Gemmested

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til hjertesorgskonkurrencen med ordene: ensomhed, kærlighed, afsked, uforløst, fortvivlet.

0Likes
0Kommentarer
71Visninger

1. 1

”Jeg vandt.”

 Det var de første ord hendes tvillingebror sagde til hende efter 7 års adskillelse. Det sagde næsten sig selv, at hun ikke vidste, hvad han talte om, og at hun ikke kunne tro sine egne øjne, som han stod der. Med den samme falmede Superman T-shirt, med den samme hårtot, ned i venstre øje, det samme smil, der aldrig nogensinde forlod hans læber. Han stod der og så ikke ud til at være blevet en dag ældre, end da hun sidst så ham.

Og lige meget hvor mange gange Luna blinkede, forsvandt han ikke. Hun forventede det ikke, da virkeligheden var blevet for uvirkelig til at kunne findes på andet end bagsiden af hendes øjenlåg. De var stadig på taget under en stjernehimmel med ingen andre lyde end deres åndedrag. Præcis som de plejede dengang, da de var mindre og Mor og Far skændtes så højt, at selv Solen holdt sig for ørene, så de sneg sig herop. Halvdelen af hendes barndomsminder bestod af hende og Jonas, der sad oppe på taget, talte stjernerne, fordi der var så mange, at det var meningsløst, og de havde brug for at gøre noget uden mening, bare en gang i mellem. De havde hviskende fortalt hinanden godnathistorier om andre verdener, der var netop uden for rækkevidde, indtil de var faldet i søvn op ad hinanden. Det var 7 år senere, og det eneste der havde ændret sig var hende.

Så måske var det også naturligt, at hendes første ord til ham endte, som det gjorde.

”Hvad?” Ordet snublede over hendes underlæbe og var ikke engang en hvisken, nærmere en følelse. Luna slog armene om sig selv i et forsøg på at holde varmen – det var en vinteraften – men selv hvis det havde været en sommerdag, var hun sikker på, at hun stadig ikke ville stoppe med at ryste.

”Jeg vandt. Jeg vandt to ting, faktisk, hvilket vil sige, at jeg fortjener to præmier. Det er mange, ikke? Jeg vandt gemmelegen, og jeg vandt også vores konkurrence,” sagde Jonas.

”Du er heldig, at klokken er 2 om natten, og jeg er søvnig som ind i helvedet, for ellers ville jeg skubbe dig af det her tag, lige nu. Du giver ingen mening, du er ikke virkelig”.  Luna rystede nu så kraftigt, at hun var overrasket over, at hun ikke havde startet et jordskælv endnu.

”Jo, gemmelegen, kan du ikke huske det? Vi legede gemmeleg en eftermiddag, og jeg gemte mig i skabet på vores værelse. Men jeg tror, at du glemte, at du ledte, for du kom aldrig og fandt mig, selvom det var et dårligt gemmested. Aldrig. Og hvis du ikke elskede mig nok til at finde mig, så var der ingen personer, der elskede mig højt nok. Så derfor tog jeg hjemmefra og vandt gemmelegen, for du fandt mig jo aldrig. Er du ikke bare stolt?”

Luna måtte godt nok være træt. Hun havde ikke haft en så mærkelig drøm i årevis og heller ikke en så detaljeret en. Hun hadede virkelig sin hjerne for at tvinge hende til at leve det her i gennem – hun havde ellers skubbet sin bror så langt ud til kanten af hendes hukommelse som muligt og havde tænkt, at han sikkert hyggede sig der ude med støvede bamser, skar sig på glasskår fra de ølflasker Far kastede mod væggene og fik sig en lang samtale med alle hendes fortidige selv, som hun nu engang aldrig kunne give helt slip på.

