Mit liv - Personlig dagbog

Dagbog om mit liv.
Anstødeligt indhold, du skal ikke læse den hvis du ikke kan holde til lidt forskellige ord.
Jeg skriver den her ''dagbog'' da der er sket en masse forskellige ting for mig, her på de seneste år, og så fordi jeg har brug for at komme ud med det hele, skrive det ned. Vil gerne fortrække hvis i ikke, kom med hårde kommentarer angående jeres dømmekraft:)

0Likes
1Kommentarer
75Visninger

2. 1.

''Efter jeg har mistet min bedste ven, så synes jeg alt gik ned ad. Jeg holdte mig meget for mig selv, jeg tænkte ikke så meget over noget mere, jeg glemte alting, inklusiv mine venner. Jeg blev mere og mere stille. 

Jeg rodede mig selv ud i en masse problemer, og kom ikke rigtigt ud af dem. Jeg straffede mig selv, da jeg ikke var god nok for min bedstefar. Jeg følte at jeg skuffede ham uanset hvad jeg gjorde. 
 

Nogle måneder efter, havde jeg op og ned ture. 

Nu er det ved at være 1,5 år siden han er død. OG jeg kan desværre så sent som i dag, sidde og græde over ham. Og tænke på alle de ting jeg kunne have gjort bedre. 
Inde for det sidste år, har jeg haft det rigtigt dårligt med mig selv. 
Jeg har haft dage hvor jeg ikke kan stå op af sengen da jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at 'face the world' det var for hårdt, at skulle stå op og smile. 
Jeg har haft uger hvor jeg har haft det dårligere end andre uger. Uger hvor jeg tager et ansigt på fra hvor jeg står op til jeg går i seng. Og så uger hvor jeg ikke tager en facade på. 
Jeg har desværre været så langt ude, at jeg er gået til selvskade. Jeg har siddet hjemme flere dage og skåret i mig selv. Fordi jeg ikke har følt at der er nogle andre udveje. Da jeg skulle fortælle mine forældre hvad jeg gik igennem, og hvad jeg gjorde. Puha, det var hårdt, at se deres ansigter, at se dem ændre deres synsvinkel på mig. 
Det var så hårdt, uanset hvad jeg lavede så havde de den tanke i baghovedet, de tjekkede min krop hver dag. Spurgte ind til hvad der var sket i dag, og hvordan jeg havde det. Hvilket var fint nok i starten, de første 3 dage. Efter hånden blev det mere og mere træls, og det blev en rutine som jeg ville slippe for, og det gjorde jeg alt for at gøre, jeg sov ude, jeg sagde nej til mange ting, jeg gjorde ting jeg ikke skulle have gjort. Jeg mistede forholdet mellem mine forældre og jeg. Men jeg fik mit mål, de tjekke mig ikke længere, hvilket ville sige at jeg desværre kunne starte igen, og jeg kunne sidde i min egen bobbel igen, og gøre lige hvad jeg vil. 
Jeg ødelagde fulstændig mine forældres tillid til mig. 
Men efterhånden som månederne gik, så satte jeg en facade på ''Ja mor og far, jeg har det meget bedre nu, jeg er helt okay'' Sagde jeg hver dag til dem, jeg viste dem mine håndled, og der var kun ar at se, ikke nogle nye, heldigvis. Jeg var jo simpelthen så klog at skære i mig selv, de steder de ikke ville tjekke. 
Forholdet mellem mine forældre og jeg blev bedre og bedre. Men så, i sommerferien sidste år, 2015. Sidder jeg så med min bedsteveninde og min kusine, vi sidder og nyder udsigten, og så siger min kusine lige pludselig ''Hvad er der sket med din arm malle, er du faldet?'' Hun sagde det rimelig højt, så min mor spurtede over til mig, tjekkede min arm. Og råbte ''Jeg troede du sagde du var færdig med det der, jeg troede du sagde du havde det bedre''
Hun kiggede på mig med det mest skuffende blik nogensinde, og min farmor kommer så over, og kigger min arm, bagefter kommer min far. Min mor og far havde slet ikke fortalt min familie om noget af det her, så de kiggede underligt rundt, og så gik jeg ind i campingvognen, og så hørte jeg bare min mor stå og fortælle alt. Hun kommer ind i campingvognen og siger ''Når vi kommer hjem, sender vi dig til psykolog, jeg ved godt du ikke vil, men du har ikke noget valg''
Jeg surmulede så inde i campingvognen.''
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...