Julen er Glædernes Tid

Skrevet tilbage i 2014, hvor jeg deltog i en lille jule-konkurrence.
En mindre glad historie om hvordan en mindre glad person ser på denne glade højtid.

1Likes
0Kommentarer
111Visninger

1. Prolog/Epilog

 

Julen er glædernes tid

 

August Randt er mit navn. Jeg lever af at gå på gymnasiet, med enkelte fester lagt i skemaet. Som tidsfordriv arbejder jeg i Brugsen til en latterlig løn på 80 kr. i timen. Jeg bor stadig hjemme, skønt jeg er nitten år gammel – jeg har endda min egen lejlighed, men den er til salg. Den har stået tom i snart to år. Den 4. december er det præcis to år siden, jeg på en måde flyttede ud. Om vinteren er det endda ren rutine for mig, at stå op lidt i seks, køre hen til lejligheden for at tjekke postkassen, for derefter at køre hjem og ligge mig til at sove endnu en halv time. Mit liv er egentlig temmelig godt, set bort fra bumser og hormonforstyrrelser. Min stemme er ikke længere i overgang, jeg kan gro et fuldt overskæg på en uge, og jeg har råd til pizza hver aften. Dog betyder dette intet i forhold til, hvor stolt jeg var over det for et par år siden. Egentlig var der ikke rigtig noget, der betød noget for mig mere. Mit liv gik sin egen gang, mens jeg sad på sidelinjen og kiggede. Jeg havde ikke en gang kræfter til at heppe på livet – det måtte klare sig selv. Jeg var ynkelig.

Jeg steg ud af bilen, og gik med tunge og slaskede skridt ind mod Super Spar. Dette var måske forræderi overfor Brugsen, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Brugsen kunne skide mig et stykke, og jeg ville stadig bare sidde med tunge og trætte øjne og se på lorten, hvorefter jeg ville gå min vej. Straks da jeg kom ind i butikken, blev jeg nærmest slået omkuld af den store mængde julerelaterede ting, jeg fik klasket lige i fjæset. Ud fra højtalerne klingede All I Want For Christmas Is You og jeg fik lyst til at brække mig. Det var vores sang. Både til højre og venstre for mig lå små æsker med brunkager og pebernødder. Andre steder lå der Rudolf-tøjdyr og snemænd. Jeg gik hurtigt forbi tingene og kunne lige pludselig ikke magte denne indkøbstur.  Jeg kom hen til grønsagsafdelingen, hvorefter jeg gik mod køleskabene efter noget minimælk. Det var vigtigt, at det var økologisk mælk – det var sådan, hun plejede at købe det. En æggebakke røg også op i kurven, hvorefter jeg gik mod slikafdelingen. Ikke i tusinde år, om jeg skulle glemme mit daglige sukkertilskud. Langs alle reolerne stod der chokoladekalendere. Nogle havde rensdyr tegnet på, mens andre havde julemanden, og nogle helt tredje havde både rensdyr og julemænd. Jeg fnøs. Vi var knap nok nået igennem oktober før butikkerne gik amok med julegaveræs og nissemandsudklædninger. Og ærligt talt så var julen bare en opreklameret tid på året, man fejrede, for at være sikker på, at det ikke var alle, der gik ned med en vinterdepression. Jeg gik forbi nogle gratis smagsprøver af pebernødder, hvor jeg virkelig måtte kæmpe, for ikke at vende hovedet den anden vej og holde mig for næsen. Dog ville jeg ikke gøre damen, der stod ved boden, ked af det, så et anstrengt smil blev sendt i hendes retning, inden jeg gik videre. Jeg kom til de der frysebokse, og inden jeg havde nået at kigge efter noget oksekød, lagde en hånd sig på min skulder, og jeg gav et forskrækket spjæt fra mig. Jeg vendte mig om, og var ved at tabe både kurv og mund, da jeg så Kirsten foran mig. Jeg undrede mig over, hvordan hun kunne genkende mig, da jeg var pakket så godt ind i halstørklæde, vinterjakke, hue og handsker, at jeg knap nok kunne genkende mig selv.