Så hvorfor dukkede han op i hendes tanker nu? Hendes underbevidsthed havde virkelig arbejdet hårdt på at gøre det så realistisk som muligt. Han stod som altid lidt på tæer, som var han altid meget tæt på at hoppe op i himlen og håbe på, at tyngdekraften ville være villig til at give slip på ham. Han havde som sædvanlig ingen sko på – Jonas havde aldrig brudt sig om sko, da han havde ondt af sine tæer, hvis han skulle holde dem indespærret på den måde. Han var som altid sig selv. Hendes underbevidsthed havde dog glemt den lille detalje, at tiden gik, at folk blev ældre og voksede op, samt den lidt større detalje, at hun nok aldrig ville komme til at se sin bror igen.

Med et suk lænede hun sig op af en af boligblokkens store skorstene. Hun var fristet til bare at gå tilbage i seng, og håbe, at når drømmeversionen af hende faldt i søvn, ville den rigtige vågne op.

Men hvis det bare var en drøm, kunne det vel ikke skade at blive hængende lidt længere, og se hvad der skete, og håbe på, at det ikke blev til et mareridt – som de fleste drømme der involverede Jonas gjorde. En lille del af hende havde lyst til at gå over til den 8-årige dreng og give ham et kram, der ville brække alle deres ribben, sørge for at de ikke længere var en del af verden, men kun en del af hinanden. Og love ham at hun aldrig ville give slip, aldrig nogensinde. Som 8-årig var man stadig ikke helt holdt op med at tro på, at alle løfter blev holdt.

I stedet blev Luna bare ved med at stirre på ham, prøvede at suge drømmen til sig, så den ikke ville være lige så falmet som hans T-shirt, når hun vågnede op. Hendes blik var så intenst, at det kunne løse alle mysterierne i universet - bortset fra det lige foran hende, der var det største efter hendes mening. Det kunne godt være, at drømme ikke helt talte som rigtige minder, men det var bedre end det ingenting, hun havde måttet leve med i så mange år, fordi 8-årige hende ikke gad lede længe nok til at finde sin bror.

Nogle gange var Luna ret sikker på, at hun stadig var rasende på netop det fortidige selv. Hun havde talt til 20, råbt, at hun kom nu, men efter at have kigget i stuen og på badeværelset, havde hun blot sat sig i sofaen. I stedet for at skabe endnu et meningsløst minde ud af tusind andre meningsløse minder for sig selv om Jonas, om to børn, der legede gemmeleg og fandt hinanden. Mest fordi hun havde været sikker på, at der ville komme tusind mere. Men hvad vil det sige at hade sit fortidige selv, hvis mennesker ikke var andet end summen af dem, de engang var?

”Jeg stoppede aldrig med at lede efter dig.” Luna vidste ikke hvad hun ellers kunne sige. Det kunne godt være at det var en løgn, men de løgne man selv gerne ville tro på, var altid så frygtelig nemme at fortælle.  For efter flere år var hun for længst holdt op med at tro – at håbe – på, at han ikke var væk for altid. Hun var bare blevet alene på det værelse, der var beregnet til to personer.  I de første dage efter hans forsvinding var hun måske nok vandret gaderne i byen tynde i sine lyserøde løbesko, kaldt hans navn, indtil sure naboer fortalte hende, at hun skulle stoppe. Hun huskede stadig, hvordan hun havde sat sig under et træ, og hvisket hans navn igen, igen og igen – hvis man gjorde det med andre navne holdt de til sidst op med at give mening, men hans navn gav blot mere mening for hver gang, hun sagde det.

Hun var faldet i søvn under det træ.

Det værste var, hvordan Luna forstod ham. I hvert fald så meget som det var muligt at forstå en person og stadig være sit eget menneske. Hun troede i hvert fald, at hun forstod, hvordan han ligesom hende havde følt, at deres forældre elskede dem uden rigtig at bryde sig om dem – som det var med de fleste familier. Hvordan 8-årige hende var den eneste, der brød sig om ham, og hun havde efterladt ham i det skab. Da de var små havde de ikke talt om grundene til hvorfor de skulle løbe hjemmefra – de havde talt om grundene til hvorfor ikke. Og de havde altid kun haft hinanden på den liste.

