STARBOY ✪ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2016
  • Opdateret: 28 jul. 2017
  • Status: Færdig
Justin Bieber har aldrig været mere kendt, end han er nu. Men med berømmelse følger rampelys, og med rampelys, følger der opmærksomhed. Alle øjne er på Justin og hans forsider med forskellige piger hver gang. Det giver ham et dårligt ry, og hans managere er ikke glade. Men da Cora Reid træder ind i billedet, ender hun med at blive løsningen på hans problem. Hun bliver tilbudt et job som Justins kæreste, indtil hans tour er overstået. Men da hun sagde ja, vidste hun ikke at det fulgte med jobbet, at være vidne til Justins arrogante personlighed og mange one night stands.

140Likes
200Kommentarer
79949Visninger
AA

2. 1 ✪ Looking Like You're Leaving

Looking Like You're Leaving

 

Cora Reid. Mit navn var alle steder nu. Jeg lyder måske arrogant, men det var altså sandt. Der var ikke gået mere end 2 timer, før mit billede var gået viralt. Justins ansigt var alle steder, og det samme var mit nu. Grunden var, at jeg havde indgået en aftale med hans managere Sebastian og Nicholas. Selv om det lød tåbeligt, og måske endda barnligt, skulle jeg spille hans kæreste. Det var lige så meget et job, som det var skuespil. Jeg havde brug for pengene, og der var altså virkelig mange penge i at gå og holde Justin Bieber i hånden. Han var selvfølgelig selv helt afklaret med situationen, og hans managere forsikrede mig om, at Justin ikke ville se mig som andet end en kollega. 

 

Jeg var på vej nu. På vej til tourbussen, som jeg øjeblikkeligt skulle stige på. Jeg havde først ønsket om et møde med stjernedrengen Justin, men da hans managere hurtigt havde udelukket den mulighed, var vores første møde snart i vente. Der er ikke tid, men bare rolig, du vil elske ham! Havde hans manager Sebastian forsikrede mig om, men jeg kunne høre på hans toneleje at han løj. Jeg havde ingen anelse om hvordan Justin ville være.

 

Da chaufføren havde sat mig af på den kæmpe aflukkede parkeringsplads, begyndte jeg at gå mod bussen jeg vidste var Justins. Måske var det min sjette sans der sagde at det lige var den bus, eller måske Justins kæmpe hoved der var placeret på siden. En masse af hans folk stod i en klump ude foran den store blå-lilla bus, og de så ikke for glade ud. Det gjorde mig en anelse nervøs, for det lignede at der var problemer.

 

”Cora Reid!” hilste Sebstian glad da jeg forstyrrede medarbejdernes gruppe. Han slog ud med armene og viste med sit kropssprog, at han var glad for at se mig. ”Hej” hilste jeg neutralt, og derefter gav vi hånd.

 

”Du skal møde de andre” Vi vendte os mod de andre 2 kvinder og 3 mænd. ”Det her er Karissa, Poppy, Jordan, Nicholas og Donovan.” han pegede på personerne idet han sagde deres navne, men jeg vidste godt at de ikke ville ligge i hukommelsen 2 minutter efter.

 

”Vi er løbet ind i nogle tekniske problemer-” forklarede Sebastian, hvilket gav mening i forhold til at de andre så ret så stressede ud. ”Det er B og C busserne, firmaet har først registreret udlejningen til klokken 16 i stedet for 15. Så vi prøver lige at finde en nødløsning.” Jeg nikkede, som tegn til at jeg lyttede.

 

”Et øjeblik, så er jeg tilbage” Sebastian løb rundt på parkeringspladsen, med en telefon trykket op mod øret. Han råbte og snerrede, og virkede ikke for glad. Jeg så rundt på de få mennesker, der havde alt for meget at jonglere med. Jeg ønskede at kunne hjælpe, men samtidig var jeg for genert til at spørge. Desuden anede jeg ikke hvad der foregik, udover tekniske problemer.

 

Sebastian råbte og fik samlet hele teamet. Jeg tilsluttede mig dem, for at høre den fælles meddelelse. ”Okay, så det her er hvad vi gør. Busserne er 50 minutter forsinkede, men eftersom Justin har en koncert i Glendale om bare 4 timer, bliver vi nødt til at sende ham afsted nu. Vi indhenter ham.” Og så begyndte folk at blive stressede igen. Teamet løb rundt i forskellige retninger, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

 

Før jeg vidste af det, var der 4 security-biler, der var klar til at eskortere stjernen til Glendale, Californien. Sebastian kom løbende mod mig med et vildt blik i øjnene. ”Du skal afsted nu.” han skubbede mig mod bussens åbne døre, mens han fik et par hjælpere til at bære min bagage ind i bussen.

 

Jeg havde ikke forstillet sig at skulle køre i A-bussen, det var jo Justins bus. Men samtidig skulle jeg jo spille hans kæreste, og det var jo nødt til at være troværdigt. Så jeg satte mig ombord på den stille bus, der hurtigt var kørt ud på hovedvejen.

 

Her var utrolig stille, så jeg sad og spekulerede på, om Justin nu også var ombord på bussen. Men det var han, for nogle minutter senere kom han gående ind i centrum af bussen. Han havde et koldt blik rettet mod mig - der så gerne ville gøre et godt indtryk.

