Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
Oldeane Featherstones lille søster forsvandt for tre år siden. Pludselig begynder hun, at mærke sin søster. Oldeane må prøve at løse gåden om sin lillesøsters forsvinde, men hvem kan man stole på?

1Likes
0Kommentarer
88Visninger

1. Hennys ånd

En mild morgenbrise får balkonens tynde, hvide gardiner til at blafre. Jeg skubber tøvende til døren, der står på klem. Jeg er absolut sikker på, at jeg lukkede den, inden jeg gik i seng den forgående aften. Foran, så tæt, at jeg kan række frem og røre, tårner træerne op. Trætoppene ligger som et tykt tæppe og vidner om, at skoven er gammel og har eksisteret allerede, da godset blev bygget. Store søljer danner ind-gangen med jernlåger, der er i sig selv et fantastisk syn. De er så detaljeret og gennemført, at de næsten ser levende ud. Grunden ligner  en jungle, kun adskilt af den grusvej som fører op til huset. Mit blik standser og et gys ruller ned af ryggen, mens jeg stirrer på pigen, der pludselig står midt på vejen. Hun er ubevægeligt og helt lille! I et glimt lyser hendes øjne op. Øjne, så umenneskelige, at de i sekunder fastholder mit åndedrat. Så er hun væk. ”Godt så..” hvisker jeg og slip-per åndedrattet fri. Skovens farver ændrer sig. Bliver helt støvet og blåligt. Det bliver helt stille, mens mørket tætner. Kulden sænker sig, og får mine tænder til at klapre. Skovbunden knaser, og lyder rungende i den tyste atmosfære. Jeg lytter efter med spidsede ører. Det er som om, at træernes grene klager omkring mig. Så hører jeg en forsigtig stemme bag mig. ”Hjælp mig!” Min krop stivner som en fastfrossen statue. Pulsen banker så højt, at den tydeligt kan høres i stilheden. Det her er ikke virkelighed! Det eksisterer kun i mine tanker. Stemmen tilhører ikke Henny. Jeg hiver luften ind og åbner øjnene. I sekunder ser jeg  mig anspændt omkring. Som et lyn fra en klar himmel, går hele min verden i stå. Alt hvad jeg er, mit liv, min fortid og fremtid forsvinder som et trylleslag, og tilbage er kun nuet. Men det hele føles så uvirkeligt. Livet er ikke simpelt, men bliver mere kompliceret af alle de ubesvarede spørgsmål.

 

 

Det værste ved uønskede begivenheder var, at de oprandt før, man ved det. Mor havde travlt med at designe festsalen nedenunder, og talte ikke om andet. Men det værste var, at Aurelia havde planlagt den mest krea-tive bedrift nogensinde: At sy kjoler til Henny og jeg. Derudover var hun besat på at arrangere professionel frisørassistance. Hun siger: Du kan ikke møde op i en fantastisk kjole med mascara og håret sat op i en hestehale. Det bliver over mit lig! Det værste var nu, at mor gav hende ret. Henny nød det. Hun sad i en rød polstret lænestol og hendes dukke i favnen. På ingen tid blev hun forandret til en prinsesse på niveau med Askepot, mens jeg selv opgav at sige hende imod. Farverne blev vinrød til selve kjolen og gyldenbrun til overskørtet - det gav en dejlig ef-terårsfornemmelse. Jeg forstillede mig, hvordan de ville sætte mit hår, og hvilke af mine smykker der ville passe til. Mens jeg kiggede mere på kjolen, blev jeg mere forelsket i den. Men den passede mere til en film-stjerne end en pige på 13 år med rige forældre. Stuepigen beundrede den også, da hun fik et glimt af den i forbifarten, og da jeg spurgte, om hun syntes, den lignede en til en filmstjerne, grinte hun bare. Aftenen kom nærmere med hastige skridt. Jeg glædede mig ikke. Mor havde den tra-dition at holde sommerfest en gang årligt. Hun inviterede alle mulige mennesker, som hun knapt nok kendte, og jeg kendte dem overhovedet ikke. Da det ringede på døren, og den første gæst blev budt indenfor, startede festen roligt ud. Moster Eliza var den første som kom. Det gjorde hun altid. Hun kunne godt lide at komme i god tid. Det var noget andet med Alexa. Mors anden søster. De to var nærmest modsætninger. Alexa kom for sent, og drinksene var allerede uddelt, da hun kom. Hun blandede sig med de andre gæster, og vi festede bare videre uden nogle yderligere afbryd-elser. Så pludselig forsvandt Henny, men jeg opdagede det ikke.

