Ånden i glasset

Mit bidrag til Halloween konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
304Visninger
AA

1. Ånden i glasset

,,Jeg tror virkelig ikke, det er nogen god idé, Vall,” råbte Jordan, til sin bedste ven, med et nervøst udtryk i ansigtet. Det var svært at overdøve den høje musik, der brølede ud gennem de store sorte højtalere.
 ,,Der sker ikke noget,” svarede Valerie, og rullede med øjnene. Hun maste sig med besvær, gennem menneskemængden, af folk som dansede og sang med på musikken.
Hun gik over til stereoanlægget, og gjorde en ende på larmen. Folk begyndte at buhe, og råbe op.
Valerie gik over til stuebordet, med et fladt stykke træ i hånden. Hun kravlede op på bordet, og så ud over mængden. Folk buhede stadig.
 ,,Hey, festarrangøren taler! Hold mund.” Folk begyndte så småt at tie.
,,Hvor mange er med på et spil Ånden i Glasset?” Hun rakte sit gamle Oujia bræt i vejret.
Man kunne sagtens se, at det næsten lige var blevet fundet på loftet. Træet var mørkt og støvet, og de sorte bogstaver så ret slidte ud. ,,Det er ikke en rigtig halloween fest uden lidt gys.” Valerie smilede ud over forsamlingen.
 ,,Jeg er frisk,” sagde Clayton, en dreng fra hendes klasse, og lo selvsikkert.
William, Derek, Cathy og Lux var også med på et spil.
 ,,Vall, er du godt klar over, hvad konsekvenserne kan være?” spurgte Valeries veninde, Emma, og så på hende med store øjne. ,,Det er ikke andet end rygter, Ems,” svarede Valerie, og sprang ned fra stuebordet. ,,Du kan blive her, og holde resten af gæsterne med selskab.”
Valerie så hen på Jordan.
 ,,Skal du med?” spurgte hun. Jordan tøvede. ,,Vall, jeg..”
 ,,Det er okay, Jordie. Vi er tilbage lige om lidt.” Valerie snuppede et rent glas fra bordet med drikkevare. Den lille gruppe gik op ad trapperne til første sal, og ind på Valeries værelse.
Hun satte glasset på skrivebordet, fandt nogle bloklys i en kommode, og satte dem rundt omkring i værelset.
  ,,Will, gider du ikke lige trække gardinerne for?” spurgte hun, og kastede en tændstikæske over til Lux.
  ,,Tænd lysene, så gør jeg spillet klar.” Hun lagde brættet på gulvet, i midten af værelset, og hentede glasset på skrivebordet.
Hun satte sig i skrædderstilling, og gjorde tegn til de andre, om at gøre det samme.
De satte sig i en cirkel, med Ouija brættet i midten.
 ,,I skal alle sætte en finger på glasset,” sagde hun, og lagde sin egen finger der på. De andre gjorde det samme.
,,Det er strengt forbudt, at flytte fingeren fra glasset under påkaldelsen.” Hun så skiftevis på dem alle. ,,Gør I det, slipper I Ånden fri,” sagde hun, med en alvorlig klang i stemmen.
Cathy så tvivlende på Valerie.
 ,,Jeg ved ikke rigtig om jeg har lyst alligevel,” sagde hun med en lav stemme, der næsten var en hvisken. Will fnyste.
 ,,Tøsepige.” Cathy sendte Will dræberblikket, og skulle til at svare ham igen, men Valerie kom ham i forkøbet.
 ,,Will, hold mund, eller gå din vej.” Hun vendte blikket over i mod Cathy, og smilte venligt.
,,Det er helt i orden, hvis du ikke har lyst.” Cathy svarede ikke. Will lo stille.
Hun vendte vredt hovedet over i mod ham.
 ,,Skal vi se at komme i gang, eller hvad?”, sagde hun, stadig med blikket rettet mod Will.
Valerie trak på skuldrene. ,,Hvis alle er klar.” Hun så rundt, men der var ingen indvendinger.
Så tog hun en dyb indånding.
 ,,Ånd, hvis du er her, så giv os et tegn.” De sad i en næsten øredøvende stilhed, og ventede på at der skulle ske noget. ,,Ånd, giv os et tegn.” Igen sad de alle bare i stilhed.
Efter fem minutter, brød Clayton tavsheden.
 ,,Der sker jo ikke noget.” Han lød skuffet.
