She is dead - One direction *på pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2016
  • Opdateret: 15 nov. 2016
  • Status: Igang
Harry har ikke været sig selv siden Lily døde. Selvom han ikke havde kendt hende særlig længe, betød og betyder hun stadigvæk alt for ham. Harry sover med tilfældige piger, fester, drikker sig stiv, ryger og snakker grimt til sine venner. Harry er blevet ligeglad med alt, eller er han? Giver han sig selv skylden for, at han overlevede og Lily døde? Hvordan kan drengene hjælpe Harry? Især når han siger han ikke vil have hjælp?
* Dette er 2'eren til fortabt.

0Likes
0Kommentarer
385Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Tårer

Harrys synsvinkel

Jeg tager mig til hovedet og sukker dybt. Tømmermændene kommer frem. Måske skulle jeg ikke have drukket så meget igår, men besøget ved Lilys gravsten gjorde mig mere ked af det. Jeg blev nød til, at drikke det væk. Min trøst er min alkohol. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kan bare ikke finde noget andet der kan give mig trøst. Jeg har prøvet. Jeg ville ønske, at Lily kunne give mig nogle råd, men hvordan ved jeg ikke. Hun er død, hvilket betyder at hun ikke er her mere, som I at hun ikke kan hjælpe mig. Men gid hun kunne, det ville betyde meget. 

Jeg sukker og rejser mig for, og begynder at bevæge mig ud til badeværeslet. Jeg kommer ud, og går hen til håndvasken. Jeg tænder for vandhanen, og tager vandet i hænderne. Mit hoved bøjer jeg forover, og tager det dejlige kolde vand i hovedet. Det er forfriskende. Jeg slukker vandhanen, og tørrer hurtigt mit hår i et håndklæde. Jeg mærker et stik i mit hjerte, og jeg tager en langsom og dyb indåbning. Jeg kan ikke græde nu. Jeg må ikke græde nu. Jeg skal tage mig sammen. Men det kan jeg ikke.

Jeg bevæger mig ud fra badeværelset, og går ind i køkkenet. Mine ben fører mig hen til mit køkkenet. Mine hænder ligger sig om håndtaget til køleskabet og åbner det. Min hånd tager fat i en øl, og køleskabet bliver lukket igen. Selvom jeg har tømmermænd, er trængen til at få en øl der. Den er større end mine tømmermænd. Jeg kan bare ikke lige stoppe bare sådan. Det er ikke så let. 

Jeg vender mig væk fra køleskabet, og går ind i stuen. Jeg sætter mig i sofaen, og tænder for tv'et. Jeg får åbnet min øl og tager en stor mundfuld. Jeg sætter den på bordet, og zapper igennem de forskellige kanaler. Ikke noget spænende rigtigt. Jeg stopper hurtigt på en kanal, da der kommer noget om os eller rettere mig. 

"One direction stjerne Harry Styles blev i går set på kirkegården. Han besøgte en helt bestemt gravsten. Lily Evans gravsten. Hvad går der i gang med hans liv? Det er første gang han besøgte hendes gravsten lige siden begravelsen. Men det var også 4 måneders dagen for, at Lily Evans døde. Harry er blevet set med en masse piger som om morgen tager hjem fra hans lejelighed. Han er også blevet set til en masse fester. Men hvad med resten af drengene? De ser ud til, at besøge ham hver dag, men hver dag de går ud ser de mere oprevet ud end de gør i forvejen. Hvad sker der med Harry og de andre drenge? Vi prøver at finde ud af det," siger damen i tv'et. Jeg sukker og tager mit hoved i mine hænder. Hun ved sikkert ikke hvordan det er, at miste en man elsker. For så ville hun ikke bare kunne sige det. Jeg er ked af det, det hele er så forvirrende. Jeg er ked af at hører det med mine venner, men der er ikke så meget jeg kan gøre. Jeg er ødelagt. Jeg er hverken død eller levende, jeg er bare en skygge på jorden. Hvorfor kan Lily ikke komme tilbage til live? Eller give mig et tegn på, at det er okay at jeg kommer videre? 

