Blue Neighbourhood (LGBT+ ONE SHOT)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Igang
Isaac og Elias mødte hinanden for første gang, på deres første skoledag i 1.klasse - og de har været udadskillige lige siden. Men mennekser, regler og følelser kommer imellem dem, og gør deres ellers tætte forhold meget svært.

*Denne historie er blevet inspireret af Troye Sivans musikvideotriologi "Blue Neighbourhood".

**Denne historie er skrevet i forbindelse med SKAM-konkurrencen.

3Likes
2Kommentarer
210Visninger
AA

1. Blue Neighbourhood

Den første gang jeg mødte ham, var en solrig dag i august. Den startede ud som alle andre dage, men måden den sluttede på, var så meget mere end bare en gennemsnitlig dag i august. Dette var dagen, hvor jeg ville møde min bedste ven, men det vidste jeg selvfølgelig ikke på det tidspunkt. Det var også min første skoledag i første klasse. Jeg husker klasseværelset som fyldt til randen med børn, som alle snakkede, legede og grinte. Men han sad bare dér, i den bagerste del af rummet, med et stykke papir foran sig, og med en farveblyant i hånden. Han var alene – det samme var jeg - og selvom jeg var genert som barn, fik jeg, på en eller anden måde, mig selv til at sætte mig ned ved siden af ham. Han så op på mig med hans store, grønne øjne, men sagde ingenting - blev bare ved at kigge mig dybt i øjnene.

 

“Hej,” sagde han endelig og jeg kan huske, at jeg synes det var meget modigt gjort af ham. Nu ved jeg, at han kun gjorde det for at være høflig og venlig. Men det er også ret sødt gjort, hvis man tænker over det.

 

“Hej,” jeg gentog hans ord, for jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige. Jeg kan huske jeg gerne ville smile, men jeg kunne ikke - var for genert. Der blev stille imellem os, og kun larmen fra de andre børn kunne høres. Han så væk, hvilket fik hans brune hår, til at falde ned i hans ansigt, og fortsatte med at tegne på papiret, men jeg ville ikke have, at samtalen skulle stoppe der. Jeg så over på hans tegning - den der nu hænger på mit værelse - og rynkede brynene.

 

“Hvad tegner du?” spurgte jeg, mens jeg lænede mig tættere på ham. Alt hvad jeg kunne se, var et grønt og lilla rod.

 

“Kan du ikke se, at det er en dinosaur?” spurgte han forarget - han kunne virkelig godt lide dinosaurer dengang. Det groede han heldigvis fra den besættelse i tredje klasse. Jeg rystede på hovedet og han rullede med øjnene, tydeligvis irriteret. “Nå, men er en T-Rex, bare så du ved det.”

 

“Det er jeg ked af.”

 

“Ked af hvad?”

 

“At jeg fornærmede din tegning.” mumlede jeg og så ned på mine fingre. Der blev stille mellem os igen. Han trak på skuldrene.

 

“Det er okay,” svarede han. “Jeg ved godt, at jeg ikke er den godeste til at tegne.”. Jeg påpegede ikke hans grammatik – det havde jeg slet ikke lært noget om endnu på det tidspunkt.

 

“Jeg hedder Isaac.” sagde han og holdte hans hånd frem, som var han en voksen. Jeg smilede og trykkede den.

 

“Elias.” sagde jeg og han smilede tilbage. Og det var det. Det var vores første samtale.

 

* * *

Isaac og jeg gjorde alt sammen, og fortalte hinanden alting. Efter hans mor døde, begyndte hans far at drikke en del, men det fortalte han mig først flere år efter vores grillaften i femte klasse. Vi havde forberedt den i flere uger, og da dagen endelig kom, var vi helt oppe at køre. Far havde købt massere af lækkert kød, som han grillede på stranden, mens min mor snakkede med Isaacs far om, hvordan hans uge havde været. Jeg hørte ikke hele samtalen, da Isaac og jeg hurtigt gik på opdagelse på stranden. Vi fandt tørrede søstjerner, døde krabber, muslingeskaller og flotte sten. Jeg bukkede mig ned for at samle en sten op, da Isaac snigede sig op bag mig og lod noget vådt, slimet tang glide ned af min ryg. Jeg husker hvordan jeg råbte af ham, mens jeg grinende løb efter ham. Forbi vores forældre, der var i fuld gang med at grille, snakke og drikke øl. Isaac far grinede højlydt, sådan hele stranden kunne høre ham, og han tømte sin flaske. Jeg så væk et øjeblik, og så først på dem igen, da Isaacs far begyndte at råbe. Jeg vidste ikke hvad det handlede om, men jeg kan huske, jeg var bange. Jeg så over på Isaac, der var mindst lige så skræmt, men der var også en snert af flovhed i hans blik. Næsten som om, han havde frygtet, at det ville gå sådan her. Min mor kom hen til os. Satte sig på hug foran os, og jeg husker meget specifikt hendes ord: “Det er nok bedst, hvis Isaac tager hjem nu.” - og det gjorde han. Han nikkede og løb hen til sin far, der var ved at blive ret så rasende over noget, jeg ikke forstod. Isaac greb fat i faderens hånd og trak i ham, mens han sagde noget, jeg ikke kunne høre på så lang afstand. Til sidst smed hans far en øl dåse fra sig og gik. Min mor lagde en hånd på min skulder, og jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke noget ud. Jeg stod bare der, med min mors hænder på skuldrene, mens jeg så min bedste ven, gå fra den aften vi havde set så meget frem til.