Der er morgenmad, miss”. Jeg har slet ikke hørt, hende komme ind. Mon hun har stået der i lang til? Jeg kommer langsomt tilbage til bevidst-hed. Stuepigen er meget bleg og lidt buttet, med buskede øjenbryn og venlige øjne. Jeg studerer hende lidt. Hun har samlet håret i en kort fletning, og hendes lyserøde læber smiler. ”Er De klar?”, spørger hun lidt skrappere. Jeg samler mig og fortæller hende, at jeg kommer om et øjeblik. Hun sender mig et taknemmeligt smil. Så forsvinder hun.

Ved morgenbordet er stemningen trykket. Godset er til salg. Det har det været siden Hennys død. Mine forældre kan ikke lide at bo her. Men jeg elsker det. Det gør Aurelia også. Jeg tror på, at Henny ønsker at ha-  ve os her. Jeg tænker på Henny. Var det noget jeg bildte ind, at jeg    så hende. Rummet skifter pludselig farve. Det bliver støvet og blåligt, ligesom skoven blev. Jeg gyser, mon det er noget jeg bilder mig selv ind? Mine forældre spiser bare videre fredeligt. De har intet opdaget. Jeg råber højt, men de hører mig ikke. Aurelia ser på mig. Hendes an-sigtsudtryk er bange og hendes små blå øjne er rædselsslagen. Hun kan også se det. Så jeg er ikke alene. ”Dukken, inde i dukken”. Det er Hen- nys stemme igen. Jeg kan høre hende tydeligt nu. Hendes klare stemme. Så ser jeg hende. Øjnene er dybe og sorte. Omgivet af tætte vipper og bryn i samme nuance som hendes sorte hår. Den lave pande, hvor et par tjav-ser falder blødt ned over den. Næsen som er lille og smal, og foran ørerne danner kindbenene overgangen til de brede kæber. Huden er lys, nærmest bleg og står i stærk kontrast med det sorte hår og øjne. ”Det  er hende” skriger jeg. Mine ben føles som gelé. Jeg vender mig rundt og vakler hen mod enden af rummet, mens jeg skriger. Så mærker jeg en hånd på en skulder. En svag stemme beroliger mig, men de kan ikke se hen-de. ”Hvad ser..” stemmen stopper, da jeg kaster mig over person-en. ”..du”. Stemmen er tav, mens jeg prøver at føle mig frem til person-en. Hvis jeg bare kunne se et sekund mere af Henny. Bare et enkelt glimt. En ny fornemmelse finder vej i mit indre. Ikke som den tomhed, jeg har følt siden den forrige sommerfest. Ikke som den tomhed, der er en normal del af den, jeg er. Hennys stemme giver genlød i mit hov- ed. ”Dukken, inde i dukken”. En varm blidhed berører mit ansigt og lad-er varme strømme risle ned af halsen. Jeg sukker veltilpas. Jeg åbner øjnene. Varmen er der stadig, men der sidder ingen ved siden af mig i sengen. Gradvist blander varmen sig med fornemmelsen af, at jeg ikke er alene. En voksende uro hiver mig op til overfladen af min bevidsthed. Kærtegnet forsvinder og efterlader kun varmen mod min hud. Det var Henny der berørte mit ansigt.

