En sommerdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 29 okt. 2016
  • Status: Igang
En kort novelle, omkring en ung pige der søger den evige spænding, der kommer ved drømme og det følelsen af adrenalin.

0Likes
0Kommentarer
56Visninger

1. Sommerhuset

Helene sad på verandaen med solens strålende skinnede, ned på hendes lange hår. Det var filtret og fyldt med splintrede spidser, men solen fik hendes hår til at virke gyldent. Der var ikke rigtigt nogen fuglesang, men lyden af åen fyldte hendes ører. Hun havde et regnbuede farvet tæppe over hendes skuldre og så tankefuldt i retningen af åen. Som hun sad med tæppet over hende, kunne hun ikke se åen, men hun vidste hvor den lå. Helene og hendes plejefamilie tog altid ud til sommerhuset i de to sidste uger af sommerferie, men det var efterhånden ved at blive kedeligt. I starten, dengang hun stadig havde været livlig og eventyrlysten, havde hun brugt hvert eneste sidste solstråle på at udforske stranden og skoven. Hun kunne tydeligt huske hvordan vinden sved i hendes ansigt og hvordan grenene rev mod hendes bare ben.
Helene lukkede øjnene og åndede tungt ud, da hendes plejemor kom ud fra køkkenet. Hun smilede blegt ned til Helene og satte en rygende skål med suppe ned i Helenes skød. Hun var ved at tage skeen fra skålen og made hende, da Helene protesterende tog skeen selv. ”Jeg kan altså godt selv, ” mumlede hun fornærmet og begyndte at proppe den varme suppe ind i hendes mund, før irritationen fra sin plejemors skepsis tog over.

Efter Helene havde slugt suppen, satte hendes plejemor sig ned på kanten af verandaen. Hun så ikke på Helene, men så stift ud mod skovstien. Der sad de i et stykke tid i stilhed, før hun rejste sig op igen og gik ind med skålen. ”Nu skal jeg ligge dig ind i sengen, så du kan få noget søvn, ” sagde hun, da hun kom tilbage tomhændede og satte hænderne på Helenes stol. Da hun begyndte at trække stolen mod døren, hamrede Helene trodsigt hendes hænder ned på armlænene. ” Jeg er ikke træt, ” forsikrede hun sin plejemor om og klemte til ved stolens håndtag. ”Du plejer altid at falde i søvn, når jeg ligger dig i seng. Kom nu, vil du ikke nok… ” men Helene afbrød hende med en streng tone. ”Hvad skal jeg ellers lave i min seng. Jeg gider ikke kede mig, og du læser aldrig for mig mere, ” Hun sukkede af Helene. Selv med Helenes voldsomme slag med armene for at blive på verandaen, trak hun hende med ind i stuen.

Der i stuen, sad Helenes plejefar. Han sad med næsen begravet i endnu en af hans anden verdenskrigs bøger og hummede til sig selv. Han så op, da de passerede ham. Med Helene der desperat smed med hendes arme til højre og til venstre, informerede hendes plejemor om at Helene ville blive lagt i seng. Han nikkede kort og rejste sig op. ” Jeg vil ikke i seng! ” råbte Helene og slog ud efter hendes plejemor. Han kyssede hende på panden og undveg den lussing, som hun sendte efter ham. Så blev Helene trukket ind i hendes lille værelse. Der lugtede af fugt, som hverken hendes plejemor eller plejefar lugtede og forsikrede hende om at det var noget andet.

Der var en enkel en-mands seng i hjørnet, et gammelt skydevindue og en kommode.
Helene blev lagt i hendes seng og fik hendes dyne klemt ind under hendes krop, så det sad alt for stramt. Hendes arme havde hun kun lige nået at få op over dynen.
Med bedrøvede øjne, lænede hendes plejemor sig ned mod Helene for at kysse hende godnat. Men da hun kom tæt nok på, veg Helene tilbage og stak hende en lussing i stedet for. Hun begyndte kort efter, at skrige af hende. Hun skreg forfærdelige ting, som hun vidste at hendes plejemor ikke havde fortjent. Men der stod hun, ved siden af Helenes seng og så på hende med tårerne trillende ned af kinderne. Helene blev ved med at skrige af hende, at hun var den dårligste mor nogensinde og at hun var en led satan, som aldrig ville komme i himlen. Alle disse slags ting, som Helene godt vidste ikke var sande, skreg hun. Til sidst blev hendes hals så tør og da både hendes næsebor og hendes øjne begyndte at gøre ondt fra at holde tårende tilbage, stoppede hun. Trofast stod hendes plejemor der stadig. Hun havde et lille smil på læben, men Helene vidste godt, at hun var tæt på at bryde ud i gråd. ”Skrid, ” hviskede Helene med de sidste kræfter hendes stemme havde tilbage.

Da Helene flere timer efter vågnede, var ingen andre hjemme. Det vidste hun fordi, hver eneste gang hun blev lagt i seng, var det fordi hendes plejefamilie skulle noget. Dengang hun stadig havde været ung og kunne løbe lige så hurtigt som vinden, tog de hende altid med ud på timelange gåture. De tog hende stadigvæk nogle gange med, men det var ikke det samme. Helene sænkede farten og de måtte tage hjem meget tidligere, fordi hun ikke kunne holde til så meget mere. Tårerne truede atter med at løbe. Hun savnede det. Savnede det så meget, at det gjorde ondt i hendes bryst. Hun følte savnet så kraftigt, at hun tog sig selv til brystet.

