Vejen Hjem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2016
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Harry Trent, Greven af Millington, har altid været en aktiv mand. Derfor er der heller ikke nogen, der forventer, at han i en alder af 61 skal falde om og aldrig komme sig igen. Især ikke hans fem døtre, der efterfølgende er overladt til deres egne skæbner - næsten. Den ældste datter, Annabelle, accepterer øjeblikkeligt et fornuftægteskab, der skal redde hendes yngre søstre og give dem alle en chance for at finde et godt parti, men det er ikke altid lige let at være ung i det højere borgerskab. Nogle gange er man nødt til at lære tingene på den hårde måde og gøre sig sine egne erfaringer. Andre gange går det ikke, som man forventer, men ikke altid er det en forværring af situationen. Skæbnen har noget i vente for alle - og er heldet med én, kan det ende med, at man finder Vejen Hjem.

3Likes
3Kommentarer
200Visninger
AA

4. 1. Kapitel - Annabelle

 

Annabelle Trent var Millingtons ældste datter af fem, og måske derfor var hun også den mest ansvarlige af dem alle. Efter deres moders bortgang, havde hun påtaget sig at sørge for sine yngre søstre, til trods for sin egen ringe alder. Derfor var det også helt naturligt for hende at overtage kontrollen med hjemmet og dets mange forpligtelser, da deres fader ikke længere kunne bevæge sig ud af sengen ved egen hjælp.

Alle var de chokerede over hans pludseligt forringede helbred, og deres bekymring for ham var naturligvis også tæt forbundet med deres bekymring for fremtiden, hvor de stod uden indkomst, tag over hovedet og beskyttelse. Greven havde aldrig giftet sig igen, trods pigernes behov for en moder og hans eget for en arving. Når pigerne spurgte ham om grunden dertil, svarede han altid: Hvordan kunne han elske en anden kvinde? Pigerne havde aldrig tidligere skænket det en tanke, at det kunne have været dem til gavn. For dem havde det blot været meget romantisk og noget, som de elskede ham for.

Det var dog ikke uproblematisk at være døtre af en greve, der var foruden en mandlig arving. Grevskabet ville i tilfælde af Grevens bortgang gå til en fjern slægtning, som Greven det meste af sit liv aldrig havde skænket en tanke. Han havde dog gennem årene givet sig selv lov til at håbe på, at denne arving ville få brug for en kone, og med hele fem snarlige giftemodne døtre at vælge imellem, kunne titlen blive i den nære familie og sikre dem alle. Greven havde endda sikret sig en aftale med denne arving om, at han skulle møde hans to ældste døtre i en efterfølgende sæson for at tage stilling til, om der kunne komme en aftale i stand.

Ingen havde forudset, hvordan en lettere ubetydelig familie ved navn Worth skulle kunne ændre Grevens ellers omhyggelige planlægning og håb. Worth havde nemlig andre planer for fremtiden, og modsat Greven havde denne ringeagtede familie ingen betænkeligheder ved at manipulere og udnytte situationer til deres egen fordel. Derved endte Grevens arving også med et højst ufordelagtigt ægteskab til den ældste af Worths døtre. En ung kvinde, der allerede havde to brudte forlovelser bag sig, og som var omgærdet af samtlige skandaler. Sladderen ville ingen ende tage.

Med sit nære kendskab til familien Worth, vidste Greven også, at han var nødt til at gøre noget mere aktivt for at sikre sine døtre på anden vis, nu de aldrig ville kunne blive i deres barndomshjem. Den kommende greve ville ikke være gavmild, når det kom til sin forgængers afkom, ikke efter at have været underlagt Worth’ernes indflydelse. Hvad Greven aldrig havde forestillet sig var, at det skulle blive det sidste, han gjorde.

Annabelle var til gengæld ganske uvidende om sin faders tanker derom. Hun havde brugt mere end alminlig meget tid på at bekymre sig om, hvad fremtiden kunne bringe dem alle, for selvfølgelig ville de kunne leje et hus for en periode, indtil de fandt sig lønnede stillinger. Idet de var fem, havde de hinanden at støtte sig til, men de ville blive meget sårbare uden en protektor, der kunne skærme dem mod uønsket opmærksomhed. Ydermere var der det problem, at hvis de tog sig betalt for et arbejde, ville de også automatisk blive udelukkede af det højere borgerskab, og Annabelle ønskede sig mere for sine søstre. Hun drømte om at se dem gift med rige, betitlede mænd, der kunne give dem hele verden.

