Gemmested

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til hjertesorgskonkurrencen med ordene: ensomhed, kærlighed, afsked, uforløst, fortvivlet.

0Likes
0Kommentarer
78Visninger

2. 2

Da de var små, havde de været besatte af det overnaturlige. Ikke på den måde som normale børn, hvor man bliver ved med at tro på tandfeen lidt længere end man burde. Deres mor havde engang sagt at kun dem, der ledte efter det overnaturlige ville finde det. De havde taget hende seriøst og havde i årevis ledt og ledt og ledt, mens de havde klynget sig til tanken om, at så længe man ikke kunne modbevise det overnaturlige, skulle det nok findes.

Deres ordinære liv var ikke ekstraordinære nok, og de havde været desperate efter bare et eller andet, bare et eller andet, der ikke helt var en del af verden, men kun en del af sig selv. Det var hvad, hun tænkte på, som hun kastede sig ud fra taget -måske ville der komme noget overnaturligt og gribe hende.

Så snart hendes fod havde forladt kanten, gik det op for hende, at hun måske burde have taget brandtrappen i stedet for. Selv i drømme burde man ikke kaste sig frivilligt ud fra så stor højde, tænkte hun, alt i mens natteluften hvislede omkring hende på en sådan måde, at hun også kunne bilde sig selv ind, at den også bebrejdede hende for hvilken dårlig beslutning, hun netop havde taget. Hendes arme og ben sparkede nytteløst ud i luften, mens hun kunne se den bygning, hun var vokset op i, glide forbi hendes øjne, og fortovet komme tættere og tættere på.

Luna var ret sikker på, at hun havde så meget fart på, at der ville gå hul i fortovet, når hun ramte det. Hun var også ret sikker på, at hun ville vågne, før hun rent faktisk ramte det, selvom en større og større del af hendes hoved blev fyldt med tanker om hvordan hun sikkert ikke drømte hende – hun var ikke faldet i søvn, men var bare blevet så træt, at hun havde hallucineret sin bror tilbage i sin egen verden – hun havde måske lige ofret sit liv for et fantasifoster

I det mindste skreg hun ikke. Ingen ville høre hende, men det forhindrede hende ikke i at undre sig over – hvis hun blev hørt, ville hun så også blive stoppet? Var der nogle persober tilbage i verden, der i det mindste ville prøve at stoppe hendes frie fald? Måske havde alle mennesker en faldskærm af andre mennesker, der sørgede for, at de netop ikke kastede sig ud fra bygninger – men hendes faldskærm var gået i stykker og bestod måske i virkeligheden kun af en person, og han havde allerede taget faldet. Det var et godt tidspunkt at tænke på det.

Luna drømte. Alternativet var for skræmmende.  

 

***

Hun var 8 år igen. Hun var netop sprunget ud fra køjesengen med en heliumballon, som hun klamrede sig til, fordi hendes mor så pædagogisk havde forklaret, at helium var lettere end ”normal luft”, så så længe hun holdt den, måtte hun da kunne flyve. Hun havde klamret sig til snoren, men alligevel havde hun forstuvet anklen, da hun ramte gulvet.

Hun var 7 år igen, og var træt af skole hvor lærerne forsøgte at forstørre ens ordforråd uden at forstørre verden samtidig. Læreren havde skrevet definitionen af ’malplaceret’ op på tavlen, og Jonas havde hvisket til hende, om de ikke var malplacerede her. Hun svarede ham så højt, at alle kunne høre det, at nej, de var ikke malplacerede, de var præcis, hvor de skulle være, så hvis alle de dumme mennesker og de monstre, de stadig troede på bare ville gå et andet sted hen, skulle alting nok gå.