 

* * *

Årene gik og vi blev ældre. Vi var stadig meget tætte, og som tiden gik, fik jeg mere forståelse for, hvad der foregik i Isaacs familie. Han fortalte mig det hele en dag, hvor vi sad på hans seng. Jeg tror vi var omkring 14, og jeg husker, at han græd en del, da han snakkede om det. Jeg lagde mine arme om ham i et kram, og tårerne fra hans øjne, gled ned og ramte min sweater. Da vi trak os væk fra hinanden, mærkede jeg hvordan der var noget i luften, og før jeg vidste af det, var hans læber pressede ind mod mine i et kys, jeg aldrig glemmer.

 

Hans far var meget religiøs, og var derfor imod vores forhold, hvis man overhovedet kunne kalde det det. Men han fandt på en eller anden måde ud af det, og forbød med det samme Isaac om at se mig. Det fandt jeg ud af den dag, jeg besluttede mig for at komme forbi hans fars del af lystfisker havnen. Han var fisker, og hvert år havde de tradition for at male deres både. Jeg dukkede op og kunne høre dem diskutere allerede inden jeg havde sat ben på deres grund, for de havde set mig. Isaac kom luntende hen til mig og sagde som det første, at jeg var nødt til at gå. At hans far ikke brød sig om, at jeg vi så hinanden længere. Jeg kunne se i hans øjne, at det gjorde ondt på ham at sige det, men, at det også var nødvendigt. Tro ikke at jeg bare stod der uden at sige noget. Jeg prøvede at få ham til at sige sin far imod, men det ville han ikke. For han var nødt til at gøre, som hans far bad ham om. For han var alt hvad han havde. Eller det mente han i hvert fald selv, for han kunne slet ikke se, at der var en der elskede ham højere end hans far; mig.

 

Jeg tror aldrig der er gået så lang tid imellem vi har snakket sammen, som der gik dengang. Men jo længere tid der gik, jo mindre savnede jeg det. Jeg accepterede vel bare, at det var sådan det var. Nu ville jeg have ønsket, jeg havde kæmpet noget mere for ham. For os. Især den dag, hvor jeg så ham komme gående ned af gaden med en pige. Tror hun gik på vores årgang, men jeg havde aldrig snakket med hende, kun set hendes ansigt i mængden. Først troede jeg, at de måske bare var venner. Det var indtil han tog hendes hånd, få skridt før de gik forbi mig. Han ikke engang så meget som så på mig, men havde jeg virkelig forventet det? Et eller andet inde i mig blev knust. Om det var mit hjerte, min sjæl eller mit håb, er jeg stadig i tvivl om.

 

* * *

Jeg tog med til begravelsen, selvom jeg ikke var inviteret. Men så igen; er begravelser noget man bliver inviteret til? Jeg vidste, at han ville have mig der, om han så ville indrømme det eller ej. Hun tog med; hans kæreste. Jeg fik aldrig fat i hendes navn - det fortalte han mig ikke. Præsten holdte en smuk tale ude på kirkegården, mens kisten blev sænket ned. Næsten så smuk, at man skulle tro, at den ikke omhandlede hans far. Jeg stod omme bagved, og Isaac så ikke op en eneste gang. Er ikke engang sikker på, at han opfattede, at jeg var der. Folk lagde blomster på kisten og gik efter præsten tale, så kun Isaac, hans kæreste og hendes forældre var tilbage. Mens jeg gik væk fra dem, kunne jeg høre hende - kæresten - sige noget til ham om, hvor fantastisk en mand hans far havde været. Det var tydeligt, at hun aldrig rigtigt havde mødt ham, og at hun kun sagde ting, fordi hun følte, at det burde hun. Jeg gik lidt rundt på kirkegården efter ceremonien. Gik og tænkte tilbage på dengang vi var børn, og der ikke var så mange bekymringer. På vores venskab og på alle de timer vi har brugt sammen. Jeg satte mig ned på en stentrappe og lod tankerne flyve, da jeg pludselig mærkede en hånd på min skulder. Jeg så op i forskrækkelse, men slappede af, da jeg så, at det var ham. Isaac. Jeg rejste mig op, og lagde mine arme om ham som det første.

 

“Tak,” var det eneste han sagde, og han gjorde det stille. Næsten som en hvisken. Jeg strøg min hånd hen over hans ryg, kyssede hans skulder og i et øjeblik føltes alting som om, at vi var 10 år igen.

 

“Jeg vil altid være her,” hviskede jeg, og det ville jeg, men det ville han ikke. Hendes blik fik mig til at give slip, og han så op. Hun så uforstående og vredt på os, som om vi havde begået en forbrydelse, ved at elske hinanden. Han så skiftevis fra os. På mig med et blik fyldt med skyldfølelse og kærlighed, på hende med irritation og tristhed. Han gik ned af trapperne, og før jeg kunne nå at stoppe ham, havde hun grebet hans arm, og trukket ham efter sig væk fra mig. Det var sidste gang jeg så ham. Sidste gang jeg snakkede med ham. For tre dage efter begravelsen, havde man fundet et lig liggende i vandkanten tæt på en lokal fiskekutter. I aviserne beskrev man det som en 19-årig dreng, iført et jakkesæt med grønne øjne, brunt hår og en tegning af en grøn og lilla t-rex i lommen. Den tegning, der nu hænger på mit værelse.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...