 ,,Vi skal bare vente lidt, Clay,” svarede Valerie, men kunne også selv mærke skuffelsen.
Stilhed igen, men så valgte Valerie at prøve endnu en gang.
 ,,Ånd, er du her? Ja eller nej.” Det gav et sæt i hende, da glasset langsomt begyndte at rykke hen over brættet. Hun så op på de andre, men de så lige så overraskede ud, som hun følte sig. Cathy var ligbleg. Glasset stoppede med at bevæge sig, og Valerie så ned på brættet.
Det var standset oven på ordet ’JA’. Hun gispede, og så igen op på de andre.
 ,,Okay, hvem gjorde det?” spurgte Lux irriteret.
Ingen svarede. Pludselig begyndte glasset, at rykke hen over bogstaverne på brættet.
 ,,Stop,” læste Derek. ,,Stop, mens I.. stadig.. kan.” Lux gispede.
 ,,Hvad mener du?” spurgte Will Ånden.
Glasset bevægede sig langsomt over brættet, og dannede en ny sætning.
 ,,Hvis I... ikke.. stopper nu.. kommer... Han,” læste Derek med rystende stemme.
 ,,Hvem er Han?” spurgte Valerie, og kunne mærke uroen i maven.
Glasset bevægede sig atter hen over bogstaverne.
Derek var i chok, så Will tog over for ham, og læste sætningen højt.
 ,,Han er... ude.. efter én.. af jer.” Valerie kiggede rundt på dem alle.
 ,,Okay, det er altså ikke sjovt mere. Hvem af jer skiderikker gør det her?” spurgte Lux, og så på dem alle med et vredt blik.
Alle så på hinanden med bebrejdende øjne, men så bevægede glasset sig endnu en gang.
Valerie stivnede, da hun så, hvad der blev skrevet. Cathy gispede, og alle fem blikke blev rettet mod Valerie. ,,Nu stopper det her. Hvem fanden af jer grødhoveder, synes det er sjovt, at spøge på den måde?” råbte Lux.
Valerie reagerede ikke. Hun kunne stadig se sætningen for sit indre blik.
 ’TAG DIG I AGT, VALERIE BROWN. HAN KOMMER’
Valerie kunne mærke at Cathy, som sad ved siden af hende, rystede som en gal.
,,Jeg gider ikke mere,” sagde Cathy, og fjernede sin finger fra glasset.
 ,,Nej!” udbrød Clayton, men det var for sent. Cathy havde brudt cirklen, og var allerede på vej hen mod døren. Hun tog i dørhåndtaget, men døren var låst. Hun vendte sig om i mod de andre, med rædslen malet i blikket.
 ,,Hvem af jer låste døren?” Ingen svarede. Valerie kunne ikke huske, at der var nogen der havde låst døren. Pludselig blev gardinerne trukket fra vinduerne, og vinduerne åbnedes på hvid gab. Bloklysene blev pustet ud, og der blev mørkt i værelset. Det eneste lys der var, stammede fra månen udenfor. Glasset, som var blevet brugt på Ouija brættet, væltede og knustes.
En kraftig vind tog til i værelset, og så var alt kaos. Cathy rev febrilsk i dørhåndtaget, Lux kravlede over i et hjørne, med tårerne strømmende ned af kinderne, og gemte ansigtet i sine knæ. Will løb over til Cathy, og prøvede at sparke døren op, men til ingen nytte. Clayton og Derek sluttede sig hurtigt til Will og Cathy. Alle som én, prøvede de at flå døren op, men forgæves.
Valerie var lammet af skræk. Hun stod naglet til stedet. Hun var den eneste, som opdagede den mørke skikkelse, der var ved at tage form, i midten af Ouija brættet.
Hun stirrede lamslået på skikkelsen, som blev større og større. Den blev også mere tydelig, for hvert sekund der gik. Til sidst stod hun ansigt til ansigt med.. en dreng?
 ,,Hvad?” hviskede Valerie, stadig for bange til at bevæge sig. Drengen havde kridhvidt hår, som nærmest glitrede i månelyset. Han havde sort tøj på fra top til tå. Sorte støvler og et par sorte bukser. Han havde et sort bælte om livet, med en masse forskellige former for knive, sat fast.
