Gemmested

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til hjertesorgskonkurrencen med ordene: ensomhed, kærlighed, afsked, uforløst, fortvivlet.

0Likes
0Kommentarer
83Visninger

3. 3

”Slap af, jeg er lige her,” sagde en stemme bag hende. Luna snurrede hurtigt rundt og ganske rigtigt – for anden gang den nat så hun sin bror, og for anden gang var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle slå ham, eller kramme ham.

”Er her ikke bare hyggeligt?” Han slog ud med hånden mod den forladte gade. Hun svarede ikke, nidstirrede ham bare så meget, som det nu var muligt gennem lukkede øjne.

”Nej, der er netop det stik modsatte af hyggeligt. Alligevel så efterlod du mig her” Han grinede, men mest af alt var hun sikker på, at han grinede for ikke at græde. Luna tørrede et lag sved af panden.

”Hvad mener du?” Tre relativt korte ord, der alligevel formåede at sætte sig fast mindst hundrede steder i hendes strube på vej op.

”Syv milliarder mennesker. Syv milliarder mennesker, der har bildt sig selv ind, at de betyder noget for verden. Men verden, universet om du vil, er ligeglade. Mennesker betyder kun noget for sig selv. Og ethvert menneske har bare brug for at vide, der er én, bare et andet menneske derude, som lægger mere mærke til dem end til alle de andre. Du var min eneste fucking person, Luna. Ikke Mor eller Far – han var også ligeglad med alt, der ikke havde en alkoholprocent på over 5 -  eller Emil i vores klasse, der ikke kaldte os for mærkelige og derfor bildte vi os selv ind, at han var vores ven. Det var dig.” Han vrøvlede, men hun vidste godt hvas han talte om.

”Kan du huske den der dag i sommerferien mellem første og anden klasse. Vi sagde, at det var så varmt, der måske ville gå ild i verden. Og du spurgte mig, at hvis det skete ville jeg så prøve at slukke ilden. Og jeg sagde nej, fordi verden jo var ligeglade med os, ellers ville den ikke have givet os en alkoholiker som far og en mor, der var endnu mere ligeglad end den selv. Men jeg havde ikke ret. Bare fordi verden er ligeglad md os, betyder det ikke, at vi skal være ligeglad med den. For alle fortjener mindst en person, der ville prøve at slukke for dig, hvis du selvantænder -  også selvom de virker umuligt. Du var min person, Luna”

”Jeg har forstået det, okay? Vi legede gemmeleg, men jeg fandt dig ikke, så du besluttede dig for at stikke af hjemmefra. Næste dag var du der ikke, og lige meget hvem der ledte efter dig – mig, vores forældre, politiet endda var og blev du sporløst forsvundet. Hvilket var min skyld, det var min skyld. Men der er også ting, der er din skyld”.

 Hun holdt inde for at få vejret, hvilket var svært, når man var omgivet af støv. Jonas brugte hendes korte pause, som for at komme med en indvending, men der kom ikke ord ud. Luna fortsatte.

”Det var din skyld, at jeg blev så ensom. Du var min eneste ven, og jeg var – er – så anderledes, at du var den eneste, som jeg kunne føle mig normal sammen med. Er du klar over hvor svært det er at få venner, når man ved, at man så på et eller andet tidspunkt ville blive nødt til at fortælle dem historie, om hvorfor man har en køjeseng, hvor den ene halvdel af tom? Er du klar over, hvor svært det er at have en familie som vores, men godt vide, at man ikke kan fortælle nogle om dem og være helt alene om hemmeligheden. Bare så du ved det, begyndte Far bare at drikke mere, efter du forsvandt. Jeg ledte efter dig i byen, Far ledte efter dig på bunden af hans flaske, Mor ledte efter dig i Far ved at blive sammen med ham. Jeg vidste, ikke, at jeg forrådte dig. Du var godt klar over, hvad det ville gøre mod mig. Du var – er – måske kun 8 år, men stadig - jeg troede, at du var død, for Guds skyld. Kørt over, sultet ihjel”.

