Menneskelig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til Fantastiske skabninger og hvor de findes konkurrencen, valgmulighed 2

1Likes
0Kommentarer
105Visninger

1. 1

Selv herude var musikken så høj, at det var stort set umuligt for hende at høre andet. Måske var det bare hende, der var naiv, men det var nemt at bilde sig ind, at stjernerne endda også holdt sig for ørene et sted oppe på nattehimlen. Eller måske havde de lige så dårlig musiksmag som hendes klassekammerater og var i fuld gang med at bytte plads for at komme så tæt som muligt på netop denne klassefest. Under alle omstændigheder kunne man ikke se stjernerne, for de konturer af mørke skyer, der dækkede dem. Men hun vidste, at de var der – det at man ikke havde bevis på nogets eksistens, betød ikke, at det ikke eksisterede, havde hun altid ment. Med den logik, kunne Lyra dog også tro på julemanden.  

Det sneede endda. Snefnuggene dalede så langsomt ned, at hun var sikker på, at de gjorde det af egen fri vilje og ikke under indflydelse af tyngdekraften. Lyra stak tungen ud og lod et par snefnug lande på den for derefter at smelte. Sne var fantastisk, havde hun altid ment. Specielt som nu, lidt i 2 om natten og med en mørk himmel som baggrund.  Hun kunne ikke forstå hvorfor resten af hendes klasse foretrak at være indenfor i skolens gymnastiksal. De kunne skrue så højt op for musikken, som de ville, drikke alkoholfri cider og billig øl med den laveste promille i verdenshistorien, men alligevel opføre sig fulde, være del af et fællesskab, som hun ikke opdagede eksisterede, før det var for sent – hun havde sneen, og det var nok.

Hendes telefon lå ved hendes side, og blinkede rødt som tegn på, at den optog. Lyra var mere eller mindre besat af at optage lyden at sne – hvilket var uheldigt, da sne nu engang ikke lavede nogen lyd. Så det kunne godt være, at hun, når hun senere lyttede til optagelsen, ikke ville høre andet end lyden af noget musik, der dundrede i baggrunden, hendes eget åndedræt og motorstøj fra de få biler, der havde forvildet sig ud på vejene midt om natten. Men hun ville vide, at sneen ville have været der, og stilheden på optagelsen ville ikke være stilhed for netop hende.

”Hvad laver du her?” Stemmen kom fra et sted bag hende. Lyra snurrede instinktivt rundt, kun for at se en dreng hun ikke kendte, der stod lænet op af en lygtepæl og betragtede hende afventende. Hun havde ikke hørt ham komme, så de tog nogle sekunder, før hun overvandt sin overraskelse og svarede på hans spørgsmål.

”Livet er for kort til at få sine ører ødelagt af dårlig musik. Hvis det er god musik, er det ikke for kort, men det kan man ikke ligefrem sige om det, de spiller derinde.  Men det er højt, kan man roligt sige ” sagde hun og gestikulerede mod skolen bag sig. Et træt smil formede sig på hendes læber, men det var væk så hurtigt, at han ville have misset det, hvis han blinkede.

Han nikkede som svar og satte sig ned på fortovet, som hun også sad på – så tæt på, at hun havde planer om at give ham en lektion om definition på personlige grænser. Tilmed syntes han ikke at ville fjerne øjnene fra hende – tværtimod blev hans blik mere og mere intenst for hvert sekund, der tikkede forbi, indtil hun var sikker på, at han med sine to øjne ville være i stand til at løse universets største mysterier vil blot at nidstirre dem. Måske prøvede han at regne ud, hvorfor hun havde valgt at sidde på en kantsten uden nogen form for overtøj, da netop denne vinteraften var så kold, der ikke fandtes musik dårlig nok til at få en eneste fornuftig skabning til at vælge at udsætte sig selv for det. Måske var han så fuld, at han havde glemt, at han var fuld, havde glemt, at han burde opføre sig fuldt – Lyra havde altid ment, at det var tusind gange nemmere at blive fuld på forventning end på alkohol. Måske sad han også og fandt på måske’er om hende – fordi fremmede mennesker ikke bestod af andet end måske’er.

Og for at være ærlig var Lyra tilfreds med, at de ville forblive fremmede for hinanden – hun havde efterhånden lært på den hårde måde, at mennesker var og blev bedst som fremmede. Alligevel kunne hun ikke dy sig, og hendes mund endte med at forme endnu et spørgsmål. Han virkede mystisk nok til, at han var fem af hendes ord værd.

”Hvad laver du selv her?”

”Det ved jeg ikke.”

”Hvordan kan du ikke vide det?”

”Jeg behøver ikke vide alting. Nogle gange rækker det at vide at ikke at vide er nok”

Lyra sukkede over det kryptiske svar. Hendes ånde tegnede en hvid sky i natten, der blev hængende i et par sekunder mere, end hvad der virkede normalt. Hun var parat til at lade det ligge og finde et andet fortov at sidde på og drukne sig selv i selvmedlidenhed, da drengen åbnede munden igen.