”Undskyld. Det var ikke min mening, at gøre dig forskrækket” hun smilede forsigtigt til mig, så hendes smilerynker blev tydeligere. Hun havde også fået en del flere rynker siden, jeg sidst så hende. Hendes hår var nærmest også mere hvidt end gråt nu. Tiden gik virkelig hurtigt. Jeg nikkede lidt smilende til hende, for at sige, at det var okay. Vi stod lidt i pinlig tavshed, før Kirsten tog initiativet og startede samtalen. ”hvordan går det? Ja, vi har jo ikke snakket så meget sammen siden..-” hun kiggede hurtigt ned i jorden, før hun kiggede op igen. Jeg nikkede endnu en gang, for at sige, at det var okay. Hvis jeg kunne, ville jeg også gerne græde. Det ville alle. ”det går fint. Hvad med dig?” det var tydeligt, at Kirsten blev forbavset over, hvor dyb min stemme var blevet på to år. Dog nikkede hun smilende, og jeg forstod det som, at de havde det godt, både hende og Bent. ”Bent er lige gået på pension. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, at han hele tiden er hjemme nu, men det er også hyggeligt” hvor var det underligt at stå her og snakke med Kirsten. Jeg havde ikke set hende i så lang tid, og alligevel kunne vi snakke sammen, som om vi så hinanden i går. Inderst inde vidste jeg også godt, at det var sådan her Olivia ville have det. ”Vi har også ryddet op på Ollis værelse. Vi ringede til dig, men du svarede aldrig. Ellers ville vi selvfølgelig have haft dig med” Mit hjerte gav en skrigende smerte fra sig ved lyden af Olivias kælenavn. Det var med vilje, jeg havde undgået at svare deres opringninger. Bare tanken om Olivias værelse gav mig lyst til, at sætte mig på hug og græde øjnene ud. Alle de hemmeligheder de vægge rummede med, var for mange til, at jeg nogensinde ville træde ind på det slidte gulvtæppe, og høre om dem igen. Jeg havde for travlt med at rode ved den ring, der sad på min venstre ringefinger, gennem handsken, at jeg ikke havde lagt mærke til, at Kirsten græd. Hun snøftede højt og gav så et uskyldigt grin fra sig, mens hun tørrede sig under øjnene. Inden jeg havde set mig om, hev hun mig ind til et tæt kram. Jeg var stivnet i mine handlinger, da jeg var så overasket. Jeg kunne ikke kramme igen. Også selvom jeg gerne ville, så kunne jeg bare ikke. Alt det her – Kirsten, Bent, Olivia og ringen på min finger hørte alt samme til fortiden. Jeg havde ikkebrug for, at blive mindet om, hvad der skete den gang. Olivias svedglinsende ansigt og gullige øjne var allerede som to billeder, der var tatoveret til indersiden af mine øjenlågen. Pludselig var det som om, at det hele ramlede sammen. Kirsten, der stod og holdte om mig, med snot ud af næsen, julemusikken, der spillede, så det rystede i min hjerne, lugten af klamme pebernødder, og de grimme billeder af julemænd og deres nisser blev til sidst for meget. Jeg rev mig ud af grebet på Kirsten, og selvom hendes ansigtsudtryk var sønderknusende, så var jeg hurtig til at smide alle mine ting og løbe ud mod bilen.

Hele vejen hjem havde jeg tåre i øjnene, som jeg ihærdigt prøvede at tørre væk. I to år havde jeg prøvet på at græde. Hver aften havde jeg ligget med musik i ørene, billeder af Olivia eller bare mine egne tanker, men intet havde hjulpet. Jeg havde haft brug for, at komme ud med alle de ting, der sværmede omkring inde i mig, og gik derfor til alternativer, som at åbne op for dæmonerne på en anden måde. Jeg havde ar hele vejen ned ad højre arm. Enkelte snitsår på min brystkasse, og blå mærker efter et par ture mod væggen. Det havde hjulpet mig. Jeg havde været fri fra de tunge tanker, der hjemsøgte mig. Jeg havde ikke brug for at græde, så længe der var et barberblad i nærheden. Hvor ironisk var det så ikke, at jeg ikke måtte græde, da jeg endelig kunne? Jeg var på renden til, at holde ind til siden, så jeg kunne sætte mig til at hulke hysterisk i bilen, men jeg var i en slags fase mellem panik og forvirret. Det var som om, at samtalen med Kirsten havde åbnet et skab inde i mig, som holdte fast på alle minderne om Olivia. Da det først var åbnet, kunne jeg ikke lukke det igen. Olivias skinnende øjne, som skinnede som perler i solen, mens hun glad sagde ja til mig. Hendes øjne, der langsomt blev fra hvide til gule. Hendes ansigt, der langsomt begyndte at hænge mere. Til sidst var det ikke Olivia, der lå i hospitalssengen – det var en syg lille pige, som jeg kunne have reddet. Hvis hun havde fortalt mig om hendes problemer noget før, havde jeg måske været så heldig, at jeg kunne hjælpe hende. Hvis hun havde fortalt mig om, hvordan hendes lever havde fejlet gennem hele hendes liv, havde jeg måske ville gå så langt, som at stå klar med min egen. Dog forblev hun stille. Hun var så positiv, og det undrede mig tit, hvordan hun kun kunne fokusere på det gode. Dog gik det op for mig, at det var fordi, hun var bange for det negative – og med god grund. Det var jo i sidste ende det negative, der tog livet fra hende.

Det var dog først, da jeg lå hjemme på min sovesofa, med hovedet ind mod ryglænet og armene om mig selv, at jeg opdagede, hvor dybt jeg var sunket. Jeg savnede Olivia så fandens meget. Hun havde været grunden til, at jeg gad stå op om morgenen. Hun var den, der altid hjalp mig med lektier. Det var hende, der altid holdte julefester. Hun havde altid et sæt nissetøj liggende i sit skab – om det var vinter eller ej, og gennem en periode kunne jeg faktisk godt lide julen. Hun motiverede mig til, at være en bedre mig. Sammen med hende var jeg en udgave af mig selv, jeg ikke en gang vidste eksisterede. Dog forsvandt denne ”jeg” da Olivia også forsvandt, og desværre forsvandt minpositive holdning til julen sammen med. Jeg havde ledt efter mig selv, siden Olivia døde. Jeg havde bare ikke fundet mig selv før nu, og ærlig talt så havde jeg ikke regnet med, at finde mig selv, liggende i en sofa, hulkende som en baby, mens alle andre rendte rundt på julegave shopping med deres venner eller familie.

Der var altid så mange, der sagde, at julen er glædernes tid, men lige siden den 4. december 2012 har julen kun omhandlet døden for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...