Ved første øjekast lignede han bare en almindelig dreng omkring Valeries egen alder. Men hvis man så nærmere efter, kunne man sagtens se, at han var alt andet, end en almindelig dreng. Hans hud var bleg. Alt for bleg. Næsten lige så hvid, som hans hårfarve, men hans øjne var det ved hans udseende, der skræmte hende mest. Hans pupiller var sorte, og ovale som en kats, i mens resten af øjet var rødt. Intet hvidt overhovedet, var der at se i hans øjne. Kun sort og mørkerødt. Hans blik hvilede på hende.
 ,,Vall, har du ikke en nøgle?” spurgte Cathy desperat, henne fra døren. Valerie svarede ikke, hun kunne ikke svare. Hun stod lammet, og stirrede ind i hans dybe bundløse øjne.
 ,,Vall?!” I det samme snurrede Cathy rundt på hælen, og fik øje på ’drengen’.
Hendes højlydte skrig, fik de andre til at vende sig om med et sæt.
 ,,Hvor i al helvede kom han fra?” spurgte Will, og prøvede at skjule sin frygt.
Ingen svarede.
 ,,Hvem fanden er du?” spurgte Will igen, og hævede stemmen.
 ,,Mit navn er Damien,” svarede ’drengen’, uden at flytte blikket fra Valerie.
 ,,Og jeg advarede jer.” For første gang siden sin ankomst, vendte han blikket væk fra Valerie.
,,Jeg prøvede at advare jer, men I lyttede ikke efter.” Valerie kunne ikke se hans ansigt, men hun kunne nemt høre vreden i hans dybe stemme.
 ,,I har åbnet portalen til Demonsia. Han kommer efter hende, og det er jeres egen fejl,” sagde han, og pegede på Valerie.
,,Hvad i al verden fabler du om?” spurgte Valerie, lettere irriteret. Damien vendte sig om igen, og så på hende med hans uhyggelige katteøjne.
 ,,I bliver nød til at lukke portalen, inden Han kommer i gennem.” Will udstødte en irriteret lyd, og trampede vredt hen over gulvet. Han stillede sig i mellem Valerie og Damien.
,,Okay, så er det godt. Forestillingen er slut. Smut hjem til dine afblegede Goth freaks,” sagde han, og så på ham med et vredt blik.
,,Jeg prøver bare at hjælpe jer. Og hende,” svarede Damien, og stirrede koldt på Valerie.
 ,,Vogt dig, Valerie Brown, og tag dig i agt for ham, hvis blod også løber i dine årer.”
Nu blev det for meget for Valerie. Hun gik hen til skrivebordet, flåede skuffen op og fandt sin lille ekstra nøgle. Hun stormede hen til døren og fik den åbnet. Cathy, Lux og Derek styrtede ud af døren, med det samme. Valerie vendte blikket mod Will og Clayton.
 ,,Will, Clay, vær venlig at gå ud herfra. Jeg kommer om lidt.” Will måbede.
,,Er du rigtig klog, Vall?! Vi kan da ikke bare lade dig være alene med ham,” sagde han, og pegede på Damien. Clayton nikkede.
 ,,Jeg må altså give Will ret, Vall. Fyren dér må være på stoffer, eller noget i den stil.”
Valerie sukkede frustreret. ,,Han er ikke på stoffer! Han er bare en ven, jeg bad hjælpe mig med at skræmme jer,” løj hun.
 ,,Undskyld, det var ikke en af mine bedste idéer. Vær’ søde at gå. Jeg skal snakke med ham alene.”
Clayton sendte Valerie et vredt blik, og trampede surt ud af værelset. Will tøvede.
,,William!” råbte hun vredt.
 ,,Ja ja, jeg går nu.” Han sendte Damien et mørkt blik, men fulgte så alligevel efter Clayton.
Valerie lukkede døren, og vendte sig om i mod Damien.
,,Du har ti sekunder til at fortælle mig, hvem du er, og hvor du kommer fra. Ellers ringer jeg til politiet.” Hun hev sin mobil op af lommen, og viste ham den for at være sikker på, at han vidste, at hun ikke bluffede.
I en hurtig bevægelse var han henne ved hende, og slog hårdt mobilen ud af hånden på hende. Den faldt til jorden, og skærmen flækkede.
 ,,Hvad fanden har du gang i, din kraftidiot?!” råbte hun vredt. ,,Den var ny, at du ved det!”
Hun skubbede ham hårdt i brystet, men han rykkede sig ikke ud af stedet.