En sådan én af slagsen kunne Hans Nåde, Gregor Black, Hertugen af Walden, vise sig at være trods sin fremskredne alder og manglende hårpragt. Butleren havde vist ham ind i en af de tilstødende stuer, den pæne af dem da der jo var tale om en hertug, hvorefter han havde givet hende besked om det fornemme besøg.

Annabelle rettede hurtigt på sit lyse hår, der havde en tendens til at løsrive sig fra frisuren, hvorefter hun forlod sine fire søstre, der alle holdt til i den private stue tilstødende biblioteket og faderens kontor. Hun forsøgte at skjule sin nervøsitet. Det var ikke ofte, at hun stod over for en hertug, for slet ikke at tale om en mand uden sin faders tilstedeværelse, men hvad skulle hun gøre? Hun havde ingen anelse om, hvad hertugen ville. Han var ikke en mand, som familien normalt havde noget at gøre med. Hun frygtede, at hertugen ville forsøge at udnytte faderens svaghed. Hertugen havde i hvert fald et ry, hvad angik svage mænd.

Med svedige håndflader gik hun gennem hallen, til hun nåede døren ind til stuen. Efter en dyb indånding skubbede hun døren op og trådte ind, mens hun smilede imødekommende til den fremmede. Hertugen vendte sig øjeblikkeligt om mod hende. Han havde ikke taget plads, men havde i stedet vandret frem og tilbage over gulvet. Det bekymrede hende, men hun rankede ryggen, inden hun sank ned i den forventede position. Hun nejede dybt, som det sig sømmede, dog uden at bryde øjenkontakten med den ældre herre.

Hertugen besvarede hendes hilsen med en kort bukken, inden hans lysegrå øjne gled vurderende ned over hende i et højst upassende øjeblik. Annabelle holdt vejret og vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere på hans tydelige interesse. Inderligt ønskede hun, at hun ikke havde været nødt til at være her alene i stuen med ham, men hun kunne ikke så godt inddrage sine yngre søstre, hvis det nu drejede sig om ubetalt gæld eller det, der var værre. I det mindste havde hun haft åndsnærværelse nok til ikke at lukke døren bag sig, da hun trådte ind i rummet.

Med et anstrengt smil viste hun hertugen hen mod siddepladserne og bød ham at tage plads. Selv satte hun sig i en enlig stol i et øjebliks frygt for, at hertugen kunne finde på at sætte sig hos hende. Det var med en vis lettelse, at hun så ham tage plads på den modsatte side af det mørke bord.

Han pustede hørligt ud og lænede sig tilbage i sædet, mens han forsøgte at finde en passende stilling, som var komfortabel. Den sorte stok satte han fra sig op mod sofaens armlæn, hvor den et øjeblik truede med at glide ned på gulvet, men det skete overraskende nok ikke. Hans grå jakkesæt passede til hans øjne og fik dem til at fremstå mere grå, mens hans buskede, sølvgrå øjenbryn dominerede det meste af hans ansigt, muligvis på grund af hans manglende hovedhår.

Det var ikke fordi han var utiltrækkende. Jo mere Annabelle betragtede ham, jo mere overbevist blev hun om, at han havde været en anseelig herre i sine unge dage. Han var måske ikke så høj, og hans krop var lidt tung i det, men som ægtemand kunne han gå an. Ikke at hun på noget tidspunkt bildte sig selv ind, at han var kommet for at opvarte hende eller hendes søstre.

”Det gør mig ondt med Deres fader,” begyndte han langsomt, mens han lænede sig let frem i sofaen. Hun nikkede som tak, inden han fortsatte. ”Kan jeg tillade mig at spørge, hvor gode Deres faders chancer er for at komme sig?” Hun vred sine hænder nervøst inde i kjolens folder, usikker på hvor meget hun skulle eller kunne røbe for denne fine herre, som hun ofte havde hørt omtalt, men aldrig selv havde mødt. Rygtet sagde, at han befandt sig bedst på et af sine mange landsteder og brugte en stor del af sin tid på sine stalde, men hun kunne ikke rigtigt få billedet af denne fornemme adelsmand til at passe med en mand, der tilbragte al sin tid omgivet af heste og halm. Måske tog hun fejl.

”Fader har det ikke godt. Han er sengeliggende og tager ikke imod besøg. Efter lægens ordre,” skyndte hun sig at tilføje, da hun ikke ville lyde uhøflig. Det værste man kunne gøre var at fornærme en hertug. Det kunne være direkte skadeligt for ens sociale liv. Hendes tanker vendte tilbage til faderen, der havde været ved bevidsthed et kort øjeblik denne morgen, og hvor det havde været umuligt at føre en egentlig samtale med ham. Stakkels fader.

