Magisk

Anne er en Fuser. Hun har hele sit liv følt, at hun manglede en stor del af sig selv - de magiske evner, som resten af hendes familie har. Og selvom hun finder trøst i sin bedste ven Adam, forstærkes denne følelse stadig. Samtidig kommer der for hver dag flere og flere heksejægere, og hun frygter mere og mere for sin families - og sit eget - liv. //En historisk Harry Potte-fanfic, der foregår i middelalderen.

3Likes
2Kommentarer
503Visninger

3. 3

Måske var det bare indbildning, men rebene var blevet strammere. Før havde de ikke virket kraftigere end en omfavnelse, mens hun nu var bundet så tæt på pælen, at hun var sikker på, at kvælning ville blive hendes dødsårsag. Det ville måske også være for det bedste, tænkte hun, som hun tavst så på, mens bødlen kom tættere på. Ilden ville blive tændt om et øjeblik og så ville der ikke være nogen vej ud.

Hvis Anne nu bare begyndte at græde – kunne hun ikke slukke ilden med sine tårer? Hvis Adam nu bare indså hvor stor en idiot var og blev en troldmand, spektral transferede sig ud til havet og hentede det med tilbage til hende. Hvis bødlen nu fik dårlig samvittighed eller indså, at han lige om lidt ville brænde et uskyldigt menneske – måske ikke uskyldigt, men i hvert fald heller ikke skyldigt. Hvis hun bare var en heks.

Hvis, hvis, hvis. Man skulle aldrig stole på hvis, så Anne tog et par side mundfulde af luften, inden den ville blive fyldt med røg og lugten af brændt træ – af brændt kød. Folk rundt omkring hende var nu også stoppet med at kaste deres sten og stod i stedet og fulgte bødlen med blikket, som han nærmede sig. Sekunderne var uendelige, hvert og en af dem, men alligevel formåede han på en eller anden måde at komme tættere og tættere på. 

Adam var blevet væk i mængden. Måske havde han aldrig været der - hun kunne i hvert fald ikke se ham lige meget hvor mange gange hun lod sine øjne glide over hovederne på de mennesker hun i så mange år havde boet tæt på, passeret på gaden, smilet høfligt til. Alle de mennesker som havde været en stor del af hendes verden uden at have sagt ja til det, men også uden at have sagt nej – var det ikke definitionen på de fremmede, som man levede ved siden af?

Følelserne boblede frem under hendes hud, indtil hun var sikker på, at alle ville få et chok, når ilden engang havde brændt huden væk. Så måske ville svaret stå i hendes kød, ordet Fuser ætset mere og mere ind for alle de gange, det blev sagt. Og nu bøjede bødlen sig ned, bøjede sig ned mod den bunke træ, der lå for hendes fødder.  I det øjeblik var hun ikke et sekund i tvivl om, at verden var flad. Det vidste hun for fra det øjeblik de dømte hende, var hun blevet kastet ud over kanten af den, og selvom hun i flere år havde prøvet at klatre op, var det aldrig lykkedes – for hun ville have brug for at nogle rakte en hånd ud og trak hende op.

Og ja - nu var det ganske rigtigt en udstrakt hånd. Men den ville skubbe hende helt og aldeles ned .

Ilden blev tændt.

Ilden brændte lystigt i ildstedet, flammerne dansede rundt og gnisterne føg. Det var en sen vinteraften, og udenfor var der så uendeligt koldt. Hvilket var derfor Anne sad så tæt på ilden, at hendes mor hvert femte minut mindede hende på ikke at komme tættere på. Hver gang det skete, rykkede hun lidt tættere på – bare fordi. Adam sad på sofaen bag hende, og åbnede og lukkede åndsfraværende sine hænder om, hvad der ikke så ud til at kunne være andet end luft.

Regnen trommede mod taget og overraskede konstant Anne for, burde det ikke være sne, i denne kulde? Ikke at hun bebrejdede himlen -hun elskede regnen mere end så mange andre mennesker, og lyden af den var betryggende på en velkendt måde, velkendt på en betryggende måde.

”Så hvornår tager du afsted i? ” spurgte hun sin mor. Ikke at hun var interesseret.

