Kunsten at være farveblind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 29 okt. 2016
  • Status: Færdig
Hvis det er så forkert, hvorfor føles det så så rigtigt?

10Likes
11Kommentarer
440Visninger

1. λ

Hans øjne er lukkede. Vejrtrækningen er tung. Som han ligger dér, kunne jeg sværge på, jeg aldrig har set ham mere fredfyldt. For en gangs skyld synes jeg at kunne ane en lighed mellem ham og det billede, der står på hans skrivebord, som er fra, da han var fem år gammel. Bortset fra de mere markerede kindben er det de samme bløde træk; sådan nogle træk, der tilhører en uden bekymringer.

Det er i disse rammer, jeg er mest forelsket i ham. Hvis jeg kunne, ville jeg nok blive liggende og betragte ham hele dagen; tænke på, hvor meget han ligner en engel, når han er indhyllet i varmen fra den hvide dyne. Hvorimod dynen til hverdag bare er en ting, der kan holde mig fra at blive syg, ligner den i hans nærvær nærmere to vinger, der er ude af stand til at bringe ham tilbage til, hvor han virkelig er fra. Hvert fold synes at repræsentere en brækket knogle i det ellers så perfekte ydre.

Lyden af Coldplay skærer igennem luften og trækker mig ud af mine tanker. Jeg fornemmer, at den på samme måde har hevet Emil ud af sin drømmeverden, for han lader sløvt sin hånd dumpe ned på gulvtæppet, hvor den famler, indtil den får fat i hans mobil. Så klikker han på knappen ude i siden og slukker alarmen. Hans øjne er endnu lukkede.

”Godmorgen,” tillader jeg mig selv at sige. Idet min stemme skærer igennem luften, synes jeg at bryde den ellers så fredfyldte atmosfære.

”Morgen,” svarer han hæst. Så slår han langsomt sine øjne op for at møde mine. De små pupiller giver sig til at udvide sig og erstatter den dybblå farve med sort.

Sådan ligger han længe og kigger på mig. Granskende. Det er næsten, som om han forsøger at suge hver en detalje til sig, så han ikke glemmer, hvordan jeg ser ud. Hans vejrtrækning er tung, halvdelen af ham befinder sig stadig i søvnens bløde favntag. Jo flere indåndinger han tager, desto flere af drømmeverdens begivenheder synes der dog at forsvinde for i stedet at blive erstattet af virkeligheden.

”Har du sovet godt?” spørger jeg og stryger ham over håret. De brune krøller sidder hulter til bulter efter en lang nats venden og drejen.

”Mm.” Han nikker. Med puden mod hans hoved synes hans bevægelse næsten som en kats, når den lystigt gnubber sig op ad sin ejer. ”Hvad siger du til æg og bacon til morgenmad? Jeg tror, baconen er en dag for gammel, men mon ikke det går.”

”Hvis jeg får madforgiftning, fortæller jeg bare lærerne, at mit fravær er din skyld,” svarer jeg med et grin. Til at starte med bliver min kommentar modtaget med en seriøs mine – som nogen, der ikke helt kan forstå, at en joke er en joke – men så bløder hans ansigt langsomt op, og et smil begynder at pryde om læberne.

Han læner sig frem og planter et kys på mine læber. Ingen af os har nået at børste tænder eller fjerne de dårlige morgenånde, natten bringer med sig, men det lader heller ikke til, at hverken han eller jeg går op i det. Vi er efterhånden blevet så vante til kun at se hinanden på disse tidspunkter af døgnet, at det er blevet en del af, hvad der gør vores kærlighed så speciel.

 

Vi spiser morgenmaden i stilhed. Jeg kan se på hans fjerne øjne, at han er fordybet i sine tanker; langt væk i den perfekte hjerne, der gang på gang har snakket sig til et 12-tal. Nogle gange tænker jeg på, hvorfor han mon lige præcis valgte mig. Hvorfor han lagde øjnene på en ussel, uinteressant 1.g’er og besluttede sig for at velsigne ham med sit nærvær. Kontrasten imellem os gør det svært at forestille sig, at han ikke har gjort det samme med så mange andre, men samtidig virker den følelse, han kan få frem i mig, så sjælden, at jeg tænker, vores forhold umuligt kan være andet end enestående.