”Jeg … De ved, hvem jeg er?” spurgte den ældre hertug og så undersøgende på hende. Hun rødmede genert.

”Deres Nåde er Hertugen af Walden,” svarede hun forsigtigt og så ham til sin overraskelse skære en grimasse.

”Ja, jo. Deres fader har ikke nævnt mig for Jer inden ulykken?” Han rykkede lidt utilpas på sig og så ikke videre tilfreds ud med samtalens resultat. Hvad havde han forventet? Havde fader lavet aftaler med hertugen, som han nu ikke kunne overholde? Et uendeligt antal af muligheder foldede sig ud for hende, alle lige skræmmende og usandsynlige.

Nervøst vendte hun sig mod døren, da der lød en forsigtig banken.

”Te, Komtesse.” Deres butler, Hawkins, bar på en bakke, som han forsigtigt satte fra sig på bordet. ”Ellers andet jeg kan gøre for Dem?”

”Nej, tak. Det var alt.” Hun satte sig lidt fraværende til at skænke op, bekymret og nervøs.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvor De vil hen. Har De en aftale med fader?” En tanke slog pludselig ned i hende, og en umiddelbar lettelse fik hende til at smile kort til hertugen. ”Har det noget at gøre med Wonder?” Wonder var en smuk, stærk hoppe, som allerede var ganske efterspurgt, når det kom til diverse avlsprogrammer. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før? Hvorfor skulle hertugen ellers besvære sig med at besøge dem? Han ville bare sikre sig, at deres aftale var gyldig. Eller måske ville han købe hesten?

Hertugen rømmede sig, undgik hendes blik og tog en lille slurk af sin te, inden han endelig forsøgte at sige noget igen.

”Sagen er den, Komtesse Trent, at Deres fader opsøgte mig for et par uger siden med et forslag. Et forslag som jeg accepterede for tre dage siden, men som nu lader til at … hvordan skal jeg sige det? Det lader til, at hvis Deres fader ikke er i stand til at informere Jer om det, så må det være min lod.” Han tog endnu en slurk af sin te og kiggede hurtigt over mod barskabet med en længsel, der viste, hvor svært han fandt hele situationen. Annabelle ønskede inderligt, at han snarest ville komme til sagen. Ventetiden var ulidelig, men måske et glas fra barskabet kunne hjælpe samtalen på gled. Hun skulle netop til at tilbyde ham et glas whisky, da han endelig kom til sagen.

”Jeg har en søn. En giftemoden søn, som sjældent bevæger sig til London. Han har altid holdt meget af landlivet, forstår De. Han mangler en kone, en kommende hertuginde.” Det sidste sagt med en sådan arrogance og betydningsfuldhed, at hun vidste, at han forventede hendes taknemlighed, når først han var blevet færdig med sin tale. Hun tvang sig selv til at trække vejret, selv om hun havde svært ved det. Hendes hals havde snøret sig helt sammen, og hun havde ikke let ved at sidde stille. Hun vidste nu, hvad aftalen gik ud på og var et øjeblik lettet over, at deres fader trods alt havde tænkt på deres fremtid. En søn. Ikke hertugen selv.

”Som følge af aftalen vil jeg sørge for passende medgifte til de resterende fire døtre samt et hjem, så længe de skulle ønske det.” De fire døtre?

”Nævnte fader, hvem af os, han forventede, ville indgå i aftalen?” Hertugen smilte et lille, stramt smil, inden han rystede næsten beklagende på hovedet.

”Det gjorde han ikke. Jeg tror, det var hans ønske, at I alle skulle mødes, hvorefter beslutningen skulle træffes. Deres fader har altid været et romantisk fjols. Ja, tilgiv mig,” smågrinte han så hovedrystende. ”Jeg tror, han håbede på, at min søn ville forelske sig i én af jer.” Hun smilte sørgmodigt tilbage til ham, ikke i tvivl om at hertugen havde ret. Hendes fader var et romantisk fjols, selv om hun aldrig selv ville have udtrykt det på en sådan måde. At hertugen kendte fader så godt overraskede hende dog, selv om de jo alle befandt sig i toppen af deres klasse, og det burde have været en selvfølge.

”Det lyder som fader, men jeg går ikke ud fra, at hverken De eller jeg er så idealistiske omkring en forening af vores familier.” Hun var stolt over, hvor fattet hun lød. Måske havde det noget at gøre med, at hun var begyndt at kunne lide hertugen. Med det hun havde hørt om ham og hele situationen og dens alvor, havde hun ikke forventet at kunne føre så rolig en samtale med ham. Som de sad her over for hinanden, begge med et smil på læben ved tanken om hendes faders forestillinger om ægteskab.

