Magisk

Anne er en Fuser. Hun har hele sit liv følt, at hun manglede en stor del af sig selv - de magiske evner, som resten af hendes familie har. Og selvom hun finder trøst i sin bedste ven Adam, forstærkes denne følelse stadig. Samtidig kommer der for hver dag flere og flere heksejægere, og hun frygter mere og mere for sin families - og sit eget - liv. //En historisk Harry Potte-fanfic, der foregår i middelalderen.

3Likes
2Kommentarer
325Visninger

2. 2

Anne gispede efter luft i en verden uden luft. Hun ville forsøge at trække så meget luft ned i lungerne, at det ville svare til, hvad almindelige mennesker kunne nå på en livstid. Hendes øjne gled gang på gang over mængden, der var samlet neden under den lille forhøjning hun stod på, gang på gang fandt hun ham, gang på gang kiggede hun væk.

Selvom der var en menneskemængde og sikkert også en halv verden i mellem dem kunne hun så tydeligt se alle de minder, der flød over i hans pupiller. Hun holdt øjenkontakten – stirrede ind i hans øjne i håbet om, at det ville overbevise ham (og måske endda hende selv, hvis hun var heldig) om, at hun så sandelig ikke var ved at drukne i havet af minder, der skyllede frem og tilbage i hans blik. Kiggede ham i øjnene, som troede hun på, hun kunne brænde ham med sit blik – så kunne det være at vinden før eller siden ville føre begge deres asker sammen. Kiggede ham i øjnene med et blik så intenst det kunne løse alle universitets mysterier – specielt det han stadig var for hende.

Sådan ville hun gerne tro, at hendes blik virkede, men i virkeligheden emmede det nok af en fortrydelse så dyb, at den kun fandtes hos personer, der skulle til at dø. Det kunne godt være, at det i store træk var ham, der havde fået hende fastbundet til en pæl, men hvis hun ikke havde valgt at stole på ham, ville det aldrig være sket. Hun så ingen fortrydelse i hans, og i det øjeblik skræmte det hende mere end tanken om at brænde levende.

I det mindste kastede Adam ikke sten – endnu -  og var det ikke, hvad der talte som en kærlighedserklæring i disse dage? Ikke at han havde behøvet det. Hendes hud var allerede en malerpalette, dækket af begyndende blå mærker, og den store bunke af træ ved hendes fødder var nu fyldt med sten. Så mange sten i så mange former, Anne begyndte at undre sig over, hvorfor hun dog aldrig hade indset hvor mange sten, der var i verden før nu.  De fleste kom sikkert fra den strand, der ikke lå særlig langt væk fra landsbyen. Men var folk så taget ud på en tur med det ene formål at samle sten, som de kunne smide på hende? Afskyede disse mennesker virkelig hende så meget, at de ikke kunne se passivt til, mens hun brændte levende? De skulle absolut have sten at kaste i mens? Hun måtte dog gratulere dem, for hvor gode, de var til at sigte – der var så mange mennesker samlet på torvet, at de nemt kunne begynde at ramme hinanden.

Det sagde mere om hende, end hun havde lyst til at indrømme, at hun nu knap lagde mærke til, hvad der ramte hende – tværtimod var hver sten, der borede sig ind i hendes hud en kærkommen forstyrrelse, en påmindelse om at virkeligheden var sp virkelig, som nogensinde før.

Anne stirrede på ham, indtil det kom til at virke som om han var den eneste i verden. Så blinkede hun.

Anne vidste godt, at det var en dum ide. En ide som hun måske kunne retfærdiggøre over for sig selv, hvis hun havde fået den som 7-årig -  ikke nu. Alligevel fortsatte hun med at gå – hun havde det store træ i udkanten af landsbyen som mål. Tryllestaven havde hun et fast greb i sin venstre hånd. Et greb, der blev fastere og fastere for hvert skridt hun tog, indtil hun ikke var sikker på, hvem der ville knække først - hende eller tryllestaven.

Der var nu også en vis tilfredsstillelse i at gå her, helt alene, uden de nysgerrige blikke, der var blevet mere vanlige for hende end hendes egen skygge. En vis tilfredsstillelse i at vide, at hun gjorde noget, hun ikke burde gøre – og slap af sted med det. Hendes familie sov tungt, hendes mor uvidende om, at hendes tryllestav manglede, ligesom hun var uvidende om præcis, hvor desperat hendes datter var blevet.

Bare et forsøg mere, fortalte hun sig selv, som hun begyndte at kunne se træet, der i mørket ikke virkede som andet end en skygge i mørket - skygger i mørket var værre end dem i lyset. Hvis hun ikke kunne få det til at virke denne gang, ville hun give op. Selv i hendes hoved klingede løftet tomt. Endnu mere tomt, som hun nåede træet, klatrede et par grene op, så hun var skjult for omverdenen af den store bladkrone – og omverdenen var skjult for hende.

