Ham

Dette er en ægte historie fra mit liv. Og den gør ondt

0Likes
0Kommentarer
41Visninger

1. Ham, mig og os

Jeg vil gerne fortælle en historie. En lang en der faktisk ikke havde en betydning i starten. Men som endte med at være en af de vigtigste i mit liv. Historien, er om en dreng der pludselig trådte i mit liv. Som jeg i starten aldrig opdagede, men sluttede med at tænke på hver dag. Jeg kigger tilbage på billederne, og opdager at han faktisk er der. Han står altid bag mig eller sider ved siden af mig.  Han er for mig en ganske særlig dreng. For han tog sig tid, han ventede på øjeblikket til at træde ud af skyggerne og valgte hver dag med omhu? Han trådte ind i mit liv. På en forfærdelig måde, og derfor syntes jeg historien er værdi til at blive fortalt. Han blev såret, dybt. Han blev ødelagt og måtte flygte fra alt han kendte. Ligge i skjul i et nyt værelse, skabe sig et nyt hjem et trygt sted. Bortset fra intet rigtigt var trykt. Han blev sendt væk igen, til mig. Til der hvor jeg var. Og vores linjer mødtes.

 

 Første dag jeg mødte ham, stod han bare der. Og jeg kiggede på ham? Hvem var det! Skulle han være hos os nu? Han var klædt i grove cowboy bukser, en rød ternet skjorte, brune sko og havde sat sit hår lidt op og til venstre. Hans arm var dækket i gips. Og han holdt fast i sin skjorte åbning for at holde den oppe. Den her dreng. Var bare en dreng? Pigen ved siden af ham var fjern. Og lignede et skræmt barn, men da jeg hilste og præsenterede mig ved et navn jeg sjældent hørte, kommenterede hun min skjorte. For den var magen til hans. Og jeg husker det, for det var helt korrekt. Der går uger, og pigen stopper.

Pigen var forresten hans kæreste men de slog op. Ingen forstod hvorfor eller hvor hun blev af, men hun var væk. Drengen blev, og jeg holdt lidt små øje med ham. Men ikke helt, for jeg var forelsket. Jeg havde fokus på en dreng der hører til en helt anden historie. Men drengen. Den dreng. Ham med skjorten, han var der? Han fulgte åbenbart med, pludselig var han i min gruppe, og jeg husker hvordan han talte om hans eks var sær, og at han havde da haft sex før! (Vi var næsten alle Virgins det legede sp eller k på et bestemt værelse) Men han sad der, og han fortalte og deltog. Men jeg husker sjældent hans ord, for han var der bare.

Jeg fokuserede på den anden. Og det blev juletid. Og der var julefest. Drengen er på billederne men jeg husker ikke han var der, han står lige bag mig og laver sit ikoniske smil og en tommeltot. Det gør han altid. Men han er ikke i mindet? Hvor var han. Hvor er han? Men han kommer tilbage. Det blev ferie, vi skypede, og vi var små fulde, ham mig og andre. Jeg husker at han erklærede at han elskede mig. Men at han ikke kunne få mig. Fordi jeg elskede en anden. Vi sås alligevel den anden dag, og var sammen? Mig ham og min veninde og han sagde alt var løgn. Vi kommer til nytårs festen. Noget alla mig, mit Crush var forelsket i min veninde, jeg var kæreste med en fyr i Holland, drengen græd fordi jeg kyssede med en ven og vi endte med at vi næsten alle græd og jeg dansede just Dance.

 Hyggeligt. 

Jeg kom hjem fra ferie. Og mødtes med noget jeg aldrig rigtig opdagede som værende forkert. Den anden dreng, ham jeg kunne lide. Han fortalte at han var interesseret. Og vi kyssede.
Og den nat forandrede alt troede jeg. Vi sov sammen og alt var godt? Vi var kærester. Mig og ham den anden. Den forkerte, Lad mig kalde ham det.
Vi holdt i 45 dage. Og hver dag fulgte drengen os. Alle vores venner skred, for vi var det par ingen gad ses med? Forståeligt, vi passede ikke sammen så jeg tror egentlig godt man kunne se det på os Det var forkert, det var for perfekt.
Drengen tog billeder af os og vores falske kærlighed. Eller, den var ikke falsk for mig. Jeg troede, at dette var min fremtid.
Men lad mig ikke komme af sporet. Dette er historien, om drengen, den dreng.

Da mig og det forkerte slog op, var drengen den første jeg stod med, han åbnede sig og han lukkede mig ind i varmen. For jeg var kold. Jeg var forfærdelig kold og jeg havde givet op.
Drengen var venlig, og jeg troede han var min eneste ven i lang tid. Han var den der stod og holdt min plads i spisesalen, og huskede mig på at selvom jeg var ked af det, skulle jeg spise.

