Magisk

Anne er en Fuser. Hun har hele sit liv følt, at hun manglede en stor del af sig selv - de magiske evner, som resten af hendes familie har. Og selvom hun finder trøst i sin bedste ven Adam, forstærkes denne følelse stadig. Samtidig kommer der for hver dag flere og flere heksejægere, og hun frygter mere og mere for sin families - og sit eget - liv. //En historisk Harry Potte-fanfic, der foregår i middelalderen.

3Likes
2Kommentarer
314Visninger

1. 1

Det var de sidste minutter af hendes liv, der var de mest ligegyldige. Anne havde efterhånden ventet på at dø så længe, at hun ville ønske, at de bare ville få det overstået, at hun kunne få tiden til at løbe i stedet for at gå, springe over disse minutter. Det kunne godt være, at hun så ikke ville få tid til at nyde himlens blå varme, Solens varme mod sin hud, fuglene der sang over hendes hoved eller noget af alt det andet lort, der efter sigende skulle gøre livet værd at leve.

Men når man havde brugt dage – måneder, var det vel næsten – på at sidde i en celle med ensomheden som eneste selskab og fortalt sig selv, at man skulle dø, indtil man ikke blot vidste det, men også accepterede det, var man også blevet træt af noget så simpelt som himlen. Anne ville gerne se de som om at hun nu forlod den, forlod himlen, forlod solen, forlod fuglene, så de kunne sørge over hende og tænke over, hvordan de blot kunne se hende dø uden at løfte en finger. De burde skamme sig

Hvis Anne skulle være ærlig var det måske disse minutter, der var de mindst ligegyldige, hvilket fik hende til at længtes efter de ligegyldige som aldrig før. Hvis hun dog bare havde sat mere pris på dem – alle de tusindvis af ligegyldige øjeblikke, hvor hun vågnede om morgenen til duften af friske urter, når hun gik i seng om aftenen til lugten af henkogte urter. Men i alle de øjeblikke, havde hun bare altid forestillet sig, at der ville komme tusind mere. Definitionen på et øjeblik var nu engang, at det var ovre, før man havde opfattet, at det eksisterede – og hendes liv var ikke andet end øjeblikke, selvom der ikke var så mange tilbage.

Anne havde fortjent det. Hun ville i hvert fald gerne kunne overbevise sig selv om det – at hun havde fortjent den sten, der lige nu ramte hende på kinden, de splinter fra pælen, der skar sig ind i hendes bundne hænder, de ord alle de andre råbte, som ramte hende hårdere end deres sten. Hun havde fortjent det, men kun fordi universet var den mest uretfærdige dommer nogensinde.

Heks, råbte de. Igen og igen. Og igen.  Hun ville ønske, at de havde ret. Ønske, at hun var en del af det samfund, som alle omkring hende hadede – frygtede, selvom de havde glemt forskellen.  Ønske, at hun var magisk. Hendes mor havde altid sagt, at magi ikke løste nogle problemer – det skabte dem kun. Måske havde hun ret, måske havde hun bare sagt det for at få den dengang 8-årige Anne til at få det bedre med mig selv. For hvis hun bare var magisk kunne hun få menneskemængden til at tie stille, hun kunne få dem alle til at elske hende så meget, at hun ville glemme definitionen på kærlighed, hun ville få verden til at hænge sammen – noget som alle andre havde prøvet forgæves.

Så så hun ham

”Når man siger umuligt, mener man i det fleste tilfælde ikke andet end usandsynligt,” sagde Adam . Det var en varm sommerdag, og de lå i græsset bag ved huset.  ”Jeg mener, når din familie kan findes, er der vel ikke nogle grænser for, hvad der kan findes. Jeg ved ikke, hvor betryggende det er, at de findes flere ting, som jeg bliver nødt til at finde ud af hvorfor findes. ”

Anna grinede stille. Sommerluften nærmest slugte hende s latter, så snart den havde forladt hendes mund, opsugede den, så ekkoet af den på et eller andet tidspunkt kunne blive frigivet på en vinterdag, hvor man kun grinede for ikke at græde.

”Men det er jo netop det, som du ikke er nødt til. I mennesker har så travlt med at finde ud af hvorfor, der er ingen grænser for, hvad I vil prøve at forstå grunden til. Magi er der bare – uden noget hvorfor, uden nogen grund, og det er præcis det, der gør det til et af verdens største mysterier. ”

”Du siger ’I mennesker’, som om du ikke selv er menneske. Det er faktisk ikke den værste ting at være, tro det eller lad være”.

”Jeg har brug for eksempler,” sagde hun og rullede rundt på maven. Nu kunne hun begrave hovedet i den labyrint af græsstrå, som hun nemt kunne fare vild i. Når hun var kommet ud, var hun sikker på, at enden på dette lykkelige øjeblik ventede for enden, men selv hvis verden gav hende et kort – ud af ren ondskab – ville hun gøre alt i sin magt for ikke at følge det.

