Not a lie

Bianca har flyttet fra by til by hele hendes liv, pga hendes fars job.
Men da hun ender i England, London og starter på en ny kostskole finder hun fem venner som gøre særligt indtryk. En af lidt mere end bare en ven. Men da der kommer følelser med i spillet, vil det så fortsætte eller bliver hun bare en til tøs i hans samling?......

3Likes
0Kommentarer
645Visninger
AA

6. Kaos...

"Kan du selv finde vej?" spørger Jessica for femte gang. "Ja" Siger jeg og smiler "Okay vi går op til kantinen nu. Du komme når du har været nede på kontoret! Okay?" Siger hun og lyder præcis som min mor. Skræmmende. "Ja, ja" siger jeg og griner. "Hvad skal du på kontoret?" spørger Calum "Jeg skal have udfyldt nogle papire" Svare jeg og han nikker. De vender alle om og går mod kantinen.

 

*****

 

Jeg kommer op til kantinen. Jeg tager en bakke og stiller mig i kø. "Her" siger en halvfed kantinedame og klasker noget spagetti op på min tallerken. Jeg tager en lille skål yoghurt med friske frugter og en juice. Jeg vender mig og kigger ud over de mange borde. Folk snakker og kaster med mad. Jeg kigger nervøst ud over mængden i frygt for at mine 'venner'. Hvis man kan kalde det det. ikke er her. Jeg står og kigger ud over menneskemængden, og mit hjerte hopper et slag over, da jeg et kort øjeblik ikke kan finde dem. 

Michael stikker en hånd i vejret og Ashton råber "Bianca, her!" Jeg ånder lettet ud går ned af nogle trapper, jeg mærker at mit ene snørebånd er gået op, og halvt nede af trapperne prøver jeg halvt at bukke mig for at binde det, samtidig med at jeg stadig holder bakken med mad. Jeg for overbalance og falder mens jeg forventer at lande på noget hårdt. Men jeg lander mod noget blødt. En person. Jeg mærker kort vejrtrækket fra personen, inden jeg lander på gulvet, fuld af kødsovs, våd af juice og yoghurten har fedtet mit hår til. Mit hoved dunker og jeg kigger op og møder et par meget smukke grønne øjne.

"Ej, er du okay? Det er jeg virkelig ked af" siger han og hjælper mig op, Jessica kommer løbende "ER DU OKAY?" skriger hun og kigger med store øjne. 

"Jearh jeg har det fint. Jeg er bare fuld af... 'mad' " siger jeg trist og kigger ned af mig selv. Jessica smiler til mig, men retter hurtigt sit smil mod ham drengen. "Du kan bare gå Sebastian, jeg har styr på det" siger Jessica sødt til fyren og hiver mig ud på toiletterne.

"Ej hvor var det pinligt" siger jeg og gemmer mit hoved i mine hænder. "Det skal nok gå!" siger Jessica beroligende og giver mig en ny trøje som jeg hurtigt skifter til. Jeg skyller mit hår og sætter det op i en knold igen.

"Hvem var ham fyren?" Spørger jeg nervøs for at hun fornemmer at jeg syntes at han var MEGA lækker "Det er bare en der hedder Sebastian." Siger hun og for sådan et drømmende udtryk

"Ej kan du lide ham?" spørger jeg med et lille grin "Nej. Heh" siger hun og kigger ned i gulvet "NÅ men skal vi gå ud igen" siger hun hurtigt og åbner døren for mig. Jeg laver en grimasse "Skal vi?" spørger jeg bedende, hun ligger hovedet på skrå og siger bestemt "JA. Du kan ikke gemme dig her for evigt" Hun tager min hånd og hiver mig ud på gangen."Tak fordi at i er så søde ved mig" Siger jeg pludseligt, hvorfor sagde jeg det? ej hvor akhavet!

"Hvad mener du?" spørger Jessica mens hun stadig hiver i min hånd: "Jeg mener bare, at jeg havde ikke troet at jeg ville møde så søde mennesker på første dag" Siger jeg. Ej Bianca, stop dig selv? Hvorfor gør jeg det her?

 "Nåee, tak" Siger Jessica og krammer mig. Lidt akhavet men what ever? Vi sætter os ved bordet, drengende har taget noget nyt mad til mig som står klar. "Tak" siger jeg og begynder at spise.

Det her er slet ikke som jeg havde troet. Folk er meget sødere end de er i amerikanske teenagefilm. Ej okay Bianca nu er du dum, selvfølgelig er livet ikke ligesom en film. Jessica afbryder mine tanker "Hør Bianca, du har haft en masse at se til idag. Så tag du hellere hjem og slap af" Siger Jessica pludseligt

Tankerne flyver igennem hovedet på mig. Hvad sker der? 

"Men skulle vi ikke lave noget? jeg troede at..." og inden jeg når at sige mere, går hun igang med at snakke med Calum. Hvad? Vil hun ikke hænge ud med mig? Gider hun mig ikke? Måske er livet præcis ligesom i film. Folk har fandme for meget facade. Sådan noget pis gider jeg ikke.

Jeg bobler af raseri, og kan næsten ikke styre min vrede, men langsomt bliver den vrede til tristhed. Jeg kan mærke tårene presse på, og jeg bruger alt den selvkontrol jeg har for ikke at bryde ud i gråd. Jeg synker en klump og kæmper for at holde stemmen i ro. 

"Okay" siger jeg og rejser mig op. "Hvor skal du hen?" spørger Ashton, jeg kigger kort over skulderen og svare koldt "Jeg går ind til time" Jeg går hen ad gangende, langsomt kommer tårene, men jeg tørre dem væk og skynder mig ind i klassen. Jeg snupper min taske og går ud på gangen. Klassen klare sig nok uden mig. 

 

 

*****

 

Jeg stiger ud af bussen. Og går op mod døren, min mor er hjemme. Af alle dage, så skal det lige være om mandagen hun har fri. Red mig fra alle de spørgsmål der bliver smidt i hovedet fra højre og venstre, så snart jeg træder indenfor. Jeg går indenfor. Min mor kommer løbende, og som forventet, spørgsmålstormen kommer. "Hvordan var det?" spørger hun glad, "fint" Svare jeg stille og prøver at holde stemmen i ro. "var folk søde?"

"Ja" siger jeg koldt "Fik du nogle nye venner?" Jeg vender mig rundt og kigger hende lige i øjnene og siger kort "NEJ" Jeg går ind på mit værelse og smækker døren i. Med det samme bryder jeg ud i gråd. Jeg er NØD til at flytte. NU!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...