Han lod mig fortælle om alt, om hvordan jeg blev mobbet som lille, til hvordan jeg hadede mig selv nogle aftner, nok til at skade mig selv.
Og jeg husker, at han skrev til mig en nat, en mørk nat hvor jeg nægtede at sove.
Han skrev han ville se mig lykkelig, ikke glad, ikke tilfreds. Men lykkelig. Og at det var det eneste han rigtig ville se mig. At han elskede mit smil, og at han altid kunne se når jeg ikke var glad.
Drengen var så sød, og jeg glemte det, jeg så det som endnu en venlig frase og endnu en person der bare havde ondt af mig.

Og der gik ikke meget tid, før det skete. En nat hvor vi ville bryde reglerne og jeg skulle besøge ham, jeg regnede ikke med at det var andet end sjov og venskab. Men det var noget.
Han kyssede mig.
Og jeg sagde nej og gik.
Han lovede mig det aldrig ville ske, men det gjorde det.

Igen, og igen og igen.
Og herfra, er dette historien om hvordan jeg, Pigen. Faldt for drengen.

Vi blev ved og det var kærlige beskeder. Til en nat hvor det var liiiidt mere. Vi gjorde dét.
Og det føltes godt. Fordi det var med ham.
Jeg elskede ham. Mere end jeg troede jeg havde elsket nogle i mit liv.
For han var den rigtige. Han så mine ar, han kendte min historie og jeg havde forsøgt en million gange at skubbe ham væk, sige at nu var det slut og han kunne ikke klare mig. At jeg ikke skulle være hans problem.
Men han lod mig ikke. Og derfor, elsker jeg ham.
Drengen var den rigtige.
Og vi rejste hver vores vej.

Vi var på skole udflugt og præcis 322,6 km fra hinanden.
For ham var det bare beskeder. Men fra dagen jeg tog afsted, havde jeg besluttet mig. Jeg elskede ham og jeg ville sige det når han kom hjem.
 Og det gjorde jeg. Self gjorde jeg det. Men vi var ikke sammen. For vi skulle tænke, og separeres. Men beslutningen var taget.
2 dage fra da vi kom hjem. Kan jeg huske vi lå i min seng, alene med mit hoved på hans bryst og en stjerne lyskæde som det eneste tændte lys.
Da jeg sagde det: Jeg vil gerne være din.
Og det blev jeg.
 

Jeg var glad, enhver dag var blevet nemmere, fra at have ham ventende på mig efter skole til at han lå med hånden i min når jeg ikke kunne sove. Han var min nu. Den rigtige dreng.
Det virkede så rigtigt. Indtil en dag. Hvor det føltes forkert. Og jeg sagde at måske skulle det ikke være ham og mig? Jeg løb min vej. For jeg kunne ikke forstå, det ikke hjalp. Jeg græd og græd og intet blev bedre blot værre. Det var dagen jeg opdagede. Det var ham jeg skulle være hos. For da alt faldt fra hinanden og jeg troede jeg var alene var det ham jeg ville fortælle det til.
Og det gjorde jeg. Jeg fik ham tilbage, og alt føltes godt igen.

Der går tid. Lang tid, og kærligheden er på den pink sky vi altid ser i film. Jeg troede dette var min slutning mit ’’de levede lykkeligt til deres dages ende’’. Men ikke hver dage. Jeg havde dårlige dage, men vi kom igennem dem. Enhver af dem. Og vi skændtes da også lidt. Bare ikke så meget.
Jeg husker alt.... At vi gik tur i Dianalund skov, og smed grene på skinnerne. Den første gang han viste mig rundt i København. Jeg havde set gaderne før, men med ham var de så farverige, og så smukke.
Men gaden var ikke mit fokus. Det var han. For han var min. Og jeg var glad.
Jeg kan huske hvordan vi var alene i hans fars lejlighed, og hvordan vi lå i sengen en hel nat, og alt var perfekt.
Vi plejede at tale om hvordan vores hus skulle se ud, hvordan vi ville opdrage vores børn og diskutere hvordan vores køkken stel ville se ud? (Rosenberg tallerkner og kopper og alt andet. Og så lod han mig da få mine Poul pava dækservietter)

Vi troede på en fremtid. Jeg elskede at høre om hans familie. Hans dejlige familie som jeg så som min egen. For de var så åbne og velkomne for mig. De så ikke en arrede pige med skæv for historie og problemer.
For de har aldrig mødt hende. Jeg var ren og jeg var hvem jeg ville.

Drengen... Han ville altid sende mig lange beskeder om sin kærlighed til mig, Om hvordan jeg var speciel og enhver drøm. Alt han elskede ved mig, lige fra mine fregner til det faktum at jeg bare var mig.
Han satte mig altid højt, at jeg var glad og at jeg var tryg. Hvilket jeg var hos ham.
Og han var det hos mig.