Alle minderne fra hendes barndom, prøvede at presse sig ind på samme tid. Helenes hjerte bristede og oven i det, kunne hendes hoved ikke følge med. Det blev for meget for hende. Hendes øjne druknede i tårer og hun prøvede at komme op, men hendes ben lysterede ikke. De lå ubevægelige under tæppet. Hun prøvede endnu en gang, denne gang brugte hun hele hendes vægt på at få dem flyttet, men igen var der ingen bevægelse. Det var så anstrengende for hende, at bruge så mange kræfter, på noget så umuligt, at hendes vejrtrækning blev uregelmæssig. Med halve vejrtrækninger, prøvede hun igen. Hun bad desperat i hendes hoved med hurtige snøftende vejrtrækninger. Hun bad til gud om et mirakel. Hun bad til, at hendes ben ville falde ud over sengekanten og tage hende væk fra alting. Hun bad om muligheden, for igen at kunne løbe i græsset og mærke vinden tage fat, som hun sat farten op.

Et øjeblik troede hun at det havde virket, at gud havde givet hende sine ben igen, men i stedet for faldt hun bare med hovedet først ned på gulvet. Hun hylede, da hun ramte gulvet og prøvede at rette sig selv op. Men det voldsomme slag i hendes hoved, gjorde at hun ikke kunne tænke klart og hun havde problemer med, at placere sine hænder ordentligt. Til sidst lod hun sig selv falde ned på gulvet og blev liggende. Blodet fra hendes næse løb ned på det mørke trægulv, men hun var ligeglad. Helenes øjne var fokuseret på vinduet, hvor solen stadig skinnede højt på himlen. Den varmede hendes ansigt og for et stykke tid, tænkte hun ikke på andet end den varme. Hun stirrede direkte ind i solen, selv efter det begyndte at gøre ondt. Da solen ikke længere kunne distrahere hende, lukkede hun hendes øjne og blikkede træt hendes øjne igen og igen, indtil de sorte pletter havde fjernet sig. Hun kunne tydeligt mærke, at hendes næseblod, havde tværet sig ud i hele hendes ansigt, men hun tog sig ikke af det. Hun vendte sine ben, som stadig var uforbederlige, så hun kunne begynde at kravle mod døren. Med et hiv fremad af gangen, nærmede hun sig køkkenet. Hun blev ved med at snøfte, for at få blodet til at stoppe med at falde ned på hendes læber. Den forstærkede smag af metal i hendes mund, fik hende til at stoppe med at trække sig selv, og tørrede sin næse med hendes underarm. Det stoppede ikke næseblodet, men fik det bare til at løbe endnu stærkere og efterlod en klat af indtørret blod på hendes arm. Det gjorde hende utilpas og hun vidste at det var yderst uhygiejnisk, men hun kunne ikke spilde tiden på at gøre noget ved det. Hun måtte ud i solen. Det føltes, som om mørket prøvede at indhente hende og at den eneste måde hvorpå hun ikke ville blive slugt, var vis hun kom ud i solen. Helene vidst godt at det var en illusion, og at solen også oplyste huset med sine stråler, men hun kunne godt lide den illusion. Det var noget nyt, noget andet end det dødsmønster, som hun havde levet i, i de sidste 10 år. Helene forstillede sig, at hun var en sårede soldat, som måtte kravle ud af et brændende hus. Hun brugte muskler i sin overkrop, som hun ikke vidste hun havde. Det var et overskud af energi, som hun længe havde haft brug for at komme af med. Helene levede sig ind i det med krop og sjæl, selvom hendes næse stadig løb og at hun kunne mærke udmattelsen række ud efter hende. Noget af hendes hår sneg sig ind foran hendes øjne, og hun tørrede det væk med hendes blodige underarm. Der var ikke tid til at tænke på blodpletter, tænkte hun. Hun MÅTTE ud derfra, koste hvad det vil.

Hun nåede endelig verandaen. Dette var hendes mål, men som hun lå på verandaen, blodig og med hæse vejrtrækninger, mærkede hun et sug af længsel. Hun var bange for det ville stoppe og at den adrenalin, hun lige havde genopdaget, ville forsvinde for altid. Det havde været som et gensyn med en barndomsven og hun kunne ikke bare lade det sive gennem hendes fingre så let. Derfor, fortsatte hun med at kravle. Hun kravlede ned af verandaen og måtte hoste sig til luft igen, da slaget fra jorden slog luften ud af hende. Hun nåede hen til skovbunden, med tungen ude for at koncentrere sig, da hun hørte nogen kalde hendes navn. Helene stoppede ikke med at kravle, før personen kom hen til hende og vendte hende om på ryggen. Over hende stod hendes plejemor med et udtryk, der var ubeskriveligt. Helene kiggede væk fra hendes plejemor og så op på solen med et smil. Hun måtte se forfærdelig ud, tænkte hun for sig selv. Helene havde ødelagt hendes hvide trøje, den var blodig og revnet. Hele hendes ansigt var fuldt med hendes næseblod, i hårkanten, på læberne og helt nede på hendes hage. Armene havde skrammer og var ildrøde, og ikke kun på grund af det indtørret blod, der stadig sad på hendes underarm. Helenes plejemor rørte ikke ved hende, men havde i stedet dækket hendes mund i forfærdelse. Hun lignede en der var i chok og udlevede deres værste mareridt.
Helene smilede til hendes mor. ”Jeg klarede det, ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...