Luna kiggede ham direkte i øjnene, da hun sagde den sidste sætning. ” Jeg håbede, at du var død. Så ville jeg i det mindste vide, at det ikke var dit eget valg at blive væk for mig. Hvad du skylder mig nu er en forklaring. Og en undskyldning.”

Så kiggede hun væk, op mod himlen over dem. Det gik pludselig op for hende, at den var fyldt med stjerner, tusindvis af dem, flere end hun nogensinde havde set før. Som om nogle havde taget det uendelige antal af stjerner og kastet dem op på netop det begrænsede stykke af himlen, som de kunne se.  Det var så lyst, at hun endnu en gang måtte kigge væk. I stedet så hun nu hen på et hus og kunne gennem tågen også skimte at bag ved det, lå der en stor bunke af, hvad der lignede legetøj. En bamse, der manglede sit ben, en barbiedukke, der manglede sit hår. Særligt mange ansigter var samlet omkring det, og hun kunne endda bilde sig selv ind, at nogle af dem sad fast på kroppe, der rakte ud efter legetøjet – uden nogensinde at få fat på det.

Luna kiggede væk igen og indså snart, at hun blev nødt til at kigge på Jonas igen – han var det eneste kendte i et hav af noget skræmmende ukendt. Hun behøvede kun at se på ham i et par sekunder for at få lyst til at sluge sine ord medet verdenshav af spyt– han var kun 8 år, stadig et barn. Det var 7 år siden, 7 år var lang tid.

Men hun ændrede ikke på, hvad hun havde sagt, så blot til, mens han øjne tilsyneladende flakkede frem og tilbage under hans øjenlåg – hans øjne var også lukkede. Hun ville ellers gerne have kunnet se den blå farve, som hans iris havde – samme farve som himlen havde, når den var allermest blå, bare for at sikre sig, at det virkelig var ham. Hvilket det ikke var, gentog hun for sig.

”Du… du har ret. Helt og aldeles ret. Har du nogle gæt om, hvor vi er?”

”Nej” svarede hun sandfærdigt, bange for at høre svaret.

”Vi er i en anden verden. En parallel verden til vores, som jeg har levet i de sidste 7 år. Jeg ved ikke, hvor meget man kunne kalde det leve. Da jeg besluttede mig for at løbe hjemmefra, kravlede jeg ud af vores vindue inde på vores værelse og ville klatre ned ad brandtrappen. Men jeg snublede og faldt ned. Og landede her. Det tog mig lang tid at finde ud, hvor jeg var. Der er ganske få mennesker her, som ikke ser ud som dem, ganske få til at fortælle mig, hvad der foregik.” Han pegede hen mod en klynge slørede ansigter lidt til højre for dem.

”Først troede jeg, at jeg var død, fordi… ja fordi man overlever ikke lige et sådan fald. Senere fandt jeg ud af, at jeg var blevet glemt – det er tusind gange værre. Det her er de glemtes verden, Luna. Som jeg sagde til dig, intet forsvinder fra vores verden… med mindre det bliver glemt. Ting forsvinder først, når der ikke længere er nogle tilbage til at huske det. Hvor længe har Shakespeare været død? 400 år? Alligevel læser vi stadig hans stykker, citerer ham, sammenligner alt for tit vores egne tragedier med tragedierne i hans stykker.  Og Mozart, Kleopatra, J. K. Rowling. Dem husker vi som menneskehed altid”

Hun smilede, da han sagde J. K. Rowling, ganske vist mod sin vilje, men det talte vel stadig? Så kom hun i tanke om, at han var forsvundet, før den sidste og syvende bog var kommet ud, og hendes smil forsvandt igen, så hurtigt som det var kommet.