Hun svingede et ben om på hver side af grenen og bad en stille bøn til, at den ikke ville knække under hende. Så tog hun en dyb indånding af luften, der smagte af visne blade, regn og efterår – en smag der blot blev stærkere for hver mundfuld hun sank, i et forsøg på at samle mod til at prøve det her igen. Der var ikke ord til at beskrive, hvor glad Anne var for mørket, der sørgede for at ingen andre kunne se, præcis hvor ynkelig hun var. Hun havde tidligere den dag været ude ved træet med sin lillebror, hvor han havde klatret rundt i flere timer og selv øvet et par besværgelser med en lånt tryllestav – hendes forældre mente ikke, at han var moden nok til at få sin egen endnu.

Anne havde siddet hele dagen, set de andre landsbyboer gå forbi og lade som om, at de ikke så de mangefarvede gnister fra træet, hun havde set Solen gå forbi over himlen uden at kigge tilbage på hende, hun havde set græsset vokse sig dobbelt så langt, fordi en af hendes lillebror besværgelser gav bagslag, hun havde set en masse ting, men tænkte mest på de ting, som hun ikke så – sin egen magi. Så da hun lå i seng den nat var det blevet at for meget for hende – og hun havde ikke lånt sin mors tryllestav, men stjålet den, fordi det var den eneste mulighed hun havde.

 

Men da hun svang tryllestaven, skete der ingenting – ikke at hun havde forventet andet – for hvem snød hun andre end sig selv, hvis hun sagde, at hun havde heldet til at få den til at virke ved første forsøg? Held. Det var alt, hvad hun behøvede.  Anne var efterhånden blevet vant til det lille stik i hjertet, der altid efterfulgte et mislykket forsøg – som man nu engang blev vant til den slags.

Anne gjorde endnu en gang en bevægelse med tryllestaven, men hun kunne lige så godt have brugt en af grenene fra træet. Hun havde haft den rettet mod et af de nedfaldne blade på jorden i håbet om, at det på mirakuløst vis ville løfte sig fra jorden, svæve op til hende. Men hvis man først begyndte at stole på mirakler, håbe på dem… Hendes far havde sagt at håb ikke var andet end den redningsbåd, man klamrede sig til i stedet for at lære at svømme i det hav, man nu var havnet i. Det kunne han selvfølgelig sagtens sige, tænkte hun, før hun gjorde et så vredt udfald med tryllestaven, at hun nok havde stukket øjnene ud på verden – den brugte dem alligevel ikke.

Og sådan blev det ellers bare ved. Anne havde for længst mistet fornemmelsen af hvor lang tid, der var gået indtil hun til sidst fik fornemmelsen at tiden ikke tog desperate piger i træer med, når den gik. Trylleformular efter trylleformular fremhviskede hun, bandt knuder på sin egne tunge i forsøg på at udtale latinske ord, som var glemt af alle andre end magikere. Alle de trylleformularer, som hun kendte, men ikke kunne bruge til noget, de bevægelser med tryllestavelsen, som hun havde lært udenad, men ikke vidste, hvad hun havde lært dem for.

Der skete ikke noget. Der skete ikke noget, og til sidst grinede de få stjerner, der i dag var på nattehimlen af hende i stedet for at smile til hende. Bladene startede en konkurrence med hende, om hvem der først faldt af træet – om efteråret ville indhente bladene, før erkendelsen af at være en fiasko indhentede hende. Vinden, der fejede gennem vandskabet var nu ikke længere støj i hendes øregange, nej, nu hviskede den til hende med samme stemme, som hendes mor, far, lillebror, Adam, alle de folk, hun skuffede. Fuser, fuser, fuser.

Ordet syntes mere og mere sandt for hver gang, hun hørte det. Anne klamrede sig til grenen hun sad på, ønskede, at den ville klamre tilbage, så hun i det mindste vidste, at dette træ holdt nok af hende til ikke at give slip. Det måtte være dejligt at være træ – ens rødder sikrede en jordforbindelse og længden på dens grene forhindrede den i at drømme om himlen, den ikke kunne nå (magien, den ikke kunne skabe)

Hvem snød hun? Det var ikke træet, som Anne var misundelig på, det var hendes forældre, hendes lillebror, og måske også 5-årige hende, der stadig troede på, at hendes magi kunne vise sig hver øjeblik det skulle være, at det var lige om hjørnet. Hendes mundvige smagte pludselig af sandt. Selvom hun kendte smagen af saltvand fra sine øjenkroge godt nok til at vide, at det ikke var tilfældet, prøvede hun stadig at bilde sig selv ind, at det var skumsprøjtet fra havet, der havde nået hendes kinder. Når man ikke engang kunne indrømme at man græd, når man græd så meget som hende, havde man i sandhed et problem.

Anne kastede tryllestaven fra sig. Den landede med et sagte bump i græsset under hende, men ingen hun fik set sig om faldt hun efter den – så havde træet åbenbart også givet slip på den. Hende landing var knap så blød, og hun kunne ikke undgå at udstøde et halvkvalt skrig, da en skarp smerte skød gennem hendes ene ben. Forhåbentlig hørte ingen det, for selvom hun ganske vist ikke havde fået noget il at ske med den, ar det stadig ikke godt, hvis hun blev fanget med en tryllestav.