Hvor er Henny?” sagde mor pludselig. Hendes stemme lød panisk, da hun ikke vidste, hvor hendes datter var. Moster Eliza mente, at hun nok var i nærheden og tjekkede hendes værelse. Men hun var ikke på sit værelse. Derefter blev mor mere desperat. Aurelia foreslog tårnværelset, som hav-de udsigt til stranden. Moster Eliza rejste sig igen, men en tjener bad hende om at sætte sig, så han kunne tjekke. Moster Alexa havde ikke op-fattet alvoren, og fortalte en joke om at Henny var bortført. Mor var ikke begejstret for idéen, men Eliza skældte på Alexa, som om hun var et lille barn. Da tjeneren kom tilbage var alle spændte. Men Henny var hel-lere ikke i tårnværelset. Mor faldt sammen på gulvet, med hovedet i sit skød. Hun græd voldsomt. Jeg blev bange. Mor havde aldrig grædt foran mig før, så noget måtte være helt galt. Eliza hviskede noget til Alexa, og hun nikkede. Eliza strøg mor over ryggen, mens hun sagde beroligende ord. Jeg mærkede en hånd på min skulder. Den skubbede mig frem. Jeg vid-ste, det var Alexa, så jeg gik med. Mor lænede sig op af Eliza, mens hun duppede sine øjne med lommetørklæde. Far sad ved siden af hende nu, og Eliza rejste sig. Så blev jeg ført væk sammen med Aurelia, så jeg så ikke mere.

Er du okay, Oldeane?” det er Aurelia der spørger. ”Du så så mærkelig ud”. Mit ansigt bliver forbavset, og jeg spørger: Så du hende ikke? Aurelia kigger undrede på mig: Hvem? Hendes stemme lyder usikker. Har hun noget at fortælle? Jeg husker at Aurelia havde haft et lignede scen-eri sidste år. Måske havde hun også set hende. Jeg sukker. Hun så hende ikke, men hun så mig bange, og det gjorde hende bange. Jeg mærker udmat-telse, men jeg siger ikke noget. Jeg skubber dynen til side. Henny skal have hjælp, så jeg tænker at jeg må besøge hende. Aurelia går ud af dør-en og lukker den igen. Jeg hører hendes skridt op af trappen og smældet, da hun lukker døren. Jeg tjekker uret. Klokken er 10:49. På dette tids-punkt sover mor, og far sidder i kælderen og arbejder. Klare toner spil-ler igennem huset. Det er Aurelia der lytter til sin yndlingsgruppe. Jeg lister ud af døren og ned af trappen. Hennys gravsted er nede ved stran-den. Jeg traver igennem skoven. Skovbunden er tør og knas-ende, og når jeg træder, efterlader jeg fodspor. Stedet, hvor Henny er begravet er tæt tilvokset. Mor vil ikke have, at vi er her nede. Vi skal mindes hende, da hun levede, siger de. Jeg finder gravstenen og sætter mig på hug. Solen skinner kraftigt, og fuglene skriger. ”Så sig noget, Henny” hvisker jeg. ”Fortæl mig, hvad jeg skal gøre”. Vinden er kold, selvom solen skinner. Der bliver blåligt omkring mig. ”Kasse 45. Kasse 45. Kasse 45” Henny gentager sig selv. Kasse 45, hvor har jeg hørt det før?

Da festen blev aflyst, vidste jeg, at noget var helt galt. Jeg kunne høre sirener i det fjerne, og der gik ikke lang tid, inden den første politivogn dukkede op. De fik detaljer om min lillesøster. Far forærede et billede til efterforskningen, og politiet begyndte at lede. Far bad os om at blive på vores værelser, men jeg listede alligevel ind til Aurelia. Jeg kunne ikke lide at være alene. ”Nåh, nu kom du” sagde Aure-lia, da jeg åbnede døren til hendes værelse. Hun sad i sin seng med dynen omkring sig. Aurelia gjorte plads til mig i sengen og lagde armen om mig. Så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. ”Græd nu ikke Oldeane”, sagde hun og trykkede mig ind til sig. En sandfarvet hårlok strejfede min pande og Aurelia kyssede mig på hovedet. ”Vær stærk, ikke også” Jeg snøftede. Jeg svarede hende ikke, men trykkede mig bare ind til hende. Pludselig blev Aurelias vejrtrækning tungere og hendes greb om mig slappere. Hvordan kunne hun sove? Der var kun en ting der kørte rundt i mit hoved. Hvor var Henny? Jeg ville finde hende. Politiet havde nok ikke fundet hende. Men jeg kendte hende. Jeg vidste, hvor jeg skulle lede. Jeg tørrede mine øjne og løsnede mig fra Aurelias arme. Hun rørte lidt på sig men sov videre. Jeg puttede dynen omkring hende og listede ud af værelset. Men ude på gangen sad mor i en stol og strikkede. Jeg fik et chok og smækkede døren efter mig. Mor så mig, men jeg løb og løb. Mor rejste sig fra stolen og lod strikkepindene falde på gulvet med et lille bang. Hun kaldte på mig, men jeg så mig ikke tilbage. ”Vær stærk, ikke også” Aurelias stemme rungede i mine ører. Ja, jeg skulle nok være stærk, og jeg vil finde Henny.

