She is dead - One direction *på pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2016
  • Opdateret: 15 nov. 2016
  • Status: Igang
Harry har ikke været sig selv siden Lily døde. Selvom han ikke havde kendt hende særlig længe, betød og betyder hun stadigvæk alt for ham. Harry sover med tilfældige piger, fester, drikker sig stiv, ryger og snakker grimt til sine venner. Harry er blevet ligeglad med alt, eller er han? Giver han sig selv skylden for, at han overlevede og Lily døde? Hvordan kan drengene hjælpe Harry? Især når han siger han ikke vil have hjælp?
* Dette er 2'eren til fortabt.

0Likes
0Kommentarer
375Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Besøge Lilys gravsten

Harrys synsvinkel. 

Det er det samme hver dag. Vågne, ryge, drikke, spise, skændes med mine venner, ryge, spise, ryge, i bad, skændes med mine venner, drikke, tage i byen, feste, drikke, ryge, tage en tilfældig pige med hjem, have sex, ryge, sove. Det samme dag ud og dag ind. Intet i mit liv giver længere mening. Jeg er her bare. Det føles ikke længere som om jeg er i live, men jeg er hellere ikke død. Det er som om jeg er et sted midt i mellem. Alt inden i mig er et rod. Jeg ved jeg ikke er død, for smerten er der stadigvæk. Smerten ved tabet af Lily. Lily som var skylden i, at jeg overlevede på den ø. Det skulle have været omvendt. Hun skulle overleve, jeg skulle have været død. Jeg drømmer stadigvæk om den dag jeg fik det af vide. Af vide at hun døde. At hun ikke overlevede. Smerten er ikke blevet mindre selvom det er måneder siden. Faktisk er det 4 måneder siden i dag. Gad vide hvad hun ville tænke om mig, hvis hun så hvordan jeg er blevet?

Jeg sukker svagt og tørrer mine tårer væk. Mindet om Lily er hårdt for mig. Jeg rejser mig for min seng, for at gøre det jeg gør hver dag. Jeg smutter ud for at ryge. Jeg tager et par jogging bukser på, og en stor trøje på. Jeg smutter ud på min terrasse for derefter at finde en smøg i min pakke. Jeg tænder den, og nyder røgen der kommer ned i mine lunger. Den har en beroligende effekt på mig, og jeg nyder det. Jeg slukker smøgen, da jeg er færdig og smutter indenfor. Mine ben finder ud i køkkenet, min højre hånd åbner køleskabet og tager en øl ud. Jeg får den åbnet, hvor jeg drikker den hurtigt. Jeg tager dåsen ned fra min mund, og smider den ned i skraldespanden da jeg er færdig. Jeg finder cornflakes frem og mælken, som hurtigt bliver spist. Jeg rejser mig op, tager endnu en øl og sætter mig ind i sofaen. Jeg kigger på min mobil, og sukker svagt. 3, 2, 1. 

"Harry er du her?" jeg sukker svagt, og vælger at tænde tv'et. Jeg magter ikke at hører på dem, det er det samme hver dag. De kommer for at "redde" mig. Det kan bare ikke ske, udover hvis de kan bringe Lily tilbage. Hendes begravelse var så flot, men virkelig hård. Hendes forældre inviterede mig, da de kunne se, hvor hårdt det tog på mig, da vi fik af vide, at hun var død. De undskyldte for alt, og sagde at de var kede af, at de behandlede mig sådan. Og de mente det. Jeg har ikke snakket med dem siden begravelsen, men hvorfor skulle jeg? Det eneste vi havde tilfælles var, at vi havde mistet en vi elskede. Lily. At snakke med dem, ville være som et slag i hovedet. Det vil minde mig for meget om Lily. Sofaen giver efter, og jeg ved, at en har sat sig ved siden af mig. 

"Harry, du bliver nød til snart at komme ud, og stoppe med at drikke," jeg drejer mit hoved og ser Louis sidde der. Helt ulykkelig. Han burde ikke være ulykkelig. Altså det kan godt være hans bedste ven er et rod, men det er ikke han der mistede Lily, det var mig. Jeg sukker og tager fat i øllen, for at drikke den. Jeg fører den op til munden, mens jeg kigger på Louis. Han sukker, og kigger ned i sit skød. Jeg sætter øllen fra mig, og bøvser. Louis vender sit blik op til mig, og hans blik i hans øjne viser at han er ked af det. Han kan bare umuligt være lige så ked af det som mig. 

"Jeg kommer også ud, faktisk skal jeg til fest i aften," siger jeg koldt til ham. Louis sukker tungt, mens han kigger på mig. Faktisk er den jeg snakker pænest til er Louis. Ikke at han fortjener at jeg stadigvæk snakker grimt til ham, det gør de andre heller ikke. Jeg er bare ødelagt inden i. 