 ,,Hold kæft, pigebarn,” råbte Damien med lynende øjne. Valerie trådte overrasket et skridt tilbage.
,,Jeg har sagt, at jeg er her for at advare dig! Du bliver nød til at lukke portalen, før Han kommer.”
 ,,Hvad er det for en lorte portal, du fucking fabler om hele tiden?” skreg Valerie. Hendes ansigt var blevet varmt, og hun kunne mærke tårerne, som begyndte at presse på. Ikke fordi hun var ked af det, men fordi hun var virkelig vred.
Pludselig blev døren til værelset flået op. Jordan stod i døråbningen, med et skræmt blik.
,,Vall, er du okay?! Er der sket dig..” Jordan fik øje på Damien, og stirrede chokeret på ham.
 ,,Hvem i al verden er det?” Valerie nåede aldrig at svare, for pludselig tog Damien fat om hendes håndled, hvorefter jorden forsvandt under hende. Alt blev mørkt.
En kraftig vind rev i hende, og hun var sikker på at hun skreg.
Mørket og vinden forsvandt lige så pludseligt, som det var opstået.
 ,,Hvad skete..” Mere nåede hun ikke at sige, for pludselig kunne hun mærke, at aftensmaden var på vej op igen. Hun lænede sig forover, og lod aftensmaden komme.
,,Bvadr, føj for den lede,” udbrød Damien, og trak sig væk.
Da Valeries mave var tom, rettede hun sig op. Hun kunne ikke lade være med at føle en tilfredsstillelse, da hun opdagede, at hun havde brækket sig ud over Damiens sko.
 ,,Undskyld, det er jeg ked af,” løj hun, og smilede skævt. Først nu fik hun set sig rigtigt omkring, og opdagede at hun ikke længere befandt sig på sit værelse.
Hun stod i et mørkt rum uden nogen som helst møbler. Det eneste der var i rummet, var to knuste vinduer, og væggene, som så ud til, at være lavet af sten. Nej, hun befandt sig bestemt ikke på sit værelse mere.
,,Hvor er vi?” spurgte hun vantro. ,,Hvordan... kan det lade sig gøre?! Vi var jo lige på mit værelse.”
Damien svarede ikke. Han var travlt optaget i, at få sine sko af, uden at røre ved hendes opkast.
 ,,Hvor har du taget mig hen? Svar mig!” Hun kunne mærke panikken, som var begyndt at tage form, nede i maven.
,,Valerie, hvis du vil forblive menneske, må du stole på mig,” sagde han, og smed sine sko fra sig.
 ,,Stole på dig?!” udbrød hun. ,,Aldrig i livet.”
,,Vall,” sagde han, og gik et skridt hen i mod hende. Valerie trak sig væk fra ham.
,,Du skal ikke kalde mig Vall,” råbte hun rasende. ,,Jeg vil have, at du omgående fortæller mig hvem du er, hvor du kommer fra, og hvor helvede vi befinder os henne.”
 ,,Okay, men tag lige en dyb indånding. Det kan godt være noget af en mundfuld,” sagde han, og så på hende med noget der lignede medlidenhed. Kunne det virkelig passe?
Valerie gjorde som han sagde. Hun tog en dyb indånding, og prøvede at slappe af.
 ,,Ham jeg er ved at have nævnt mange gange nu, ham som er ude efter dig, er min far,” begyndte Damien, og betragtede Valerie med et nervøst blik.
Hun hævede det ene øjenbryn.
,,Hvorfor er din far ude efter mig?” spurgte hun. Damien tøvede.
 ,,Fordi han aldrig har kendt sin datter, men det vil han gerne komme til.”
Valerie stivnede. ,,Nej, det.. min far.. jeg..” Hun var ikke i stand til at forme en hel sætning.
Damien så afventende på hende. Pludselig dæmrede det for hende.
,,Du.. du er..” Hun så på ham med et forfærdet ansigtsudtryk. ,,Du kan ikke være..”
Damien gik et skridt hen i mod hende, denne gang trak hun sig ikke tilbage.
 ,,Det er rigtig nok, Valerie,” sagde han stille. ,,Jeg er din bror.”
Valerie blev svimmel. Det kunne ikke passe!
,,Du lyver,” råbte hun. ,,Du er ikke min bror! Og ham.. ham ånden, eller manden, eller hvad han nu er, er ikke min far!” En tåre trillede langsomt ned ad hendes kind.
