Menneskelig

//bidrag til Fantastiske skabninger og hvor de findes konkurrencen, valgmulighed 2

1Likes
0Kommentarer
116Visninger

2. 2

De havde gået i 5 minutter, da det gik op for Lyra hvor dårlig en ide, det i virkeligheden var. De havde gået i 5 minutter, og hun var blevet utrolig bevidst om, hvor mennesketomt her var. Drengen virkede trods alt kun mærkeligere og mærkeligere for hvert sekund, der gik. Det ville være bedst, hvis hun gik hjem, for hvis han viste sig at være voldtægtsforbryder, ville hun føle sig dummere end nogensinde før, hvis hun var gået frivilligt med.  Hun gik få skridt bag ham, hun kunne sagtens skynde sig væk uden, at han ville opdage det. Men noget, der ikke kunne betegnes som andet end nysgerrighed, fik hende til at fortsætte.

Hun lagde mærke til, at drengen – Gabriel – havde en mærkelig gangart. Hvert skridt så ud som om, at han var tæt på at hoppe, men så ombestemte sig i sidste sekund og modvilligt måtte sætte sin ene fod foran den anden og underkaste sig tyngdekraften.  Deres fodspor stod tydeligt frem i sneen – så tydeligt at det var svært at forestille sig, at de sikkert ville være forsvundet næste dag – det sneede mere og mere. Gaderne, de gik på, var så affolkede, at det her nemt kunne blive til et julepostkort – med julelysene over dem, der sikkert gav stjernerne mindreværdskomplekser – måske var det derfor, at de gemte sig bag skyerne. Byer – især København efter hendes mening – så bedst ud uden mennesker.

Hun gik i sine egne tanker og funderede over, hvordan alle julelysene og lygtepælene var tændt, selvom der ikke var nogen mennesker, der havde brug for lyset - ud over dem. Stjernerne var kloge nok til ikke at dukke frem, når der ikke var nogen til at se på dem, men alle de andre lys skinnede lige meget hvad. Sikke en tilværelse.

”Det er den her vej, ned til parken, ik?” Gabriel pegede ned ad en gade til højre for dem.

”Jo. Er du ikke herfra?” spurgte Lyra, før hun fik tænkt sig om. Bare fordi hun havde boet i København hele sit liv, kende hun langt fra hele byen, så drengen kunne meget vel have gjort det samme. Han lod da også til at ignorere hendes spørgsmål – eller også havde han ikke hørt det, men det var svært at forestille, så stille som her var. I stedet gik han bare ned ad gaden til højre, så selvsikkert at hun blev i tvivl, om han virkelig havde spurgt, om det var den rigtige gade. Han talte først igen, da de nåede udkanten af parken – den længste periode, hvor han havde været stille indtil videre, var hun sikker på

”Jeg har lige opdaget, hvor fantastiske parker er. Specielt dem med græs så højt, at man kunne fare vild i det, og træer med så store bladkroner, at man er sikker på, at de også prøver at slå rod i himlen med deres grene. Og alle de stier gennem græsset, der ikke var ment til at være stier, men alligevel er blevet det, fordi tusindvis af mennesker har nedtrampet det samme græs, gået den samme vej. Burde det ikke være en eller anden stor metafor om, hvordan mennesker kan skabe noget, når bare de står sammen? At nole gange burde man gå i andres fodspor?”

”Ih jo, den metafor giver mig lyst til at ændre hele min måde at leve på. Suk, hvor var det smukt, og har nu fået mig til at indse, at jeg burde elske mine medmennesker. Specielt mine klassekammerater, som sikkert ser det som deres livsmission at ignorere mig mest muligt, for tænk sig at vi kunne trampe græs ned sammen!” Sarkasmen dryppede af hendes stemme og brændte hul i sneen for hendes fødderEr vi snart nået til det punkt, hvor det ikke vil være uhøfligt, hvis jeg gik min vej, gik hjem, for jeg er altså begyndt at fryse for at være ærlig?

Det var faktisk sandt. Hun måtte holde sin mund meget stramt lukket for at forhindre sine tænder i at klapre, hendes gåsehud føltes nu som et ekstra hudlag, hendes knoglemarv var nu blevet erstattet af rent is. Alligevel overvejede hun ikke så meget som et sekund at gå tilbage efter sin jakke. Så hellere fryse, selvom hun nu var ved at være nået til den grænse hvor hun ikke længere kunne lade som om,  hun holdt så meget af kulden, at det var for dens skyld, at hun havde i ført sig en gammel Beatles t-shirt. Så det var i det mindste en sand undskyldning for at slippe væk fra Gabriel.

