diable porte à talons hauts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
- En novelle om mode i 1920'erne -

1Likes
0Kommentarer
35Visninger

1. intro

Stilheden var næsten til at tage og gumle på. Tyk og sirups agtigt hang den over hovederne på os. Jeg blev langsomt kvalt af den. Af den sirups agtige stilhed. Den sneg sig ind i alle krogene af min bevidsthed. Min mund blev langsomt fyldt, og jeg hev efter vejret.

Min klaustrofobi kom snigende ind på mig. Lige som et bag angreb. "Snydt, bagangreb", kunne jeg næsten hører en lille stemme skråle inde i mit hoved. Jeg klamrede mig til det krassende tisgule sæde, mens jeg prøvede at være så diskret som muligt med mit hektiske åndedræt.

​"Er du okay?", Mor kigger op fra sin avis overfor mig. Hendes blik var bekymret. 

Jeg rømmede mig. "Jeg er okay", svarede jeg så kort som overhoved muligt.

Mor så ikke overbevist ud, men flyttede alligevel sit borende undersøgende blik væk fra min spændte krop.

Det var første gang jeg skulle køre i tog. Toget gjorde mig svimmel og brækfornemmelser kom som små bølger igennem min krop. Mit hoved dunkede af den ulækre stilhed, og de små hop man gjorde når toget kørte over noget ujævnheder.

Vi sad på første klasse hvor det var forbudt at ryge. Mor havde nemlig en tildens til at undgå tobak, selvom at alle røg. Og når jeg mener alle, mener jeg ikke bare få, men alle​.  Det mindede hende for meget om min far, sagde hun altid. Derfor gik hun meget op i at undgå tobak så meget som overhoved muligt. Jeg var heller ikke vild med tobak. Jeg smagte det engang af en af vores ungkarle på gården. Han hed Mads. Det var ude i baggården, og jeg gik forbi ham på vej ud til grisene med foder. Han stod og hang op af vaskehuset. Han kaldte mig hen og spurgte om jeg ville smage. Så dum som jeg var gjorde jeg det.

Jeg har ikke kunne fordrage lugten af tobak siden.

​Jeg flyttede mit blik på de engang rene ruder. De var så beskidte at det næsten ikke var muligt at skue ud på landskabet bag snavset. Okay måske lidt overdrevet, men mere eller mindre sandt. Jeg lagde mit hoved mod den kølige rude. Det føltes vidunderligt mod min brandvarme pande.

​Toget susede forbi de døsige, morgenduggede marker mod kurs mod Roskilde. Markerne susede væk i et næsten slørret billede. Man kunne næsten ikke følge med i alle indtrykkene man fik. Køerne der græssede langt væk, bonden der stod og baksede med hestene, og karlene der gik sig en tur tæt ved togskinnerne. Det var sandligt et flot slørret portræt.

​En raslende lyd af papir fik min opmærksomhed. Det var mor der bladrede i avisen. Hun fik små rynker rundt om hendes øjne når hun koncentrerede sig. Jeg havde æren af at se dem nu.

Hendes ben lå overskrævs. Højre ben over venstre. Hendes lange kjole dækkede helt ned til knæene.

Ved første øjekast skulle man næsten tro at hun var min ældre søster, så ung så hun ud i morgensolens stråler. I teorien kunne jeg ikke forestille mig hende som andet end min mor, men angående aldersforskel, var det ikke umuligt. Hun fik mig alt for tidligt, plejede mormor altid at sige, inden at hun altså døde.

​Mor, Reyna Sørensen fødte mig en kold september morgen. September d.15.

Mor var kun 16 år gammel og var ved at tage en uddannelse hos en frisør skole i Roskilde. Mor og far blev kærester gennem nogle af deres ungdoms venner. 

Da hun fik mig bestak min far hende med penge og stak af kort efter med hans chef pige. Han var ved at uddanne sig sko designer.  Hun kunne ikke både passe mig og få en uddannelse, så hun rejste tilbage til mormor og morfar hos deres gård. Der blev hun modtaget med åbne arme, men hun var så rasende at hun ikke var taknemlig.

Ikke taknemlig over for dem, fordi hendes hoved var tungt af hadet og sorgen over  min far. Den måde han stak af på, og den måde han bare bestak hende med penge. De næste par år var hun indelukket, og sad for det meste inde på sit værelse og skrev. Mormor passende mig, for mor nægtede at se mig. Jeg havde min far øjne. Det var grunden til at jeg blev fravalgt i de år. Det var kun fordi at jeg mindede hende om ham.

Da jeg fyldte 2 år bestemte mormor at mor skulle gøre lidt nytte, og bryde den lille bobble hun havde sejlet rundt i de seneste år.

​Det hjalp og hun blev 'sig selv igen'.

