en måned og alt er forandret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Igang
hele christys liv er blevet vend op og ned de sidste 4 uge, og nu har hendes mor sent hende på en sommer lejre for vansklige unge. til at starte med syndes christy, at de alle sammen er freaks, og at livet aldrig mere vil være sjovt at leve, men ender med selv at blive fanget i deres spil.

0Likes
0Kommentarer
85Visninger

2. 2

 

 

det er jo ikke min skyld”. Jeg sidder i et politirum med en kriminalbetjent foran mig. Hvorfor skal de altid have solbriller på, altså man skulle tro jeg var med i en krimi film, og  ja, har jeg fortalt, at kriminalbetjenten er min egen nabo hr. Jammes, ham jeg var til middag hos i går, hans datter jeg legede med, da jag var 7 år og min mors nye kæreste! ”Hør her Cristy, jeg tror ikke, du kunne finde på at gøre sådan noget. Så hvad med at du fortæller sandheden, så vi kan komme hjem til din mor”. Tro mig, det havde jeg virkelig lyst til, men sandheden er bare ikke altid den rigtige vej, i hvert fald hvis man gerne vil beholde sin bedste ven. ”Cristy hvad er der galt”. ”Hmm lad mig se, måske det, at min far er stukket af fra mig, jeg sidder og bliver forhørt af min nabo, og ja, lige så snart vi kommer hjem, går du løs på min mor igen. Så det er faktisk ikke så slemt at være her”. ”Hvornår lærer du at acceptere, at din mor og jeg er sammen”. ”Lige så snart det er forbi” ,afbrød jeg. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige dét til ham, til min mor og til min far. Til min mor og stedfar fordi jeg havde lovet hende at holde mund og til min far fordi…. fordi han stak af fra os for to uger siden, og min mor søgte straks tilflugt - af sorg - hos min nabo Jimi. Vi taler ikke så meget om det, fordi hver gang jeg nævner ham går min mor. Hun siger, det er fordi, hun er kommet over det punkt, men jeg ved, det er fordi, hun går ind og græder for sig selv. Lige siden de tre uger begyndte, har alt været et mareridt. Først slog min kæreste op, så stak min far af, og jeg havde nær mistet min bedste ven. Det var derfor, jeg sagde, ja til at gøre det. Jeg sagde, ja til min bedste ven så jeg ikke også skulle miste hende. Hun var den eneste, jeg havde tilbage. ”Åååhh skat, er du okay,” var det eneste min mor sagde, da døren i næste øjeblik fløj op. Hun gik hen, og gav Jimi kys og kram men ikke et eneste et til mig.

Hvorfor lever jeg overhoved .

Cristy kiggede op fra sin dagbog, hvor hun havde skrevet, hvad der var sket på politistationen for en uge siden. Hun læste på skiltet, imens de kørte ind i det indhegnet område. ”Neils and Kæise sommerlejr for vanskelige unge” hviskede hun til sig selv. Hendes nye hjem de næste to måneder. Hvor skulle hun flygte hen, når hun skulle græde. Ville de her mennesker også ignorere hende, ligesom klassen gjorde den sidste uges tid før sommerferien begyndte. Selv hendes bedste veninde, der var skyld i alt det her. Hun var den sidste, Cristy havde tilbage, og nu havde hun ingen. De stoppede ved en stor bygning, der lignede noget fra en film. En lille tyk kvinde kom gående ud fra hoveddøren, det var nok lejrens leder. ”kommer du Cristy”, Hendes mors stemme fik hende til at vågne op fra sine tanker. ”ja” svarede hun, og gik ud af bilen. Den varme luft ramte hende som et slag, så hun godt kunne mærke, at hun var landet i Texas. Cristy tog sin taske ud af bagagerummet. Tasken var fuld af tøj, og de ting hun ikke kunne undvære. Hun vendte sig om og kiggede ud på landskabet, som om det var endestationen for hende. Hendes far havde altid sagt til hende, at man skulle se tingene fra den lyse side, men hvad nyttede det, nu hvor han var stukket af. Hun holdte stramt om sin dagbog. Hun holdte stramt om sine tanker. Det var en god måde for hende at skrive hendes følelser ned. Hun lukkede alting ude og fordybede sig i sine tanker. Imens hendes mor gik over og talte til lejrens leder, satte hun sig under et træ og slog om på en blank side. Hun tegnede en flot ramme rundt i kanterne, som hun ville farve senere og skrev med store bogstaver.