”Du må gerne låne min jakke,” sagde Gabriel. Lyra kastede et skeptisk blik på nævnte jakke. Den var tynd, en farve, der måske engang havde været grøn, men nu var en ubestemmelig brun, og med flere huller, end der var stof. Den ville nok ikke være til nogen nytte. Alligevel havde Lyra svært ved at få sig selv til at takke nej – hans tonefald havde været så oprigtigt, som troede han rent faktisk, at han ved at tilbyde hende sin jakke også gav hende løsningen på alle hendes problemer. Det endte med at hun ikke sagde noget – som hun så tit gjorde, når hun ikke vidste, hvad hun skulle sige.

”Under alle omstændigheder. Der er noget jeg gerne vel snakke med dig om, her i parken, nu hvor jeg har chancen. Her kan ingen høre os,” sagde han. Ingen kan høre dig skrige, færdiggjorde hun sætningen i sit hoved – hun havde vist læst for mange dårlige krimier. Men hun ville nu stadig give meget for, at hendes liv blev til en dårlig krimi – fiktion bare. Men hvis nogen besluttede sig for at skrive en bog om hendes liv, ville hun sikkert ikke engang være hovedpersonen.

”Skal vi ikke sætte os ned?” sagde Gabriel. Han gik lidt foran hende, på en af de ih så fantastiske, menneskeskabte stier, men var nu stoppet op ved en bænk, der stod lige under en lygtepæl. Hun satte sig på bænken, der så så vakkelvorn ud, at hun forventede, at den ville brase sammen under hende. Men selv da Gabriel satte sig i den anden ende af bænken, forblev den stående.  

”Jeg kunne ikke sove,” begyndte han. ”Og når jeg ikke kan sove, plejer at begynde at gå rundt på såkaldte nattevandringer – uden noget mål. Min klasse holdt også en fest i nat, men jeg var ikke inviteret med. Ikke fordi jeg havde lyst til at komme med, selvfølgelig, det er klart, jeg mener, deres fester er dumme, de spiller dårligt musik, du ved. Men jeg hørte så lyden fra din klassefest, fulgte den, og så så dig. Og undskyld mig, en jeg har aldrig set en mere fortabt person, og jeg kigger endda mig selv i spejlet hver morgen. Og jeg fik lyst til at fortælle noget – du bliver den første person, jeg siger det højt til, og du ved, hvordan ting virker mere virkelige, når man siger dem højt?”

”Så hvad ville du så fortælle mig?” sagde Lyra og rykkede uvilkårligt tættere på ham på bænken.

”Jeg er et rumvæsen.” Han sagde det uden videre, og lød så usikker, hun måtte modstod trangen til at kigge rundt for at se hvor hans selvsikkerhed mon var vandret hen, lød så seriøs, at hun næsten – men også kun næsten – fik dårlig samvittighed over de latterfnys, der undslap hende.

”Hvor er dine antenner så? Og du ser ikke særlig grøn ud til mig, men det er jo også mørkt. Men vær da sød at hilse dine venner på Mars næste gang, du tager dertil. ”

”Ikke den slags rumvæsen. Jeg tror bare ikke, at jeg er menneske. Menneskelig”. Nu var det hans højre lillefingernegl, han bed i.

”Og hvad skulle få dig til at tro det?”

”Ser du, jeg ved bare ikke, hvem jeg er.”

”Årh, du ved ikke, hvem du er? Du tror måske på det pis, om at ens teenageår handler om at finde sig selv, finde ud af, hvem man er? Du er da allerede dig selv, hvert sekund af hver dag – problemet er bare, at du aldrig er den samme person i mere end et sekund, ikke helt den samme. Vi ændrer os konstant, men vi er allerede, hvem vi er – det er ikke noget, man skal lede efter. Bare noget man er.” Nu var Lyra begyndt at blive sur, og hun vidste ikke engang hvorfor.