”Som en myre. Tænk på hvor ubetydelig du allerede føler dig, som et menneske under himlen over os, så tænk på hvordan en myre vil have det. Eller en … en sky, ja. De skal konstant hænge på himlen, lytte til alle de mennesker, der beklager sig op mod dem over at de ikke har andre at beklage sig til, og være pletter på en blå himmel. Det kan heller ikke være rart. Eller, et træ midt ude en skov, det har så meget jordforbindelse, det ikke engang har indset, at jordforbindelse er en dårlig ting.”  Lyden af hans stemme fyldte hendes øregange, indtil der ikke var plads til andet. Måske var der nogle stemmer der passede bedst ind i bestemte øregange, og hvis det var tilfældet var hun sikker på, at de passede bedre sammen end himlen og jorden (med himlen og jorden var der dog også alt det mellem dem, der gjorde det svært for dem at nå hinanden.)

”Hvis myrer, træer og skyer er de tre eneste ting du kan nævne…”  Hun lod stilheden færdiggøre sætningen for sig. Men det var ikke en ubehagelig stilhed, som den der altid herskede inde i hendes hoved – tværtimod bestod denne stilhed blot af de to, der brugte et par sekunder på at erkende, hvor mange usagte ord, der var mellem dem, og hvor lang tid de havde til at få dem sagt.

”Jeg tror faktisk, at vi to er de bedste ting man kan være i verden. Netop os to. Vi er sikkert de eneste mennesker, der rigtig bryder sig om hinanden. Jeg mener – det kan godt være, at det var vores mødre, der oprindeligt fik os til at blive venner, eller måske tilfældet, fordi vores familier var naboer. Og det kan godt være, at du tænker, det er trist, at jeg er den eneste person, du rigtigt bruger tid sammen med, men jeg syntes, det er beundringsværdigt – vi kunne være blevet venner med resten af verden – alle de mennesker og myrer derude, men alligevel ligger vi stadig sammen på græsset her,” sagde Adam, så hurtigt som han kun talte, når han vidste han ville komme til at fortryde sine ord senere.

”Du ved godt, at den eneste grund til at vi to stadig hænger på hinanden er fordi alle er bange for, at jeg forvandler dem til frøer, og fordi alle er bange for at du, efter at have brugt så meget tid med min familie, også er blevet besat af Djævlen eller noget af det andet pis, som folk siger. Selv myrer flygter fra os” Hun grinede. Sandheden lød altid lidt bedre, når man grinede efter at have sagt den.

Det var så varmt, at der meget vel kunne gå ild i verden. Hun håbede, at hun ville have modet til at slukke den, hvis det nogensinde blev en realitet. Alle fortjente nogle, der ville slukke dem – eller i det mindste prøve -  hvis de selvantændte, og det kunne godt være, at verden var ligeglad med dem, men det betød ikke, at de skulle være ligeglad med verden. Og i det øjeblik virkede det heller ikke til, at verden var ligeglad med dem.  havde netop foræret dem dette øjeblik – dette øjeblik hvor de endelig lærte hvilken farve himlen havde, når den var allermest blå, dette øjeblik, der engang ville blive et minde, der ikke kunne slides op, lige meget hvor meget hun sikkert ville prøve frem i tiden.

De faldt i søvn på græsset den nat. Ingen af dem have orket at rejse sig og nu var Adam faldet i søvn. Hun lå blot og lyttede til hans åndedrag, der var selve definitionen på rolig. Det lød så magisk, at hun undrede sig over, hvorfor mon stjernerne ikke skiftede plads hver gang, han pustede ud. Magisk på en ordinær måde var den bedste slags, tænkte hun, før hun vendte sig om på siden, så hun kunne stirre uhæmmet på ham.

Han smilede i søvne. Hun havde altid tænkt, at hans smil var værd, hvad 50 smil fra andre var, og i nat var ingen undtagelse. Hvis det stod til hende skulle det aldrig blive i morgen, de skulle aldrig indhente fremtiden – deres liv skulle fyldes med ’aldrig’, men kun fordi de allerede havde nok lykke til at skabe deres eget ’altid’ – de ville aldrig behøve mere. Det var sådan en tanke, der lød god midt om natten, men den burde nok aldrig se dagens lys.

Engang havde han fortalt hende, at han mente mennesker ikke var andet end summen af deres fortidige selv. Han havde fortalt hende så meget (han var ude af stand til at stoppe med at se verden på sin egen måde og prøve at lade andre se det samme), men dette havde hængt specielt meget ved. Det skræmte hende lidt for at være ærlig, for hun var aldrig den samme person i mere end et øjeblik af gangen – aldrig helt den samme – og hvis alle de fortidige selv var en uundgåelig del af hende, betød det så også, at hun var en del af dem? Var den 8-årige hende, der havde svunget rundt med en tryllestav i flere timer i håbet om at et eller andet, bare et eller andet, ville ske en del af hende? Var den 11-årige hende, der var løbet hjemmefra, da hun for første gang hørte sin mor bruge ordet Fuser en del af hende?

Anne var faldet i søvn uden at have svare på sine egne spørgsmål. Næste morgen lod hun som om, at hun havde glemt dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...