​Alt dette fik jeg at vide af mormor. Jeg havde aldrig kunne lokke noget ud af mor. Hver gang jeg nævnte ham, blev hun blot låst og stædig. Hendes blik blev fjernt, og hendes stemme blev kold og død. 

Sporgene sad stadig dybt begravet i hende. 

​Senere da jeg fyldte 9 år døde mormor af lungebetændelse, og ved hendes dødsleje kaldte hun på mig, og sagde:

"Spild ikke dit liv kære Anastacia. Der er en hel verden der venter på dig derude. Få ikke en skæbne lige som din mor. Lov mig det!". Og så døde hun.

​Morfar var svækket af sit haltende ben, så hele gårdens ve og vel lå i mors hænder.

Der gik 3 år inden han døde.

​Landskabet havde langsomt ændret sig. Der blev længere mellem gårdene, og til sidst begyndte der at ligge fabrikker spredt ud over markerne.

Vi nærmede os Roskilde.  

​Da der kom huse ud for vinduet rettede jeg mig, så jeg sad hvor jeg kunne se igennem ruden. Små huse lå langs jernbanen. Husene så fattige og faldefærdigt ud, men var ellers charmerende på sin egen måde.

​Toget raslede under os da stoppede ved en lille perron i udkanten af byen. Vi skulle af 3 gang det stoppede, inde i centrum at byen. En mand i blå uniform, med snavs på sig steg ud af toget længere henne, for at tjekke om alle dem der skulle ud kom ud. En togmand?

Et par teenagepiger i gråt slidt tøj steg ud. De var på min alder. De bar 2 store kurve med brænde. De havde tydeligvis travlt for de løb med smidige bevægelser væk fra perronen, hen til en smal gyde der førte ind mellem 2 store bygninger. En ældre herre med stok, steg også ud, og en fed mand i 40'erne. Det var de fattigste kvarter der lå her. Dem der arbejde på fabrikkerne. 

Manden i den blå uniform piftede an og hoppede op på toget igen.

Toget kom futtende i gang igen, og med et par voldsomme ryg og et par fut mere tøffede det med lav hastighed mod den næste station.

Jeg kiggede over på mor som ikke en eneste gang havde kigget ud af vinduet siden fabrikkerne begyndte at komme. Hun læste omhyggeligt videre og snoede en af hendes korngule krøller mellem hendes tynde fingrer.

​Omgivelserne var lavet om, og der begyndte at komme parker og små velpassede villaer rundt omkring os. Der gik kort tid før en stor hal tornede sig over os. Det var lidt ligesom et glasbur. Toget raslede under os da det stoppede op for anden gang. Folk strømmede ud i store mængder. Alle så morgen travle ud. Trætte og udmattede.

 

​Jeg løsnede mit blik fra perronen, og fæstnede det på mine folede hænder i skødet.

​"Hvor er du dog smuk".

​Jeg løftede blikket mod mor som smilende rakte over bordet, og lagde sine hænder over mine. Hendes hænder var rug efter de mange timers arbejde ude i marken.

Jeg smilede tilbage og strøg blidt over mine mors hænder.

I dagens anledning bar hun en stråhat som beskyttede hendes solbrændte sarte hud mod det værste sollys. Hendes lyse korngule hår lå i bløde bølger ned langs brystet på hende. Håret skinnede gyldent i de små solstråler hatten tillod den at få. Et gult smykke hang rundt om hendes tynde hals. Det matchede til håret. Ud over det ellers pralende smykke, bar hun en mørke grøn kjole i sart stof, som havde en lille v- udskæring. I skødet lå hendes mørkegrønne håndtaske som hun brugte når hun skulle i byen. Hvilket hun kun var en gang om året, når hun besøgte sin gamle barndoms veninde Ida.

På hendes fødder var der nogle skinnende rene højhælede med en hæl på størrelse med en tommelfinger.

Meget idyllisk var billedet. Meget idyllisk var det da hun med langsomme bevægelser strøg hendes hår bag om ørerne, så hun afslørede et par grønne sten.

"I lige måde", sagde jeg spagt, og flyttede blikket igen på perronen. Menneskerne puffede stadig til hinanden for at komme enten ind eller ud af toget. Højt over den puffende menneskemængde, og de små boder med ost og nybagt brød, fløj duer rundt og kukkede lystigt. Helt der oppe hvor de kunne få fred for menneskerne. Der oppe hvor det var sikkert at lave deres reder.

​"Den klæder dig godt", sagde mor og fangede mit blik. En dame i den anden ene af den lille kupe tyssede på mor, da damen var faldet i søvn.

Klokken var kun 7 om morgnen, vidste mit armbåndsur. Uret var af sølv og havde en lille viser med en lille sølvsnor. Jeg fik den sidste år i fødselsdags gave da jeg fyldte 17.

Der var 4 måneder til min fødselsdag.

Det var nemlig april d. 12, en tirsdag - 1921.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...