Jeg tager mit hoved op af mine hænder, mens tårerne triller ned af mine kinder. Jeg holder stadigvæk på fjernbetegningen, og kyler den derefter ind på væggen. Vreden begynder at samle sig inden i mig, og jeg rejser mig hurtigt og hårdt op. Jeg tager hænderne op til mit hoved, mens jeg trækker vejret hårdt ind. Jeg falder hulkene ned på mine knæ, mens jeg river mig selv i håret. Hvordan er det hele gået så galt? Den tid på den ø har været det bedste i lang tid, udover drengene ikke var der. Det lyder mærkeligt, men det var det og det var kun på grund af Lily, og nu er hun væk. Hun kommer aldrig tilbage. Hvordan kan jeg overhovedet tilgive mig selv? 

Døren bliver åbnet, og mit navn bliver råbt. Jeg hører dog ikke helt efter, da jeg stadigvæk sidder hulkende på gulvet, mens jeg river mig i håret. Jeg hører hurtige fodtrin hen mod mig af, og jeg registrerer, at det er en der sidder ved siden af mig. Personen trækker mig ind til sig, og vipper mig frem og tilbage i en stille og rolig bevægelse. Hulkene fra min mund stilner ligeså stille af, men tårerne triller stadigvæk ned af mine våde kinder. 

"Shhh," siger personen. Jeg kan genkende stemmen som Liam. Han rejser sig op, for derefter at hjælpe mig op og stå. Han følger mig hen til sofaen, og sætter mig lige så stille ned i sofaen. Liam går hen og samler min fjernbetegning op og lægger den på sofabordet. Sofaen giver efter, hvilket vil sige, at Liam har sat sig ned i den. 

"Harry kig på mig," siger Liam med en bekymret stemme. Jeg samler mine hænder i mit skød, mens jeg forholder mig blik på mine hænder. Liam sukker og vælger at tage fat i min hage. Han vender mit hoved mod ham, så jeg ser ham lige i øjnene. Tårerne triller stadigvæk om kamp ned af mine kinder. 

"Harry, du bliver nød til at snakke med nogle." Jeg lukker øjnene i, mens jeg tager en dyb indånding. 

"Jeg kan ikke, det gør for ondt," siger jeg med en hæs og ødelagt stemme. Det gør for ondt, at snakke om hende. Jeg kan bare ikke. 

"Men Harry, du bliver nød til det." 

"Jeg kan bare ikke, det gør for ondt at snakke om.. om.. om.. Lily," siger jeg. Min stemme knækkede da jeg skulle sige hendes navn, og jeg begynder at hulke igen. Liam tager fat om mig igen, og vipper mig frem og tilbage. Han siger beroligende ord. Jeg er taknemlig over at han prøver, selvom jeg ikke synes det virker. Det gør for ondt i mit hjerte. Det er som om, at nogle stikker flere 100 knive ind i mit hjerte, for derefter at trække dem ud og stikke dem i igen. Jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke komme videre. Jeg kan ikke leve videre. Hvis Lily dog bare, kunne give mig et tegn. 

"Harry, jeg sender bud efter de andre drenge. Vi bliver her i nat, og så snakker vi om hvad vi gør i morgen, okay?" Jeg ved, at jeg ikke kan argumentere med Liam, for han gør det allerede. Han har besluttet sig. Jeg vælger at nikke, hvilket jeg kan mærke bringer et smil frem på hendes læber. Nu håber jeg bare, at det går. 

Jeg vil så gerne hjælpe ham. Jeg ved bare ikke hvordan. Lyden af vind når mine ører, og jeg rynker forvirret mine bryn, hvad sker der? Det hvide lys kommer frem, og et sug kommer i min mave. Det følelse som en rutsjebane tur. Hurtigere en lynet står jeg i en stue. En stue jeg har kigget ned på så mange gange. Harrys stue. Liam, Louis, Zayn og Niall. Jeg kigger forvirret på dem, da jeg ikke forstår hvordan det er muligt. Jeg bevæger mine ben, og det følelse mærkeligt. Jeg kommer hurtigt hen til Liam, og vælger at slå ham for at få min opmærksomhed. Det værste er bare, at han ikke opdager mig eller laver en grimmasse, han snakker bare videre med de andre. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld der gik så lang tid, men jeg skal have skrevet kapitler inden jeg udgiver dem hvilket tager noget tid. Plus jeg har også meget travlt i skolen. Men her er andet kapitel, og håber I kan lide det :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...