Omkring mig var der små lyspletter fra lommelygter, der ledte efter min søster. Jeg var sikker på, at de ikke kunne finde hende. Jeg løb mod et bestemt sted, som de ikke kendte til. Hulen, som Aurelia og jeg havde bygget, da vi var små. Skoven føles bredere, og den barske jord under min bare fødder var fyldt med torne. De havde ikke fundet mig eller set mig endnu. Det gjorde de hellere ikke. Det troede jeg i hvert fald ikke. Men der gik ikke lang tid, inden jeg gled over en rod til et stort træ. Jeg skreg af forbavselse, og alle lygter blev rettet mod mig. Pokkers. Jeg lå helt stille på jorden, mens jeg blev ved med at gentage Aurelias sætning. Jeg kravlede forsigtigt frem, mens nogen råbte. At de havde fundet Henny. De havde ikke fundet Henny, men nærmere mig. Min natkjole sad fast i en gren, så den blev ødelagt. De vil snart finde stoffet, og tro at det var fra Hennys kjole. Endelig nåede jeg udkanten af skoven. Sandets behagelighed nød jeg, i stedet for skovens barske jord. På vejen kiggede jeg under buske, og holdte øje med alle små bevægelser, der kun-ne tyde på, at Henny var der. Da jeg nåede hulen, kaldte jeg på hende, men jeg fik intet svar. Så jeg kravlede derop, men hulen var tom. Uhel-digt. Mine fødder var ømme, så jeg besluttede mig for, at rense dem. Jeg vidste, at der lå noget sprit på hylden. Jeg skulle til at åbne kassen, da noget andet fik min opmærksomhed. En kuvert lå på en anden hylde og mit navn stod på med Hennys flotte skråskrift. Jeg tog det og lod det balancere i hånden for at mærke dets vægt. Imens overvejede jeg, om jeg skulle åbne den eller ej. Jeg besluttede mig til at åbne det. Inde i kuverten lå et et stykke papir foldet sammen. Jeg folede det ud og begyndte at læse: Kære Oldeane. Jeg ville ønske at jeg kunne leve i boble for altid og glemme alt om bekymringerne der  hænger som tunge uvejrsskyer over vores familie. Det er ikke min skyld alt det her, så ved du det. Men jeg har min grund. Find min dukke og beskyt den. Stil ikke spørgsmål, bare gør det. Jeg elsker dig! Men jeg er ikke skabt til at bo på denne jord. Kærligst Henny- det hektiske er hurtigt over. Jeg stirrede længe på på brevet. Hun havde forladt mig. Hun havde forladt mig til fordel for døden. Da endegyldigheden i det ramte mig, blev jeg opslugt af et vildt raseri. Jeg tog den nærmeste skrøbelige genstand og kylede den gennem værelset af al kraft. Glasset splintrede mod væggen. Det bragte mig til besind-else. Jeg havde fuldstændig glemt at de ledte efter mig. Jeg trak vejret tungt og rystede på hovedet. Jeg fandt straks en lille kost og en feje-bak, derefter fik jeg fejet det hele op.  Jeg sank sammen på gulvet, men jeg kunne ikke græde.