"Det var ikke det jeg mente, men du skal ikke med," siger Louis med en lille stemme, dog er der noget der i der lyder bestemt. Jeg kigger på ham med et tomt blik i mine øjne. 

"Det bestemmer du ikke noget om, og desuden skulle der være disse lækre piger." 

"Harry, du kan ikke bare udnytte piger på den måde," siger Louis bestemt, udover han ikke kan bestemme det. 

"Jeg udnytter dem ikke, de vil selv ellers havde de nok sagt fra," siger jeg som om at det er indlysende. 

"Men hvad ville du gøre, hvis de sagde nej?" spørger Louis om, mens han kigger undrende på mig. 

"Jeg ville bare finde en anden," siger jeg mens jeg rejser mig op fra sofaen. Jeg magter ikke at skændes med Louis eller de andre. Selvom jeg er ond mod dem, betyder de stadigvæk alt for mig, men det irritere mig, at de ikke kan se, at jeg ikke kan hjælpes. Selvom jeg ville kan jeg ikke, tabet af Lily er for stort. 

"Jeg ved godt du stadigvæk holder af Lily, men du kan ikke blive ved med at være sådan der. Du kan ikke blive ved med, at klemme dig til tabet af hende. Du bliver nød til at komme videre, ligesom hendes forældre gjorde." Jeg kigger chorkende på Louis, da han valgte at sige det meget højt. 

"Louis, du skal ikke bestemme hvad jeg skal og ikke skal. Hvis hendes forældre er kommet videre, så elskede de hende ikke nok. Jeg kan ikke komme videre. Jeg vil ikke komme videre, hun fortjener at nogle sørger over hende," siger jeg bestemt igen. 

"Ja det gør hun, men ikke på denne måde. Du kunne komme med blomster til hendes grav, men du kan ikke sørge over hende sådan her, det ville hun ikke have!" 

"Du ved ikke en skid over hvad hun vil have eller ikke vil have! Du kan nemt sige det der, du kender hende ikke. Det var mig der skulle have været død ikke hende. Det var hendes skyld, at jeg overhovedet overlevede på den ø!" Mine øjne lyner sikkert, og hvis øjnene kunne dræbe kunne mine sikkert godt det. Louis kigger på mig med tårer i øjnene, og jeg ved, at jeg har ramt et hårdt punkt. Han åbner munden, men lukker den igen. Han ryster på hovedet og styrter ud af min lejelighed. Døren til min lejelighed bliver smækket i, og et suk ryger ud af min mund. Måske burde jeg besøge Lilys grav? Måske snakke med hende, selvom det lyder dumt, kunne det måske være en ide? 

¤

Her står jeg så foran Lilys grav med tårer i øjnene. Jeg bukker mig ned, så jeg sidder på hug. Jeg ligger blomsterne foran hendes gravsten og kigger længe på den. Mine øjne bliver holdt fast på et bestemt sted på gravsten. 

Elskede af familie og venner. 

Jeg synker den klump jeg har i halsen. Jeg presser mine øjne sammen, for at prøve at stoppe tårerne, men det hjælper ikke. Jeg åbner øjnene, og tager en dyb indånding. 

"Hej Lily," siger jeg med en grædefærdig stemme. Jeg ryster overalt på kroppen, det her er smertefuldt. 

"Jeg ved godt du ikke kan hører mig, eller se mig.. Men du ville ikke være stolt af mig, hvis du så mig.. Jeg har det af helvedes til.. Jeg mangler dig. Jeg mangler min støtte. Det var mig der skulle ligge der og ikke dig." 

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre med mit liv. Det er 4 måneder siden nu, og jeg ved stadigvæk ikke hvordan jeg kommer videre. Jeg skændes hver dag med mine venner, de mener jeg skal komme over dig. Men jeg kan bare ikke.." 

 

Jeg ville ønske jeg kunne svarer ham. Jeg ville ønske jeg kunne give ham de råd han søger. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle ham, at det er okay at komme videre. Fortælle ham, at han ikke skal lade det gå udover sine venner. At han skal tage sig sammen. Problemet er bare, at jeg ikke kan fortælle ham det. Jeg aner ikke hvordan.

 

----------------------------------------------------------------------------------------------

Det var første kapitel, på she is dead! Hvad synes I? Jeg er selv vild med ideen om, at jeg skriver til sidst i kapitel med Lilys øjne, så vi også kan få hendes meninger og sådan noget med. Men jeg vil lige hører, om det fungere for jer? :)  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...