Luna var 6 år igen og havde lige slået en af de andre drenge i klassen. En pædagog havde spurgte hende om, det var fordi han havde kaldt Jonas for skør. Hun havde skreget op om, at der ikke var nogen grund – at voksne var dumme, fordi de troede, at man der altid førte et ’fordi’ med, når man sagde ’hvorfor’. Nogle gange gjorde man det bare, havde hun sagt og havde så slået drengen igen. Bare for en god ordens skyld

Luna var 5 år igen og spiste afstensmad sammen med Far, Mor og Jonas. Far havde råbt ord, som Mor sagde var bandeord, og råbt dem ind i hovedet på mord. Hun havde siddet og betragtet det spyt, der føg fra hans mund og landede på maden. Fedtet pizza i fedtede papbakker. Mor var begyndt at græde. Luna havde rejst sig og sagde tak for mad, i håbet om at hu kunne lærer sin far noget om at være høflig. Jonas havde sagt velbekomme.

Minde efter minde boblede op omkring hende, mider som hun ikke vidste hun havde, minder som fik hende til at tænke på om nostalgi ikke bare var jalousi på vores fortidige selv, minder, som hun. Minder.  

 

Det næste Luna opfattede var, at hun lå ned. Hun lå ned, men alle hendes lemmer lod til at pege i den rigtige retning, hendes hjerte bankede stadig et sted i hendes brystkasse, og hun kunne have svoret at det lød lettet.  Hun vidste dog ikke helt, hvad hun lå på. Det virkede næsten som… en sky – i hvert fald sådan, som hun altid havde forestillet sig, at en sky måtte føles.

Var hun død? I det samme tanken havde strejfet hende, vidste hun, at dette ikke kunne være tilfældet – hun havde læst bøger nok til at vide, at når hovedpersonen først tænkte noget, ville det ikke blive en realitet. Hvis det dog bare havde været en bog, så hun kunne lukke den nu, lade den stoppe midt i en sætning, så læseren kunne sidde og undre sig over den åbne slutning.

Med et suk lod Luna hånden glide over… hvad så end det var, hun lå på. Hendes øjne var så stramt lukkede, at det var et under, der var plads til hendes øjeæbler et sted derinde. Og hun lavede et lille løfte om aldrig nogensinde at åbne dem igen, for verden var skræmmende nok uden, at hun kunne se den. Frygten havde allerede taget bolig et sted i hendes mundhule og smagte så metallisk, at den sikkert ville ende med at skære hendes tunge af.

Det var varmt, gik det pludselig op or Luna. Meget varmere end en vinternat, så varmt at hun var sikker på, at hun ville opdage, at hun lå i ske med Solen, hvis hun åbnede øjnene. Hun famlede rundt med hænderne som forventede hun faktisk at få fingerspidserne brændt af solen. Hendes hænder mødte kun luft, hvilket af en eller anden grund kun formåede at gøre hende endnu mere nysgerrig. Hendes mor havde engang sagt, at nysgerrighed ville blive hendes undergang.

Med et suk satte Luna sig op. Så meget man nu kunne sidde op, når der ikke var noget af fast form omkring hende. Bare denne ene bevægelse var nok til at få sveden til at springe frem på hendes hud, så varmt det var.

Så indså Luna, at hun kunne se igen. Men hendes øjne var stadig lukkede. Hun så gennem sine øjenlåg på verden, som hun aldrig havde set den før. Måske var det hele kun i hendes hoved, men alligevel havde hendes omgivelser aldrig virkede mere virkelige, end de gjorde i netop det øjeblik. Store tågebanker omgav hende, men jo mere hun stirrede på dem, jo nemmere blev det at se igennem dem. Hun sad på en vej, belagt med, hvad der ikke kunne være andet end brosten, men det føltes ikke som om hun sad på en vej belagt med, hvad der ikke kunne være andet end brosten. Det føltes som om hun sad på luft, vattet luft, blød luft…

Hendes naturlige reaktion, når virkeligheden blev for overvældende var at lukke øjnene. Hendes naturlige reaktion når virkeligheden blev for surrealistisk var at gribe fat i noget omkring hende for at overbevise sig selv om, at der stadig var noget virkeligt tilbage, noget håndgribeligt. Hendes naturlige reaktion, når hun havde mareridt var at vågne op. Og hvad gjorde mennesker, når deres naturlige reaktioner ikke holdt vand? Hun gjorde ingenting, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre.