Selvfølgelig havde alle landsbyboerne mere eller mindre accepteret, at hun havde en familie, der bestod af hekse og troldmænd – de kom til dem for at få healet brækkede knogle, få miksturer mod hoste og få deres afgrøder til at vokse hurtigere. Men der var så mange ting, man troede på, men aldrig sagde højt, og dette var en af dem. De vidste det alle sammen, og Anne kunne alligevel ikke huske en eneste gang, hvor hun havde hørt ordet ’magi’ blive nævnt udenfor husets fire vægge.

Bortset fra når Adam sagde det. De havde været bedste venner siden de have været 4 så for ham var magi lige s normalt som for hende. Han var den eneste uden for hendes familie, som hun nogensinde snakkede med – mest fordi det var svært at føre en samtale med nogle, når der var så mange ting, man skulle undgå at tale. Selv hendes familie var sværere at tale med, da ordet Fuser var det værste bandeord efter deres mening og måske også efter hendes.

”Anne?” Stemmen kom fra et sted bag hende. Hun vendte sig om med et sæt, revet brutalt ud af sine egne tanker.

”Jeg syntes nok, at jeg hørte dig herude,” sagde Adam, mens han stirrede på scenen foran sig. Hende der lå med det ene ben bøjet i en mærkelig vinkel, med tårer løbende ned af ansigtet og tryllestaven, der lå få meter fra hende.

”Hvad er der galt?” Hun kunne godt lide ham, fordi han spurgte om noget så indlysende.

”Mit ben gør ondt,” svarede Anne og kunne godt lide ham for ikke at påpege, at det tydeligvis ikke var grunden. Anne kunne få amputeret begge sine ben og være ligeglad. I stedet kom han hen, satte sig ved siden af hende på græsset. 

”Du kan ikke selv gøre for at dit ben gør ondt. Og bare fordi alle andre i din familie har ben, der ikke gør ondt, betyder det ikke, at du er mindre værd. De – jeg – accepterer dig med eller uden bensmerter” sagde han stille.

”Det gør det ikke mindre uretfærdigt. Hvis jeg bare kunne slippe for hver dag, hver eneste dag at se dem hoppe rundt på deres raske ben og, og, og. Hvis det her dog bare handlede om ben. Jeg har… jeg har bare prøvet det her så mange gange efterhånden, du ved, at få en tryllestav til at virke, en eliksir til at være andet end en sammenkogt masse på bunden af kedlen. Jeg vil bare ønske, at jeg ville holde op med at ønske, at det virkede. ” Hun sukkede.

”Ved du hvad? Så lad os tage væk herfra, du og jeg. Vi vil aldrig komme tilbage. Vi vil knække din mors tryllestav midt over og bruge din fars tryllestav til at prikke begge hans øjne ud. Vi vil udrette store ting, vi vil hente Solen ned og gå tur med den om natten, så den endelig kunne få lov til at se verden, vi vil opfinde vores eget sprog og fortælle fremmede vores inderste hemmeligheder på det sprog, vi vil finde det ekstraordinære, selvom vi er ordinære. Du ved, gøre det lort, der lyder godt, når man siger det midt om natten”

”Hvorhen skal vi så tage?”

”Til verdens ende,” grinede han.

”Jeg har hørt, at det er langt væk. Desuden er der sikkert fyldt med tosser derude, der, jeg ved ikke, farede vild, da de ledte efter verdens midtpunkt. Tosser, der bruger endnu dårlige metaforer ind os og vil få os til at se normale ud”

”Du har nok ret.” Han lagde sig ned på græsset og gestikulerede med en hånd til, at hun skulle ligge ved siden af ham. ”Men lov mig, at vi tager væk en eller anden dag”

”En eller anden dag,” gentog hun. ”Bare ikke i dag”. Anne rakte hånden op for at tørre sine kinder.  Hun mærkede pludselig Adams hånd på sin underarm, hans fingerspidser, der hvilede mod hendes pulsåre, så let, hun regnede med, at ingenting vejede langt mere. Uden at sige noget begyndte han at tegne usynlige streger op og ned af hendes hud, genkendelige former.  De havde leget denne leg så mange gange før, siden de var helt små – man tegnede noget på dens andens krop og det var så op til den person at gætte, hvad det var. Gennem årene var de blevet så gode til det, at der ligeså godt kunne have flydt blæk ud fra deres fingre, når de tegnede – de kendte hinanden godt nok til at kunne gøre dette.

”En solsort,” gættede hun efter noget tid. Han smilede som svar. Så begyndte hun at tegne på ham.

Jeg elsker dig, havde hun lyst til at skrive. Hun tegnede et agern. Han tegnede et vissent blad. Jeg elsker dig højere end resten af verden til sammen, havde hun lyst til at gætte. Jeg elsker dig så meget, at jeg vil vælge dig, selv hvis alle andre myrer og mennesker i verden tilbød mig deres kærlighed, havde hun lyst til at tegne. Hun tegnede en myre.

Den nat var den anden nat, de var faldet i søvn under stjernerne – denne gang med så mange usagte ord i mellem dem, som kun den ene af dem kunne høre.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...