På vej hjem gik jeg en tur ved strandbredden. Mens jeg gik, trak en mørk storm op i horisonten. Normalt var stranden her på Floridas kyst rolig, med blødt, hvidt sand som var beskyttet med skarpe muslingeskaller. I dag var vinden fuld af sandkorn som stak mod huden på benene. Ude på havet kunne jeg skimme noget på en sten. Noget bekendt. Jeg kunne se den. Dukken! Jeg trådte ud i vandet. Bølgerne var høje, og strømmen var kraftig. Men jeg var stærkere end strømmen. Jeg svømmede direkte gennem brændingen og ud på dybe vand. Jeg greb dukken på stenen. Så lavede jeg en U-vending og svømmede tilbage til kysten. Men pludselig slog en bølge ind over mit hoved bagfra. Det tvang saltvand ind i min mund og pressede mig ned. Kolde strømme lagde sig om mine ankler og trak mig ned. Mine knæ skrabede sandbunden. Derefter stødte jeg af og kæmpede mig opad med et par kraftfulde svømmetag, som krævede al min styrke. Hvis jeg nåede overfladen og blev der, kunne jeg glide over toppen på bølgerne og svøm-me parallelt med stranden, indtil jeg slap fri fra den strøm som truede mig med at trække mig under vandet. Jeg poppede op i den kolde luft. Netop som jeg havde taget et befriende åndedrat, slog en ny bølge hen over mig og pressede mig ned under overfladen igen. I den brølende brusen slugte jeg mere vand og kæmpede mod trangen til at trække vejret. Men med en styrke som jeg ikke vidste, jeg besad, satte jeg af mod bunden for at suse op igen. Jeg glædede mig til at komme op af vandet og tage den indånding, jeg manglede. Men overfalden var ikke hvor jeg troede. Jeg kunne ikke længere kæmpe mod trangen til at trække vejret. Så gik det op for mig at jeg skulle dø. Havet spyttede mig ud som af-fald. Jeg padlede bare videre med hænder og ben, selvom strømmen snart vil fange mig igen. ”Kæmp!” sagde en stemme i mit øre, men den tilhørte ikke mig. Men det var for sent. Jeg skulle dø nu! Det var forbi!

Jeg vågnede på strandbredden. Solen var ved at stå op. Jeg mærkede efter dukken og fandt den. Jeg overlevede! Jeg var heldig, men jeg følte mig så magisk. Der var råb i det fjerne. Jeg skulle hjem nu, tænkte jeg. Jeg pressede min kjole, så den ikke var så våd. Derefter greb jeg dukken. Jeg løb så hurtigt, som mine ben kunne bære. Hen af stranden, igennem skoven og op ad trappen. Mor overraskede mig igen, da hun sad på trap-pen. Hun udstødte et lille gips. Mit våde hår hang slapt ned af mine skulder og min kjole var fuldstændig ødelagt. Derudover var min krop fuldt med rifter. Mors blik gennemborede mig, men hun sagde ikke noget. I stedet for greb hun dukken i mit favn. ”Uforsigtige barn” vrissede hun. Jeg troede hun mente mig, men mor kiggede ikke på mig, men dukken. Hun talte til dukken. Mor følte på dukken, og så på dukkens ryg. Så ånd-ede hun lettet op. Døren åbnede og ind kom en politimand. Jeg tog sin hat og sagde ”Undskyld mig, Mrs. Featherstone”. Mor glattede sin kjole, men den var for længst glattet helt ud. ”Vi har fundet et livstegn fra miss Havanna Featherstone. Det er et stykke hvidt stof og nogle af mine mænd hørte hende også skrige!” fortsatte politimanden. Mor viste inden interesse for nyheden. Derefter forlod politimanden os. Jeg vidste godt hvilket skrig, han omtalte. Det var mig, da jeg snublede over den for-bandede rod og derefter hang fast i et træ. Mor undrede sig. Henny ville aldrig være så usikker. Det lignede mere mig. Jeg gabte ”Jeg er træt”. Mor sendte mig et lille smil. Så gik jeg ind på mit værelse. Derinde klædte jeg mig af og krøb under dynen. Jeg sukkede og lagde mig på puden og lod søvnen indtage min krop.