”Men hvad med resten? Alle de mennesker, der ikke satte sit præg på andre end måske deres egen familie – og den familie vil også dø på et tidspunkt. Hvad med alle de jøder, der døde under anden verdenskrig, som ikke var Anne Frank? De bliver glemt, og når man bliver glemt, kommer man hertil. Og ikke kun mennesker – også ting. Vi har rigtig mange vinduer – folk ser altid i gennem dem uden at se på det. Og mellemrumstaster - som man bruger utrolig ofte, men alligevel aldrig lægger mærke til. Verden har desperat brug for opmærksomhed, men den er nu engang så stor, at det ikke er alle dele af den, der kan få denne opmærksomhed. ”

”Jeg forstår ikke…” mumlede Luna, afbrød ham, før han kunne sige mere. Det var sjovt, hvordan hun altid havde drømt om at finde andre verdener, parallelle verdener, der var så tæt på som denne, men nu hvor hun endelig havde fundet den, var prisen for at blive ved med at tro pludselig for høj.

Jonas sukkede utålmodigt. Som var hun den 8-årige, og det var ham, der præsenterede selve konceptet bag logik for hende. Som gav det han sagde rent faktisk mening. Der var noget galt, når 8-årige kunne få hende til at føle sig lille.  

”Når mindet om ens eksistens forsvinder – om man så er et menneske eller en sko eller en stjerne, så forsvinder man også - hertil. Og grunden til, at jeg er havnet her – ja, jeg tænkte, at I kunne vel ikke have glemt mig, I var bare så ligeglade, at det var det samme. Tro mig, jeg har haft rigeligt af tid til at tænke over dette. ”

”Jeg drømmer, jeg drømmer, jeg drømmer,” sagde Luna, hviskede hun, råbte hun, tænkte hun, hun kendte ikke forskel. Hun stirrede rundt på støvet, på tågen, på husene, på de ansigter, på alt det, der efter sigende var blevet glemt, som var holdt op med at gøre nogen som helst forskel på verden og derfor kommet til en ny verden. Hun følte varmen mod sin hud, den ulidelige varme, bildte sig selv ind, at hun kunne høre de ord, som tusindvis af forskellige læber formede, ord, som ingen andre var der til at lytte til, blev blændet af stjernerne, der ikke var blevet talt af nogle bror søster, som åbenbart havde smilet ned til utallige mennesker uden nogensinde at få et smil tilbage. Hun drømte.

”Måske foregår alt det her i dit hoved, men hvorfor i alverden skulle det betyde, at det er mindre virkeligt? Du er her med mig.” 

”Men hvorfor – hvis du er her, hvorfor er du så stadig så, så, så sammenhængende? Hvorfor kan du tale til mig, hvordan kan du tale til mig?” sagde hun, lod som om hun bare prøvede at forstå nogle af de plothuller, der var i en bog, i en andens historie, hvor man kunne tillade sig at snakke om plothuller, og kunne lægge historien op af berettermodellen, og snakke om hvilke fantasy-elementer, der var blevet brugt og hvorfor.

”På grund af dig. Det kan godt være, at du, lige siden jeg løb væk, har prøvet at glemme mig, men du har alligevel husket mig nok til,  at jeg ikke endte som nogle af de andre milliarder af glemte mennesker. Og i nat, da du sad oppe på taget, du tænkte så meget på mig, at det lykkedes mig at komme tilbage, og undskyld jeg er den, der siger det til dig, men fok er også så ligeglad med dig, at du kunne følge mig herind uden de store problemer. Der er en åbning tæt på vores bygninger, som vi kan hoppe igennem. Men som du nok forestiller dig er det de færreste, der hopper frivilligt herind. Det er ikke lige det sted, man ville vælge til en skovtur”

”Og tro endelig ikke, at jeg valgte at kommer her. Jeg ville aldrig have forladt dig, og hvis jeg endelig var løbet væk hjemmefra, ville jeg have taget dig med. Det håber jeg, at du ved. Jeg savner dig, Luna, jeg savnede dig hver eneste dag jeg brugte her – ikke, at jeg tror, at tiden rigtig går her.”

