Magisk

Anne er en Fuser. Hun har hele sit liv følt, at hun manglede en stor del af sig selv - de magiske evner, som resten af hendes familie har. Og selvom hun finder trøst i sin bedste ven Adam, forstærkes denne følelse stadig. Samtidig kommer der for hver dag flere og flere heksejægere, og hun frygter mere og mere for sin families - og sit eget - liv. //En historisk Harry Potte-fanfic, der foregår i middelalderen.

3Likes
2Kommentarer
313Visninger

4. 4

Ilden var overalt.

Anne kunne skimte himlen gennem sit cellevindue. Det var det første, hun havde opdaget, da hun blev ført herind. Der var et glimt af himlen at se mellem tremmerne – der var ingen rude, kun et hul. Og selv da var Anne taknemmelig for at have det og havde kun brugt få øjeblikke på at tænke på, om det var muligt at slippe ud mellem tremmerne og hoppe ud af vinduet i tredjesalshøjde, før hun havde indset, at hun var ligeglad med at flygte. Hun var bare glad for at kunne se himlen, og selvom det blev lidt kold, når nattekulden trængte direkte ind til hende, var det ikke så slemt – det var ved at blive forår, og kulden var det mindste af hendes problemer.

Der var 556 revner i cellens vægge. Det vidste hun, for hun havde talt dem 482 gange – bare for at være sikker. Når det var skyfrit var det muligt at se omkring 44 stjerner fra hendes lille vindue. Der var 1047 mursten i de 4 murer – det kunne hun holde styr på. Der var 2 øjne i hendes hoved, men disse 2 øjne var ikke nok til at forstå, hvad hun havde set, selvom hun ikke have andet end tid til at forstå, hvad der lige var sket.

Anne havde haft 1 ven, og selvom hun havde 556 revner, 44 stjerner 1047 mursten og 2 øjne til at holde sig med selskab savnede hun ham alligevel. Ikke mindst savnede hun dengang hvor hun ikke behøvede at tænke på ham i datid, dengang hun ikke behøvede at tænke på ham med afsky – eller lade som om hun tænke på ham med afsky.

Hun havde vist aldrig fattet, at det virkelig var Adam, Adams skyld, at hun var endt her. Hun ville skyde skylden på resten af verden, selv sine forældre, før hun til sidst måske ville indse, at han var bare lidt ansvarlig. Det var jo måske ikke hans skyld, blev hun ved med at gentage sig selv de mange timer, som hun brugte i mørket. Det var ganske vist ham, der havde anklaget hende og resten af hendes familie som heks hos deres lokale kirke, ganske vist ham, der havde stået i baggrunden og set på, mens hun blev ført væk fra huset, kastet ind i en hestevogn, som var kørt væk. Hertil.

Der ville ikke være nogen retssag, havde de sagt. Der var så mange vidnesbyrd, at de ikke fandt det nødvendigt. Der var ikke nogen fast dato for henrettelsen, havde de sagt, men det ville være snart. Hun ville blive brændt, havde de sagt. På torvet i landsbyen. Anne kunne ikke have været mere ligeglad. Hun var ved at drukne i en stor sø af ligegyldighed – måske fordi hun ville bevise, at man da godt kunne drukne, samtidig med at man brændte

Inderst inde vidste hun godt, at hun burde nyde de her sidste dage, nyde følelsen af universet mod hendes hud, nyde synet af himlen, nyde at være i live, så længe hun stadig kunne. Men alligevel var det eneste, hun magtede at sidde lænet op af den samme væg – den overfor vinduet – spise sit ene måltid om dagen, når en vagt kom med det, og prøve at gætte sig frem til – hvor lang tid hun havde været herinde – det var i hvert fald gået fra vinter til hvad der næsten kunne ligne sommer, sent forår. Lang tid, var hun blevet enig med sig selv om.

Lige nu sad Anne og betragtede tusmørket, der gjorde det til et under, at nogen troede, at himlen ikke var andet end blå. Adam havde altid sagt at tusmørket vat hans yndlingstidspunkt på dagen, og hun kunne ikke kigge på det uden at blive mindet om ham. Drengen, der skulle være villig til at skære sine egne øjeæbler og tilbyde dem til andre, så de kunne se verden på samme måde, som han så den. Drengen, hvis side var det eneste sted, hvor hun rigtig passede ind – i hendes familie var hun et udskud, for noget hun var, i resten af verden var hun et udskud for noget, hun ikke var Hun vidste ikke, hvad der var værst.  Den dreng, som havde forrådt hende, trods hun var hans bedste ven, forrådt hendes familie, trods de stort set også var hans familie. Og Anne vidste ikke engang hvorfor. Og ville nok aldrig finde ud af det

I det mindste behøvede hun ikke at bekymre sig om sin familie. Hun vidste ikke, hvad der var blevet af dem-  alt var gået op i kaos, da det blev banket på døren af Inkvisitionspatruljen – tre stille høflige bank, som ville de blot spørge dem på te. De var sikkert også blive smidt i celler, et eller andet sted, men havde sikkert også transfereret sig selv ud, så langt væk, som verden tillod – de havde reddet sig selv, men der var ingen til at redde hende.

Hun var fanget.

Denne nat faldt Anna også i søvn under de 44 stjerner. Alene denne gang.

Og så var det, at Anne mærkede noget. Noget, der overraskede hende mere, end hun nogensinde havde været før. Noget, der startede i hendes fingerspidser, men derefter bredte sig til hele hendes krop. Noget, der varmede hende, men ikke på samme ubehagelige måde som ilden.  En gnist af magi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...