Forbudt kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Zara er gift med en saudi arabisk prins der næsten er dobbelt så gammel som hende, hun er kone nr 2 og selv om hendes mand behandler hende pænt nok er hun ulykkelig og har svært ved at acceptere hendes liv.
En dag ankommer et filmhold og skal optage en film i og omkring paladset, instruktøren og de mandlige skuespillere er inviteret til at bo på selve paladset.
Mødet med dem åbner op for en helt ny verden for Zara, og især en af mændene får hende til at føle sig speciel, en amerikansk skuespiller ved navn Zachary Levi.
Men det er farligt for en arabisk prinsesse at tilbringe tid alene med en mand, især en udlænding og det er også farligt for ham at kommer for tæt på prinsessen.

2Likes
0Kommentarer
7212Visninger
AA

4. "Kvinder, der mangler kvinder"


*Zachary POV*
 "Jeg tager ikke med, så let er det, sig jeg er syg eller sådan noget". Zachary havde armene over kors og så irriteret på produceren og instruktøren.
 Produceren sukkede. "Zac for pokker, jeg forstår dig godt, men vi er nød til at følge deres sære ideer, du ser ikke mig skabe mig fordi jeg er forvist til lejren vel ?"
 "Jeg synes bare ikke det er i orden at gøre så stor forskel, det føles forkert". Det var dagen efter ankomsten, de var så småt gået igang med optagelserne og han havde lige fået at vide at der var en stor fest næste aften, kun for mændene på filmholdet.
 Instruktøren klappede ham på skulderen. "Zac du er nød til at tage med, ellers er det en fornærmelse mod vores vært, vi er nød til at holde ham glad, du må sætte dine personlige meninger til side".
 "Fuck, ja ja jeg ved det, vi er nød til at følge deres regler, jeg er på mit værelse". Han gik irriteret sin vej.
 Det var ikke fordi han ville opføre sig som en diva eller være besværlig, men han havde det meget svært med den måde de gjorde forskel på mennesker, ikke kun mænd og kvinder men også kategoriserede mennesker efter værdi og han hadede ikke at kunne sige sin mening.
 Han vadede op til paladset og ned mod sit værelse, da han kom ind var en ung kvinde ved at ligge sidste hånd på at rydde op.
 "Åh undskyld Herre, jeg vidste ikke de ville være tilbage allerede". Sada så nærmest helt bange ud.
 Zachary smilte beroligende til hende. "Du har intet at undskylde for og du havde ikke behøvet rydde mit rod op, jeg er ked af hvis det har givet dig ekstra arbejde".
 "Nej nej, det er mit job, det er det jeg er her for". Hun så helt forlegen ud, hun var vist ikke vandt til at mænd snakkede venligt til hende.
 Hun holdt sit blik mod gulvet, og det irriterede Zachary, ikke at hun gjorde det men at nogle havde lært hende hun ikke var nok værd til at se på ham. "Hvad hedder du ?"
 "Sada Herre". Hun virkede usikker, hun var nok usikker på om det var okay at være her alene med ham.
 Han sukkede. "Sada vær sød at sige Zac, jeg er ikke din herre, jeg er ikke mere værd end du er".
 "Det kan jeg ikke, tænkt hvis nogen hørte mig". Hun så forskrækket op og han så venligt ind i hendes øjne, hun var en køn pige, det gjorde ondt på ham at hun skulle have sådan et liv.
 Han smilte, men hans stemme var opgivende. "Jeg vil selvfølgelig ikke have du får problemer".
 Hun nikkede hurtigt og skyndte sig ud fra hans værelse og han smed sig på sengen med hænderne bag nakken.
 Men han kan ikke slappe af, han fortryder lidt han tog den her rolle, selv om det er en stor rolle for ham og han har glædet sig til at lave en film med Joel, de har været bedste venner i mange år.
 Så han rejser sig og går ud i haven, i håb om at dens skønhed kan give ham ro og få ham til at slappe af.