 

”Er du den nye tjenestepige?” spurgte han køligt, velvidende om, at jeg skulle spille hans kæreste. Jeg rystede lidt på hovedet, før jeg rettede ham ”Jeg er Cora, jeg skal spill-” Han cuttede mig af med et ”ja-ja” som om hvad jeg sagde var komplet ligegyldigt for ham.

 

Han satte sig ned i sofaen over for mig. Han sad og betragtede mig, og da et lille smil formede sig på hans læber, havde jeg brug for at vide hvad han tænkte på.

 

"Hvorfor sagde du ja til jobbet, når du ikke har hørt andet om mig end hvad der står i magasiner?" Spurgte han velvidende om, at størstedelen af indholdet om ham, var negativt og handlede om hvilken nar han var. “Fordi jeg ikke dømmer nogen ud fra andres bedømmelser.” Han så på mig med spørgsmålstegn i øjnene, og om jeg virkelig mente det. Jeg nikkede selvsikkert, da jeg kunne læse spørgsmålet i hans mimik.

 

Han grinte højlydt ”Du er fandme retarderet, hvis du tror jeg ikke er, som jeg står beskrevet i magasiner.” Ingen havde nogensinde pisset mig så hurtigt af som ham. Jeg havde kendt ham i hvad… 3 minutter højest, og jeg så allerede måbende på ham, og hans stinkende attitude.

”Kaldte du mig lige retarderet?” Okay, glem det med at skulle give et godt indtryk, jeg skulle bare have min månedlige betaling.

”Rolig nu, det er okay at være retarderet.” Grinte han, før han rejste sig og gik ud i bussens minikøkken.

 

Jeg sad måbende og kiggede efter ham. Hvad fanden bildte han sig ind? Hvorfor troede han at han kunne opføre sig sådan? Og hvem troede han lige at han var?

 

 

De burde have været i Glendale for 1 time siden, men de var rendt ind i myldretiden, og transporttiden fik tilføjet 1 time til. Justin og jeg havde ikke udvekslet flere ord, da ingen af os havde noget at sige til modsatte part.

 

Jeg sad med min telefon og sms’ede, mens Justin var gået i gang med at tømme minibaren. Han havde ikke lavet andet end at spise den sidste time. Nu sad han og tyggede på et stykke pepperoni pizza.

Jeg var også selv blevet ret sulten, og pizzastykket i Justins hånd, fristede mig også. Jeg gik ud i køkkenet, og pizzabakken på disken, fangede hurtigt min opmærksomhed. Jeg var sulten, rigtig sulten lige pludselig.

Jeg åbnede låget, og et lille stykke pizza var tilbage. Der var kun ost på, eftersom Justin havde taget al peperonien. Det gjorde mig lidt irriteret, da jeg simpelthen elskede peperonipizza, men pizza var bedre end ingen pizza.

Efter at have smidt den tomme pizzabakke ud, satte jeg mig ind i stuen igen, og gloede videre på min telefon.

 

 

 

Endnu en time var gået, og om nogle minutter var vi endelig fremme. Vi var lidt over 1 time forsinket, så Justin havde fået ret travlt. Men selv om han havde travlt, følte han sig ikke stresset. Publikummet måtte vente.

 

Han sad bare og åd videre, af den mad, der skulle være til hele aftenen samt morgenen i morgen. Efter pizzaen var det kagen, efter kagen blev der skyllet ned med nogle frugter, og efter frugterne sluttede han af med endnu et stykke kage. Alligevel kunne man ikke se på ham hvor meget han spiste, for ikke at nævne al det usunde.

 

Jeg rejste mig fra sofaen i stuen, og gik ud i køkkenet efter et glas vand. Men lige da jeg trådte derud, fortrød jeg straks. Jeg frøs, og min øjne blev så store som tekopper. Alt det rod Justin havde lavet – allerede.

 

Der var madkrummer over alt, samt beskidt service stablet ved vasken. Beskidt bestik flød over hele disken, og chokoladen fra kagen, var endda endt på skabene. Hvordan i helvede var det her muligt? Jeg vidste én ting, jeg kunne ikke bo med ham på denne måde.

 

Jeg forfalskede et smil, mens jeg gik tilbage ind i stuen. ”Justin” det var det første jeg havde sagt til ham, siden jeg spurgte om han kaldte mig retarderet. Han kiggede forvirret op – overrasket over at jeg havde valgt at snakke til ham – og et lille ”hmm” forlod hans mund.

 

”Rydder du ikke op i køkkenet efter dig?” spurgte jeg pænt, da jeg ikke gad flere ballader med ham. Han sendte mig et koldt blik ”Det ville jeg… men jeg gør ikke rent” han kiggede ned igen, og hans blik landede på hans telefon.

 

Jeg lagde surt armene over kors, før jeg fortsatte mig selv ”Hvem skal så rydde op efter dig?” Han så op på mig igen, denne gang som om at svaret var indlysende ”Det er kvindernes job.”

 

Nej nej nej, jeg kunne ikke overskue det mere, jeg havde allerede fået nok af ham. Med frustration i kroppen smed jeg mig ind på sengen i det lille værelse, jeg vidste vi skulle dele i nat.

 

 

Dette var første kapitel i STARBOY. Jeg har valgt at omskrive historien, da jeg føler at det så er lettere at relatere til nogle af de ting Cora føler. Jeg håber I vil læse med i den ’nye’ STARBOY, jeg lover flere kapitler i fremtiden ;)) xKANTI 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...