Og selv om det var en drøm, vældede der så mange følelser op i hende, at hun ville ønske, at hun kunne flå nogle livsvigte organer ud af sig selv for at skabe mere plads til disse følelser. Hun var i forvejen stoppet ret meget med at tænke – som man som regel gjorde kl. 2 om natten og tog i stedet et skridt mod Jonas og stillede ham det spørgsmål, der havde naget hende gennem alle de år, når folk spurgte, om hun havde nogle søskende, og hun sagde nej, fordi det var nemmest.

”Hvis jeg blev ved med at lede, hvorfor fandt jeg dig så ikke?” Selv stjernerne stoppede med at smile for at lytte.

”Ingenting forsvinder, har jeg ikke ret? Den bamse du efterlod i vores børnehave og ikke kunne finde igen – den ligger stadig eller andet sted og samlede støv, et sted du ikke ledte. Vores bedstefar der døde ligger nu og rådner i jorden, indtil han bliver opløst helt, en del af jorden, af resten af verden. Vandpytter fordamper kun for igen at blive til regn, blive til vandpytter igen og igen og igen. Selv de fossile brændstoffer, som alle bliver ved med at snakke om – det er energi, der bliver omdannet til en anden form for energi. De forsvinder ikke. ”

Luna fangede sig i at gengælde hans smil. Det var så typisk Jonas at sige sådan noget, som selv hun ikke var i stand til at forstå, at følge ham, da hans tanker nu engang vandrede længere end nogen andres. Så typisk ham at komme vandrende ind i hendes liv igen, som havde han aldrig forladt det.

”Kan du huske, hvordan vi blev ved med at sige, at der måtte være mere til verden? At de voksne løj, når de påstod, at der ikke fandtes noget overnaturligt? Hvordan vi plejede at kigge op på himlen, som var så uendeligt langt væk og så tæt på, at man sikkert kunne røre den, hvis man strakte armen ud? Hvordan vi tænkte, at der måtte være noget ’mere’ et eller andet sted, fordi alt andet var utænkeligt. Jeg var den første af os til at finde det ’mere’, den første af menneskeheden, så fortjener jeg ikke også en præmie for det?”

”Du er ikke virkelig,” gentog Luna i håbet om, at hun selv var begyndt at tro på det. Hun havde siddet på taget af boligblokken, siden kl. 11.  Og selvom hun ikke kunne huske det, måtte være faldet i søvn, mens hun sad på der og bildte sig ind hun kunne høre lyden af alle dem under hende, der levede deres eget liv. Hun måtte være faldet i søvn og var begyndt at drømme, da hun hørte fodtrin bag sig – Jonas’ fodtrin.

”Jeg er så virkelig, som jeg nu kan blive. Jeg er kommet tilbage efter dig. For hvis intet forsvinder, hvordan kunne jeg så forsvinde? Du fortjener at kende svaret”

Og det gik op for Luna, at han havde ret. Han havde ret i at, ja, hun fortjente så sandelig et svar. Før havde det været nok at vide at ikke at vide var nok, men nu gik det op for hende, hvor meget hun havde brug for at vide hvorfor.  Hun måtte bekæmpe instinktet til at løbe hen til ham, men denne gang ikke for at kramme ham – nej for at ruske ham frem og tilbage, indtil svaret faldt ud af ham

”Fordi jeg blev glemt. At blive glemt er det værste, der kan ske, vidste du ikke det?” sagde Jonas og stoppede med at smile. Hun havde altid lavet sjov med, at den dag Jonas stoppede med at smile, var den dag, verden ville gå under

”Nej, du…” indvendte hun, i et forsøg på ikke at lade stilheden vokse mellem dem.  Men det var for sent den fyldte så meget på det tag, at det var et under, den ikke fik skubbet dem ned. Denne slag stilhed opstod ikke, fordi der ikke var mere at sige – kun fordi at der var så meget at sige, men der ikke var nogen ordentlig måde at sige det på.