”Nej, det er heller ikke det, hvis du bare kunne lade vær med at afbryde…”

”Så hvad er det så? Er du bange for at vokse op, føler at det at vokse op, får dig rykket længere og længere væk fra den version af dig selv, du engang troede, at du ville blive til. Føler du dig som et rumvæsen, i forhold til den anden dig? Du ved, jeg er næsten lige blevet 16. Ved du, hvad jeg gjorde som noget af det første på min fødselsdag? Jeg gik ned i vores lokale fakta, men købte ikke alkohol med en procent på under 16, 5,  nej jeg købte en helt masse sæbebobler, Peter Plys sæbebobler, som en eller anden form for protest. Du er ikke den eneste, der har det svært, så endelig fortæl mig, hvad der går dig på. Det er lige sådan nogle samtaler, man burde have med fremmede midt om natten. ”

”Jeg mener bare - det er ikke fordi, at jeg kan bevise det eller noget. Jeg har forældre, der med alt sandsynlighed er mine egne, søskende, jeg går i en ganske normal niende klasse. Jeg kan bare ikke miste følelsen af at jeg ikke hører til i mit eget liv. Og hvis man ikke hører til i sit eget liv, er det vel begrænset med steder man hører til,” sagde han stille – det var en af de ting, der lød højere lige meget hvordan man sagde det. ”

”Så du mener altså, at du hører til på en anden planet?”

”Hvem ved? Jeg er måske et rumvæsen, blevet kastet ned på Jorden for at lære at begå mig blandt menneskeracen, men slet ikke fra denne planet i virkeligheden. Jeg er måske hernede, fordi jeg er et eksperiment – hvad sker der, når to racer mødes – uden at vide, at de tilhører forskellige racer. Og selvfølgelig er det blevet slettet fra min hukommelse, at jeg rent faktisk er et rumvæsen – men det er måske ikke blevet gjort grundigt nok. Efterhånden virker det mere sandsynligt, end at jeg rent faktisk er menneske”

”Ja- du er alene på, hvad der virker som fremmed grund omgivet af mere end én million af verden mest ondskabsfulde skabninger – mennesker. At når du kigger rundt på gaderne, ser du monstre, hvor andre ser mennesker. Men det betyder nødvendigvis ikke, at du ikke er en af dem. Min søster, hun… Lige meget.”

”Hvis jeg tror på, at jeg er et rumvæsen, så tror jeg også på, at jeg adskiller mig fra alle andre. Og det er både på godt og ondt. Jeg mener… hvis jeg er et såkaldt rumvæsen, vil jeg altså være unik hernede og jeg vil ikke høre til nogle steder, hvilket vil sige, at jeg selv kan finde de steder, jeg har lyst til at høre til. Jeg kan ikke forestille mig, at du har lyst til at høre til i din egn hverdag, men det gør du lige meget hvad. Når jeg ikke føler, at jeg passer ind, har jeg en rent faktisk grund. Jeg vil gerne… – ” hans stemme knækkede over” -…. være et rumvæsen. ” Han holdt en pause, som han sikkert selv opfattede som en kunstpause. Men Lyra så det som en pause til at tvinge tårerne tilbage og ordene frem – hun holdt selv sådan nogen pauser. Hun havde fundet en klat tyggegummi på bænken og sad nu og gravede fingrene ned i den.

”Enten er vi alene i universet – eller også er vi ikke. Efter min mening er begge ting lige skræmmende. Og jeg ved godt, at jeg nok bare burde lægge mig til at sove, fordi så sent, som det er nu – det er det værste tidspunkt at få eksistentielle kriser. Og jeg ved god, at jeg nok ikke har nogen eksistentielle krise,  og at jeg i virkeligheden bare er en af de prætentiøse teenager, der taler mere, end de tænker – du tænker sikkert mere end du taler. Og jeg ved godt, at man burde syntes, at meningen med livet er at give livet mening, og alt det der andet pis, men jeg vil gerne tro, at jeg er et rumvæsen, der er blevet sent herned og har en mission, en rent faktisk mission og mening. Og jeg ved så mange ting, men jeg er ikke sikker på, om jeg har accepteret nogen af dem. Jeg har dog accepteret, at jeg er et rumvæsen.”

Lyra gravede sine fingre endnu længere ned i tyggegummiet, der var klistret og fyldt med en eller anden persons spyt, og håbede på, at hun kunne grave hele sig selv ned i det – specielt sine ører, så hun slap for at lytte

”Jeg mener – jeg har et relativt normalt liv. Jeg har en familie, som jeg elsker, men ikke bryder mig om, jeg går i niende klasse, og tæller dagene til min sidste skoledag, jeg har folk, jeg snakker med på skolen, men aldrig udenfor skolen, jeg har forventninger om, at jeg gerne vil på gymnasiet, på matematisk linje. Jeg har fremtiden foran mig, men alligevel føltes det som om, at den er bag mig. ”

”Så du mener i alt bogstavelighed, at du er en alien. Du mener, at vi to, som vi sidder her er adskilt af det, at vi er to forskelligere ra-”

”Ja.”