”Hvad syntes du så er definition på god musik? ”

”Musik som du får lyst til at synge med på, selvom du er tonedøv som ind i helvedet og ud på den anden side og synger så falsk, at glas i New Zealand splintres. ”

”Hvorfor lige New Zealand?”

”Fordi det ligger langt væk.”

”Jeg kan da komme på ting, der ligger længere væk. Så uendeligt som universet er, vil distancen mellem os og New Zealand være så lille, at universet ville være ligeglad med om New Zealand lå på den anden side af Jorden eller for vores fødder – det kender ikke forskel på så små distancer,” sagde drengen og strakte sine ben ud – som for at demonstrere at han kunne uden at masse et helt land.

”Bare så du ved det, er jeg ikke en stor fan af at tænke for meget på, hvor stort universet er. Jeg føler mig allerede ubetydelig, når jeg tænker på, at jeg deler verden med 7 milliarder andre – så jeg har ikke lyst til at tænke på alle de rumvæsner, der måske, måske ikke er derude” Lyra kiggede op mod himlen, som forventede hun at se en UFO komme forbi. Drengen tav for et øjeblik, men hun havde på fornemmelsen at hans tavshed ikke ville vare evigt.

Selvom de sad så tæt på hinanden, som de gjorde, kunne hun stadig ikke lugte den mindste smule alkohol i hans ånde, så hun blev enig med sig selv om, at mørket måtte have fået ham til at tro, at hun var en anden, og det var derfor, at han nu talte med hende. Med endnu et suk rettede hun blikket ned mod sine udtrådte Converse, og det gik op for hende, at snørebåndene på hendes venstre sko var gået op. Det tog hende en del sekunder at beslutte sig for, hvorvidt hun orkede at bøje sig ned for at binde dem – sekunder, hvor hun sikkert kunne have nået at binde dem. I stedet stirrede hun bare mere og mere intenst på et hul i dem, der var så stort, at man kunne se hendes stribede strømpe under – det var ikke engang hende selv der havde lavet det hul, nej det var hendes storesøster, der engang havde lånt dem uden at spørge om lov, fordi skostørrelse var en af de få ting, som de havde til fælles. Hendes søster måtte dog lave hul i så mange sko, som hun havde lyst til, hvis hun bare havde ladet vær med at lave det hul i Lyras liv – liv var meget mere skrøbelige end lærredstof.

De måtte forblive ubundne, og hvis Lyra så snublede i sine snørebånd på vej hjem, til drømmeland eller til et sted bedre end her, ville hun ikke bebrejde sig selv, men kun verdens sans for ironi.

”Hvordan har du det?” Drengens stemme lød igen, hvilket mindede hende på, at han stadig sad ved siden af hende.

”Fint,” svarede Lyra efter et øjeblik. En refleks.

”Du får det ikke fint af bare at sige det.”

”Jeg har det virkeligt fint” Løgne var nemmere at fortælle, når man selv ville ønske, at de var sande.

”Så ved jeg, hvad jeg skal give dig i julegave. En ordbog, så du kan slå definitionen af ordet ’fint’ op. Og finde ud af, at det ikke er at have det ’fint’ at sidde alene på en vej, midt om natten. ”

”Jeg er meget ked af at skulle påpege det, men man plejer ikke at give fremmede julegaver. Desuden står ’ordbog’ ikke på min ønskeliste. Og hvis du nu ville undskylde mig, vil jeg gå tilbage til at sidde her og have det fint. Alene.” Det sidste ord kom ud som en kommando

Drengen svarede ikke først, men samtidig flyttede han sig ikke.

”Smukt, ikke?”

”Hvad mener du?”

”Sneen. Det er noget af det mest uretfærdige i verden, at det sner så få dage om året – her i Danmark – og verden er ellers et ret så uretfærdigt sted. Jeg mener, alting virker bare så meget simplere, når det sner, så meget… men samtidig, hvis du stirrer længe nok på sneen og den hvide farve, begynder du at se prikker for dine øjne, kender du ikke det? Tusindvis af dem, der næsten danner mønstre, og alting bliver kompliceret på en simpel måde. Og når du ser på alle de her snefnug, selvom de er så små, at du ikke kan se det med det blotte øje, ved du alligevel, at hvert og et af dem er tusind gange mere forskellige fra hinanden, end vi mennesker nogensinde ville være – selvom vi konstant prøver at bilde os noget andet ind. ”

Hendes mundvige krøb opad i et modvilligt smil, og hun gik så vidt som til at kigge mod drengen – selvom hendes instinkter skreg på, at hun skulle blive ved med at lade som om at verden ikke drejede sig om andet end hendes fødder – for øjenkontakt var ikke noget man havde med fremmede kl. 2 om natten

Men hun blev ved med at betragte ham i det svage skær fra lygtepælen, de sad under. Han havde så lange øjenvipper, at han kunne fange snefnuggene med dem, lagde hun pludselig mærke til

”Jo, smukt” hviskede Lyra uden at frigøre sit blik for drengen.