Eller det passede nu ikke helt. Det stod skrevet i de uskrevne regler, de alle levede under, at man i situationer som denne skulle panikke. Ikke sidde og kigge rundt efter sin forsvundne bror, som hun nu gjorde. Men det var netop ikke panik, der greb Luna – det var nysgerrighed. Nysgerrighed var farligt, specielt for hende.

Det kunne godt være, at de sagde at meningen med livet var at overleve, men det troede hun ikke længere på – lige nu var meningen med livet at finde Jonas, om hun så skulle gå den her luft tynd (kunne man gå luft tynd?)

Alle de små ligegyldige ting, hun havde vidt om Jonas, boblede nu frem igen. Om hans vane md altid at hive i sine ærmer, når han var nervørs, om hvordan han udtalte jordbær, som havde det fire stavelser, om hvordan han havde været hendes bror og lovet, at de aldrig ville efterlade hinanden - alle de ting, man ikke vidste man vidste om en person, som i så mange år havde været ubrugelig viden, som hun nu ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved.

Måske var hun skør. Nej, der var intet måske. Hun var skør, og det gjorde hende ikke mindre skør, at hun erkendte dette faktum. For var det ikke selve definitionen på skør at trække sig væk fra alle mennesker, blot fordi, at man havde mistet et af dem? Var det ikke skørt at samle glasskår fra Fars flasker og have dem liggende i vindueskarmen? Var det ikke skørt at have lydoptagelser, af sig selv der sov på sin telefon bare for at kunne lytte til det, når man vågnede og havde brug for at minde på, man ikke altid var urolig? Hvis det ikke var definitionen på skør, så vidste hun ikke, hvad var.

Luna åbnede beslutsomt øjnene. Hun havde en ide om, at hvis his bare fandt Jonas, fik ham til at fortælle historien om, hvordan han var forsvundet ville altid blive godt igen, og hun kunne endelig slippe for at vågne op til den samme skyldfølelse dag ud og dag ind. Denne gang ville hun ikke stoppe med at lede, før hun havde fundet ham. Men da hun åbnede øjnene, kunne hun ikke se noget. I hvert fald ikke andet end mørke, og det blev nu så sjældent talt for ’noget’.

Et lille gisp undslap hende. Den lille gade, den mærkelige gade, det var alt sammen forsvundet. Og det havde været der, da hun havde lukkede øjne. Luna forstod ingenting. Tykt, uigennemtrængeligt mørke omringede hende. Hun lukkede igen øjnene, og hendes syn vendte tilbage.

Chokeret kom hun vaklende på benene – stadig med lukkede øjne. Hun drømte, hun drømte om denne verden, hvor man så med lukkede øjne. Man kunne komme meget langt i virkeligheden ved at bilde sig selv ind, at den ikke var virkelig. Så da Luna begyndte at gå ned af gaden var det med tanken om at det hele var en drøm ved sin side.  Og da hun kiggede nysgerrigt rundt på sine omgiveler var det med tanken, om at hun nu officielt var blevet for fattig til at have råd til hysteri over, alt det ikke gav mening – lige nu fastslog hun over for sig selv, at man sagtens kunne overleve et fald fra 8 etager.

Langs vejen var der huse. Huse med bindingsværk, højhuse, huse med stråtag, parcelhuse fra 70’erne med røde mursten og en aura af normalitet. De så alle sammen forladte ud, de var alle sammen dækket af lag af støv så tykke, det var et under, at de stadig kunne ses. Hun kunne se møblerne indenfor, men der så ikke ud til at være nogle personlige ejendele, ingen blomsterkasser, ingen cykel, der stod lænet op af muren. Intet tegn på mennesker, men massere af huse der stod tæt sammen i den mystiske tåge.

