Bag facaden

Novelle samling.

0Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

2. Presset

 

Jeg løber hele vejen hjem. Nu er det ikke sådan, at jeg bor så langt væk fra skolen, men for mig føles det som et helt maraton. Nu er det ikke sådan, at jeg er i dårlig form, overhovedet ikke, faktisk er jeg i ret god form. Men lige nu gælder det ikke. Det tager en evighed, før jeg når hjem. Jeg står lidt foran døren, før jeg går ind. “Assalamu Alaikum.” siger jeg, idet jeg åbner døren. Jeg går ind på værelset, og det hvide tørklæde falder på jorden. Jeg skynder mig at samle det op. Hun bliver sur, hvis hun ser, at jeg bare har smidt det. Jeg skifter de sorte stramme bukser ud med de løse blomstrede, jeg har  liggende. Så tager jeg den hvide sweater og folder den pænt sammen, i stedet tager jeg en rød langærmet på. Jeg træder ind i køkkenet, min mor står og laver mad. Det dufter herligt. Jeg sætter mig ved bordet med hjertet, der banker mod mit bryst. Mine hænder er svedige, og jeg ved, at jeg bliver nødt til at spørge, ellers vil de ikke lade mig være. “Mama?” hun kigger på mig. “Hmm?” Det er ment som hvad? Da jeg ikke svarer med det samme, vender hun sig om og kigger på mig. Hendes grønne øjne kigger spørgende på mig. Jeg har altid elsket hendes smukke, lysegrønne øjne og hendes perfekt formede ansigt. Hendes øjenbryn sidder perfekt. I Danmark vil de kalde det “eyebrows on fleek”. I forhold til mig er hun smuk. Ligesom alle de andre.


Hun sætter maden foran mig på bordet. Duften af karry fylder hele køkkenet. Hun har lavet kylling con karry, et af mine yndlingsretter. Jeg tager en bid, og det føles som om, jeg er ved at blive kvalt. Maden vokser og vokser i munden på mig. Hun smiler til mig, og så går hun ud. Jeg ånder ud. Det er først nu, det går op for mig, at jeg har holdt vejret. Jeg sukker, jeg spurgte ikke. Jeg spiser resten af min mad og går ind på værelset. Jeg kan se, at hun har skrevet til mig. Jeg stirrer på skærmen. Der er 5% tilbage. Skærmen bliver sort. Jeg nåede ikke at se hendes besked. Jeg sætter telefonen til opladning. Det er forbi. Jeg må finde på noget.


Jeg går langsomt. Eller jeg prøver på at gå langsomt, men det føles som om, at jeg nærmer mig hurtigere og hurtigere. Det er som om, at skolen går imod mig. Som om træerne rækker deres lange grene ud efter mig for at smide mig hen til skolen. For hvert skridt, nærmer jeg mig skolen. Dens røde bygning står og skinner, som om den står og håner mig. Jeg bliver nødt til at få det overstået, med det samme, så hurtigt som muligt.

 

Jeg ryster. Det er egentligt  ikke særlig koldt, men mine hænder er ustyrlige. Jeg står foran døren, hele scenen bliver afspillet i hovedet på mig. Jeg øvede mig i går, inden jeg lagde mig til at sove. Jeg havde stået foran spejlet og øvet mig i ubeskrivelig lang tid. 1, 2, 3 jeg åbner døren og træder ind. Jeg lader som ingenting, sætter mig bare på min plads. Inden for 5 sekunder er hele pigeflokken samlet om mig. De kigger på mig med nysgerrige blikke. Hun kigger spørgende på mig med sine store blå øjne. Dansker øjne. Jeg har altid set klassen som en stor, fed, rød drage. “Nå?” dragen spyr med ild, og det brænder helt ind til knoglerne. Jeg ser forvirret ud. “Hvad?” spørger jeg, med det mest forvirrede ansigt jeg nogensinde har brugt. “Har du spurgt?” endnu en flamme af ild bliver sendt imod mig, og det brænder længere ind, helt gennem knoglerne. Jeg sender dem et uskyldigt blik “Ej!” og smiler et uskyldigt smil “Jeg glemte at spørge!” helt uskyldig “Hvor typisk!" Jeg føler mig nedstirret. "Undskyld piger!” en lille uskyldig stemme, og scenen er ovre. “Det er okay, men spørg i dag!” hun kigger en smule irriteret på mig, “Og husk det!” Jeg smiler til hende, og pigeflokken fordeler sig. Jeg ånder lettet ud. Det er ovre.

 

Resten af dagen sidder jeg og stirrer ud på skolegården. Regnen pisker mod ruderne, og det er svært at høre, hvad læreren siger. Jeg kan høre den vilde vind synge udenfor. Inderst inde ønsker jeg at blive taget af den. Blive båret ud af dette gudsforladte sted. De vil alligevel aldrig forstå. De er allesammen ens. De samme blå øjne, det samme lange, gyldne hår, den samme perfekte kartoffel hud. Det samme perfekte liv. De vil aldrig forstå, hvad det vil sige at være mig. Aldrig...
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...