 ,,Valerie, det jeg siger er sandt. Stol på mig.” Damien gik langsomt hen, og lagde en hånd på hendes skulder. Valerie rystede den vredt af sig, og gik et skridt tilbage.
 ,,Hvorfor kan jeg så ikke huske nogen af jer?” spurgte hun, og stirrede på ham, med et gennemborende blik. ,,Min mor har aldrig sagt noget om en bror, og hvad angår min far, forlod han os, lige inden jeg blev født.”
Damien sukkede.
,,Har hun nogensinde bevist, at det er sandt?” Valerie sendte ham et irriteret blik.
 ,,Nej, men hvordan skulle hun også kunne det? Jeg ville vide det, hvis jeg havde en bror.”
,,Nej, for jeg døde allerede inden du blev fire,” fortalte han. ,,I en bilulykke. Far og jeg var ude og køre, men vejen var glat.” Han stirrede trist ned i gulvet.
Valerie stirrede stift ud i luften, i mens tankerne fór rundt, inde i hovedet på hende.
 ,,Hvis alt det du siger er sandt, hvorfor fortalte min mor mig så aldrig om dig? Hvorfor holde det hemmeligt, at hun havde en søn?” Damien blev dyster i blikket.
 ,,Det ved jeg ikke,” svarede han koldt, og trak på skuldrene. ,,Måske mente hun, at det ville såre dig for dybt. Måske tænkte hun, at hvis hun aldrig fortalte dig om mig, ville du ikke blive knust over det.” Valerie fik en klump i halsen.
,,Hvordan kunne hun dog skjule, at jeg har en bror?” hviskede hun.
,,Havde,” rettede han. ,,Jeg er død, husker du nok.”
En øredøvende tavshed bredte sig i rummet.
 ,,Hvor er vi?” spurgte Valerie stille, og så sig om i lokalet.
 ,,I Mexico,” svarede Damien med en tøven.
Valerie fnyste. ,,Hvorfor overrasker det mig ikke?”
,,Hvorfor er vi i Mexico?” spurgte hun lidt efter.
 ,,Det er her dit Ouija bræt stammer fra,” fortalte han. ,,Portalen befinder sig her et sted, og det er vigtigt, at vi får den lukket, inden Han kommer i gennem.”
,,Må jeg spørge om noget?” spurgte hun, og så nervøst på Damien.
 ,,Det gør du jo alligevel,” svarede han med et forsigtigt smil. Valerie tøvede.
,,Hvorfor er det så slemt, at Han gerne vil lære mig at kende?”
Damien blev bleg, og så på hende med udtryksløse øjne.
 ,,Valerie, han vil ikke bare lære dig at kende,” sagde han. ,,Han vil have dig med til Demonsia. Men det er kun de døde, som har adgang til den verden.” Han holdt en kort pause. ,,Han vil slå dig ihjel, Valerie.”
Hun stivnede. ,,Nej..” Hun begyndte at bakke væk fra Damien, med et forfærdet ansigtsudtryk.
,,Valerie,” sagde han sørgmodigt. ,,Valerie, hør på mig.”
 ,,Nej!” råbte Valerie. ,,Det kunne han aldrig finde på!” Hun kunne mærke tårerne, som begyndte at trille ned ad hendes kinder. Hun tørrede dem arrigt væk.
Hun så sig igen om i lokalet, og opdagede først nu, at der faktisk ikke var nogen anden udgang, end de knuste vinduer, som sad højt oppe på væggen.
Hun begyndte at gå i panik. Det hele var bare en alt for stor mundfuld.
 ,,Damien,” sagde hun halvkvalt. ,,Damien jeg vil hjem!”
Damien så ind i hendes store våde øjne. Han ville ønske, at han bare kunne bringe hende hjem i sikkerhed, men så let var det ikke.
 ,,Det kan du ikke. Vi bliver nød til at lukke portalen først.”
Flere af hendes tårer begyndte at falde.
,,Jeg vil hjem,” græd hun. ,,Nu, Damien. Jeg har ikke lyst til at være her mere!” Hun hævede stemmen, næsten i et skrig.
I to store skridt, var Damien henne ved hende, og havde lukket armene omkring hende.
Hun græd ind mod hans bryst, i mens han gned hånden mod hendes ryg, i beroligende bevægelser.
 ,,Det skal nok gå,” sagde han stille. ,,Alt skal nok ordne sig.”