Det hårdeste var ikke at miste ham eller hende eller min far, det var at miste mig selv.

 

”Kommer du her over Cristy,” kaldte hendes mor 5 min. senere. Cristy rejste sig fra træet og gik over til sin mor og den lille tykke dame. ”Det her er miss Neils, hun er lejrens leder”. ”Faktisk” sagde miss Neils, mens hun kiggede direkte på Cristy, ”så er jeg kun medleder. Du skal nok få lov til at møde min partner senere”. ”Okay”, var det eneste, Cristy kunne få ud, for hun var blevet så tør i munden af den varme luft.

Hun boede normalt i staten New York, hvor der var noget mere køligt end her i Texas. ”Nåh - vi må hellere se at komme videre, nu hvor…”, begyndte miss Neils, men hun nåede ikke længere, før hun blev afbrudt af Cristys mor. ”Ja, det må du virkelig undskylde, ser du, vi kunne ikke finde vej, og så var der trafikken og…”. Så nåede hun ikke længere, før hun blev afbrudt af miss Niels.” Det gør slet ikke noget, alle de andre er faktisk allerede over i kantinen, så jeg skal nok tage dine ting, så kan i lige sige farvel, og så skal du bare gå over til de andre i kantinen”. Hun pegede, på en hvid lang bygning der så ret ny ud, og så var hun væk. Tilbage var Cristy og hendes mor. ”Du skal nok klare dig”, begyndte hendes mor, ikke engang med en lille smule moderlig undertone. Lige siden faren var taget af sted, var alt den moderlige kærlighed forsvundet, de havde næsten ikke haft en rigtig samtale i en uge. ”Det skal nok gå”, sagde hun, imens hun to vægten over på det ene ben. Cristy kunne hverken holde tårene eller panikken inde mere, og så fløj alt det hun havde holdt inde i så lang tid ud. ”Ja, hvordan skulle det ellers gå, vent, du vil sikkert ikke engang vide det, ligesom du ikke har interesseret dig for mit liv det sidste stykke tid. Du lagde ikke engang mærke til, da jeg blev 6 cm højere, fordi jeg gik med høje hæle i skolen, eller da jeg fik 12 til eksamen, og du ikke engang kom med en lille rosende bemærkning”. Moren trak vejret dybt og sagde, ”vi ses om to uger på besøgsdagen, skat”. Så vendte hun sig om og gik, uden at give hende et kram eller et smil, men hvad skulle hun havde forventet. Hun var efterhånden blevet vant til at blive skuffet.

Cristy stod foran døren til kantinen. Hun kunne høre stemmer derinde. De var sikkert i gang med at spise. Hun var jo også kommet senere end de andre. Hun lagde hånden på dørhåndtaget og tænkte på, hvad der måske ventede hende. Det skal nok gå, sagde hun til sig selv. Hun trak i håndtaget og åbnede døren. De fleste opdagede hende ikke, fordi døren ikke gav en lyd fra sig, da den blev åbnet. Nogle få personer kiggede på hende. Hun kunne mærke hårene rejse sig i nakken på hende, så hun trak tasken op på skulden. Hun havde altid hadet, når folk kiggede på hende. Folk begyndte langsomt at vende hovederne og snakke med andre. Cristy gik over til et bord, hvor der kun sad en pige. Hun så ret normal ud lignede en helt normal pige, der ville gå i hendes klasse. Hun satte sig ned og lagde tasken ved siden af på bænken. ”Du må nok hellere holde godt øje med din taske, jeg har hørt, at der skulle være lommetyve på den her lejr” sagde pigen. ”Tak” svarede Cristy og kiggede over på pigen. Hun havde langt sort hår 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...