”Du mener, at du ikke har nogen venner, der får dig til at føle som en del af, hvad nogen kalder ’et fællesskab’?”

”Ja”. Denne gang kom det ud af hans mund, som et klynk.

”Du mener, at du helt og aldeles koldblodigt kan kigge på dine egne forældre og overbevise dig selv om, at de ikke er dine forældre?”

Gabriel nikkede, og hun kunne have svoret på, at hun kunne se tårer glimte på hans kinder, i det svage skær fra lygtepælene”

”Jeg tror ikke på dig. Kom med.” Denne gang var det hende, der sagde det, hende der trak i hans næsten ødelagte frakkeærme, hen til en bakke lidt længere væk. Sneen dækkede nu græsset i et centimeter tykt lag, og verden lignede nu, at den ikke var andet end sort/hvid. Ikke at det ville genere hende – hvis verden dog blot havde et sort/hvid filter, man kunne slå til, der ikke viste gråtone, gjorde det hele kompliceret som altid, men på en simpel måde – desuden ville hun kunne tage meget pænere Facebookprofilbilleder.

”Læg dig ned” Hun pegede mod en klynge sne, der så så uberørt ud, at hun tænkte, at hun ville have fundet definitionen på ondskab – at ødelægge sneen. Men det var dog for en god sag, tænkte hun, hvorefter hun betragtede Gabriel lægge sig ned, hvorefter hun lagde sig ved hans side. Hun ignorerede, hvor koldt det var at mærke sneen mod sine bare arme. Ignorerede, hvordan snevejret syntes at tage til.

”Har du nogensinde hørt om sneengle?” spurgte hun Gabriel. Han grinede som svar, og selvom han måske nok mest grinede for ikke at græde mere, var det stadig et grin, og det måtte da tælle for noget. Så begyndte de at bevæge deres arme og ben, ud og ind, ud og ind indtil, deres bevægelser faldt i takt, indtil de bevægede armene så kraftigt, at hun pludselig var glad for tyngdekraftens kærlighed til dem – den nægtede at give slip på dem- for uden den var de meget vel fløjet op i himlen.

Lyra havde den underligste fornemmelse af at se sig selv udenfor.  En af to teenagere, der lå her i parken og lavede en sneengel, som var den fucking sneengel, den fucking vigtigste ting i deres liv. Gad vide, hvad en tilfældig forbipasserende ville tænke, hvis de blev set? Hvad Sara fra klassen ville tænke, hvis øjenvipper altid var så sammenklistrede af mascara, at hun aldrig ville kunne fange snefnug med sine øjenvipper på samme måde som Gabriel. Hvad Ida ville tænke, selvom Lyra altid havde haft på fornemmelsen af, at hun ikke tænkte på særlig meget andet, end hvilket instagramfilter, der ville få virkeligheden til at se bedst ud i netop det øjeblik (Walden i netop dette øjeblik).  Hvad alle de andre 19 elever i hendes klasse ville tænke, hvis de kom forbi og så hende ligger der i sneen og være absolut ligeglad med, hvad de tænkte. Hun var endda ligeglad med, hvad hun selv tænkte.

Da de endelige rejste sig op, forsigtig med ikke at træde på deres engle, lignede de to figurere i sneen ikke engle. Måske lignede det lidt, hvis man kiggede på dem fra den rigtige vinkel, en forvrænget skygge af en engel, men det var vist også kun, hvis man i forvejen vidste, hvad det var. For alle udenforstående måtte det ligne misfostre, med legemer, der burde være vinger, som pegede i alle retninger – en 6-rig kunne have lavet en tusind gange flottere sneengel. Men var det ikke også i orden? De to engle så ikke ud til at passe ind, eller være dem, der aktivt ville blive inviteret med til fester, men hun kunne have svoret på, at de også så glade ude.

Det var en af hendes mærkeligste ideer længe, at lave sneengle, men også en af hendes bedste længe – for nu smilede de begge to, som de stirrede ned på deres aftryk i sneen, selvom hun ganske vist rystede så meget af kulde, hun blev nødt til at kigge på Gabriel for at sikre sig, at det bare var hende, at der ikke var startet et jordskælv. Måske var det på tide at tage hjem?

