Farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 30 okt. 2016
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til Hjertesorg konkurrencen.
Som inspiration, har jeg valgt følgende ord: "Afsked" og "tom".

0Likes
0Kommentarer
66Visninger

1. *

Skyerne hænger som tunge dyner på himlen. Hvis man ser langt nok ud over horisonten, ser det næsten ud som om, at de rammer jorden. At de er tynget af så meget, at de har svært ved at holde sig oppe. Vinden puster køligt omkring den tykke vinterjakke og får træerne til at risle. En enkelt dråbe rammer den skaldede isse og glider uvidende ned mod læberne.

Dråber kan være så meget. Regn, der siler ned fra himlen, ligesom det er ved at gøre nu. Vand, der fra en brønd livgiver og slukker tørsten. Men dråber kan også være tårer. Tårer fyldt med savn, sorg og minder. Varme tårer der glider ned ad kinderne og efterlader sig en sti af usynlige ar, som man kun selv kan få øje på.

Arrene vil altid være der, savnet vil altid trykke mod brystet, det ved han godt, og selvom det gør ondt, har han ikke lyst til at glemme. Han vil mindes hendes smil og bløde hænder, de nysgerrige øjne, kærlige omfavnelser og skarpe tunge. Han vil huske hendes ord, hendes bekymringer, hendes tanker og følelser. Han vil mindes, huske og savne hende. Men forhåbentlig vil det snart ikke være nødvendigt længere.

Skyerne trækker sig endnu mere sammen og den faretruende farve, der fortæller at der er uvejr på vej, bliver kun mørkere. Han ved godt, at han burde søge ly, men han er fascineret af naturens uforstyrrede og uregerlige kræfter. Særligt nu, hvor han kan spejle sig i de tunge dyner. Hvor han kan se sin egen sorg, når han kigger op mod himlen. Hun er deroppe. Et sted. Det er han sikker på. Han kan mærke det. Skyerne fortæller ham det. De er tynget, ligesom ham, de bærer på uendelige mængder gråd, ligesom ham. Når han ser sådan på det, føler han næsten, at han er deroppe. Det er en dejlig tanke. Hvis han lukker øjnene længe nok og strækker den gamle, rynkede arm højt op over hovedet, kan han næsten mærke hende. Føle hendes kærtegn. 

Endnu en dråbe lander uforstyrret på ham og han smiler sagte. Er det hende? Prøver hun på at fortælle ham noget? At hun savner ham lige så meget som han savner hende?

Min elskede, tænker han, vi ses snart. Det lover jeg.

Ingen svarer og han skutter sig endnu mere i den frakke, som deres datter har foræret ham. Deres datter. En ting de har skabt sammen. Det får ham igen til at smile og i et kort øjeblik bliver han i tvivl om han har truffet den rigtige beslutning. Men det har han. Datteren har sin egen mand og egne børn. Hun er lykkelig. Hun behøver ham ikke. I øvrigt vil han kun kunne fremstå som i en skygge af sig selv. Han vil altid være fanget i et bedrøvet fængsel. Alt hans håb er forsvundet. Han er som sand der siver gennem et par hænder - han forsvinder langsomt, sandkorn for sandkorn, så der til sidst ikke er mere tilbage, end en tom skal af ensomhed. Og han ønsker ikke, at sit eneste barn skal se ham sådan.

Dråberne tager til og der går ikke lang tid før det står ned i stænger. Regnen gør ham gennemblødte og får hans tænder til at klapre. Men han føler sig mere levende, end har gjort længe.

"Snart," hvisker han, "er vi sammen igen, min elskede." Han sætter sin hånd for brystet og mærker sit hjerte slå. Hvordan det rytmisk hamre mod hans brystkasse. Det har det efterhånden gjort længe og det har gjort det godt. Han har aldrig lidt nogen nød, har altid været i den bedste form. Men nu får det endelig lov til at holde fri. At gå på pension, som han selv gjorde det for mange år siden. Om ikke så længe behøver det lille, skrøbelige, men stærke hjerte ikke at arbejde længere. Det har det også fortjent, efter alle de smerter det har gennemlevet de sidste ulidelige, sørgelige måneder. Måske glæder det sig oven i købet til en lille pause, at være fri for alle de sorger der har gjort det så ondt. 

Et lyn flænger himlen og hurtigt følger et så højlydt tordenbrag efter, at det får hans halvdøve ører til at summe. 

Han tager en dyb indånding og kan allerede mærke, hvordan hans vejrtrækning bliver sværere, hvordan hans lunger ikke rigtigt gider at modtage den kolde luft og grådigt beholder, nægter at aflevere, de små mænger der rent faktisk slipper igennem.

Han sov roligt ind, vil de sige, han mærkede ikke noget. Det var det bedste. Hvad de ikke ved, lægerne, familien, er, at han mærker noget. Lykke. Om lidt vil den smertelige afsked han tog med sin kære, være forsvundet som dug for solen. De vil være sammen igen.

En sidste indånding, et sidste langsomt og desperat forsøg af hans arbejdsomme organer, bliver det sidste han gør, inden han smiler og folder sine hænder. Han kan allerede se hende. Hun er lige foran ham. Endelig, tænker han og lukker sine øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...