”Nej, det har aldrig været særlig udbredt med ægteskaber indgået af kærlighed i vores familie. Vi har dog altid sat en ære i at acceptere vores lod, og hvis man ser bort fra enkelte tilfælde, er der som regel opstået en vis forståelse parterne imellem. Min søn vil ære og respektere sin brud, og hvis det nogen sinde kommer dertil, at han ikke lever op til sine forpligtelser, så burde vi være familiemedlemmer nok til at kunne få ham til at rette ind.” Det sidste sagt med et glimt i øjet, og Annabelle tog sig selv i at grine hjerteligt ad forestillingen om en flok gråøjede mandspersoner, der jagtede en yngre version af hertugen.

”Når De fremstiller det på dén måde, hvordan skal vi så kunne afslå?” spurgte hun drillende. Han grinte varmt sammen med hende, inden han slappede synligt af. Måske havde han været nervøs for hendes reaktion? Hun rystede mentalt på hovedet ad sig selv. Selvfølgelig ikke. Han var hertug! Hertuger blev ikke nervøse. De forventede at blive adlydt og få deres viljer ført igennem. Pronto.

”Ja hvordan skulle De det? Kan jeg konkludere, at De selv har interesse i at indgå i denne forbindelse?” Hans blik var direkte og meget intenst. Det betød tydeligvis meget for ham at få sikret sin søn en brud. Hvorfor? En let usikkerhed fik hende til at tøve et kort sekund, inden hun fik overbevist sig selv om, at det ikke betød noget. Om Hertugens søn så var lille, omfangsrig og dum, ville hun gifte sig med ham.

”Jeg er den ældste af fem. Ved at gifte mig med Deres søn, burde jeg kunne give mine søstre det, som jeg altid har drømt om, at de skulle opnå. De vil have mulighed for selv at kunne bestemme, hvem de gerne vil tilbringe resten af deres liv med. Det er ikke noget ringe offer at bringe for at sikre deres lykke.” Han så vurderende på hende med hovedet let på skrå.

”Og hvad med Dem? Ville De ikke ønske det samme for Dem selv?” Hun rystede benægtende på hovedet.

”Nej. Jeg har aldrig gjort mig forestillinger om kærlighed. Jeg har aldrig forventet andet end respekt og passende diskretion, hvis det kommer dertil. At jeg ved at gifte mig med Deres søn kan give mine søstre, der alle tror på kærligheden, muligheden for selv at finde den. Det er mere end nok. Økonomisk tryghed og et hjem for alle mine søstre, den dag fader ikke er her mere. Så behøver jeg ikke mere.” Hertugen nikkede billigende og takkede derefter for sin te. Så rejste han sig lidt besværet med hjælp fra sin stok, inden han gik om på den anden side af bordet til hende og tog hendes hånd.

”Så vil jeg bringe min søn nyheden om, at aftalen nu er på plads. Han vil være at finde til Smythe-ballet i aften. Jeg går ud fra, at I også har planer om at deltage?”

”Naturligvis,” svarede hun, lettere svimmel over hvor hurtigt alting gik, nu hun havde bekræftet faderens aftale med hertugen.

”Jeg vil sørge for en vogn til Jer samt eskorte. I aften vil I være under familiens beskyttelse. På gensyn.” Inden hun nåede at svare, havde han forladt stuen i et tempo, der ikke harmonerede med en ældre herre, der havde brug for sin stok. Var det rigtigt at acceptere dette ægteskab? Var der noget galt med hans søn, siden denne ikke selv kunne finde sig en hustru? Hun blev siddende, hvor hun var, med blikket rettet mod døren, selv længe efter at hertugen var gået. Hvor sikker hun end var på, at dette var det rigtige at gøre, var hun også opfyldt af en bekymring, ja måske nærmere en direkte frygt for, at hun havde gjort noget overilet og tankeløst. Og til aften skulle hun for første gang møde sin tilkommende. Sin forlovede! Hun håbede inderligt, at hendes fader vågnede inden da og kunne give hende en idé om, hvorvidt hun havde handlet rigtigt eller ej. Hun havde brug for ham. Hvordan skulle de nogen sinde kunne klare sig uden ham?

Opfyldt af rastløs energi begyndte hun langsomt at bevæge sig ind mod den private stue, hvor hendes fire søstre ventede. Hvad skulle hun fortælle dem? Igen stod hun nervøs foran en dør uden at vide, hvad hun kunne forvente. Hun tog en dyb indånding og trådte ind til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...