STARBOY ✪ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2016
  • Opdateret: 28 jul. 2017
  • Status: Færdig
Justin Bieber har aldrig været mere kendt, end han er nu. Men med berømmelse følger rampelys, og med rampelys, følger der opmærksomhed. Alle øjne er på Justin og hans forsider med forskellige piger hver gang. Det giver ham et dårligt ry, og hans managere er ikke glade. Men da Cora Reid træder ind i billedet, ender hun med at blive løsningen på hans problem. Hun bliver tilbudt et job som Justins kæreste, indtil hans tour er overstået. Men da hun sagde ja, vidste hun ikke at det fulgte med jobbet, at være vidne til Justins arrogante personlighed og mange one night stands.

137Likes
201Kommentarer
75246Visninger
AA

19. 18 ✪ Road Is Long

18

Road Is Long

 

”Du er nødt til at tale med mig!” råbte jeg så højt, at et overrasket udtryk indtog Justins ansigt.

”Jeg er træt af at det altid er dig der skal kontrollere og bestemme i sidste ende! Nu fortæller du mig hvad fanden der skete!” jeg havde aldrig været så frustreret før, men det var kun fair at han fortalte mig hvad der var sket. Jeg ville fortælle ham alt, hvis han spurgte. Han har lige kaldt mig sin kæreste, så kunne han da også godt opføre sig, som var jeg hans. Første regel – ikke flere løgne.

 

Hans stemme var nu mere rolig, og hans blik var heller ikke så vredt længere.

”Jeg har ikke lyst til at fortælle dig det”

Jeg kastede med armene.

”Hvorfor ikke?”

Han så op i mine stikkende øjne, der var en anelse skuffede.

”Fordi at jeg skammer mig over det”

”Du kan fortælle mig alt” forsikrede jeg ham om.

Han nikkede let, men han havde stadig ikke tænkt sig at sige det.

”Du har ikke tænkt dig at sige det vel?”

Han rystede let på hovedet.

”Fint” mumlede jeg, og vendte mig om.

Jeg begyndte at gå langs grusvejen, i håb om snart at møde Sebastian eller Nicholas.

”Hvor skal du hen?” råbte Justin bag mig, men jeg svarede ham ikke. Jeg fortsatte bare videre af stien, mens tårerne pressede sig på. Jeg havde ikke lyst til at græde, for jeg følte ikke at der var noget at græde over. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle, for jeg var hverken sur eller ked af det. Jeg var måske frustreret – ret frustreret – og det blev så vist i form af et par tårer. Jeg tørrede dem hurtigt væk, jeg ville ikke græde…

 

 

Vi var tilbage på bussen, på vej videre til næste by. Justin og jeg havde ikke fået snakket, og ærlig talt, havde jeg heller ikke lyst. Jeg følte mig pludselig så alene på bussen, og jeg havde brug for at tale med nogen. Men her var kun Justin, og at tale med ham, ville være at overgive mig. Jeg var nødt til at holde ud og vente på at han ville fortælle mig om december 2010, for jeg kunne ikke give op på det her. Jeg var stædig!

 

Jeg var efterhånden begyndt at få så mange følelser for Justin, at det nærmest ikke kunne være sundt. Jeg havde hadet ham til at starte med, men ikke længere. Jeg kunne ikke få mig til at være sur på ham, uanset hvor flabet han kunne være. Vi havde det generelt godt sammen, men det var nedture som de her, der fik mig til at tænke på om jeg overhovedet skulle blive? Pengene, det var derfor jeg var blevet i første omgang. Nu var jeg ikke helt sikker på, hvorfor jeg var jeg. Var det for ham? Var det stadig for pengene? Var det for det søde liv? Eller var det for populariteten og det at blive lagt mærke til? Folk kendte mit navn, og på en måde føltes det godt. Men helt præcist… Hvorfor var jeg her?

 

Vejen hertil var lang, og jeg spekulerede på om jeg var nået til dens ende – at det måske var på tide at vandre en ny vej.

 

Jeg sad i stuen og nynnede for mig selv, da Justin kom gående ind til mig. Han satte sig i sofaen over for mig, med foldede hænder og blikket i gulvet. Langsomt kiggede han op i mine øjne, og jeg fornemmede at der var en undskyldning på vej. Hvis jeg var heldig, ville han også fortælle om december 2010 – det føltes sådan.