Aurelia?” spørger jeg tøvende igennem min 17-årige storesøsters lukkede dør. Hun svarer ikke. Jeg banker hårdt på døren, men det går ondt i min hånd. Så lukker jeg bare op. Inde på værelset leger Aurelia popstjerne. Jeg gætter på, at hun stadig hører til sin yndlignsgruppe. Jeg kan ikke lade være med at fnise. Hun hopper rundt og klimprer på en usynlig gui-tar. Da sangen er over tager hun høretelefonerne af. ”Må jeg spørge dig om noget?” spørger jeg. Aurelia bliver så forskrækket, da hun ikke har opdaget mig. ”Ud!” skriger hun af forbavselse, mens hun peger en truende finger mod døren. Hun rejser sig fra sengen, og jeg bakker tilba-ge. ”Hvor mange gange har jeg sagt, at du skal banke på?” siger hun op i mit ansigt. Jeg smiler kejtet. ”Hundredevis af gange” svarer jeg nervøst. Aurelia bliver bare mere sur over min kvikke bemærkning. Vi diskuterer i lang tid om indtrædelse af privatsfæren. Jeg forklarer mig dog med, at jeg bankede på, men hun ikke hørte det. Til sidst er Aurelia blødgjort og hun smiler hemmeligt fuldt. Hun spørger: Hvad vil du spørge om? Det er utroligt at hun kan skifte humør så hurtigt. Men jeg spørger om hun ved hvor dukken er. Hun hvisker tilbage, at hun har fundet den på loftet, sidst da hun skulle op med sine gamle skolebøger. Men jeg kan godt se, at hun lyver. ”Du hørte det fra Henny” siger jeg pludselig, og Aurelia bliver mundlam. Hun nikker med hovedet. ”Men jeg fandt aldrig hemmeligheden bag den”. Jeg forstår. Hun overrækker mig dukken. Den er lidt falmet med tiden, men ellers ser den ud som, jeg husker. Den har brunt hår, som er flettet ned langs siden. Store, dybe øjne ligesom Henny, og stoffet som hun har syet den i er nærmest hvidt. Dukken har intet tøj på, men bag på er der en syning op langs ryggen. Jeg husker hvad Henny sagde. Det var inde i dukken. Jeg griber en saks over ved Aurelias skrivebord, og klipper ryggen op. Aurelia for fremstammet et hvin, da jeg leder rundt fyldet. Jeg mærker noget hårdt i det ene ben. Det føles som en nøgle. Jeg trækker den ud. På siden står der: Til mine søstre, Aurelia og Oldeane Featherstone- pas nu på! Men hvad skal nøglen bruges til?

Jeg sidder på mit værelse og tænker over dagen i dag. Jeg ser på kalenderen. Det er den 12. august. Det plejer at være i dag mor holder sin årlige sommerfest. Men i år vil hun ikke holde noget. Hvad er der egentligt sket i dag? Henny der pludselig talte til mig om dukken, men hvorfor lige i dag? Det banker på døren, og håndtaget går ned. Det er mor. Hun står bedrøvet i døråbningen. ”Godset bliver måske snart solgt. Et ægtepar vil gerne købe det” siger hun. Jeg er ligeglad med hvem der køber det. Helst vil jeg gerne bo her. Jeg nikker bare som svar. Hun sætter sig på kanten af min seng ved siden af mig. Hun stirrer lige ud i luften. Hun folder hænderne i sit skød, ligesom hun vil sige noget. Jeg skuler ud i horisonten. ”Jeg vil lige vise dig noget. Det er en video-film. Den blev optaget for 3 år siden”. For tre år siden levede Henny stadig. Hun var 7 år gengang. Mor trækker sin smartphone op af sin lomme. Så taster hun koden og finder videoen. Hun prikker mig på skulderen, så jeg vender mig for at se:

Oldeane?” spurgte den 7-årige Henny. Hendes 5 år ældre søstre Oldeane kiggede på hende. “Hvad er der?”. Oldeane strøg den kulsort lok væk fra sin lillesøsters ansigt. “Jeg vil dig noget” sagde hun, og den lille pige begyndte at fortælle: Hvis jeg dør før dig, er der en speciel grund. Jeg dør måske før end du ved og du tror. Jeg dør ikke af en bilulykke eller en farlig sygdom. Jeg dør, når jeg selv vil dø!  Henny holdte en æske frem og fortsatte: Dette her Kasse 45. Pas på den, eller lad vær’. Men der noget du skal vide, som befinder sig i den. Oldeane lo, men Henny mente det. Oldeane lovede at gøre det, men var ikke overbevist om hvad Henny mente med det hun sagde.

Jeg genkender det straks. Det var til sommerfesten. Henny havde været lidt mærkelig i den seneste stykke tid, kan jeg huske. Jeg havde bare grint og strøget hende over håret. Men jeg kan godt se, at hun mente det. Det var også det der skete. Hun døde omkring et år efter. Pludselig ikke af en sygdom eller ulykke. Hun var bare forsvundet. Hun måtte have vidst det. Derudover nævnte hun også ’Kasse 45’. Dengang havde jeg leet, men hun havde sagt det igen og igen. Mor så strengt på mig. ”Ved du hvad det handler om?” Jeg ryster på hovedet, for jeg har ikke noget at for-tælle. Mor bliver lettet. Skjuler hun mon noget for mig? Godt nok ved jeg noget om ’Kasse 45’, som hun omtalte. Men jeg ved ikke hvor den er eller hvad det er.