” I morgen, før du vågner sikkert. Men hvis alt går vel, vil jeg være tilbage igen, før du går i seng. Jeg tror ikke, at det bliver særlig svært at kurere ham – bare et par simple besværgelser - og jeg har fået tilladelse til at transferere mig direkte ind i hans baghave” Pas nu godt på, havde hun lyst til at svare. Hvad nu hvis han fortæller nogen om hvad du er, have hun lyst til at svare. Jeg bekymrer mig konstant om noget skal ske med jer alle sammen, havde hun lyst til at svare. Jeg vil rigtig gerne med, bare for at se, havde hun lyst til at svare.

Anne sank ordene sammen med en masse spyt. Hendes mor skulle ikke andet end at heale et brækket ben hos en, der boede i en anden landsby, ikke langt væk fra deres.

”Jeg går i seng,” sluttede hendes mor med et demonstrativt gab. Hun rejste sig fra sofaen for at gå ind i soveværelset og efterlod dermed Anne og Adam alene i stuen.

Adam var det eneste menneske, der ikke føltes som selskab – hans tilstedeværelse var mere naturlig end manglen på den. Sådan var hun sikker på, at resten, af hendes familie også havde det – ingen hævede et øjenbryn, hvis de så Adam i huset, og han brugte da også mere tid hos dem, end hos sin egen familie.  

”Der sker hende ikke noget”. Hun var ikke magisk, men nogle gange var hun sikker på at Adam var – tankelæsning var hans speciale. På den anden side behøvede man måske ikke kunne se ind i hendes hoved for at kunne gætte sig til, hvor bekymret hun var.

”Det ved jeg godt. Det er bare… der bliver flere og flere heksejægere for hver dag, der går, men ingen i troldmandssamfundet syntes at gøre det mindste for at skjule deres kræfter. Selvfølgelig er den Internationale sammenslutning af troldmænd i fuld gang med at snakke om et dekret, der skal underskrives. Men det er vel bare tom snak,” sagde Anne til ilden, måske lidt til Adam, men allermest til sig selv.

”Er det da ikke beundringsværdigt. At de bliver ved med at hjælpe Mugglerne, selvom de er ved at være for bange til at blive hjulpet?”

”Beundringsværdigt? Det er alt andet end beundringsværdigt. Den eneste grund til, at de bliver ved, er fordi de ikke behøver at være bange for Mugglerne. Hvis de bliver brændt på bålet kan de bare bruge en flammefrysningsbesværgelse eller spektral transfere sig væk. Hvis de bliver flydt kan de bare bruge en boblehovedbesværgelse og bare blive nede på bunden af vandet, indtil Mugglerne tror, at de er druknet. Min mor siger, at frygt er som et frø – når det først er plantet vil det aldrig stoppe med at vokse. Men de har aldrig haft nogen grund til at være bange. Det er kun…  det er kun sådan nogle som mig, der skal være bange. ”

Anne vendte sig nu væk fra ilden, stirrede Adam i øjnene.

”Og det er netop uretfærdigheden i det. Jeg har ikke en dråbe magi i blodet og alligevel kan jeg ikke gå uden for min egen hoveddør uden at frygte, at jeg bliver taget. Ved du hvad? Man kan komme meget langt i virkeligheden ved at fortælle sig selv, at den ikke er virkelig, men man kan komme endnu længere med magi til at gøre den rent faktisk uvirkelig. ”

Hun holdt inde og lod stilheden vokse mellem dem, indtil den fyldte så meget, at det var et under der stadig var plads til dem i rummet. Det var måske derfor at Adam satte sig ned ved hendes side, lænede sig op af hende, indtil de sad så tæt sammen, som det var menneskeligt muligt. Hans kropsvarme varmede hende pludselig langt mere end ilden.  

”Jeg har nu altid følt mig meget magisk. Ser du, hvis du så, hvad jeg kunne gøre med en bunke kort… ”

Det var ikke et særligt godt forsøg på at få hende til at grine, men hun smilede alligevel stille.