Og der var også fuld af vinduer. Der var bunker stablet rundt omkring, de stod lænet op af husmurene lå knuste på brostenene, hang i luften tilsyneladende ikke holdt oppe af noget. Det var af en eller anden grund det, der skræmte Luna mest. Jo mere hun kiggede, jo mere så hun. Det var utroligt, hvor meget hun havde fantasien til at forestille sig, få til at springe frem på bagsiden af hendes øjenlåg, indtil hun var ret sikker på, at hendes fantasi var ved til at krydse den hårfine grænse til vanvid. Snart havde hun fortabt sig selv i at stirre på alle detaljerne på, detalje efter detalje oven på hinanden, der alle fortalte hver deres historie om, hvor hun var.

Som hun blev ved med at gå, gik det op for hende, at hun kunne se ansigter i tågen. Konturer af øjne, næser, munde, munde der formede ord hun ikke kunne høre. Så snart hun havde set dem, forsvandt de, revet fra hinanden af en blæst hun ikke kunne mærke, og gjorde plads til nye ansigter, der alle sammen nidstirrede hende. Hun prøvede ikke at gengælde deres stirren, men de var overalt. Så i stedet blev hun bare ved med at gå og efterlod sin tidsfornemmelse et sted bag ved sig. Det kunne være minutter siden, hun havde stået på det tag, det kunne være år.  

Der var mere støv end luft her. Hendes lunger protesterede for hver mundfuld støv, hun slugte, men hun vidste ikke, hvor luften var blevet af. Støv, tåge, halvt opløste ansigter lod til at være alt, hvad der eksisterede. Luna lavede en mental note til sig selv om aldrig nogensinde at springe af tage igen – der var ikke nogen måde, hvorpå det kunne ende godt. Det mindede hende om den egentlige grund til, at hun var kommet her. For at finde Jonas. Hendes hjerne syntes at fungere langsommere end normalt, men til sidst syntes hendes mund da at have fået beskeden om, at det var på tide at begynde at kalde på ham.

”Jonas? Jonas? Jonas?” Hendes stemme gav så meget genlyd, at hun mistænkte, at hun havde en dobbeltgænger. En dobbeltgænger, der hade gjort det til sin livsmission at stå og gøre grin med hendes skingre tonefald, der blev mere og mere desperate for hver gang, hun ikke fik svar.

”Jonas, jeg sværger, hvis du ikke… Der er grænse for hvor længe, at jeg kan bilde mig selv ind, at det her er en drøm, og jeg har bare at finde dig, inden jeg når den grænse. Forstår du det?” Det sidste råbte hun.

”Jonas, jeg ved ikke, hvad der foregår, og jeg er ret bange for, at de mennesker, som jeg ser på lige nu er døde – du ved, døde øjne stirrer mere end levende øjne, og jeg er bange, og jeg, jeg, jeg… jeg savner dig, og jeg kom her for at finde dig, så det har jeg i sinde at gøre. Når jeg ser dig, vil jeg give dig en lussing” Nu hviskede hun.

Men en lussing - det lød godt, en lussing for hvordan tomme rum havde virket mere tomme end nogensinde før efter han forsvandt, for hvordan alt det der pis med at hvile i sin egen ensomhed klang mere og mere hult, for hver dag, der gik og, for hver fremmede hun mødte, som aldrig ville gide være mere en fremmede for hende, for hvordan hun var begyndt at tænke på regndråber, stjerner, og det nedtrådte viskelæderfnuller, som hun kunne finde på gulvet i klasseværelset som sine venner – så ville hun endelig have flere venner end de fleste havde  på Facebook.  

Måske ville hun give ham mere end bare en lussing.

”Jonas?” prøvede Luna for en sidste gang.

 ”Jonas?” Hvis hun bare kaldte en gang til…

”Jonas?” Før i nat havde det været år siden, at hun sidst havde sagt de to stavelser højt.

”Jonas?” Hans navn gav nu så lidt mening, at selv Den Danske Ordbog ikke ville kunne finde én.

”Jonas?” Hendes fødder gjorde ondt.

”Jonas?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...