 

”Cora-” startede han langsomt ud. Hans øjne var usikre, og det gjorde mig usikker. ”Du har flere gange snakket om, at pengene er derfor at du er her” Jeg sukkede indvendig over at jeg havde taget helt fejl af emnet han ville bringe på banen. Jeg var dog stadig nysgerrig på hvor dette ville føre hen.

 

”Jeg vil ikke have at du bliver på grund af pengene. Jeg vil have at du bliver af de rigtige grunde”

 

”Som hvad Justin?”

 

”Som at du vil være her på grund af mig”

 

Jeg nikkede let, og lod ham fortsætte.

 

”Så uanset om du er her eller ej, vil jeg sørge for at du stadig får din månedlige løn”

 

Jeg så lamslået på ham, og måbende rystede jeg på hovedet. ”Justin. Det kan jeg ikke tage imod”

 

Han nikkede, fast besluttet på at jeg skulle have de penge uanset hvad.

 

”Det er det mindste jeg kan gøre for dig, efter alt du har været igennem med mig”

 

”Justin, nej” blev jeg ved, men han rejste sig og gik. Der var ikke mere at tale om.

 

Han efterlod mig i stuen med det mest forvirrede blik, jeg nogensinde har ejet. Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle føle, og alle de her ukendte følelser, skræmte mig.

 

Jeg vidste ikke om jeg skulle blive eller tage af sted, for jeg savnede så mange derhjemme, men jeg ville savne Justin lige så meget. Hvad helvede skulle der nu ske? Jeg gik nærmest helt panik, og tog mig til håret i frustration. Jeg havde lyst til at skrige og få alle de uvante følelser ud, men samtidig turde jeg ikke. Trangen til at græde var også hurtigt op og vende, men jeg ville ikke græde. Det ville være for dumt.

 

Jeg besluttede for at rejse mig, og gå ind på værelset til Justin. Han sad på sengekanten med hænderne i håret, præcis som jeg havde siddet. Han måtte være lige så frustreret som jeg.

 

”Er du okay?” spurgte jeg forsigtigt. Min stemme signalerede også at jeg ikke var okay, og da Justin rystede på hovedet, var det tydeligt at ingen af os var ’okay’

 

”Hvad sker der?” jeg satte mig ved siden af ham, og jeg havde en kæmpe lyst til at lægge min hånd på hans knæ, men samtidig kunne jeg ikke få mig selv til det.

 

”Jeg er så fandens bange”

 

”For hvad?”

 

”For at du tager hjem”

 

At se ham sådan her, knuste mit hjerte fuldstændig. Han ville ikke have at jeg tog hjem, men det var præcis hvad jeg havde tænkt på. Tårerne pressede sig igen på, men jeg havde ikke overskud til at græde igen.

 

”Jeg har været nede i det dybeste hul, men af en eller anden grund, har du altid formået at hive mig op igen-” han rystede let på hovedet ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig”

 

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal træffe de rigtige valg, når du ikke er omkring. Jeg vil falde tilbage i de gamle vaner, og det ønsker jeg fucking ikke”

 

Jeg havde lyst til at trække ham ind til mig, og kysse ham, fortælle ham at jeg ikke vil tage hjem. Men det hele ville være en løgn. Jeg var så bange for at røre ham, for hvis jeg gjorde, ville jeg aldrig give slip på ham.

 

Han så op på mig med øjne røde øjne, og det var hvad der skulle til, før jeg selv begyndte at fælde tårer.

 

”Lov mig at du bliver” han så afventende på mig, men det eneste der kom ud af min mund, var et hulk.

Jeg så undskyldende på ham, mens jeg rystede på hovedet.

”Det kan jeg ikke love dig”

 

Han rejste sig med et sæt, og så ned på mig med sine store brune øjne. Han stod og betragtede mig nogle sekunder, og jeg følte mig så lille under hans blik. Jeg følte at jeg havde gjort noget forkert, men jeg havde jo ikke pakket? Jeg var ikke parat til at tage hjem, i hvert fald ikke lige nu. Men ja, jeg havde da overvejet det.

 

Til sidst forlod han værelset, og da jeg gik efter ham, havde han allerede forladt bussen.

 

 

Beklager den lange pause, men her kommer de sidste kapitler. Jeg har savnet at skrive på denne historie, så det er godt at være tilbage på sporet. Hvad tænker I om Coras idé om at rejse hjem? Tror I at hun tager aftsed? Eller får Justin hende overtalt til at blive? Afsløringen kommer i næste kapitel, som også er sidste kapitel. xKANTI 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...