lige været til svømning, og var på vej hjem fra svømmehallen. Skuldertasken med det våde svømmetøj slaskede lidt hurtigere end den plejede, men det var nu heller ikke af hans gode vilje. Som han gik ned gennem gaden slap gadelygternes skær ham sommetider, og i disse passager følte han sig lidt mere tryg. Hvis der var nogen, ville de ikke kunne se ham dér. På den anden side kunne Martin jo ikke se om der stod nogen lige foran ham, for der var jo mørkt. Alligevel var det en anelse mere trygt når han var usynlig.
Martin satte tempoet op, og bildte sig selv ind at det var, fordi han frøs i aftenkulden. Men inderst inde vidste han godt hvorfor. Igen følte han sig tvunget til at kaste et blik over skulderen. Det var som om han nåede at få et glimt af noget, men – skyndte han sig at sige til sig selv – det kunne lige så let være hans fantasi, der spillede han et puds. Hvis der var nogen, ønskede han ikke at tiltrække sig deres opmærksomhed, så han valgte at lade være med at kigge mere efter det der muligvis var der. Den kølige luft nev lidt i næsen, da han opdagede at han havde glemt at ånde. Han hev efter vejret, og sagde til sig selv, at det var fordi han gik hurtigt, fordi han frøs. Ikke noget med nogen form for angst eller sådan noget. Slet ikke. Han overvejede kort at begynde at løbe, men skød denne indskydelse ned, ligeså hurtigt og instinktivt som den var kommet.
Igen kom trangen til at se sig tilbage snigende ind på ham. Denne gang ønskede han ikke at gøre det, det ville han bare ikke. Han tænkte at han burde kunne styre sine egne handlinger, men måtte snart indse, at der ikke var noget at gøre. Instinktet for overlevelse sad dybt nok i ham til at han til sidst måtte overgive sig, og se om der var nogen der fulgte efter ham. Mellem de hastige skridt lod han sit hoved, fulgt at det meste af hans overkrop, dreje sig. I det samme kvalte han et skrig og satte i løb. Han løb i et desperat tempo, i nogle få sekunder, indtil fornuften indhentede instinktet, og han atter var i stand til at gå. Men der var nogen. Personen var stadig for langt væk til at Martin kunne se hvem eller hvad det var, men der var ingen tvivl om at der var nogen. Martin kunne mærke sit hjerte hamre i brystet. Det føltes som en gryde i kog, som snart ville eksplodere i hans indre.
Men det kunne være hvem som helst, beroligede han sig selv. Lige fra en gammel mand på vej hjem fra banko i forsamlingshuset til hende der havde nattevagten på tanken. Men han vidste godt, at hvem som helst også spændte over nogle langt mindre behagelige personligheder, ja selv kidnappere, mordere og vampyrer. Tag dig nu lidt sammen, sagde Martin til sig selv, men det var umuligt at falde til ned. Han kunne mærke en flod af koldsved løbe ned ad ryggen på ham da han igen følte sig tvunget til at se sig tilbage. Denne gang kæmpede han ikke imod, men overgav sig blot til instinktet.
Han så sig tilbage og så direkte og i et skaldet fjæs. Han løb. Og han skreg. Panikken pumpede i hans årer, hjertet galoperede i hans bryst. Han kunne kun trække vejret i små hivende stød. Hvad end det var var det lige bag ham, og som undertone til sit hjertes banken, kunne han høre løbende skridt. Lige bag sig. Han nåede aldrig at se hvad der slog han ud, lige såvel som ingen nåede at se ham efter, han var blevet slået ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...