”Der går nok ikke længe, før de også henretter folk for at finde hjerter to, hvis hjerter to var det kort, som de tænkte på,” sagde han.

”Hvem ved? Hvis folk kan syntes, at det er en forbrydelse at bruge de evner, man er så heldig at blive født med til at hjælpe andre, er der vel snart ikke nogle grænse for, hvad de kan se som en forbrydelse. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi også bliver meldt til kirken, tro mig” Hun havde lyst til at puste ilden ud for at understrege sine ord. 

”Det kommer sikkert ikke til at ske, bare rolig.”

”Jamen – hvis jeg er sådan en, der kan tro på, at det værste kan ske hvert eneste øjeblik, er jeg så ikke også den slags person, der kan tro på, at det bedste kan ske hvert øjeblik?”

”Hvad ville det bedste så være?”

”Det ved jeg ikke,” mumlede Anne. Løgne var nemmest at fortælle, når man selv troede på det. Hun vidste udmærket, hvad det bedste var, men hun vidste ligeså godt, at chancen for, at det ville ske, var ikkeeksisterende.  ”At slippe for at være… du ved” Hun kunne ikke engang sige det. Fuser.

”Hvis du ikke engang kan sige det… Fuser. Man kan ikke indrømme noget overfor andre, før man har lært at indrømme det over for sig selv. ”

”En ting er ikke en ting, før man siger det højt. Jeg ved det. Men for mig er magi bare så normalt, så uendeligt normalt, hvilket gør mig så uendeligt anderledes… jeg ved ikke, hvem jeg skal skyde skylden på, men når jeg først erkender, at der burde være nogen at skyde skylden på, vil jeg ikke stoppe med at lede, før jeg finder den person, der har gjort mit liv så forfærdeligt, som det nu er. Og jeg vil først lede hos mig selv som det allersidste sted.

”Dit liv er langt fra forfærdelig. Du har så uendeligt travlt med din selvmedlidenhed, at du er holdt op med at se efter, om der overhovedet er grund til denne selvmedlidenhed” Han rykkede væk fra hende, før han fortsatte.

”Du har en familie, der elsker dig, mig, og jeg tillader at tælle mig selv med i den, en hel fremtid foran dig, selvom du opfører dig som om, at den er bag dig. Du brokker dig konstant over den ene store mangel i dit liv – magi, og for at være ærlig er jeg blevet træt af at høre på det. Ja, magi er fantastisk, men de fleste mennesker kan sagtens klare sig uden. Hvornår er sidste gang du har hørt mig brokke over noget?”

Anne åbnede munden for at give svar på tiltale, og holdt den åben, selv da det gik op for hende, at hun ikke havde noget at sige.

”Undskyld,” fik hun til sidst frem

”En eller anden dag skal jeg nok tilgive dig,” sagde Adam, med en tone så let, det var svært at forestille sig, at han nogensinde havde været sur. ”Ligesom du en eller anden dag vil mene det undskyld fuldt ud.

”Jeg tænker, at ’en eller anden dag’ må blive helt fantastisk, når vi engang når den. ” Anne smilede til ham, og han smilede tilbage, før han blinkede. Han blinkede, hvilket var endnu mere menneskeligt at fejle, lukkede øjnene i så kort tid, at det ikke engang gav hende til at tænke over, hvor kort det øjeblik var. Hun undrede sig over, hvor meget tid i en gennemsnitlig levetid, man mon brugte på at blinke, og nåede frem til, at verden sikkert nåede at vise sin gode side frem i alt den tid, man brugte på at blinke – kun for at lade som om, at alt var det samme, når man åbnede dem igen.

Når man var begyndt at lægge mærke til en persons blinken – var det ikke definition på kærlighed, tænkte hun for sig selv, og hun kunne svoret på, at hvis man kunne smile indvendigt, smilede hun i det øjeblik i hovedet så bredt, at der ikke var plads til hendes hjerne.

Anne gabte og lagde hovedet på Adams skulder. Og sådan sad de ellers indtil det holdt op med at regne, skyerne trak sig sammen og afslørede en nattehimmel, indtil ilden i pejsen døde ud, indtil de ikke kunne forestille sig at rejse sig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...