Sådan stod de i lang tid, og omfavnede hinanden. Ingen af dem opdagede skikkelsen, som var ved at tage form bag dem, før det var for sent.
 ,,Hvor er det fantastisk at se, at bror og søster allerede kan enes,” sagde en dyb mørk stemme.
Valerie og Damien slap hinanden med et sæt, og vendte sig om i mod stemmen.
Valerie gispede, og Damien fik et vredt ansigtsudtryk. Han skubbede Valerie om bag sig, og væk fra den fremmedes synsfelt.
 ,,Far, stop dette vanvid,” hvæsede han. Valerie betragtede manden, som var deres far.
Han lignede egentlig Damien ret meget. Hans hår og hud var hvid, som Damiens, og hans øjne røde. Men hans skuldre var bredere, og man kunne se på hans rynker, at han også var ældre.
 ,,Er det vanvid, at jeg vil lære min datter at kende?” spurgte han, med et ulækkert smil.
,,Gå væk fra hende, Damien, så jeg kan se hende ordenligt.” Damien rykkede sig ikke én millimeter.
,,Far, jeg tager med dig tilbage til Demonsia, men lad Valerie blive her,” forsøgte han. ,,Hun fortjener at leve sit liv her på Jorden.” Deres far lo en ond, kaglende latter.
 ,,Åh, min dreng. Har du aldrig lært, at du skal gøre hvad de voksne siger? Jeg sagde gå væk fra hende!” Han svang sin arm ud til højre, og pludselig var det som om en usynlig hånd, havde taget fat i Damien, og kastet ham ind i mod væggen. Han ramte væggen, og derefter jorden med et meget ubehageligt dunk.
 ,,Damien!” skreg Valerie, og løb over i mod ham. Hun nåede bare aldrig helt over til ham, for pludselig rev en usynlig kraft fat i hende, og skubbede hende hårdt op ad væggen.
Hun bed sig selv i tungen, da hun hamrede baghovedet ind i muren. Hun kunne smage blod, og for en kort stund sortnede det for hendes øjne.
Hendes far kom hen, og stillede sig foran hende. Alt for tæt, efter Valeries mening.
Hendes hjerte dunkede hårdt i mod brystkassen, og hun kunne igen mærke tårerne presse på.
 ,,Du skal ikke være bange, søde Valerie,” sagde han stille. ,,Snart skal vi lære hinanden meget bedre at kende. Snart skal vi tilbringe resten af døden sammen.”
Han trak en lille kniv frem fra sit bælte. Valerie stod lammet af skræk, med tårerne strømmende ned ad kinderne. Hun opfangede, at hun havde udstødt en mærkelig lille skræmt lyd.
 ,,Det er snart overstået,” hviskede han. Hun lukkede øjnene, og lidt efter mærkede hun den største smerte hun nogensinde havde følt, lige midt i brystkassen. Hun skreg, og ønskede for alt i verden, at det snart ville stoppe.
Hun opfangede at hun faldt ned på knæ. Hun skreg stadig. Det var som om der var ild i hendes bryst.
Hun væltede om på siden, og alt blev mørkt. Selv i mørket var smerten ubærlig.
Hun følte det som om det varede for evigt, men endelig! Endelig holdt smerten op, og hun kunne give slip.

Hun svævede. Der var mørkt. Hun havde ingen idé om, hvor lang tid hun havde svævet rundt i Intetheden. Dage? Uger? Måneder? År?
Pludselig hørte hun en stemme, som kaldte på hende. Hun fulgte den.
Hun havde igen ikke nogen tidsfornemmelse, men hun blev ved med at følge stemmen.
Den blev tydeligere og tydeligere.
 ,,Valerie?
,,Valerie, det er på tide du vågner.
Hun slog øjnene op med et sæt. Hun var følelsesløs i hele kroppen.
Hun så sig omkring. Der var mørkt, men ikke lige så mørkt som i Intetheden.
Hun kunne se en skikkelse over sig, som kun var svagt oplyst. Da hendes øjne havde vænnet sig lidt til lyset, kunne hun genkende skikkelsen. Hun gispede.
 ,,Dejligt, at du endelig vågnede.”
Valerie svarede ikke. Hun stirrede bare op i hendes fars røde katteøjne.
 ,,Velkommen, Valerie,” sagde han. ,,Velkommen til Demonsia.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...