”Men bare fordi jeg syntes noget er smukt, betyder det ikke, at jeg vil sætte mig ud, når der er minus 13 grader, uden overtøj – bare for at kigge på det. Hvorfor er du ikke derinde?” Han nikkede mod skolen, mod gymnastiksalen, hvor lyset strømmede ud af de til duggede ruder. Det nåede dog ikke helt dem, de måtte nøjes med lygtepælen, de sad under, og stjernerne der var der uden at være der.

Lyra åbnede munden og skulle til at fortælle ham, om det ikke at passe ind – hvordan hun var en del af verden, uden rigtig at være del af sin egen verden, hvordan hun følte sig anderledes, selvom hun troede på, at der fandtes nogle til ethvert menneske, som de kunne føle sig normale sammen med. Hun skulle til at fortælle ham, om hvordan hendes klasse mere eller mindre ignorerede hende – de gav hende ganske vist ikke besked på ikke at komme til deres fester, men de inviterede hende heller ikke med, de talte ikke med hende, behandlede hende som luft. Ikke engang som luft – for luft havde de brug for. De så hinanden hver dag, var en del af hinandens liv uden at have sagt nej til det – men også uden at have sagt ja til det.

Alligevel havde Lyra været naiv nok til at tage med til denne fest – da hun hørte nogle af de andre snakke om, hvordan de ville snige sig ind i skolens gymnastiksal og holde en fest, som fejring af at fik juleferie.  Og da hun var ankommet netop den fredagaften, havde hun da også fået et par hej’er – men det var også det. Så efter at have siddet i et hjørne, indtil fredagnat, gled over i lørdag, var følelsen af, at rummet var tomt, selvom det var fyldt med mennesker, blevet for meget.  Og hun havde brug for at komme væk, havde skyndt sig herud uden at tage sin jakke med. Ingen lod til at have bemærket, at hun var forsvundet.

Vigtigst af alt, skulle hun til at fortælle ham om sin storesøster.

Men så lukkede Lyra munden igen, sank alle ordene sammen med en masse spyt. ”Hvad laver du egentligt her?”

Drengen lod sig ikke mærke med, at hun ikke havde svaret på hendes spørgsmål. ”Jeg sidder herude, fordi jeg nogle gange godt kan lide at tro på, at universet kun eksisterer for, at jeg skal se på det. Og det kan jeg kun tro, når jeg er alene – ellers bliver jeg bare mindet om alle de andre, der måske tror det samme.”

”Så jeg tæller ikke som selskab?” sagde Lyra og jokede kun halvt.    

”Jo, det gør du skam. For at være ærlig er jeg ikke sikker på, hvor jeg er, så jeg så dig og satte mig her – for jeg har ikke noget bedre at lave end at tale til fremmede. Desuden tror du sikkert ikke på, at universet eksisterer for din egen skyld – ja jeg tvivler på, at du tror på, at noget eksisterer for din skyld. Heller ikke dig selv.”

”Hvad hedder du?” Lyra skiftede igen emne – hendes speciale.

”Det kan jeg ikke huske, men sidste gang jeg kiggede mig i spejlet syntes jeg, at jeg lignede én, der hed Gabriel. Desuden var det også det navn, mine forældre gav mig, du ved. Hvad med dig?”

Hun hævede øjenbrynene over det mærkelige svar, men kommenterede det ikke. ”Lyra”

”Det er pænt – er det ikke navnet på den der konstellation?”

Hun nikkede, og han rykkede endnu tættere på. Hun kom pludselig i tanke om sin telefon, der stadig optog – hendes forsøg på at kunne høre sneen. Det var faktisk lidt betryggende – hvis han nu viste sig at være en sindssyg morder, ville den der optagelse i det mindste være der til at bevise det – ikke at hun kunne forestille sig nogen tage sig tiden til at lytte på det.   

”Men ikke et særligt normalt navn,” sagde han – Gabriel – og bed sig eftertænksomt i venstre lillefingernegl. Hun lagde mærke til, at alle hans negle var bidt ned til roden. ”Jeg har nu altid tænkt, at normal er et ord opfundet af alle de kedelige mennesker derude, der prøver at få det bedre med hvor kedelige de er. Vil du ikke komme med til parken?”

”Hvorfor?” spurgte hun.

”Hvorfor ikke?”

Og som hun sad der, kunne hun ikke finde nogle fornuftige grunde til hvorfor ikke – det at han måske kunne være massemorder talte ikke som fornuftigt kl. 2 om natten. Så da Lyras ord formede et enkelt ord var det velvidende, at hun ville komme til at fortryde det senere hen, - men ikke lige nu, og det var, hvad der talte for hende.

”Okay.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...