”Hvor mange moduler har du i dag?” spørger jeg, da jeg har slugt det sidste stykke bacon, der er tilbage på min tallerken. Smagen af salt hænger ved på min tunge.

”Øh,” mumler han, tydeligvis overrumplet over at være blevet afbrudt i sin tankestrøm, ”tre, tror jeg. Det sidste er vist aflyst.”

”Lækkert nok.” Jeg rejser mig og tager vores tallerkner, inden jeg bevæger mig hen mod vasken for at skylle dem af. Mens jeg gør det, kan jeg mærke hans blik følge mig; vægten af hans øjne, der hviler på hver muskel i min krop.

Da jeg vender mig om og får øjenkontakt med ham, føles det næsten, som om jeg er ved at drukne i det hav, der er gemt i hans irisser. Sådan står vi længe uden at sige noget. Jeg har indset, at øjeblikke som disse er dem, man bør værdsætte allermest – velbehaget af at kunne være i nogens selskab i helt og aldeles stilhed og stadig nyde det. Vi er som to madelskere, der ikke nænner at spilde en smagsoplevelse på at have travlt.

Jeg er den, der ender med at bryde vores trance. Trods jeg ville ønske, jeg kunne blive i den perfekte boble med ham til evig tid, ved jeg, at den virkelige verden før eller senere vil komme og banke på og således prikke hul. Sådan er det med mit forhold til ham; det er mit kæreste eje, men samtidig føles det ofte, som om vi lever på lånt tid. Det er, som når man netop er vågnet fra en drøm, og den har føltes så virkelig, at man bliver i tvivl om, hvorvidt den rent faktisk har fundet sted. Jeg har gang på gang taget mig selv i at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt den smukke dreng, mit hjerte banker sådan for, overhovedet er ægte. Om han mon i virkeligheden bare er et opdigtet resultat af min længsel efter at betyde noget.

”Jeg må nok se at komme af sted,” fortæller jeg ham og nikker mod det tikkende vægur for at indikere, at der ikke er længe, til første modul starter. ”Vi ses vel nok, ikke?”

Vi går sammen ud i entréen, hvor jeg svinger min skoletaske over ryggen. Derefter spejder jeg efter mine slidte, grå New Balance-sko, som jeg burde have skiftet ud for længst. De ser ualmindeligt små ud i kontrast til hans mange par, der omringer dem som en flok rovdyr om et kid.

Jeg tager mig god tid til at binde sløjferne. Lige dén dag synes mine fingre ikke at ville samarbejde; de føles pludselig alt for tykke og klodsede til de små knuder. Efter et par forsøg formår jeg dog til sidst at få mine sko på, og da jeg igen retter mig op, er hans ansigt kun få centimeter fra mit. Han trækker svagt i smilebåndene, og der er noget i hans øjne, der minder mig om en gammel kærlighedsfilm.

”Min far skal ud at rejse igen her den 16. oktober,” siger han. Hans stemme gjalder ud i opgangen, så det lyder, som om han råber. ”Vi kan lige skrives ved om det.”

Jeg nikker. Jeg ved, at det er nu, jeg bør vende mig om og gå, men vi ender alligevel med at blive stående længe med blikket rettet imod hinanden. Så trækker han mig ind i et dybt og langt kys, der smager af saltet bacon og cigaretter, og hver en berøring er med den største omhu – som var jeg i virkeligheden lavet af det dyreste porcelæn.

Det er en anelse modvilligt, vi til sidst slipper hinanden. ”Du ved, hvor meget jeg holder af dig.” Ordene kommer ud med et suk og efterlader et spørgsmålstegn hængende i luften. Jeg ved ikke, om han siger det som en konstatering, eller fordi han reelt ikke er sikker på, om jeg er klar over det.