”Du tror, at du huskede mig? Ikke nok til at holde mig fast her, ikke nok” Jonas trådte et skridt væk fra hende, et skridt længere mod kanten af taget.

”Jeg husker dig da nu. Hvordan vil jeg ellers være i stand til at drømme dette? Den mig, der lige nu er faldet i søvn på taget, i vinterkulden, hendes underbevidsthed husker dig. Du er beviset på det. Jeg husker dig nu”  

”Der er ikke noget ’nu’, det har jeg da fortalt dig. ’Nu’ er en illusion. Definitionen på et øjeblik, på nuet, er at det er ovre, før man nåede at opfatte det eksistererede.  Så nej, glem alt om det. Der er fortid og fremtid, før og efter. Og dit liv har måske delt i sig i før og efter, at min tvillingebror forsvandt ’og det eneste du har brugt efter-delen på er at glemme, der var et ’før’. Jeg savnede dig i den anden verden. Du skylder mig at følge efter mig nu,” mumlede Jonas. Hun havde helt glemt, hvordan han nogle gange talte så lavt, at folk troede han var stum – men tænkte så højt, at folk tog afstand.

Men ens liv var ikke bare ikke et før og et efter. Der var tusindvis af forskellige ’før’ og ’efter’. Før Far var begyndt at drikke. Efter hun havde passeret grænsen mellem ’alene’ og ensom’. Før hun havde indset, at Jonas ikke ville komme tilbage. Efter hun var vokset s meget op, at det var gået op for hende hvor meget det at vokse op stank. Før hun…- Lunas tankerække blev pludselig afbrudt, da Jonas hoppede af taget

Jonas hoppede af taget. Jonas hoppede af taget. Hendes hjerne haltede som sædvanlig et par sekunder efter hendes syn. Han var rent faktisk hoppet af taget.

En halvkvalt lyd tog form et sted dybt nede i Lunas hals. Hun løb hen til kanten, kiggede ned i forventning om at se en forvredet menneskekrop ligge et sted nede på fortovet. Men nej - han var væk. Fortovet var tomt i skæret fra den ensomme lygtepæl. Måske var han skrumpet i faldet og var faldet gennem en af de mange revner i fortovsfliserne, de var så dybe, at hun havde på fornemmelsen, at hun kunne se Jordens indre gennem dem. Måske var tyngdekraften rent faktisk blevet så træt af ham, at den gav slip på ham. Måske var han bare forsvundet igen.

Men det var en drøm, så det behøvede hun ikke bekymre sig om. Luna stod i stedet et øjeblik og genoplevede alle de minder, som hun havde undgået i årevis af frygt for, at minder kunne slides op.

 Hende og Jonas der sad på deres senge og læste en fantasybog højt for hinanden. De brokkede sig over, at personerne blev ved med ikke at tro på, at der fandtes magi lige meget, hvor mange gange de fik det at vide. Hvordan karakterene blev ved med at lede efter en grund og afprøve grænserne for, hvad mennesker var i stand til at tro på, at der fandtes en grund til. Jonas havde sagt, at magi var det eneste, der ikke fandtes nogen grund til – det var der simpelthen bare, som den eneste ting i verden helt uafhængigt af ordet’ hvorfor’ (de havde været nogle prætentiøse 8-årige).

Hende og Jonas, der sad i den bus de tog til skole og fortalte historier om de andre personer i bussen til hinanden og tænkte over om disse personer også fortalte historier til hinanden om dem.

Hende og Jonas der gik hjem fra skole og fortalte hinanden, at de ikke måtte træde på revnerne i fortovet og Jonas, der begyndte at græde, da hendes lilletå strejfede en revne. Han havde påstået, at nu ville monstrene komme og kidnappe dem, og det ville alt sammen være på grund af hende.

Hende og Jonas.

Luna hoppede ned fra taget. Hun ville finde sin bror.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...