Lyra rystede tanken af sig.

Sneen dalede ikke længere ned, nej tværtimod, faldt den med samme kraft og hastighed som regn. Vinden var endda også blevet tusind gange mere kraftigere – og snefnuggene syntes nu at have mistet deres sans for retning, og blev tværtimod hvirvlet rundt, indtil hun var sikker på, at det ikke blot sneede – der var så meget sne, det var et under, at hun kunne trække vejret gennem det, gennem de små huller af luft, der var i mellem alt det hvide.  Hvis Lyra ikke tog meget fejl, havde det udviklet sig til en storm, selvom hun ikke havde hørt nogen stormvarsler.

Da hun modvilligt brød stilheden igen, slugte stormen næsten hendes stemme, men denne gang fandt hun sig ikke i ikke at blive hørt – nej, hun hævede stemmen.

”Jeg kender godt følelsen af at alle dem, du kender, minder så lidt om dig, du føler, at du er selve definitionen på mærkelig, okay? Og du kan ikke engang sætte fingeren på ’hvorfor’, da det at have forskellig musiksmag og være lidt mere introvert end extrovert ikke burde tælle som en grund.  Men vi er syv fucking milliarder mennesker. Med mindre du har snakket med hver eneste person på denne Jord, ved du ikke, om der virkelig ikke er noget sted, du passer ind. Der er altid folk, du kan føle dig anderledes sammen med, altid nogen, som du kan føle dig normale sammen med. Der vil være nogen, i denne verden, måske endda i København, måske endda på din egen skole, der minder om dig. Det gælder bare om at begynde at lede.”

Det tror du ikke selv på,” råbte han tilbage, snublede nogen skridt tilbage på den lille forhøjning, de stod på.

”Nej, det gør jeg ikke. Men jeg vil ønske, at jeg gjorde. Og ikke mindst – du startede en samtale med mig, det turde du? Så hvorfor ikke finde andre fremmede, der er mere værd at kende end mig?” Hendes stemme var skinger.

”Jeg er et rumvæsen, rumvæsner og mennesker bør ikke komme for tæt på hinanden.”

”Du er ikke et rumvæsen, du er som et lille barn, der tror på monstre under sengen, så han ikke behøver bekymre sig om de virkelige monstre – mennesker. Min søster hun, nej jeg vil ikke fortælle dig om min søster, men lad os bare sige, at hun er et af mine monstre. Hun jager, hjemsøger mig, om du vil, og går ikke væk lige meget hvor hårdt jeg lukker øjnene. Du har uden tvivl dine egne monstre, og jeg har ikke tænk mig, at sige du skal tage kampen op med dem – for det er umuligt. Nej, jeg vil bare have dig til at indrømme, de ikke eksisterer.”

”Lyra, jeg er sikker på, at du mener det for det bedste. Men er du klar over, hvor lang tid jeg har været overbevist om, at jeg er et rumvæsen, hvor lang tid, jeg har været besat af ideen? Hvis jeg virkelig ikke er et rumvæsen, er jeg skør. Komplet skør” sagde han og nu var Lyra sikker på, at han græd.

”Du er ikke skør – du er bare menneskelig”.

Gabriel nikkede og åbnede munden, som skulle han til at sige noget mere. Men i stedet gik han bare længere tilbage, han trådte i sin egen sneengel, gik baglæns, ind i snestormen, alle de snefnug, der hvirvlede omkring dem. Og så kunne hun ikke se ham længere.

”Gabriel?” kaldte hun.

Intet svar. Hun tumlede efter ham, ned af bakken, fordi den bænk, de havde siddet på, og blev ved ed at kalde efter ham. Hun kunne kun se få meter frem i stormen, men ingen silhuet af en dreng, ingen stemme svarede, der lød påtaget munter. Desperat – det var, hvad hun var, der kl.  3. om natten . Hun var ikke færdig med at snakke med ham. Men selv deres fodspor kunne hun ikke finde – måske havde sneen allerede fået dem til at forsvinde.

Efter at have ledt lidt længere, gjorde Lyra det – hun burde have gjort for længe siden. Hun gik hjem.

***

Den næste dag, da Lyra vågnede, opdagede hun, at hun havde glemt at slukke for sin telefon, der stadig var i gang med at optage. Da hun senere lyttede til optagelsen, var der ikke andet end stilhed på den.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...