Jeg svarer ikke. Stryger blot en krølle væk fra hans ansigt, så jeg igen har frit udsyn til hver en detalje. Hver en skægstub, hvert ar fra gamle urenheder. Det er alle disse små ting, der fuldender hans attraktive fysiognomi. Langt om længe giver jeg mig til at gå ned ad trapperne. Jeg kan mærke, at han endnu står i døråbningen og betragter mig, men jeg har ikke lyst til at kigge tilbage op. Det er for hårdt. Jeg ved, at hvis jeg gør det, vil jeg bare ende med at kaste mig i armene på ham igen og aldrig give slip.

 

”Hey, Laurits!” Josephine fra min klasse slår sig ned på stolen ved siden af mig. Det er et noget så usædvanligt syn. ”Ida fortalte mig, at du kender en i 3.g, der har lavet den nøjagtigt samme opgave som den her, og jeg er simpelthen på helt bar bund. Jeg tænkte på, om jeg på nogen måde ville kunne overtale dig til at sende den til mig?”

”Øh, jo-jo,” svarer jeg. Det kommer ikke bag på mig, at dét er grunden til, at hun opsøger mig. Til daglig ænser hun stort set ikke min eksistens.

”Tusind tak, det ville seriøst redde mig!” siger hun. ”For resten, jeg så dig ved Finsensvej i morges. Du plejer da ikke at komme derfra, gør du?”

”Øh nej, jeg skulle bare lige et smut forbi Fakta,” lyver jeg. Det efterlader en dårlig smag i munden.

”Nå, okay …” Jeg kan se på hendes svagt løftede øjenbryn, at hun ikke rigtig kan se nogen grund til, at jeg skulle tage så stor en omvej, når jeg har en Netto lige ved siden af, hvor jeg bor, men hun interesserer sig ikke nok for mig til at spørge yderligere ind til det. Før jeg når at uddybe mit opspind, har hun nemlig rejst sig igen og står nu med den sædvanlige gruppe piger, hun altid omgås med. Den måde, deres tøj og hår matcher på, får det til at se ud, som om de hvert øjeblik kunne finde på at bryde ud i en veludført danserutine.

Det er folk som dem, der gør det tydeligt, at der er en opdeling i popularitet, man ikke kan ignorere. I alles øjne vil Emil nok altid være bedre end mig – overscoring er vel, hvad de ville kalde det nu til dags, hvis de vidste det. Og jeg kan nu også godt forstå det. For han er jo alt. Han er solen, hvor jeg er jorden. Han er stjernerne i mit mørke univers. Han er farverne i min ellers så grå hverdag. Og alle andre er farveblinde.

 

”Hvor lang er pausen?” hører jeg min veninde, Helen, spørge vores matematiklærer. Jeg har slet ikke indset, at jeg i mine fordybede tanker er gået glip af, at de fleste andre har rejst sig og forladt lokalet.

”Fem minutter,” svarer han kort for hovedet, inden han vender tilbage til at rette nogle opgaver, der er blevet afleveret for sent.

Helen vender sig imod mig. ”Vil du ikke lige med mig i kantinen? Jeg nåede ikke at købe noget i frokostpausen.”

”Jo, klart.” Vi rejser os og begiver os ud på gangen, som er fuldstændig mennesketom. Bortset fra de distinkte stemmer inde fra klasselokalerne er vores skridt det eneste, væggene kaster tilbage.

”Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg skal stille op med den skide blækregning,” sukker hun, imens vi bevæger os ned ad trappen. ”Vi er slet ikke blevet sat godt nok ind i emnet til at vide, hvordan vi skal løse opgaverne! Der er en grund til, at vi har valgt matematik på C-niveau – altså, hvad forventer han?”