 *Zara POV*
 Hun sidder på sit værelse og læser, da hun en dumt lyd og så en høj stemme. "Fuck av for helvede".
 Det kan kun være den høje amerikaner, ingen i paladset ville bande på den måde, det lyder som om han er kommet til skade og hun skynder sig ud i haven for at tjekke.
 Hun finder ham siddende ved træet, han holder om sin ene bare fod. "Er der sket noget med din fod ?"
 "Jeg sparkede til busken, der er vist en stor sten inde i den". Han flytter sin hånd og hun kan se at hans store tå bløder temmeligt meget.
 Hun går hurtigt tilbage imod sin værelse. "Bliv siddende, jeg henter noget at rense det med så vi kan se skaden".
 Zara fylder en skål med vand og tager et par små håndklæder med sig, så skynder hun sig tilbage til ham, han sidder hvor hun efterlod ham.
 Hun knæler ved hans fødder og stiller skålen i græsset. "Sid stille, også selv om det måske gør lidt ondt".
 "Du behøver ikke gøre det Zara, jeg kan godt gøre det selv". Hand rækker ud efter håndklæderne.
 Uden at tænke over det griber hun fat om hans hånd og stopper den, hans hånd er stor og varm, hun føler hun får et stød og hiver hånden til sig. "Lad nu mig gøre det Zac".
 "Okay hvis du insistere". Han tager sin hånd væk og ser på at hun tager et håndklæde og dypper det i vandet, inden hun tage blidt fat om hans fod og forsigtigt dubber på tåen.
 Han havde husket hendes navn tænker hun, han havde altså hørt efter hvad hun sagde, hendes næste tanke er at han har helt enormt store fødder.
 "Hvorfor sparkede du egentligt til busken ? Hvad havde den stakkels busk gjort dig ?" Hun ser spørgende op på ham.
 Han sidder og bider sig i læben, sikkert for ikke at vise at det gør ondt, tænker hun, han smiler undskyldende. "Uhh jeg var vist lidt irriteret og busken var et uskyldigt offer".
 "Hvad var du dog så vred over at det skulle gå ud over en busk ?" Hun kan ikke lade være med at smile.
 Han sukker og hun tager et nyt håndklæde, hans stemme har fået en kant af irriation. "Det er bare festen, jeg ville ikke med, men de siger jeg skal deltage".
 "Hvorfor vil du ikke deltage ? Hvad mangler der ?" Hun er forbavset, men holder stadig øjnene på hans fod, det bløder næsten ikke mere.
 Hun holder håndklædet imod såret, i håb om at stoppe den sidste blødning. "Kvinder, der mangler kvinder".
  Inden hun når at tænke over det ryger hende hoved op og hun stirre ham ind i øjnene, pludseligt rødmer han og fremstammer. "Åh Gud det lød helt forkert, det jeg mente var at jeg synes det er forkert at det kun er mænd der er inviteret".
 "Hvorfor bekymre du dig om det ?" Hun ser forundret på ham, hans øjne er varme og ærlige og hun kan ikke rigtig se væk selv om hun burde.
 Han ser tænksom ud et øjeblik. "Jeg hader den måde de gør forskel på, alle mennesker er lige meget værd uanset køn og formue, det handler om hvem man er ikke hvad man er".
 Hun ved ikke hvad hun skal sige, hun har aldrig hørt en mand sige noget i den retning, gad vide om alle mænd i vestent tænker sådan eller om ham her er noget særligt ?
 "Jeg hader bare at jeg er tvunget til at følge en masse regler jeg synes er forkerte og skal overse ting jeg ikke finder okay, når jeg mest har lyst til at sige fra". Han kører han hånd gennem håret.
 Hun ryster let på hovedet. "De har ret, du kan ikke sige sådan noget her omkring, men i det mindste kan du rejse, det er ikke dig der lever i det".
 "Du har ret undskyld, jeg burde slet ikke pive sådan, det er mig der er priviligeret". Han ser undskyldende på hende.
 Hun tømte skålen i græsset og lagde håndklæderne op i. "Så nu bløder du ikke mere, men du må hellere få et plaster eller forbinding på så der ikke kommer infektion i".
 "Tak Zara". Han griber hendes hånd og klemmer den blidt i sine, hans øjne ser ind i hendes og hun føler igen den der sugde fornæmmelse i maven.
 Hun flyver op og hiver hånden til sig, hvis nogle så dem ville de begge få store problemer, hun griber fadet. "Jeg må gå nu".
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...