Jeg kendte sandheder om drengen, som en ikke hans mor har hørt. Han lukkede mig ind i sin verden, og jeg følte mig speciel. For aldrig har nogen lukket mig så langt ind.
Drengen, var speciel for mig.

Men med skolestart, startede problemer. For jeg kom ikke godt fra start, og vi havde misforståelser. Men vi kom da igennem dem. Jeg har gemt hans beskeder? Hans lange beskeder om at han elsker mig uanset hvad og at jeg aldrig må glemme det, At det her. Det var for evigt.
Der var en aften, i hans værelse. Hvor jeg begyndte at græde. Fordi jeg troede alt var galt, men idet at jeg satte mig op, rejste han sig fra sengen, satte sig foran mig og holdt sin hånd på min kind.
Og ordene lyder stadig højt og klart for mig:
Pige, nogle nætter ligger jeg mig i min seng. Og tænker at ’’jeg behøver hende ikke’’ Men i øjeblikket tanken dør ud, og jeg tænker på en verden uden dig. Kommer jeg i tanke om jeg ikke vil leve uden.

Drengen var sød ved mig, selv når jeg var håbløs. Og ethvert ord han nogensinde har lydt mod mig. Kan jeg erindre hver dag. Jeg husker natten i Dianalund hvor han begyndte at græde mod min ryg og jeg vendte mig om og så i hans dybblå væddede øjne. Idet jeg spurgte efter grunden tog han mig ved armen, og sagde at han ville sørge for jeg aldrig ville gøre dette mod mig selv igen. At han ville stoppe mig fra at lave disse ar.
Jeg husker, at han altid prøvede at ligge mig til ro når jeg ringede en sen aften i panik. Og han huskede mig på. At selvom mit hjem ikke altid føltes som hjem, at selvom jeg føler mig alene i mine sko om morgenen, at selvom jeg nogle gange kun ser mørke.
Så vil han bygge mig et hjem, langt herfra. Han vil være der for mig og han vil tænde et lys for mig.
 

Men det holdt ikke ved. Han holdt op med de lange beskeder, han stoppede med at prøve at rede mig fra mig selv om han blev træt af at opsøge mig. Men vi var sammen lidt endnu. For jeg gav ikke op.
Dog endte vi det, og vi gav op. Vi gik fra hinanden og nu husker jeg ord, jeg vil glemme men som er en grum genganger i mit hoved hver gang jeg husker det.
Jeg vil videre i mit liv,
Jeg ELSKEDE dig,
Vi er for forskellige, det er bare hele dig.

Men jeg var ikke ødelagt. For jeg vidste han elskede mig.
Og en dag hvor jeg havde brug for det, tog han alligevel telefonen, han talte mig igennem det mørke han havde holdt min hånd i så mange gange.

Drengen der ville videre i sit liv, tog telefonen da jeg ringede.
Han var ikke helt tabt.
Vi mødtes en gang, en enkelt gang og intet virkede forandret?
Jeg lagde mig i hans seng og han fulgtes ad, og efter lidt tid lå vi der igen.
Mit ansigt mod hans hjerte og hans næse der lavede kærtegn på min pande, og jeg kiggede så småt op, kun for at fange et glimt af ham.
Men mødte hans læber, og intet havde i 2 uger føltes så blødt. End ikke tæt på så kærligt.
Han fortalte at han elskede mig, men at der var ting han bare ikke vidste og ikke kunne forklare, jeg troede alt var godt og vi var tilbage.

Dog en misforståelse fra min side… Men jeg vil gerne prøve. Selvom folk siger han er dårlig for mig. Selvom folk siger han er gift i mine allerede døde blodårer. Så kender de ikke denne historie. Den er end ikke fuldendt. For enhver dag, fra dagen han bare vare drengen til den der fest. Der ventede han på mig. Og når jeg tænker nu kommer jeg i tanke om det jo var sandt.
Han satte sig aldrig før mig, fordi han ville side ved min side. Han stod altid på gangen når jeg gik forbi og han var altid hvor jeg var, blot et split sekund efter.

Og selv hvis han var giftig. Ville jeg ikke slippe. For jeg tror på den rigtige nogle gange gør ondt. Sig ikke at der ikke er godt uden ondt. Jeg er kristen. Og det er jeg stolt af.
Og han er ikke min slange, han er måske heller ikke min Adam. Men måske er han æblet.

For selvom han var farlig, og alle fra rådede mig fra at tage en bid. Så blev jeg klogere, og det tror jeg var godt. Jeg tror, at kærlighed skal være mellem Eva og æblet. Den forbudte frugt.
For det skal være en risiko. Men man skal blive klogere. Og når du tager din første bid, først det har du visdom til at vide om det var klogt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...