Døren ind til Hennys værelse er lukket. Jeg trykker forsigtigt håndtaget ned med en knirkede lyd. Inde i værelset er mørket tæt, da der ikke er noget elektricitet i værelset. I et hjørne sidder en edderkop i et spind, mens den forbedrer sin frokost, som er et uskyldig flue. Kommoden ved siden af Hennys seng stikker et lille stykke papir ud. Jeg rykker det til mig. Sidst jeg var her inde, var det her ikke. Helt sikkert. Papiret er ikke falmet, men ligner noget der har lagt der i lang tid. Det smuldrer i mine fingre. Jeg koncentrerer mig, så jeg kan se hvad der står. ”Kasse 45” står der med Hennys skrift. Jeg flår skuffen op. Alt er ryddeligt og er nemt at overskue. Det er noget andet med min skuffe. Der ligger alt hulter til bulter. ”Hvad skal jeg lede efter?” hvisker jeg til mig selv og Henny, som jeg håber vil give mig et tegn. ”Åbn” danner sig på en lille æske. Det står med guld, og ligner at det svæver i luften. Jeg tager æsken op, og jeg tager forsigtigt låget af. Inde i ligger den ’velkendte’ Kasse 45. Den som jeg så, til sommerfesten forrige år. Jeg putter nøglen i låsen og drejer. Kassen siger en kliklyd, da den åbnes. Inde i den sorte æske ligger svaret på alt.

Jeg læser det lille stykke papir, som Henny har skrevet. Men det giver ingen mening. Hun skriver om magiske kræfter. Jeg ved godt, at hun har grønne fingre, men dette er i overkanten. Mor har også været mærkelig på det seneste. Hun blev lettet, da jeg sagde, at jeg ikke vidste noget omkring ’Kasse 45’. Måske passer det. Henny var en seriøs pige. Det må passe, selvom at intet giver mening. Hun vil fortælle mig dette. Jeg husker hendes brev og hvad hun har sagt om ’Kasse 45’. Det stemmer overens. Men hvordan kan en lille pige holde på sådan en stor hemmelighed? Henny kunne ikke få fred, pga. at vi ikke vidste det om hende. Så ser jeg hende foran mig. Hendes sorte hår bliver guld. Hendes mørke øjne bliver så lyse, at jeg ikke kan se på hende. Tøjet, hun har på bliver i i lyste farver, jeg nogensinde har set. Hun bliver bare lysere og lysere. Hennys lyse læber smiler af glæde. Jeg forstår hvad der sker. Hennys ånd bliver frigivet til efterlivet. Det er min skyld. Jeg smiler og vinker tilbage. Nu er hendes krop gennemsigtig, og pludselig kan jeg ikke se hende mere. Kun mærke hende, og så kan jeg hellere ikke mærke hende mere. Hun er væk. Så lover jeg mig selv, at jeg aldrig vil fortælle nogen om i dag.

Aftensolen står lavt hen over skoven og sender et orange lys ind på mit værelse. Jeg skænder mig selv et glas vin på balkonen, mens Aurelia kommer listende ind. Hun er iført en lang kjole, stiletter og et virvar af smykker. Hun oser af selvtillid. ”Hvorfor sidder du her? Helt alene og drikker rødvin” spørger hun mig. Hun ler og stryger håret væk fra min pande. ”Jeg har vundet” siger jeg bare og stirrer tomt ud i intetheden. Det er alt for besværligt at forklare, syntes jeg. Hun kan bare tænke sig bedre om, så må hun kunne gætte det. Jeg skåler for at fejre sejren og for at Henny har frigivet sin sjæl til efterlivet. Hun har fået fred, selvom hun døde for flere år siden. Aurelia ved godt, at hun ikke skal sige noget, og mens hun lister af igen, læner jeg mig op af gitteret. Jeg skåler med mig selv, og nyder for første gang i lang tid, at være fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...