”Du giver ingen mening. Men hvis den eneste grund til at verden hænge sammen er, fordi vi husker den - vi skal have en overbefolkning tusind gange større, end den vi har nu, hvis intet skal blive glemt. Og selv da – mennesker har det med at lægge mærke til de samme ting – og ikke lægge mærke til dem.  Der opstår huller, og – det giver ikke mening”

” Den såkaldte ’mening’ var uddød samtidig med, måske endda før at dinosaurerne uddøde. Huller er der kun rigtigt, hvis vi lægger mærke til dem. Og mennesker vil gå meget langt for at undgå de huller, der opstår. Kan du huske vores bedstemor? Da hun døde af kræft, gik der en uge, hvor alle diskuterede hvor stor en tragedie det var, hvor god en person, hun var. Derefter holdt alle op med at snakke om hende. Fordi det var nemmest. Vi kan kun se her med lukkede øjne – og min teori om hvorfor, er fordi at her ser man pludselig alt det, som vi lukkede øjnene for. ”

Jeg vil gerne hjem,” var Lunas eneste svar.

”Og jeg vil gerne til Månen. Det kommer ikke til at ske, min kære, tid til at acceptere dette”.

”Hvad mener du?”

”Har du virkelig, hvis du skal være ærlig lyst til at tage hjem? Jeg vil vædde med, at du stadig ingen venner har i skolen, stadig siger så lidt som muligt i sociale sammenhænge, fordi du er mere bange for, at folk lægger mærke til dig og dømmer dig, end at de overhovedet ikke lægger mærke til dig. Far siger sikkert stadig, en gang hver anden uge, at han elsker dig, når han er så fuld, at han tror at han er ædru og tror, at jeg er dig. Og det er nok for dig. Mor kommer sikkert ind på dit – vores – værelse, en gang hver anden måned og spørger hvorfor du græder efter at være kommet hjem fra skole. Når du ikke svarer, går hun sin vej. Folk ændrer sig ikke så meget på 7 år, som de gerne vil tro” Jonas lød så hånlig, som hun troede muligt.

 ”Du tæller sikkert dagene til folkeskolen slutter, fordi du har bildt dig ind, at gymnasiet – eller en erhvervsuddannelse? – vil blive bedre. Du kravler sikkert op på taget om natten og tager din telefon frem og lader som om du ringer til nogen, selvom den forbliver slukket, har lange samtaler med dig selv kl. 3 om natten, om hvordan de fleste gerne vil se sig selv som de færreste og hvem, der fastslår definition på anderledes og normal. Fordi du selv er den eneste, der vil lytte. Du undrer dig måske over, om du nogensinde havde en tvillingebror – for hver dag der går, bliver jeg lidt mere fjern fra dig. Det har du ikke lyst til at tage hjem til, vel Luna? Så hvorfor ikke blive her hos mig?”

”Ved du hvad? Jeg vil gerne hjem. Dette her er en drøm, og det ved du også godt selv. De siger, at tiden healer, men det passer ikke. Du forsvinder fra mig hver eneste dag af mit liv, igen og igen, når jeg kigger på verden, der stadig er der, uden dig. Jeg sørger over dig, som er du død. Og sorg – det er for altid. Det bliver en del af mig, åndedræt for åndedræt, skridt for skridt. Jeg vil aldrig stoppe med at savne dig, fordi jeg aldrig vil stoppe med at elske dig. Men efterhånden er jeg blevet vant til det, og jeg vil ikke prøve at bilde mig ind, at der er et alternativ. Man vænner sig ikke til sorg, hvis man bevarer troen på, at tingene kan være anderledes, at man kan ændre det. Mit liv er mit liv, og selvom det stinker som ind i helvedet og ud på den anden side, så er det stadig mit liv, og selv i drømme ville jeg ikke prøve at snyde mig selv. Så nu er jeg klar til at vågne op”

Luna åbnede øjnene, inden hun kunne nå at se Jonas’ reaktion. Hun omgav sig selv med det mørke, som nu var det eneste, hun kunne se, kneb sig selv i armene, rystede hårdt på hovedet, slog sig selv i ansigtet. Alt sammen et forsøg på at komme væk herfra.

Men lige meget hvad hun gjorde, vågnede hun ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...