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Det er først nu, jeg så meget som skænker afleveringen en tanke. Mit hoved har været optaget af alt andet, som for eksempel hvordan Emil dufter om morgenen, når hans parfume er ved at forsvinde, eller hvor ubesværet han kan få det til at se ud, når han retter sine brune lokker på plads. Det ville være dumt af mig at benægte, at han fylder meget i min hverdag. På det seneste har han været alt, mine tanker har været opslugt af; som var jeg i virkeligheden bare en robot, der er programmeret til udelukkende at tænke på ham. At elske ham. Lige meget hvad jeg gør, synes mine følelser at vokse – ja, endda i et sådant omfang, at det kommer bag på mig, at jeg overhovedet er i stand til at holde så meget af nogen. Ser jeg ham ikke, fyldes mit hjerte med et uudholdeligt savn, men gør jeg, bruger jeg de næste mange dage på at tænke tilbage på de nye minder, der er blevet skabt.

”Ja, det er virkelig latterligt,” ender jeg med at sige, da det går op for mig, at jeg ikke har svaret Helen. ”Vi må bare tage det, som det kommer.”

I kantinen er der lidt flere mennesker. På en skole som Falkonergårdens Gymnasium er det næsten også en umulighed at komme til at købe mad uden at skulle stå i kø først. Selvom jeg kun har gået der i lidt over halvanden måned, synes jeg at have lært de uskrevne regler, der hører med til at gå sådan et sted:

Gå altid i sort. Vær ikke alt for engageret i skolen. Drik alkohol ved hver lejlighed, der byder på det. Skil dig ikke ud. Snak om dem, der skiller sig ud, så du kan føle dig endnu mere som en del af resten af flokken.

Sådan forholder det sig med de fleste unge i dag, men specielt på dette gymnasium. Der er der piger, der ligner hinanden så meget, at de kunne være tvillinger, og folk med flere ”synes godt om”-tilkendegivelser på Facebook, end de har rigtige venner. Kan man overholde de fem regler til punkt og prikke, samtidig med at man er blevet velsignet med gode gener, vil man hurtigt se sig selv stige til toppen.

Og som for at bekræfte mine tanker ser jeg ham pludselig lænet op ad en væg, der engang var hvid, men som nu er tildækket af graffiti i alverdens farver. Emil. Han står med sine venner og hæver sig over dem som en majestætisk løve, lederen af flokken.

”Hvad, skal vi ikke snart i byen igen?” hører jeg en af dem sige. Han puffer til Emil med et smørret grin. ”Det er jo synd for alle damerne, hvis de skal gå glip af vores selskab.”

Emil klukker som svar og ryster overbærende på hovedet. Så falder hans øjne på mig. Hviler der et kort øjeblik. Jeg synes at bemærke et kort glimt af sørgmodighed i det endeløse hav, hans irisser er lavet af, men inden jeg når at blive sikker, kigger han væk igen; lader, som om jeg ikke eksisterer. Og jeg finder mig i det – som sædvanlig. Det er efterhånden blevet en hverdagsrutine, der er lige så almindelig som at gå i seng senere end planlagt.

”Er du klar til at gå?” Stemmen falder i ét med baggrundsstøjen som et urs tikken i en stue med tændt tv. ”Laurits?”

Mit blik flytter sig langsomt hen til Helen, som nu står med en sandwich i sin højre hånd. Hun lægger hovedet let på skrå. ”Hvad så, er der noget galt?”

Et kort øjeblik overvejer jeg at fortælle hende det. Jeg vil så gerne forklare hende, hvilken længsel og skam jeg hver dag forsøger at undertrykke; hvordan denne måde at leve på føles lige så kvælende som konstant at have hovedet under vand; at det er uretfærdigt, at mesterværker må holde sig skjult for at undgå at blive fanget og udstillet, indtil de sygner hen og dør; men jeg lader være.

I stedet ryster jeg på hovedet med et halvhjertet smil. ”Jeg har det fint. Det er ikke noget.”

Mine øjne søger forgæves hans en sidste gang, inden vi vender os om og går. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...